Dagbog paa en Reise til Bergen 1841

29. Juli. Om Morgenen henimod Kl. 6 gik jeg ombord paa Dampskibet Nordkap,og kort efter satte denne mærkværdige Maskine sig i Bevægelse. Den der,som jeg, ikke har seet noget Dampfartøi forhen, maa naturligvis blive forbauset ved at finde sig hensat paa et saadant; og end mere maa han forbauses ved at seened i Maskineriet og betragte hvor store Ting den menneskelige Opfindsomhed og Flid har kunnet udrette. Hvad vilde Nordens gamle Digtere, der saa prægtigen beskrive hine "Havets Heste", "Søens Skier" o. s. v. som i deres Tid brugtes, have sagt, dersom de kunde seet et saadant Dampfartøi, - og hvilke Navnevilde de vel i sine Vers have givet samme? Det maa være et skjønt Syn fra Landet at betragte denne store Bygning, der blot ved at drives indenfra skrider fremad med samme Hurtighed som en Baad i dens stærkeste Seilads, og som,naar Veiret er stille, sender sin tætte, sorte Røgstøtte fra Damprøret i en uendelig Længde bagud, medens den foran sig forvandler Søen ligesom til en vældig Fos, og bag sig frembringer et langt Strøg af Bølger, hvilket i længere Frastand udvider sig til flere hundrede Favnes Bredde.

Paa det flade og jævne Dæk, hvis Længde udgjør ikke mindre end 70 Skridt, befinde sig omtrent 30 Personer, og endda ere Mange nedenunder. De flesteaf dem ere fornemme Herrer, de øvrige ere nogle Matroser og Tjenestesøgende,samt 6 Personer, nemlig 3 Drenge og 3 Piger fra Dalekarlien, hvilke ligesom defleste af Passasjererne agte sig til Bergen. De Sidste ville formodentlig der drive sin Haandtering, nemlig Kurvebinderie og at binde Ringe af Haar. Saaledes have alle endog de ringeste af Medfølgerne et vist Maal for sin Reise, men hvad Maal har jeg? Jeg foretager mig en Reise paa 42 Mile (saaledes er Fragten beregnet), ikke for at vinde nogen Fordeel som de Andre, men blot for at give Noget ud; altsaa er dette Foretagende en Daarskab ifølge den almindelige Regel, at Penge fremfor Alt maa forhverves og konserveres, thi Pengene alene gjør Manden. Det være nu, som det vil; en saadan Udflugt er mig nødvendig og skulde være skeet for mange Aar siden; men det er nu en Egenskab ved mit planløse Liv, at alle Vendinger og Bevægelser deri skee omtrent ti Aar forseent.

Rundt om mig ligge beboede Steder, hvis Indbyggere ere ifærd med sit Sommerarbeide. Lykkelige Mennesker, I tragte efter intet Høiere, end hvad Skjæbnenanviste Eder; I have et Hjem, et Huus, som I kunne kalde Eders eget; Eders Bakker, Tuer, Stene, Græs og Agre, hvilken kostelig Skat er ikke dette, mod at vanke ustadig og allesteds fremmed omkring i Verden! I have, hvad der ermere, Mennesker, som ved Familiebaand ere forbundne med Eder, samt overalt Venner, Kamerater og Fortrolige. Hvor herligt imod at staae ganske alene i Verden, at maatte holde alle sine Tanker og Planer begravede i sin egen Barm, at finde ingen Deeltager i sin Glæde, Ingen, der forstaar hans Uro og Bekymring, hans Suk og hans Længsler!

Men for ikke at henfalde til den Tungsindighed, som saadanne Betragtninger altid bringe mig til, vil jeg blot optegne Dagens Begivenheder. Kl. 9 1/2 ankom vi til Larsnæsset, hvor Fartøiet laae i to Timer. Da Skibsføreren kom ombord igjen, blev Skibet sat i Bevægelse, medens man paa Landet affyrede et Skud, der blev besvaret af Fartøiets fire Kanoner; det talrige Selskab paa Landet raabte "Hurra!" hvilket ogsaa besvaredes af Skibets samtlige Mandskab. En Høitidelighed, som ikke nogensteds senere fandt Sted. 

Veiret, som forhen havde været meget smukt, forandrede sig nu, og omkring Stadtlandet havde vi saaledes stærk Regn og stormende Vind, samt nogen Søgang. Regnen holdt ved lige indtil vi omtrent Kl. 3 1/2 lagde ind i Moløens Havn, hvor Fartøiet skulde ligge til næste Dag.

