Dagbog paa en Reise til Trondhjem 1842

"Man har adskillige Fordele af at optegne sine Iagttagelser og de Tanker, som man derover har fattet. For det Første styrker man derved sin Hukommelse og kan have Fornøielse af at læse sine tidligere Bemærkninger i en senere Fremtid; og dernæst øver man sig i at udtrykke sine Tanker skriftlig. Men den vigtigste Fordeel er, at man derved endog øver sig i at tænke rigtigere, da Tankernes skriftlige Fremstilling udkræver en vis Grad af Orden, Grundighed og Klarhed." (Noget som jeg har læst ensteds.)
 

19. Juli (Tirsdag). Efterat jeg den foregaaende Aften var reist over Ørskougfjeldet og ankommen til Remmem lidt efter Midnat, biede jeg her, indtil Dampbaaden havde fuldført sin Reise til Veblungsnæsset, da jeg ved dens Tilbagekomst vilde gaae ombord. Den ankom tidlig fra Molde, stoppede her i Bugten og udsatte nogle Passagerer, der synes at have gjort denne Tur i Morgenstunden blot for Fornøielses Skyld. Omtrent Kl. 91/2 kom den tilbage, og nu begav jeg mig ind paa den, og saaledes var min Reise egentlig begyndt. Iblandt den Masse af Mennesker, som bevægede sig paa det rummelige Dæk, vare næsten alle Ansigter mig ubekjendte og fremmede; og kun to Personer viste sig deriblandt, som jeg paa en Maade kunde ansee for mine Landsmænd (thi et vist Distrikt er ogsaa Land, naar man ikke er kjendt andensteds). Men den ene af disse var uheldigviis den Fornemste af alle Fornemme i Distriktet, og saaledes kunde jeg ikke vente nogen videre Fornøielse af dette Landsmandskab; og den anden syntes meget indesluttet i sig selv og greben af de Betragtninger, som en lang Reise, fra Venner og Bekjendte til lutter vildfremmede Mennesker, giver Anledning til. En pyntelig Mand af et militært Udseende gav sig i Tale med mig, og jeg erfarede, at han var en Underofficeer og kaldte sig Remmem. "Her," tænkte jeg, "træffer jeg dog en Mand, som ikke er høiere paa Straa, end at han vel kan tale med mig; thi der er vel ikke Mange iblandt de Høiere, som vilde tage ham i Beslag, eller see mistænkeligt paa, at han nedlader sig til Omgang med Folk af de lavere Klasser." Men uheldigviis erfarede jeg, at denne artige Mand ikke agtede sig længere end til Molde, og saaledes var Haabet om videre Fornøielse af dette Bekjendtskab strax tilintetgjort. Mennesket har sædvanlig altid Lyst til at meddele sig til Andre, og denne Lyst er ikke mindst hos mig; men der gives Stillinger og Forholde, hvori man nødes til enten at meddele sig til dem, man ikke vilde, eller ogsaa indeslutte alle sine Tanker i sig selv; og denne Tilstand udøver en bedrøvelig Indflydelse paa Sindsstemningen.

Efter en kort Standsning i Havnen ved Molde, fortsatte Dampfartøiet sin Vei nordefter. Jeg blev forbauset, da man i Nærheden af Bu (eller Boe som det skal skrives) satte Stævnen lige ud paa Havet, og først efterat være kommen et langt Stykke udenfor alt Land syntes at ville holde langs med Kysten. Denne Fart paa det aabne vilde Hav vedvarede siden næsten den hele Dag. Søgangen var rigtignok ubetydelig, men derimod blæste den hele Tid en meget stærk Nordenvind, som forsinkede Skibets Fart, og gjorde, at dette Havstykke, som skal være 4 eller 5 norske Mile, forekom mig at være to eller tre Gange længere. Jeg befandt mig ilde, og fornam, at jeg ikke har den Sømandsmave, som passer sig for en ægte Søndmøring. Dette forekom mig besynderligt, da jeg dog forhen i værre Veir og især under langt større Søgang har befundet mig temmelig vel; men jeg havde nu den foregaaende Nat sovet saa godt som intet, og var eiheller ved Begyndelsen af Søveien ret frisk; dette var nok Grunden til en Mathed og Svimmelhed, som Nordenvinden og den lange Havtur forandrede til en virkelig Sygdom. Saaledes tog jeg liden Deel i den Opmærksomhed, hvormed man betragtede Kvitholmens nye og meget anseelige Fyrtaarn, hvor man med Flag og Kanonskud hilsede Dampskibet, som ogsaa svarede derpaa med sine fire Kanoner. Efterat Hustadvigen og det Værste af den øvrige Vei endelig var passeret, maatte jeg siden kjæmpe med en ny Fiende, nemlig en uimodstaaelig Lyst til at sove. Imidlertid opnaaede vi nu, hvad jeg for min Deel meest ønskede, nemlig Land paa begge Sider, og kort derefter ogsaa Bestemmelsesstedet for denne Dag, Kristiansund.

