111 Magnus Brostrup Landstad, 3.10.1848

S. T. Hr. Pastor Landstad.
 
Jeg har allerede temmelig længe forsømt at svare paa Deres Brev; jeg har nemlig udsat det den ene Gang efter den anden, fordi Tiden har været mig knap, og tillige har jeg trøstet mig med, at det nu ikke hastede saa meget, og at det altid maatte være godt at raadføre sig med Flere, som interessere sig for Sagen. Desuden har jeg ikke rigtig vidst, hvorledes man nu skulde gribe Sagen, da nemlig en omfattende Forandring i den engang lagte Plan vilde medføre meget Besvær og bevirke en lang Udsættelse. Da jeg nu har havt en saa sjelden Anledning til at studere Folkesproget, kunde man vel vente, at jeg havde dannet mig en bestemt Plan for Behandlingen af saadanne Sager; men jeg maa dog tilstaae, at min Plan ikke er saa ganske bestemt med Hensyn til et Normalsprog eller en Sprogform, som skulde staae over Dialekterne; jeg har nemlig mest tænkt paa Behandlingen af Dialektstykker, og har i denne Henseende antaget, at man maatte søge at gjengive Talesproget i sin tydeligste og fuldkomneste Form, eller give Dialektens Former saa rigtigt og konsekvent som muligt uden at optage forældede og ubrugelige Former. Med Hensyn til den omtalte høiere Sprogform er jeg ikke endnu kommen til nogen Bestemthed; jeg har rigtignok tænkt meget paa denne Sag, men ikke havt Tid eller Leilighed til at gjøre noget alvorligt Forsøg. Min Plan har nemlig været, at man ikke skulde indlade sig paa denne Sag, førend vort hele Sprogmateriale i sin virkelige forhaandenværende Form var ordnet og fremlagt for Almeenheden. Naar dette engang maatte blive fuldført, havde jeg tænkt at foretage en alvorlig Granskning af hvorledes Materialet skulde benyttes og hvilken Form det skulde faae for at kunne bruges i Skrift. Jeg havde da tænkt at fremlægge et udførligt og i alle Poster begrundet Forslag til en norsk Sprogform med Prøver og Exempler paa hvorledes samme vilde tage sig ud. Men hermed har det endnu lange Udsigter. Det virkelig givne Stof er endnu ikke fremstillet for Almeenheden; Ordbogen over Sprogets Dialekter vil endnu medtage ialfald eet Aars uafbrudt Arbeide, og naar denne er udkommen, vil det maaskee først blive nødvendigt at give endeel Dialektprøver, førend man kan indlade sig paa Dialekternes Sammenførelse under en fælles Form.
 
Paa Grund af alt dette maae jeg tilstaae, at de Forsøg, som paa nærværende Tid gjøres, til at opstille et Normalsprog, synes mig at komme lidt for tidligt; vel maa jeg erkjende, at Andre kunne forstaae denne Sag ligesaa godt; men jeg føler dog, at jeg, uagtet min Interesse for Sagen, dog ikke nu kan gjøre Sagen saa megen Hjælp som jeg ellers ønskede. De Erfaringer, som grunde sig paa en Oversigt af det samlede Sprogstof, ere nemlig saa mangfoldige og give Anledning til saa mange Bemærkninger, at de umulig kunne fremstilles i Korthed eller med nogle Linier, da de meget mere vilde udkræve en heel Bog for sig selv. Jeg fandt mig saaledes ikke tilfreds med den Plan, som Prof. Munch har fulgt i sin Redaction af den nye Udgave af "Norske Viser og Stev", som De maaskee har seet. Da jeg blev anmodet om at skrive en Anmeldelse af denne Udgave, havde jeg derfor tænkt at opstille alle de Grunde, som jeg havde imod den her anvendte Optagelse af ubrugelige Former; men jeg fandt snart, at dette vilde blive saa vidtløftigt, at det ikke kunde faae Plads i en saadan Opsats; og tillige vilde det udkræve langt mere Tid end jeg nu kunde anvende hertil. At jeg alligevel paatog mig at skrive en Anmeldelse, som De maaskee har seet, er noget som jeg siden har været utilfreds med; Anmeldelsen gaaer nemlig ikke synderlig ind paa at bestride den fulgte Plan, fordi dette vilde kræve en meget udførlig Opsats; hertil havde jeg dengang ikke Tid nok, og derfor burde jeg heller ikke have indladt mig paa Sagen. Jeg tænkte ogsaa dengang, at den i Visebogen befulgte Plan maaskee kunde have Medhold hos flere af de Sprogkyndige her paa Stedet; men jeg har dog senere erfaret, at Flere af dem, som bedst kjende til Sagen, havde hellere ønsket at see disse Viser i den tilvante Form, og kun forsynede med de nødvendige Rettelser.
 
