Bygdemaali i Nordland.

[Del 2 av 2]
 
                       
II.
           
GullbrannGløtt. 1)
             
(Paa Ibestad-Maal.) 
 
           
D’kje saa lengje sia – aaja, kanskje d’er eit Hunner Aar hell saa -, at her inne i Astafjor’n 2) va ein Manndrapar saa heitte Gullbrann Gløtt. Han hadde en store, pæne Gaar innpaaGrøssnesse, - e trur dæ va dar, Gaar’n hans va. Gjevt va’ n aa hadde Bonn; men likevel trivdest han ikkje heime. Aa stræve før Føa som anna Folk, passe Gaar’n sin aa ro Fiskje, dæ lei ’an ikkje. Aa saa tok ’an se te aa stæle ifraa Naboann’; sia la’n se fast i ei Hola i brattasteVindhamrann’, dar alle Baatann’ saa ska’ te Hannelsmannen i Hamvikja, bruka aa ro tæt innpunne Land. Dar hadde ’an Baaten sin gjøymt, aa dar laag ’an jamt aa samt i fleire Aar om Net’n aa skaut ihel alle di, saa rodde førbi, aa saa tok an alt ’an i Baaten fann, søkte saa Baaten ne aa rodde heim te Grøssness mæ Tjyvkostann’. Teslutt bei Kjærringja ’ans lei a’ detta, aa rædd ’an va ’o og. Ho fekk sennt Bu aat Naboann’ ein Kvell, at ’an Gulbrann den næste Natta ville være heime, aa at di daa maatte komme aa take ’an. Saales’n bei ‘ann daa ennelig fanga. Men daa di for aat Rættarsta’n mæ ’an, sa ’an:
           
”Sjue Mann-Hjerte ha e no ette; men hadde e faat ete dæ aat’nde, saa sku di ha sloppe aa tekje me.”
 
 
Heming mæ Skie. 3)
           
(Paa Vefsn-Maal.)
           
Her va eingong ein Mann her inne i Vefsna i gamal Ti. Han heiteHeming. Dei fortæle, at han hae eit Ski (”ein Aannaar” brukast somtid), so va saa laga, at naar’n to dæ paa Foten, saa gjekk dæ a se sjølover Fjell, Hav aa Dalæ mæ ei aabello Drægt, berre saa Kove sto ette. Aa dæ stana ikkje, før’n sjøl ville. Eingong kom ’n vestaan-ette ifraa Brynn-Øyæ (Brønø) paa Skie sit. Den Tiæ ’n la’ aasta’, ha ’n Hun’n sin mæ se. Han kom paa Skie sit neføre brattast Øy-Fjelle aa va framme tre Dage før Hun’n. Daa ’n do, va dar ingjen, so tor’ bruk’ Skie, før dar va ingjen, so kunn’ styr’ dæ. Saa to dei aa la Skjie paa Kjerkje-Lofte, aa Vio vart sett i Kjerkje-Døræ. Dar segj’ dei Skie ligg, aa Vio, so e gjol a Jarn, kann ein sjaa i Kjerkje-Døræ enno.
 
1) Ibestad og Trondarnes er Nabobygder, og Maalet er difyr mykje likt; største Skilnaden ligg i Tonefallet og i, at i Throndarnes segjer dei ”æ” hell’ ”æg” foreg; i Ibestad ”e” og ”eg”.
 
2) Den Fjord-Armen, som gjeng inn til Ibestad millom Roll-Øya i Vest og Fastlandet i Aust.
 
3) Yver heile Nordland, Troms-Amtet og Finnmarki hev dei den sama nj- og lj-Ljoden. I Vefsn og dei flestalle Helgelands-Bygder hev dei tilmed den tjukke ”l” i Ord som: fortæle (-tæle) gjore el. gjorde (gjole) med langt ”o”!