20. Juli. Kristiansund fortjener mere end Navn af Søstad; det kan kaldes en Havstad, thi paa begge Sider fører Skibsveien dertil gjennem det aabne Hav. Hvilken Trøst maa ikke denne By være for de Søfarende! Dens Havn er omtrent fiirkantet og har paa hver Side en liden Øe, og paa hver Kant et smalt Sund. Skjønt denne By ligger i den yderste Rand af Kysten, seer man dog i Nordvest for samme en lav Øegruppe, som næsten skjuler sig i det vide Hav, men dog skal være Opholdssted for mange Mennesker og indbefatte et Kirkesogn. Det er Grip-øerne, som dele sig i to Grupper, der af Nordmøringerne kaldes Inn gripann og Ut gripann.Bedre Leilighed til at opdrages til fuldkommen Sømand end de unge Gripinger kan vist Ingen have.

Efterat vi vare afgaaede fra ovennevnte By Kl. 6 om Morgenen og havde passeret Havstykket forbi Tusteren, kom vi ind paa den skjønne Trondhjems-Led, som gaaer indenfor de to store Øer Smølen og Hitteren, hvoraf den første er lav og jævn, den anden derimot noget høiere og opfyldt med nøgne Klipper. Den Mand, som syntes meest opmærksomt at betragte Alt hvad der kom indenfor vor Synsvidde, var Hr. Kraft fra Molde. Han gik sædvanlig med et stort Søkort i den ene Haand og en Lommekikkert i den anden for at iagttage ethvert Sted af nogen Betydenhed, som viste sig i Horizonten. Da han kjendte mig og vidste, at jeg ikke havde reist der før, underrettede han mig af egen Drift om mange Gaarde, Bygder og mærkelige Steder, som vi havde Leilighed til at see. Blandt de andre Passagerer lagde jeg især Mærke til to unge Mænd, der saae ud til at være meget fortrolige Venner, og som ikke talede uden med hinanden alene. Den Ene holdt jeg længe for en Søndmøring, da hans Ansigt meget stærkt erindrede om en vis mægtig Familie paa Søndmør; men efter adskillige senere Iagttagelser lod jeg denne Formodning fare. Den Anden udmærkede sig især ved sin Næse, som ved sin kjæmpemæssige Fremadstræben dannede en stærk Modsætning til den Smaahed og Tyndhed (Grannleikje), som viste sig i de øvrige Dele af Ansigtet og Legemet. Han læste tildeels i en Bog, som jeg engang fik see, da den laae tilbage paa Dækket, og hvis Titel var intet ringere end: Lettres sur le Nord, par X. Marmier. Det Sprog, de to Venner talede indbyrdes, var endnu værre at komme tilrette med; thi enten det nu var Norsk eller Tydsk eller Fransk, var det i ethvert Tilfælde lige uforstaaeligt. De syntes at være høifornemme Personer, og holdt sig mestendeels paa det bagerste af Dækket, eller "paa Samfundets Høider", som Hr. Pastor B - engang behagede at kalde det.

Denne sidstnævnte Mand fik jeg nu heldigvis flere Gange Anledning til at tale med. Han yttrede sig over forskjellige Gjenstande med den dybe Følelse, hvorved denne Mands Ord virke saa kraftigt paa den som hører ham. Han henledede tilsidst Samtalen paa mine egne Anliggender, raadede mig til at gaae frem med mere Dristighed end hidtil, og forestillede mig, at jeg ikke, af Frygt for at begaae Feil og blive dadlet, burde afholde mig fra et eller andet Foretagende, hvorved jeg formodentlig kunde gjøre Nytte og vinde Anseelse. Han forelagde mig, til min Forbauselse, en Plan, som jeg selv i mange Aar har havt, skjønt jeg, saavidt erindres, ikke har yttret mig derom for Nogen. Men den Samtale, hvori disse Punkter forekom, var desværre vor sidste; thi i Havnen Beian paa Ørlandet, et af Dampskibets Anløbssteder, forlod denne Mand Fartøiet, for derfra at begive sig til sit Bestemmelsessted.

