209 Anders Reitan, 30.3.1857

                                                                                                30te Marts 1857.
Til Hr. Reitan.
 
Saavidt jeg kan mindes fra vort Samvære i forrige Sommer fortalte jeg Dem vistnok, at jeg er meget seenfærdig til at skrive Breve, og nu har det da ogsaa viist sig i Gjerningen. Det har gaaet saaledes til, at det er blevet udsat fra den ene Tid til den anden, saa at jeg nu tilsidst er ganske undseelig over denne lange Forsømmelse. Imidlertid har jeg modtaget to Breve fra Dem, hvorfor jeg takker meget. Det Brev som De havde afsendt kort efter min Afreise, modtog jeg i Trondhjem hos Udbye; og nu i forrige Maaned modtog jeg atter et Brev, som var mig meget kjærkomment, saa vel for de mange Ordsprog, som indeholdtes deri, som for den Bestyrkelse med Exempler paa Sprogformerne i Deres Distrikt, som jeg deraf kunde faae. En Deel af disse Ordsprog vare mig rigtignok bekjendte, men der er dog altid nogle, som jeg ikke havde hørt, og imidlertid var det mig som sagt, allermest fornøieligt at læse dem for Sprogformens Skyld. Kun ved et Par af Ordsprogene var jeg i nogen Tvivl om Meningen eller hvad de egentlig sigte til, nemlig:  Hesten trivs &c. og En skal slaa Ryssen &c. Ogsaa Naa kjem je aa &c. Forøvrigt have Ordsprogene sit sædvanlige Lag: Om man ikke har hørt dem før, saa ere de dog som gamle Kjendinger.
 
Ved Ordsprogene kan endnu mærkes: Rose kvar si Søle &c. Graat ette Skryplaat. Han hoppe der Hagan e laagast.
 
De kommer vel ihu at vi talede, om det Ord Tunu. Da jeg siden saa bedre efter i mine Bøger, fandt jeg at der er et gammelt Ord, som bruges i Islandsk og hedder þina (thena). Dette er uden Tvivl samme Ord; thi Overgangen er ganske den samme som i Sunu, Svupu, Vuku. Ligesaa troer jeg, vi talede om Ordet "stømne se". Dette er vist det gamle stofna (stomna): styrke, støtte, oprette, ogs aa stifte, anlægge. Og saa talte vi om Ordet hóle (kjæle el. smigre), og herved glemte jeg at spørge, om der ikke ogsaa bruges et Subst. Hool. I det gamle Sprog haves nemlig hól (Ros, Smiger) og deraf höla.
 
Paa min Reise i Rennebu hørte jeg et Ord kjembre &c. Jeg har siden hørt at det paa andre Steder hedder kjømre. Maaskee et saadant Ord bruges i Kvikne. Det Ord "aagte" har jeg nok hørt før[,] men jeg har ikke ret Rede paa hvad det hedder i Præsens: maaskee aar (el. aager). Ved det Ord Nylaa er jeg ikke vis paa, om det er Hankjøns eller Hunkjønsord.
 
Dersom De engang, naar Tiden kunde falde ret beleilig, vilde sende mig nogle faa Ord, om de her sidste omtalte Ting, da vilde dette være mig en stor Hjælp. Men jeg kan rigtignok ikke vente saa meget, da jeg nemlig selv er saa forsømmelig i at skrive, hvorfor jeg ret meget maae bede om Undskyldning. Vær imidlertid hjertelig hilset.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd. /Marts/ ~ {April}  en {heel} Deel  / Ved . . . laagast. /
 
- I brev 23. nov. 1855 sende A. R. ein heil del opplysningar frå dei målføre han kjenner (Melhus, Klæbu, Støren, Oppdal, Haltdalen, Røros, Tydalen, Tolga, Tynset og Kvikne) som tillegg til Ole Vigs ordliste [dvs. «Opskrift over norske Ord, som kan indføres i Skriftsproget» i «Den norske Folkeskole», 4. årg., 1856, s. 11017, 14649, 17277, 21418, 24953, 28688, 31619, 33438, 36874]. A. R. skriv m.a.: «Jeg har inderlig glædet mig over at se Almusproget mere og mere komme til sin Ret; dog kan jeg ikke nægte, at jeg ofte har stødt mig over at se enkelte Udtryk brugt i Forbindelser og tillagt Begreber, som for mig har været rent fremmed» men dette kjem av at han kjenner målet berre i ein liten lut av landet; «og dermed har jeg da ogsaa slaaet mig til Ro.» Den 10. juli 1856 gjesta I. Aa. Reitan på ei ferd gjennom Øysterdalen til Trøndelag.
 