Skjønt jeg, som før bemærket, ikke hidtil har kunnet danne mig nogen bestemt Plan for et norsk Normalsprog, har jeg alligevel tænkt meget paa denne Sag og talet om samme med flere af de sagkyndige Mænd her paa Stedet, især med Hr. Kandidat Unger, som interesserer sig meget for denne Sag. Vi have været enige om, at et saadant Sprog maatte have et simpelt og let Formsystem, og at det mest gjælder om at beholde Ordenes Rod ubeskadet. Om enkelte Punkter have vi været i nogen Tvivl, saaledes i det Spørgsmaal, om man skulde antage to Arter Femininer, en stærk og en svag Art, og isaafald hvilken Endelse hver Art skulde faae i den bestemte Form; her have vi dog mest hældet til den Regel, at de to Flexioner adskilles, at den stærke Art faaer Endelsen i (Soli, Skaali), og den svage faaer o (Viso, Klokko), forsaavidt den ubestemte Form skal have a. Ellers have vi stemmet nogenlunde overeens i følgende Poster: 1) De maskuline Subst. og Adj. ende med Roden (Ex. Arm, lang, sterk), uden at optage det gamle r. 2) Kasusformer antages ikke. 3) De feminine Subst. faae i den bestemte Form kun en Vokal (Soli, Klokko &c), uden at optage det gamle n´. Fleertal af Neutrum følger det stærke Feminin (Ex. Husi, Borni); ligesaa Femininformen af Adj. paa en (Ex. fari, komi). 4) I ubestemt Fleertal faaer Maskul. ar; Femin. ir og ur, eller maaskee er og or ( slaaes begge Femin. sammen, da bliver Endelsen er). 5) Ved de Verber, som have stærk Form i Præsens, antages intet r ( altsaa : kjem, stend, bryt); ved de svage Verber bruges derimod r (er, ar). Det kan heraf sees, at vi have megen Respekt for de bestaaende Forholde, og at vi især hælde meget til den tellemarkiske Formbygning. Forøvrigt er nu dette kun at ansee som et Forslag til et Forslag, da en Udvikling og Begrundelse heraf vilde føre saa vidt, at det som før er sagt, vilde udgjøre en heel Bog, og dertil er Sagen endnu ikke forberedet.
 
Efter disse Forestillinger om Sagen kunde jeg vel endnu have noget imod enkelte af de befulgte Regler i Visesamlingen, saasom det tilføiede n i Feminin (solin, dronningin); men jeg tør nu ikke tale videre om saadanne Forandringer der vilde have saa megen Indflydelse baade paa Texten og tillige paa Fortalen og Anmærkningerne. Det er vanskeligt at fastsætte nogen bestemt Plan, og den her befulgte Plan har jo, som jeg forhen har tilstaaet, ogsaa vægtige Grunde for sig. Jeg faaer nu hellere see til, om jeg kunde svare noget til de enkelte i Deres Brev berørte Poster, for at det ikke skal gaae mig ligesom Drengen, der skulde overhøres: han sagde nemlig at han vidste Alting, undtagen det som han blev spurgt om.
 
Hvad det omhandlede Glossarium angaaer, da troer jeg, at et saadant maaskee burde tilføies, men at det maatte være kort, da Bogen ellers vil blive temmelig stor, især hvis den skal trykkes med stor og rummelig Skrift. Det rigtigste vilde formodentlig være at anføre i Glossariet kun de Ord, som nu ere forældede og ubrugelige i Dialekten, saasom: Aast, tine (samle), lite (see), Fe (Gods), fro(d), tyggje Mo, og lignende. Omkvædene, troer jeg, burde kun anføres een eller to Gange fuldt og siden forkortet, skjønt man dog maaskee bliver nødt til at anvise dem en egen Linie. Det vilde nemlig være slemt hvis Bogen skulde blive altfor stor; da man maatte ønske at den skulde faae en god Afsætning og blive udbredt endogsaa iblandt Almuen; dette vilde baade tjene til at opfriske Sandsen for det Nationale og tillige give Anledning til at enkelte lignende Viser, som ligge skjulte paa andre Steder, maaskee kunde komme for Dagen. Til Befordring af denne Hensigt troer jeg ogsaa at det vilde være godt at give Bogen et bekvemt Format (f.Ex. liden Oktav) og at trykke den med almindelig Fraktur (ikke med Antiqva eller latinske Typer). Derimod synes mig, at den Plan at sætte Substantiverne med smaa Bogstaver virkelig maa anbefales i et saadant Værk som dette.
 
