120 Olaus Vullum, 2.10.1849

Kjære Ven!
 
Det var mig en særdeles stor Fornøielse at modtage dit Brev af 25de August, hvorfor jeg herved oprigtigst takker. At jeg ikke endnu har svaret derpaa, kommer deraf, at jeg har havt det meget travlt med mit Arbeide; desuden gaaer det nu altid saa tungvint med mig, naar jeg skal skrive et Brev, at det seer ud, som om det aldrig skulde komme fra Haanden. Den, som skriver mig til, behøver saaledes ikke at gjøre Undskyldning for nogen lang Udsættelse; thi det gaaer slet ikke bedre med mig i den Henseende.
 
Hr. Grøndahl har faaet det forlangte Exemplar af Ordbogen, nemlig forsaavidt som den hidtil er trykt. Jeg formoder, at du har seet Begyndelsen af denne Bog, da nemlig Bogtrykkeren har paataget sig at sende et Exemplar efterhaanden til Selskabet. Denne Sendelse er dog formodentlig skeet slumpeviis og med lange Mellemrum. Da Bogtrykkeren syntes, at det blev ham for svært at bie efter Betaling indtil Bogen blev færdig, har han besluttet at indsende Regning ved hvert tiende Ark, og derhos lade de trykte Ark medfølge, forsaavidt de ikke forhen vare sendte. Da han sidste Gang sendte Regning, var, saavidt jeg mindes, kun 19 Ark ganske færdige; det 20de var under Pressen. For nærværende Tid er der ellers trykt 25 Ark, og det sidste af disse rækker til Begyndelsen af den lange, skrækkelige Bogstav S, hvormed jeg fra min Side desværre ikke er ganske færdig. Det har gaaet seent med Trykningen i den sidste Tid, og det er alene min Skyld, da det nemlig har gaaet saa seent med Reenskrivningen, at Trykkeren allerede længe har været tæt i Hælene paa mig, og endda maattet standse en Tid for at give mig Forsprang. Jeg er bange for denne sidste Deel af Bogen, fordi Haandskriftet gaaer for hastigt til Trykkeriet, og Arbeidet bliver for lidet gjennemseet. Dette burde rigtignok været betænkt forud, saa at Trykningen ikke burde begynde, førend det meste af Skriftet var færdigt; men jeg syntes dog at der havde været arbeidet i saa lang Tid, at det nu vel engang kunde gaae fort, og at det ellers var Skam, at der skulde gaae endnu flere Aar til. Naar jeg erindrer mig, at der snart er hengaaet 8 Aar med dette Arbeide (istedetfor 3 eller 4, som først var paatænkt), og at Selskabet snart har kostet henimod et Par Tusinder paa samme, da kan jeg ikke andet sige end at der overfalder mig en Frygt og Bævelse for, at baade Selskabet og Publikum vil finde, at der kommer mindre ud af det, end man skulde have ventet.
 
Af Grammatiken var der ved sidste Halvaarsskifte (30te Juni) solgt omtrent 200 Stykker, og man kan altsaa sige, at Afsætningen har været langt bedre end man kunde vente. De gunstige Domme om denne Bog, som man har seet paa Prent, kunne vel være smigrende nok; men jeg troer dog, at der ikke bør lægges megen Vægt paa dem, da de kun simpelthen bør ansees som en Følge af de Forholde, under hvilke Bogen er udkommen. Man maa nemlig erindre, at der ikke hidtil gaves nogen Beskrivelse af Dialekterne i en saadan Udstrækning, og at der nu var gjort saa store Foranstaltninger for at samle Materiale, at Bogen derfor nødvendig maatte indeholde mange nye Oplysninger for den som kjende Sagen. Da nu Interessen for vort Folkesprog i den senere Tid var tiltaget, ligesom Kundskaben om det gamle Sprog, saa maatte der naturligviis findes Adskillige, som vilde finde en Tilfredsstillelse i det saaledes tilkomne Materiale, om endog Bearbeidelsen af samme maatte være nok saa ubehændig. Jeg har imidlertid hørt en anden Dom, som jeg lægger megen Vægt paa; den er rigtignok ikke fældet af Sprogmænd, men af forskjellige andre vellærde Folk. De sige nemlig at Bogen falder dem meget vanskelig at forstaae. Dette er nok ogsaa alt for sandt; Bogen er uforstaaelig, og det burde den ikke være. Mig forekommer det nu og allerede for lang Tid siden, at Bogen smager for meget af Materialsamlingen. Der er sammendynget en svær Masse af Regler i Iagttagelser, men de ere forlidet beskrevne, forlidet forklarede; Reglerne staae der saa nøgne og tørre; Exemplerne ere for faa, og deres indbyrdes Forhold ofte utilstrækkelig oplyst. Der er lagt an paa at indklemme saa meget som muligt i nogle faa Linier, og dette kunde vel gaae an i en Skolebog, men i en Bog som denne burde det ikke have Sted; man burde ikke have indført mere end hvad man kunde beskrive og forklare med nogenlunde Udførlighed.
 