- Den 15. juli 1856 sende A. R. brev til I. Aa. (som var i Trh.) med tilleggsopplysninger om ord dei har tala om. A. R. har «erfaret, at det omtalte Ord Hese (i Kobaandet jeg ved ikke, hvordan det skrives) ogsaa her i Kvikne er kjendt. Bevidste Led i Baandet kaldes her stedse Kringherse (ell. Kringhessje). Bisol kaldes her Solgjill, dels ogsaa Solgjigg, men betragtet som Mærke, Forbud paa et vist Slags Veir, Værur; man siger til Eksempel: De bli Stygvær, før de sto slik «Ur» [her er sett til denne merknad i margen: ikke det samme som «Yr».] førri So'ln idag.»
 
«Et Ordsprog hørte jeg ogsaa forleden: D'e godt aa buss'i Baa (busse i Begge gjøre sig godt med, mæske sig i to Slags Mad ell. Drik). Meningen er omtrent den samme som i Ordsproget: «De ene Goe skjæmmer itt de andre Goe ud», eller endnu rettere: Det ene Gode gjør ikke det Andet overflødigt.»
 
- I brev 6. febr. 1857 sende A. R. ei samling med ordtøke (utnytta i NOrdspr. 1881, jfr. s. XVI).
 
I brev 8. april 1857 svara A. R. på Aa.s spørsmål i brevet 30. mars: Når ikkje anna vart sagt, var alle ordtøka frå Ålen. A. R. gjev så nærare utgreiing om form og tyding på dei ordtøka I. Aa. spør etter: «En skul (d. e. skulde) slåa Ryssen (Smaagutten), der (hvor) en saag en», «Hesten trivs int, sjer en int (dersom den ikke ser) Ma'n i Skjorten», «Hesten e som Ma'n e», «No kjem je aa, sa Sleva», «Rose kvar si Søle» [frå Kvikne], «Graat ette Skryplaat», «Han hoppe, der Hagan e laagast», «Ordet hole (heromkring høle) har intet andet Substantiv, saavidt mig bekjendt, end Høling, uden forsaavidt det er det samme Ord som hjole ti dette hedder som Substantiv Hjol (Jol). Dette sidste Ord betyder nok ogsaa Sludder, Sniksnak og kunde ogsaa som saadant bruges om Smiger, da Smigreren jo igrunden kun sludrer, taler, hvad han ikke mener».
 
- «Kjemre» bruges paa Kvikne i samme Betydning som i Rennebo; i Aalen hedder det kjømre». A. R. opplyser at «grøfje» tyder det same, og dette kjem av «grop (grov)». Adj. staut heiter i n. stauft, rau rauft, dau dauft, aangnau aangnauft, snau snauft. «De ytrede Noget om dette isommer; derfor erindrede jeg dette». «Imperfektet aagte hedder i Præsens aag eller eg iflæng; almindeligst bruges dog aag i Enkeltt[al] og eg i Fl. Nylaa (Eftergræs) hedder paa Røraas Nylaag. Laag eller Laa bruges ikke uden om Vand, hvori noget er udkogt (Borklaag) og om gamle nedfaldne Træstammer». A. R. takkar så for oppl. om Tunu, stømne se osb. I eit tillegg 9. april skriv A. R. at ifall det var ordet «Hole» (til Hesten)» I. Aa. tenkte på, har det «intet Substantiv», og dertil nokre opplysningar om det.
 
- Anders Reitan (18261872), lærareks. frå Klæbu 1848, klokkar og lærar i Kvikne frå 1855, stortingsmann 1871, arbeidde mykje for betre folkeopplysning, gav ut fleire diktsamlingar, m.a. dikt på målføre og på nynorsk (sjå merknader til Br. nr. 219 og Br. nr. 267). Om A. R. sjå L. Eskeland: «Anders Reitan», 1928, og O. T. Hagen: «Anders Reitan» i «Årbok for Glåmdalen», 1949, s. 3043 og Frik Hougen: «Anders Reitan og målsaka på dei første lærarstemnene i Østerdalen», prenta i same tidskr. 1950, s. 8395. Sjå vidare merknader til Br. nr. 219.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008