Angaaende de Ord me og de (vi, I), troer jeg endnu det vilde være bedst at skrive dem: me og de (uden Accent); efter Analogien med andre Dialekter skulde det egentlig hedde  mid og did, men denne Form er noget ubekvem, og Formen mer og der har ogsaa noget imod sig, skjønt ogsaa denne Form har sin Grund i det gamle Sprog. De Ord Eld, Kveld, Sild synes at kunne skrives fuldt ud, uden at Dialektens Udtale kan ansees som nogen væsentlig Hindring; derimod troer jeg at Ordet "sille" (skulde) maa skrives efter Udtalen, da Formen, saaledes som De allerede har bemærket, dog ikke vel kan ganske restitueres. Det stumme h i hniv og hnjo kan maaskee passere som et etymologisk Tegn; det skal imidlertid ikke finde Sted i det gamle Norske men kun i det Islandske. Den Oplysning om Ordet Dag i Omkvædet til første Vise, som De i Brevet har meddeelt, finder jeg ganske tilfredsstillende og har saaledes nu intet imod Forklaringen; derimod troer jeg at man burde undgaae Formen "Dagr" og enten skrive Dag'e eller Dagin; denne sidste Konstruktion har virkelig Medhold i mange Dialekter især i de Bergenske; den finder nemlig Sted naar der lægges særdeles Vægt paa "ingjen" f. Ex. Dæ va ingja Von'a, dvs. det var intet som helst Haab, eller egentlig: Forhaabningen var aldeles ingen. Det Ord døkk (mørk) er virkelig brugeligt i Søndre Bergenhuus; længere nord faaer det en forandret Form, nemlig dekk'e (i Sogn) og degg'e (i Søndmør). Men det er mærkværdigt at der findes en Variation: bræg; thi saavidt denne kan forstaaes, skulde den just betyde det modsatte, nemlig: glimrende eller prægtig. Ordet bruges vel ikke, saavidt vides, men synes dog at staae nær ved braga og brega (dvs. glimte, lyse) eller braa (dvs. blinke, lyne); Afledningen kan jævnføres med fræg (bekjendt, omspurgt) af frega, Isl. frá (dvs. spørge). Forøvrigt synes mig at døkk vilde her være passende og betegnende. Det i Brevet omtalte Ord sjesse (at lyste) har ogsaa skaffet mig meget Bryderie, da jeg ikke kunde vide om det skulde skrives med sj eller skj. Da jeg fik høre, at Adj. sjessen ogsaa bruges (i Tell.) i Betydningen: sjelden (og derfor kjærkommen), f. Ex. "D'æ sjesse te sjaa deg hær" troede jeg en Tid, at det maatte staae i Forbindelse med: sjeldsynt eller sjeldseen; men saa synes Verbet sjesse at gjøre Vanskeligheder herved. At sætte det i Forbindelse med þiettr synes mig ogsaa for dristigt, men forøvrigt er jeg endnu ikke bleven klog paa dette Ord og kan saaledes ingen ny Oplysning meddele.
 
Jeg har nu allerede skrevet saa længe at Posttimen er forhaanden, og maa dog beklage at hvad jeg har kunnet meddele, er ikke af noget synderligt Værd. Jeg veed ikke om Nogen endnu har gjennemseet de historiske og sammenlignende Anmærkninger ved Viserne, og jeg for min Deel forstaaer mig ikke meget paa denne Sag; thi hvad jeg mest har interesseret mig for og anseet for vigtigst ved disse Digtninger er nemlig deels Poesien og deels Formen. Jeg veed nu ikke hvad jeg skal sige med Hensyn til de foreslaaede Rettelser og til den endelige Korrektur; dette sidste ansees nemlig af de Fleste som en Plage og kræver megen Tid og Flid. Maaskee udsætter De endnu en Tid med Trykken og der vil saaledes blive god Tid til at gjøre Foranstaltninger. Jeg troer det var bedst at udsætte med Fortalens Trykning indtil Texten var færdig, da man herved vilde i flere Henseender have friere Hænder til at rette og forandre. Skulde jeg endnu en Gang have den Fornøielse at faae nogle Linier fra Dem, turde jeg bede om en liden Veiledning i følgende Punkter: Har Ordet Flot (dvs. Flade) i Sillejord i Fleertal: Flatir? Have ikke de Ord: For (Fure) og Skor (Fordybning) i Flertal Farir og Skarir? Jeg har det saaledes opskrevet, men man har betvivlet Rigtigheden heraf. Endelig: Har Verbet leita (lede, søge) i Imperf. leita', og ikke leitte? Mere erindrer jeg ikke for Øieblikket, men der burde vel være mere at spørge om. Min Adresse er: Maler Hesselbergs Gaard, Øvre Slotsgade, No. 5.
 