30. Juli. Om Morgenen Kl. 6 afgik Dampbaaden fra Moløen, hvorfra den medtog endeel Passasjerer (om Forladelse! - Passagerer), blandt hvilke En varaf et særegent Slags, nemlig en kjæmpestor Nyfundlænder (NB. med fire Fødder), som forleden Nat havde gjort os Selskab i Moløen, og nu skulde til Bergen, hvorfor han skulde erlægge i Fragt, om jeg mindes ret. Om det var han selv eller en god Ven paa hans Vegne, der betalte Summen, veed jeg ikke.

Den første Deel af Dagen var Veiret endnu ubehageligt, efter Middag blevdet bedre. Vi anløb Furesund Kl. 9, Sauesund 11, Skjerjehamn 2 eft. M. og Alverstrømmen 5 1/4. Dette Sted havde Fartøiet ikke før gaaet igjennem, og tog derfor i Skjerjehamn to Lodser ombord, foruden de to, som det forhen havde.

Angaaende Landets Beskaffenhed bemærkede jeg, at de søndfjordske Øerhavde en mærkelig Forskjellighed fra dem, der ligge søndenfor Skjerjehamn;idet hine blot bestaae af høie Klipper, der ere saa nøgne, som nogen Klippe kanvære, da man hverken seer Græs eller Lyng eller Jord paa dem, hvorimot mani sidstnævnte Strækning finder blot lave og næsten flade Øer, uden nogen anseeligTop eller Klippe.

Klokken var omtrent 6 efter Middag, da vi fik Øie paa den "store" Stad, Formaalet for saa mange Menneskers Reise. Enhver glæder sig til at finde Slægtninge, Venner eller Bekjendte, eller ogsaa til at finde en fordeelagtig Kondition. Hvilke ere da mine Forhaabninger? Skal denne Reise blive ligesaa frugtesløs og intetsigende som alle mine øvrige Foretagender, eller skal den blive af nogen Følge for Fremtiden? Skal der ved min Tilbagekomst være opgaaet noget Lys for mig, hvad jeg skal gjøre eller ikke gjøre, eller skal jeg befinde mig i samme Raadvildhed og Ubestemthed? Skal den Tungsindigheds Sky, der i senere Tid har formørket mine Udsigter, være lettet eller ikke?

Den Lykkelige og muntre Læser vil spørge, hvad disse evige Klager skal betyde, og jeg skylder ham derpaa et Svar saa kort som muligt. Fra Barndom afhar jeg havt en uimodstaaelig Lyst til at læse og samle Kundskab, at granske og gjøre Undersøgelser i adskillige - Videnskaber (Man tilgive mig et saa formasteligt Ord!). At en Person "fra Hytten" aldrig paa denne Maade kan komme til nogen Lykke, og at en saa planløs Fremgangsmaade var aldeles unyttig, er Noget, som jeg vel længe har forstaaet, men ikke agtet paa; og saaledes har jeg vandret mig ind i en Labyrint, hvor man hverken kan komme frem eller tilbage.

Omtrent Kl. 6 1/2 ankrede Fartøiet ved Bergenhuus Fæstning, og kort eftergik jeg iland for nu for første Gang at betragte denne gamle og rige Stad.

31. Juli. Amtmand Blom giver etsteds i sine Reisebemærkninger Bondestanden i Bergens Stift den Ros, at den overalt viser, hvad den er; og at man iblandt Samme ikke opdager nogen "kjedsommelig Middelting, som man ikke veed, paa hvilken Hylde man skal sætte". Jeg vil herved kun tilføie den Bemærkning, aten saadan "Middelting", hvor den gives, er ligesaa "kjedsommelig" for sig selv,som for Andre; thi idet han ikke veed, paa hvilken Hylde han skal sætte sig selv, og maaskee finder sig ligesaa upassende for den lavere som den høiere, vakler hansaa længe imellem begge, at man tilsidst paa ingen af Hylderne vil kjendes ved ham. Har han nogen Aand, saa vil denne netop drive ham opad, da den kun paa den høiere Hylde finder den Underholdning, som den attraar; men dersomnu den naragtige og besværlige "Etikette" skræmmer ham bort fra den høiere Plads, og dersom Omstændighedernes Magt iøvrigt trykker ham nedad, saa bliver han staaende der alene som et overflødigt Væsen, uden Ligemænd, uden Selskab, og saaledes berøvet al den Fornøielse, som Menneskers Selskab giver. Ingen vil ansee ham som hørende til sit Kompagnie, og han maa ligesom stakkels Wergeland "lade sig nøie med alle Partiers Mistanke".'

