Romarbrevet (1. kap.) på jærmål

    Den eldste nynorske bibelteksten. 1698.

    Omsett av Jacob Rasch

    (1) Podl, Jesu Christi tenar, saa va kadlæ te a væra senningsbu, dæ æ aa betya serdæilis atlæ te a sæja Guds gleæligiæ buschab,

    (2) nemlig dæ Gud formelst serligiæ spaamænnene sine laabdæ fordum i dej heligiæ schrøbtæ,

    (3) om sonnen sin, saa blei føddæ a Davids ætt, saa vit han va eit menniskie,

    (4) men at han va Guds son, dæ provdæ han uryggielegt ebtæ si gudomæligie aands verk mæ si opstannelse fra død, dennæ kar æ Jesus Christus okka herræ.

    (5) for meelst qvilken mæ hævæ niodt naae a værtæ sæningsbu siaa hæiningiene, at mæ skullæ læræ dej i nabnæ hans a tru aa lyæ Gud,

    (6) blant dissæ æræ de aau kadlæ te naaæ a Jesu Christo

    (7) doke adlæ heligiæ aa Guds kornæ (venæ) i Rom, ønskiæs naae aa fre a Gud okka far aa Jesu Christo den herræ.

    (8) Føst der før Jesus Christus takkæ æg Gud paa doke vegnæ, di dokke tru bli namgiden øvæ adlæ væraa

    (9) Gud ska væra mit prøv, at saa æg a ganska hiertæ tenæ hans son mæ oræ a læra, ligeleis talæ æg alfræit om dokke,

    (10) Ja, æg giæræ qvær dag min bønnesta, æ dæ Guds viljæ æg ennaa eigong maa faa lukka a komma tæ dokke.

    (11) Ettædi æg hæve saa stor hog a siaa dokke, at æg aau kan gievæ dokka aannelig gaava te a værte stænnigie,

    (12) æg mæine i trunaa inbyris at mæ samman kunnæ hoogsvalas, baa a dokkæ aa mi tru.

    (13) Brøiræ, æg vil inkie dølijæ fø dokke, at æg te dags æ hinræ a komme te dokkæ, dæ æg mongæ gongæ hæve habt omsud fø, paa dæ æg kunnæ faa giort einqvart nyttout siaa dokke saa vel saa siaa de aandre hæiningie

    (14) Dæ me bør a tenæ grækier aa barbarer, klogæ aa øræ,

    (15) derfø er æg auu ræt hoogæ a mi formue a prækie de gleæligie buskab fe dokke i Rom

    (16) Og skiæmme mæg inkie a Christi lerdom, di dæ hæ krabt a Gud a giære dej salig, saa tru paa dæ, ente dæ æ ein jødæ, hellæ ein grækier,

    (17) ti i dæ æ obenbæræ den retfærigheid mæ skullæ havæ før Gud a vi maa stænnogiæ tru saa skrevæ stænne: den retfærigie ska værte salig a trunaa.

    (18) Men Guds viliæ æ obenbara a hibmelen øvæ aldlæ dej menniskiers uguæligheid aa urætfærigheid, saa fløigiæ sandheid tæ hoba mæ uræt,

    (19) dæj kiennæ Gud a naturen klaart nok, ti dær i hæve Gud siølv opliost dæj

    (20) at qva den usionligæ Gud æ nemlig qva hans ævigiæ magt aa gudomeligheid æ, dæ kand dej lera a hans gierningie naar de skygnæ paa versæns skabing, saa at dej hæve inkie at unskullæ sæg mæ.

    (21) Daa i kur vel dej kientæ Gud, saa ærde dei aa takkæ han inkie, saa deire Gud, men hæilen blei fortrydlæ i gisninger, aa Guds lios blei slogt i deæira galnæ hierta,

    (22) der dei tængte a være vittoue, da vart dei vidle,

    (23) i dæ dei lagdæ æren, den uforannerlige Gud tehøyrde, te billæder, saa va giordæ æbte forgiengeligiæ mennischers, fuglers, firefødde Diurs aa ormes liknelse

    (24) saa derfø led Gud dej aau vandre hen i deire hiertærs ønskie tæ uræinhed, aa vanvyre deiræ ejgne legum,

    (25) i dæ dei giore Guds sanheid te løgn (dæ æ) frygtede aa dyrkiede den skabte ting mæire en skaaberen, saa æ velsigna i evigheid, Gud høiræ dæ.

    (26) Fø den sags skul hæve Gud lede dej vandre i dejre skamæligiæ lustæ, qvindfolkie vente den naturligie bron te ein unaturlig,

    (27) Mandfolkie foor ligeleis asta forlede koonene aa fingie lust te qver aandre, den eine man dreiv scham me de aandre, saa førde dei paa sæg den straf dæ sømdæ sæg for vilfaarelse

    (28) Ettædj dej inkie ænsede om a kienne Gud, saa ga Gud dej eit galæ sin at giære dæ, saa inkie dogdæ,

    (29) urætfærigheid, louslebne, skalkheid, gierigheid, vunskab, avinsiugheid, mordeischheid, trættæ, svig, usømmeligheid,

    (30) Dej vare øjretudere, bagvaskiere, Guds foractere, bespottare, homoigie, stoor skræppere, unerfunnigie, halstarrige me forældræ,

    (31) oforstænnigie, falskie, uforligeligie, oprørskie, ubarmhiertigie,

    (32) disse menniskie enddaa dej vistæ Guds ræt, a dei saa giære sligie ting, æræ værd a døe, daa baa giære de siølvae sligt, aa hædlæ mæ aandræ, saa dæ yppæ .....



    Frå Kjell Venås: Den fyrste morgonblånen. Oslo: Novus forlag 1990. Elektronisk utgåve 2000 ved Jon Grepstad