Angaaende Grammatikens Benyttelse i Skolen, som du i dit Brev har hentydet paa, da troer jeg, at den i dens nuværende Form ikke er skikket dertil. Til dette Brug, synes mig, man burde have kun et Udtog, indeholdende de vigtigste Resultater i en stadig Sammenligning med det gamle Sprog. Og skulde man forsøge at skrive noget i et norsk Sprog, da maatte der nødvendig en ny Grammatik til for at bestemme den norske Sprogform; men at gjøre en saadan Bog paa bedste Maade, vilde rigtignok blive en vanskelig Opgave. Jeg har jævnlig tænkt paa denne Sag, men jeg har ikke havt Tid til at gjøre noget Forsøg. Mit eneste Forsøg paa norsk Form og Stiil er hidtil en Opsats med Overskrift "Samtale imellem to Bønder, om Begivenhederne i Udlandet"; den var skreven ved sidste Aarsskifte og blev trykt i Morgenbladet faa Dage efter Nytaar; du har altsaa formodentlig læst den, skjønt du vel ikke kunde vide hvor den var kommen fra.
 
Ordbogen kommer til at udgjøre henved 40 Ark, og der er ingen Udsigt til at blive færdig med den førend til næste Vaar. Der forestaaer mig altsaa en streng Vinter, ligesom jeg ogsaa har havt en streng Sommer med dette Arbeide; men saa haaber jeg da ogsaa til næste Sommer at faae det saa længe forventede Pusterum. Rigtignok er der der endnu et Arbeide, som er nævnt i Selskabets foreløbige Plan, nemlig en dansk-norsk Ordbog; men der ere vigtige Grunde for, at dette Arbeide maa udsættes til en senere Tid. Dersom dette Værk skulde blive til rigtig Hjælp, da maa man ikke tage det "paa en Spræng", men arbeide smaat og langsomt derpaa under stadigt Hensyn til en bestemt norsk Sprogform, og en saadan er desværre endnu ikke til. Der kunde altsaa være mangt at gjøre førend man begynder paa hiint Arbeide. Jeg har tænkt mig, at man næst efter den nu gaaende Ordbog skulde give endeel "Prøver af Landsmaalet" tillige med et Forslag til en almindelig grammatisk Form for samme. Dette antager jeg, burde blive et privat Foretagende, som Selskabet ikke maatte have noget med; og da jeg for min Deel ogsaa har adskillige egne Anliggender at ordne, saa antager jeg, at min Forbindelse med Videnskabsselskabet (navnlig med Hensyn til Stipendium) bør ophøre fra den Tid, da den norskdanske Ordbog kommer ud, og til den Tid, da muligens engang den dansknorske maatte være færdig til Trykning. Selskabet har allerede anvendt en frygtelig Pengesum paa dette Foretagende; og forsaavidt jeg fremdeles skulde have nogen Understøttelse til et vist bestemt Arbeide, da burde dette gaae af en anden Kasse; men derom kan man nu tale en Gang senere. Forøvrigt er der adskillige Smaa-Arbeider at gjøre, som jeg antager maa lønne sig selv nogenlunde, og desuden har jeg mangt at gjøre for mig selv, hvortil jeg naturligviis ikke bør have nogen Understøttelse.
 