Denne Dag gik hen uden noget Videre, idet jeg blot gjorde mig færdig med adskillige Smaaforretninger for Andre, og siden gjennemsaa Byen. Hvilken overordentlig Mængde af Folk, og deriblandt ikke et eneste bekjendt Ansigt! Dette Liv forekom mig meget kjedsommeligt, og jeg længtes tilbage igjen. - Hr. G-, som jeg forhen kjendte, og som jeg strax ved Ankomsten henvendte mig til, havde denne Dag Forretninger, men havde bedet mig at komme til ham Mandags Morgen.

1. August (Søndag). Jeg længtes meget efter at komme i en af Byens Kirker, hvilke allerede i sit Udvortes ere saa kjæmpemæssige og imponerende. Jeg stævnede til Korskirken; omendskjønt det var tidligt, var dog, som jeg beklagede, allerede en Brudevielse forbi; og jeg fik blot see det viede Par, der kom tilbage fra Alteret. Bruden var iført en hvid Klædning og havde blot en Myrtekrands omkring Hovedet uden noget Videre. Ligesom denne Brud var den første af den "høiere" Klasse, som jeg i mine Dage havde seet, saaledes var denne Brudedragt netop den skjønneste og mest passende, som jeg nogensinde havde forestillet mig. Nu var det ogsaa første Gang jeg fik høre et Orgel, og mig syntes, den Ros og Beundring, hvormed mine enfoldige Landsmænd saa ofte havde omtalt dette Kunstværk, ikke var overdreven.

En Stund senere begyndte Prækenen. Taleren var, som jeg siden erfarede, Hr. Daae; han talede uden Koncept, og hans Tale var livfuld og kraftig. Af Dagens Evangelium "Om de falske Profeter" tog han Anledning til at tale om Tidens Aand og dens Indflydelse paa Menneskets Religiøsitet. Et Stykke af Talen forekom mig især mærkeligt, og jeg vil, saavidt det har fæstet sig i min Hukommelse, optegne samme: - "Vor Tids Aand har rigtignok store Fortrin, men lader os dog prøve den nøiere, for at vi ikke skulle bedrages eller blendes af dens glimrende Sider. Lader os undersøge Frugterne, for at vi deraf kunne skjønne, om Træet er godt. Det er især tvende saadanne Frugter, jeg vil gjøre Eder opmærksomme paa. Den Første er en Stræben efter Frihed og Selvstændighed, i sig selv uskyldig og ædel, men desværre saa ofte udskeiende, deels til en for fri Bedømmelse af de aandelige Ting, idet man vil være klogere, end det som skrevet staar, hvoraf dog ikke al Verdens Visdom endnu har formaaet at udslette en eneste Tøddel; - deels til en Selvraadighed i det borgerlige Liv, saa at man ikke vil erkjende nogen Overherre eller nogen Befaling. Den Anden har allerede sin Fordømmelsesdom skreven i Skriftens Ord: "Ve dem, som sige om det Onde godt!" Den bestaar deri, at man overalt vil give enhver Synd, enhver Udskeielse et mildt og undskyldende Navn. Saaledes bliver selv det Uforsvarlige forsvaret, selv den herskende Last anseet for en ubetydelig Svaghed." -

Jeg vilde høre Aftensang i en anden Kirke, men da jeg hverken vidste i hvilken Kirke eller paa hvilken Tid den skulde holdes, blev dette forsømt. Længe gik jeg siden og fordrev Tiden med at see paa de i tusindviis omspadserende og kjørende Damer og Herrer i deres "elegante" Dragt, som nu, da det var Søndag og Solskin, viste sig i al sin Herlighed. - Men kan Dannelsen ikke trives uden at være omgiven af saa megen Stads? Kan den "gode" Opdragelse ikke holde sig uden i en saa glimrende Indpakning? Imidlertid er Stadsen ikke det Værste; man betragte disse fornemme Manerer, denne evige Letten paa Hatten, denne Bukken og Skraben med al den øvrige Skik og Seremonie; hvorledes maa dette forekomme et Naturens Barn? Og naar nu et saadant Naturens Barn føler Trang til høiere Aandsnydelser end dem, som Hytten kan tilbyde, - hvilken ulykkelig Omstændighed for ham er det da ikke, at netop det, som hans Aand begjærer og som alene kunde bringe den Fordeel og Fornøielse, findes omgivet med et saa frygteligt Gjærde, som han naturligvis ikke kan eller tør stige over! Saaledes hendriver han den Deel af sin Tid, som kunde været den skjønneste, i en ødelæggende Kjedsomhed, en trykkende Mangel af passende Aandsbeskjæftigelse, passende Selskab og passende Fornøielser.