Ørlandet er ved sin naturlige Beskaffenhed et Særsyn paa den vestlige Kyst, forsaavidt jeg har bereist samme; det vil sige, mellem Bergen og Trondhjem. Det er nemlig saa lavt at det i Frastand seer ud blot som en lang Traad eller Stribe og derhos aldeles fladt og jævnt, uagtet sin betydelige Vidde. Den eneste Ujævnhed derpaa er de Huse og de Tørvstakker som ere udspredte over samme. I den østligste Ende af denne Slette ligger det historisk bekjendte Østerraad, et Herresæde med en nætsten idealsk Beliggenhed; thi en Gaard med jævne Marker og Enge, som hælde mod Middagssolen, med en Bugt foran og et Bjerg bagenfor, er et saadant Sted, som jeg i mine Drømme ønsker mig til et Hjem. - Efterat være kommen ind i den egentlige Trondhjemsfjord, seer man ogsaa paa Nordsiden et meget skjønt Distrikt, nemlig Stadsbygden med mange Gaarde og jævne hældende Marker. Omtrent Kl. 6 Eftermiddag saae vi endelig Maalet for Reisen, det gamle Trondhjem, og kort efter ankrede Fartøiet i Nærheden af den store Træbrygge ved Toldkontoiret. Adskillige Vanskeligheder med at faae Herberge i Byen, og med at faae Reisetøiet ud af Kontoiret, hvor det endog blev visiteret, samt desuden en idelig Regn hindrede mig i at betragte Byen nøiere denne Aften, og efterat jeg endelig var indkvarteret hos en Fisker i Nærheden af "Kontoiret", overgav jeg mig til den forønskede Rolighed.

21. Juli. Om Morgenen begav jeg mig strax ud for idetmindste at betragte det Udvortes af Byen. Den har adskillige meget store Bygninger, hvoriblandt dog den berømte Domkirke er anseeligst, og didhen gik nu ogsaa min første Vandring. Ingen Bygning kan have et mere alderdommeligt Udseende end denne Kirke, og ingensteds kan Forbindelsen af gammel og graa passe sig bedre end her. Høiden af dette Huus forekom mig ikke saa betydelig, og det syntes mig at dens Fortrin for de store Kirker i Bergen var langt mindre end jeg havde forestillet mig; imidlertid er dog dens Vidde eller Omfang meget betydeligt. Jeg begav mig derpaa ned til Elven og ønskede at see de Steder, hvor Kong Olaf Trygveson og Kjartan Olafson svømmede omkap. Men dengang maa det nok have seet rummeligere ud i Elveosen end nu; thi den var nu saa fuld som nogensinde muligt af Fartøier lige fra Mundingen til Broen, som gaar over til Baklandet; og paa begge Sider ere Bredderne tæt bebyggede med Brygger og Søboder, hvoriblandt jeg mærkede en, som forekom mig at bestaae af ikke mindre end otte Etager. Den nederste Deel af Byen eller den som strækker sig langs med Søen, har et meget uordentligt Udseende efter de store Ildebrande, som have overgaaet samme. I den først afbrændte Deel ere de fleste, men i den sidst afbrændte kun faa Bygninger nu komne under Tag, men overalt ligge store Hobe af Steen og Tømmer, overalt buldre Tømmermændenes Biler og Snedkernes Høvler. Paa en stor Grusdynge ved Strandbredden staar et Trækors, hvorpaa er malet med store Bogstaver det Ord "Grus". To smaa Piger gik engang forbi dette Kors, medens jeg betragtede samme; den ene af dem læste Paaskriften og begge lo høit. Jeg var selv tilbøielig til at lee over denne Inskription, der forekom mig som om man paa Panden af en Hest vilde sætte et Skildt med de Ord "En Hest". Imidlertid havde vel Mærket en Hensigt og kunde ialfald vække til alvorlige Betragtninger og ædlere Følelser