Jeg arbeider seent og tidlig med min Ordbog, hvoraf jeg hidtildags ikke har faaet mere færdigt end omtrent en Fjerdedeel. Trykningen vil begynde om en to tre Maaneder og vil formodentlig medtage henimod et Aar; i al denne Tid kommer jeg til at blive her i Byen. Hvad jeg sidste Gang glemte, maa jeg nu ikke glemme, nemlig at bede om, at De ved Leilighed vil hilse min gode gamle Vert Olav Glosemot og hans Familie. Det er nu saa længe siden jeg hørte derfra, at jeg ikke veed hvor det staaer til. Mine Bekjendtskaber ere blevne saa mange, at jeg desværre har forsømt at indhente Efterretninger fra mange af dem.
 
Vær tilsidst hjertelig hilset fra
 
Christiania den 3die Oktober 1848.
Deres meget forbundne
I. Aasen.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal :
Orig. på UBO, brevsamling nr. 182, omframt kladd i NFS Aasen, pk. 5,4 (som er prenta i MM 1926, s. 3033 og har avvik frå originalen, m.a. vantar slutten).
 
- På dette brevet er det ikkje beinveges svar frå M. B. L., men han sender i brev til Lange 16. des. 1848 (prenta i MM 1926, s. 3342) helsing til I. Aa. med «Tak for hans Brev, og siig ham at de Ordformer hvorom han spørger bruges her ganske saaledes som af ham noteret (som for farir, skor skarir) etc.» M. B. L. gjer i brevet nærare greie for dei vanskar han har med å få folkeviseutgåva ut, og striden om disposisjonsretten til folkevisemanuskriptet åt Olea Crøger (jfr. og brev frå Chr. Lange til M. B. L. 25. juni og 8. okt. 1849 og 4. febr. 1850, UBO brevs. nr. 184).
 
- høiere Sprogform] jfr. Br. nr. 79 og «Om en Ordbog over det norske Almuesprog», 1848 (jfr. merknad til Br. nr. 71 og Br. nr. 97) der det heiter: «Det synes saaledes at være klart at Ordforraadets egentlige Sammenhæng og Beskaffenhed ikke vel kan stilles i det rette Lys uden at Dialekterne betragtes samlede som et enkelt Sprog» (s. 61). Vidare står det: «Den Plan, som her maatte synes at være den fortrinligste er vistnok den, at man overalt skulde opstille de Former, som efter Oldsproget og de beslægtede Sprog, befindes at være de fuldkomneste, uagtet disse tildeels kan være sjeldne, eller maaske forældede i Talesproget» (s. 65 f.).
 
Jfr. og Fortale til FG s. XI f. og Fortale til FO s. VII og Skr. III, s. 19 f.
 
- Forsøg] Venteleg P. A. Munchs freistnad i 1846, han prentar «Sagnet om Aasgaardsreien» («Annaler for nordisk Oldkyndighed», 1846, s. 312 21) i telemål, «dog med en efter etymologiske Regler lempet Orthographi.»
 
 Anmeldelse] jfr. merknad til Br. nr. 109.
 
Glossarium] Landstad spør i brev 18. aug. 1848 (MM 1926, s. 18 f.) om Aasens ordbok «vil gjøre en saadan overflødig». I «Norske Folkeviser», 1853, s. XIX, skriv L. at det var «oprindelig min Hensigt at tilføie et Glossarium, hvilket syntes fornødent paa Grund af det ringe Kjendskab til Folkesproget, som tør forudsættes hos den dannede Klasse», men Aasens ordbok har gjort «et saadant overflødigt».
 
- Anmærkninger] I brev til I. Aa. 18. aug. 1848 seier L. at skulle det vera «noget Feilagtigt i de historiske Notitser» vil han gjerne ta mot rettingar, og kanskje vil P. A. Munch hjelpa til med det (jfr. MM 1926, s. 18). Det ser ikkje ut til at Munch har hatt høve til å gje større rettleiing (jfr. Berge: Landstad s. 74 f.).
 
 Veiledning] jfr. ovanfor, svar frå L. i brev til Lange.
 
 Olav Glosemot (17861858) lærar og klokkar i Seljord. I Aa. budde hjå han (etter råd frå Landstad) frå 22. jan. til 15. mai 1845. O. G. var ein av Landstads kvedarar og forteljarar, og han fortalde òg segner til I. Aa. (prenta i NM s. 75, 92 og 95).
 
Jfr. òg R s. 88 f.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008