2. August. Naar man med Alvor (det vil sige, uden Lidenskab og uden Spøg) vil bedømme enten et enkelt Menneske eller en Forening af Mennesker, bør man, efter mine Tanker, først og fremst iagttage to Ting: først at befrie sig fra enhver af Opdragelse eller Omgivelser indplantet Fordom; dernæst ikke at lade sig lede blot af en og anden enkeltstaaende Erfaring, især en saadan, der har Indflydelse paa Øieblikkets Stemning. En Fordom, som jeg maa beklage, var den i min Fædrenebygd herskende Mening om en vis Stand eller Menneskeklasse, at den overalt førte et unyttigt og vellystigt Liv, samt at den altid med overmodig Stolthed og Ligegyldighed betragtede de Væsener, der havde den Feil at være af en anden Stand. Uden Leilighed til at kjende Gjenstanden og saaledes at fatte nogen selvstændig Mening derom, beholdt jeg meget længe (og desværre altfor længe) en meget ufordeelagtig Mening om samme. Men i senere Tid lærte jeg dog at indsee Sandheden i den Sætning, at "den meste Misforstaaelse kommer deraf, at man ikke ret kjender hinanden". Og hvoraf kommer egentlig denne Standsforskjel? Lad os antage, at Alle i Samfundet for Øieblikket vare ganske lige i Levemaade, Sprog og Skikke; adskillige Familier vilde dog snart, formedelst en omhyggeligere Opdragelse, flere Kundskaber, bedre Formuesforfatning og altsaa en mere magelig og forfinet Levemaade, adskille sig fra Mængden og slutte sig nærmere til hverandre indbyrdes. Denne Adskillelse vilde blive større, naar disse anseeligere Familier, ved Berørelse med Lignende i andre Lande, begyndte at læmpe sig efter disses Sæder eller at tilegne sig et Slags Verdens-Dannelse. Men allerstørst blev Forskjellen, naar de da tillige, som hos os er indtruffet, enten ganske eller for en Deel antog disse Fremmedes Sprog. Ved alt dette kom naturligviis den "menige" Mand til at staae langt bagenfor; og saaledes have vi her Standsforskjellen med sit hele Væsen for os. Modens Venner ville forsvare det heelt og holdent; de ville paastaae, at Dannelsen bør være adskilt fra "Gemeenheden", og at den endog bør antage et imponerende Udvortes imod denne for ikke at faae det hele gemene Slæng paa Halsen, eller med andre Ord, for at holde den "Gemene" nogle Skridt fra Livet, paa det at han ikke skal vorde "næsviis". Endskjønt der vel kan være Noget i denne Tale, synes mig dog, at Afsondringssystemet og Modesygen gaar vel vidt hos en Klasse der dog egentlig blot skulde være en Middelstand; og der bliver ikke stort Andet at undskylde samme med, end den mægtige Modes strenge og tyranniske Regjering; thi saa længe denne saa uforstyrret vedbliver, kan det ikke anderledes være.

Men hvad jeg egentlig vilde sige, er dette, at naar det nogensinde lykkes den, der gaar ud fra Naturen og er ubekjendt med Verdenslivet, at kige ind bag dette Forhæng, der saa imponerende og hemmelighedsfuldt tilhyller et indre Liv; da vil han, forudsat at han har Sands for det virkelig Skjønne og Ophøiede hos Mennesket, just her finde sig behageligen overrasket ved at finde en indre Forædling og Fuldkommenhed, der overalt, hvor den sande Dannelses Værd og Betydning forstaaes, maa ansees som Menneskets høieste Pryd. Vi fraregne her baade en stor Deel af det Udvortes (det er, hvad Moden medfører) og tillige Undtagelserne i det Indvortes; og saaledes paastaae vi, efter Erfaring og fornuftige Slutninger fra samme, at man her vil finde en Rigdom af de ophøiede, ædle og elskværdige Egenskaber, der gjøre Mennesket Ære. Man vil finde Individer med en Aands- og Hjertes-Dannelse, saa skjøn og herlig som man nogensinde kan have forestillet sig den hos et i Tankerne dannet Ideal, blot med de Modifikationer, som Omstændighed og Omgivelser nødvendig medføre; og disse maae (det kan ikke erindres for ofte) altid tages i Betragtning i vore Domme om Andre. Jeg beklager, at jeg ikke hidtildags har kjendt disse Samfunde i Samfundet saa vel som det var at ønske; hvad jeg for eget Vedkommende fra denne Side har erfaret, er her ikke Stedet til at nævne; men anmærkes bør det dog, at jeg netop der har saare Meget at erindre med Glæde og med inderlig Taknemmelighed.