Næste Sommer haaber jeg altsaa at faae Hviletid, og agter da, hvis intet kommer i Veien, at gjøre en Reise vest- og nordover for at ordne adskillige af mine egne Sager, som jeg i de sidste Aar kun slet har besørget, og især for at samle mit Tøi, som nemlig staaer paa en tre fire Steder ud over Landet. Ved samme Leilighed vilde jeg indrette Reisen saaledes, at jeg endnu kunde faae samle adskilligt, især er jeg meget forhippet paa at opsøge endeel gamle Viser, som skulle findes hist og her. For Fremtiden nødes jeg formodentlig til at slaae mig til Ro her i Byen, da det uheldigviis er det eneste Sted, hvor jeg kan udrette noget synderligt.
 
Jeg kunde vist endnu have meget at skrive, men Posttiden er forhaanden, og desuden sidder jeg i Arbeide opover Ørerne. De sorte Svende fra Trykkeriet besøge mig flittigt, Korrekturarkene see saa brogede ud, at de kunne skræmme Folk, Manuskript skal gjennemsees og sendes til Pressen, og imidlertid ligger det nyere Manuskript stille og venter paa Fortsættelse. Jeg maa derfor slutte, hvilket da skeer med forbindtligste Hilsen og Ønske om alt Held og Velgaaende.
 
Kristiania den 2den Oktober 1849.
I. Aasen.
 
E. Skr. Jeg beder at hilse Rektor Bugge; han er formodentlig endnu oppe, uagtet man engang har sagt at det var forbi med ham. Netop paa samme Tid som jeg fik dit Brev, gik her nemlig det Rygte, at Bugge var død, hvilket rigtignok vilde være en sørgelig Tidende; men jeg sluttede dog, at det ikke kunde være sandt, og senere kom det ogsaa op, at han kun havde været meget syg. Dersom Kandidat Hauge endnu er i Byen, beder jeg at hilse ham flittigt. Det var en glædelig Tidende at høre, at du var kommen ind i Videnskabsselskabets Direktion, men saa kom her strax efter en anden Tidende, nemlig at du snart skal bort fra Trondhjem. Der bliver saaledes intet videre af den Fornøielse; imidlertid maa jeg ønske dig ret hjertelig til Lykke med din nye Stilling. Om Lunds Kald veed jeg kun dette, at jeg syntes der var særdeles vakkert, da jeg reiste derigjennem.
 
Utanpå: S. T./Hr  Pastor O. Vullum/a/Trondhjem/Realskolen.
Betalt.
Poststempel: Christiania 2. 10. 1849.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. utlånt av Halvdan Koht (jfr. merknad til Br. nr. 101).
 
- I Kopibok (under nr. 47 b) nemner I. Aa. at han den 2. okt. har skrive til O. V. «(da Vicepræses) med adskillige Underretninger om Arbeidets Gang». I. Aa. rekna såleis dette brevet for ei uoffisiell melding til VS.
 