Den Artighed, som man træffer i Bergen, idet man altid velvillig bliver underrettet om det Huus eller den Person man spørger om, forekom mig ogsaa at have Sted i Trondhjem. Denne Velvillighed mod Fremmede synes mig at være en stor ∆re for disse Byer, da nemlig denne Dyd ikke just kommer af Naturen, men sædvanlig beroer paa Opdragelsen og Tænkemaaden. Jeg vilde tale med Hr. R- B- og indfandt mig omtrent Kl. 9 Formiddag i hans Bopæl, en frygtelig stor Steenbygning. Man underrettede mig om, at han, formedelst huuslige Sorger, da hans Kone var meget syg, og formedelst en søvnløs Nat, var dennegang i "slet Humør" og ikke gjerne vilde tale med Nogen. Man bad mig komme igjen en Stund efter Middag, hvilket jeg ogsaa gjorde; man havde sagt ham mit Navn, og faaet til Svar, at jeg skulde komme til ham Kl. 5. Jeg indfandt mig til bestemt Tid, med nogen Frygt for, at de omtalte huuslige Uheld kunde virke ufordeelagtigt paa mine Sagers Afgjørelse. Men hvor behageligt overraskedes jeg ikke, da denne Mand kom mig imøde som den blideste og elskværdigste, man nogensinde kunde tale med, og behandlede mig, ikke som en ubekjendt Fremmed, men som en fortrolig Ven. Nu undredes jeg ikke over, at Børnene paa nogle Steder i Tydskland havde sagt til ham, da han vilde forlade dem: "Ach bleiben Sie doch bei uns!" - Han forklarede, at den lange Forsømmelse af min Sag var kun hans Skyld, da en Mængde af Forretninger, samt hans Forflytning fra Hovedstaden og senere huuslige Sorger havde hindret ham fra at foranstalte det Nødvendige. Han leverede mig Brevet fra Selskabets Direktion til mig, og lovede strax at udvirke Udfærdigelsen af den Plan, som i dette Brev er omtalt. Derhos gav han mig ogsaa tilbage det Haandskrift, som jeg i forrige Aar havde overleveret i Bergen, med Anmodning om, at jeg nu vilde vedføie de Rettelser, som jeg forhen havde ønsket; dog yttrede han den Mening, at det nu kunde beroe med hvad der var gjort, og at en Udgivelse af dette Skrift nu maaskee var mindre tjenlig, da et større Arbeide kunde være ivente; og det var ogsaa mit eget Ønske, at Skriftet under nuværende Omstændigheder ikke skulde udgives. Tillige bad han mig om at forfatte en Plan efter mit eget Ønske om Udvidelsen af det Arbeide, hvortil Begyndelsen er gjort med bemeldte Haandskrift. Dernæst underrettede han mig om Byens Mærkværdigheder, og da han ikke selv havde Leilighed til at vise mig disse, skrev han nogle Ord til Hr. S -, om at denne Mand vilde give mig Anledning til en nærmere Betragtning af disse og især af Domkirken.

Med denne Anbefaling gik jeg nu til S - . Brevet, som jeg medbragte, forskaffede mig en venlig Modtagelse hos denne Mand. Han bad mig om at blive hos ham denne Aften, og jeg havde nu den sjeldne Lykke at kunne tale med en udmærket og anseet Mand, som ei alene besidder en rigt begavet og ophøiet Aand, men tillige en Munterhed og Omgjængelighed, der forjager al Frygt og Undseelighed. S - er ganske alene i sit Huus, og kun en Tjenestepige besørger hans Huusholdningssager. Denne Omstændighed var meget beleilig for mig, som et Ørkenens Barn, der ikke kjender en eneste Paragraf af Lovene for den fornemme Levemaade; thi nu behøvede jeg ikke at ængstes for en Kreds af elegante Folk, som vilde bevogte mig fra alle Sider, og formodentlig, saasnart jeg var ude af Døren, briste i Latter over denne Fremmedes Person og Adfærd. Jeg har forhen været paa denne Pinebænk, og jeg synes endnu at føle den Gysen, som igjennemfoer mig, da jeg i forrige Sommer befandt mig paa visse Steder, og bemærkede, at adskillige Øienpar vare rettede imod mig, som om de vilde undersøge hvad der dog skulde være ved denne Person. Saalænge man kan gjøre, som man seer, at Andre gjøre, gaar det endda an; men naar man skal gjøre Noget uden Anviisning, maatte det være et Vidunder, om man just af et Instinkt skulde træffe paa det Rette; og derfor nødtes jeg da ogsaa til at gjøre alt paa en Slump, skjønt i den sikkre Formening at det aldrig vilde gaae upaa-anket hen, hvorledes det endog skeede, og at mit Eftermæle for det Første vilde blive en Præken over de Ord: "Aa Hæge Gud faag en Taask!" Men som sagt, nu var Intet at frygte; den Mand, som sad lige overfor mig, vilde ikke regne det saa nøie; han vilde formodentlig, som Bonden siger, "ha’ paa Ollaa Sk`yn". Jeg vilde ønske, at jeg kunde erindre hvert Ord, som jeg denne Aften hørte; men det gaar saa besynderlig: man mindes hvad man skulde glemme, og glemmer hvad man skulde mindes. Jeg har hørt offentlige Taler, som jeg vilde indskrive i mit Inderste, men hvoraf jeg ikke erindrer et Ord; og jeg har hørt ubetydelige Taabeligheder, som jeg mindes i alle Punkter.

 

Side 1 | 2 | 3