Men jeg glemmer at optegne Dagens Begivenheder, som nærmest have givet Anledning til foranstaaende Bemærkninger. - Jeg gik til Hr. G- og medbragte de to Samlinger, som jeg i de senere Aar har arbeidet paa, og nu vilde bringe til Kyndiges Eftersyn. Han gjennemsaae dem og yttrede fordeelagtige Tanker derom. Derpaa tilbød han sig at ledsage mig til de Mænd i Staden, som disse Sager formodentlig vilde interessere. Først gik vi da til B-N- som vi fandt i sit Komptoir omgivet af Bøger i Tusindtal. G- gjorde ham opmærksom paa denne Fremmede, som han medbragte, og viste ham især hvad denne havde skrevet "om Almuesproget". Forordene til samme oplæste han for N- med et saadant Liv og Eftertryk, som om enhver Tanke havde været hans egen; N- hørte meget opmærksomt til og lod en og anden bifaldende Yttring høre. Han anmodede mig om at vise Hr. S- og H- dette Haandskrift og siden bringe det tilbage til ham til Gjennemlæsning.

Derefter fulgte jeg med G- til S-, som dog ikke var hjemme, men paa Kathedralskolen. Altsaa gik Veien til H-, hvem G- ogsaa viste hine Arbeider. hvorefter de gik ind i et Sideværelse og talede en Stund sammen. Da de kom tilbage henvendte H- sig til mig med Spørgsmaal, om jeg havde nogen Formue, samt om min Alder. Det sidste Spørgsmaal bringer mig altid til at blues som en 40aargammel Pige; thi jeg skammer mig meget over ikke at være kommen videre, og ikke at have udrettet mere end jeg burde have gjort for 10 Aar siden. Svaret syntes ogsaa at gjøre et ubehageligt Indtryk paa H-, der vendte sig bort og optog Samtalen med G-. Man talede om Skoler, om Studenter, om "Videnskabernes Bane", om en vis Seie eller Sexe, der blot havde lært en Smule Mathematik, og dog kom i Skoleveien og blev Noget. Jeg gysede; thi blev der Tale om noget Saadant, maatte jeg tilkjendegive, at dette ikke kunde være mit ønske. Min pekuniære Uformuenhed, Mangel paa Bekjendtskab til et Liv i høiere Kredse, samt den skrækkelige Alder stod mig for Øie. Wergeland gjorde, som bekjendt, nylig det Forslag, at man iblandt Konfirmanterne skulde udvælge dem, der kunde blive bekvemmest til at studere; men man bemærkede herimod, at det helst maatte overlades til den Dygtige selv "at bryde sig en Vei" for at blive Noget. Men hvorledes, maa jeg spørge, skal man "bryde sig en Vei", naar man ingen Verdens Ting har til at bryde den med? Man maatte da enten strax kaste sig i Fremmedes Hænder for at blive hjulpen; og det var ikke at bryde sig selv en Vei, idet man, uformuende til at gaae paa egne Been, blot lod sig lede og bære af Andre, dem til Uleilighed og sig selv til Ydmygelse. Eller ogsaa maatte man for at fortjene sig selv en Skilling paatage sig et eller andet Arbeide i en underordnet og lav Stilling, hvor ingen Dannelse til det paatænkte fremtidige Liv kunde erhverves; og førend den "Skilling", der kunde være til nogen Hjælp, var fortjent, vilde han allerede være saa gammel, at alt Haab var forbi; og saaledes gik det efter Ordsproget: Koen dør, medens Græsset gror. –

Af hine Raadslagninger kom imidlertid intet videre ud, og jeg fulgte omsider hjem med G- og forblev længe hos ham. Jeg lærte her, ligesom ogsaa forhen hos H-, at kjende en meget elskværdig Familie, og blev derved meget bestyrket i mine Tanker, om hvor uskatteerligen herligt det Familieliv er, hvori den rette og sande Dannelse hersker.

 

 

Side 1 | 2 | 3