I brev 25. aug. takkar O. V. for FG «som har glædet mig mere, end om Du havde foræret mig hvadsomhelst. Den Dag, jeg læste Munchs Anmeldelse i Tidsskriftet [NT, 1847, s. 282298] af bemeldte Værk, regner jeg til de gladeste i mit Liv, og derfor kunde jeg ikke andet, da Rector Bugge tvang mig til at holde Talen sidste Kongens Geburtsdag, end citere et Stykke af bemeldte Anmeldelse og jeg saa med mine egne Øine, at Ordene faldt i god Jord hos en stor Deel af Tilhørerne. Gud give, at et ægte Fædrelandssind vilde drive alle der have Indflydelse ved Talenter, Penge, Magt eller hvad det er, til en rigtig Benyttelse af den Gave, Du har lagt paa Fædrelandets Alter; gid ingen Skole og fremfor Alt intet Seminarium længere maatte gives, som ikke benyttede den som Døren til Modersmaalets Kundskab.
   Det glæder mig, at jeg hos mine Disciple mærker Lyst til at anskaffe Bogen, og forleden Dag viste En mig, at han alt havde faaet sig et Exemplar; nu vil jeg begynde at foredrage enkelte Afsnit deraf og saa tør vel flere Kjøbere komme efter. I Oldnorsk gaaer det ikke saa galt paa Skolen; hele Massen af Disciple i Realskolens to øverste Classer læse det og det med Lyst; Forældrene ere ogsaa mere og mere blevne stemte derfor og den sidste Høitidelighed paa V[idenskabernes] Selskabs Sal, har jeg hørt fra Flere, virkede gunstigt for Sagen i den alm. Mening. Vilde min Eftermand gaae frem i den af mig forfulgte Retning, er jeg vis paa, at Pluraliteten af Trondhjems og Thrøndelagens dannede Ungdom inden 1020 Aar skulde være anderledes Nordmænd baade i Sind og Skind end de hidtil have været. Det er, Gud skee Lov! ogsaa kommen en ny Aand ind i V[idenskabernes] Selskab. Kommer den fremdeles til at raade som for Tiden, kan meget Godt være at haabe.
   Paa Din Ordbog venter jeg med Længsel og Mange med mig. Dersom Du ikke er fortrydelig paa mig, saa fortæl mig lidt om Værkets Fremgang, naar Du, samlende glødende Kul paa mit Hoved, snart skriver mig til; ligesom jeg da ogsaa gjerne, om Du fremdeles vilde vise mig saadant Venskab, vilde høre lidt om Dine Udsigter for Fremtiden; alle Dine Venner vilde gjerne være med, om det behøvedes, for at sikkre Dig en stadig Virksomhed og en fast Stilling og sligt maa dog vel lade sig iværksætte med en Person af Dine Qvaliteter.» O. V. bed til sist om at verfaren, Grøndahl, må få FO etter kvart som arka vert prenta. 
 
- Den talen O. V. talar om er «Om den norske Nationalitetsbevægelse» (halden 4. juli 1849, og prenta i «Den Frimodige» 1849, nr. 60, og prenta opp att i Mbl. nr. 226 s.å. og referert i Øverås s. 66 ff.)
 
- Christopher Grøndahl (17841864) bokprentar og kommunepolitikar i Oslo. O. V.s fyrste kone var Elisabet Kristine Marie G. (gift 1839).
 
 Afsætningen] etter ei oppgåve frå Feilberg og Landmark 30. juni 1849 ser ein at dei i april 1848 har overteke til forhandling 428 ekspl. av FG på trykkpapir (prisen er 72 sk. pr. ekspl. som med 25 % rabatt vert 54 sk. pr. ekspl. netto, til saman 192 spd., 72 sk.) og 20 ekspl. på skrivepapir (prisen er 84 sk. pr. ekspl. som med frådrag av rabatten vert 63 sk. pr. ekspl., til saman 10. spd., 60 sk.) til eit samla verd på 203 spd. og 12 sk. [som er Aasens eigedom]. Den 30. juni 1849 er det att 221 ekspl. på trykkpapir og 14 ekspl. på skrivepapir til eit samla verde på 106 spd. og 96 sk. [dvs. at i alt var 213 ekspl. selde].
 
For innbinding av 248 ekspl. har F & L lagt ut 6 spd. og 24 sk., omframt at P. A. Munch har fått 1 ekspl. Eit er sendt til [Carl Berendt] Lorck i Leipzig (til «Nordischer Telegraph»).
 
Til saman har I. Aa. til gode av F & L pr. 30. juni 1849, 89 spd. og 24 sk.
 
Ein ny rekneskap 29. mai 1850 viser at dei no har att 109 ekspl. på trykkpapir og 14 på skrivepapir.
 
Sjå vidare merknad til Br. nr. 158.
 
- «Samtale imellem to Bønder om Begivenhederne i Udlandet» var skriven 25. til 26. des. 1848 og prenta i Mbl. 1849, 5. jan. etter samråd med redaktøren A. B. Stabell, med denne merknaden: «Sprogformen er dannet ved Sammenstilling af flere Dialekter». Seinare prenta i utdrag og med merknader i «Andvake» 1871, 10. juni, nr. 23, og i «Gula Tidend» 1912, 3. jan., nr. 2 (med eit etterord av Torleiv Hannaas, og gjeve ut i serprent s.å.).
 
 Lunds Kald] jfr. merknad til Br. nr. 101.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008