101 Olaus Vullum, 9.11.1847

                                                                        Kristiania den 9de November 1847.
 
Det var min Tanke, at jeg skulde skrive Dig til, saasnart jeg havde fuldført Reisen til Kristiania; men alligevel er dog over en Maaned hengaaet, uden at jeg har gjort Alvor af Sagen. Af denne Udsættelse har jeg da den Fordeel at kunne skrive lidt mere om Opholdet her i Byen; men derimod tør jeg ikke skrive noget om Reisen hertil, da det nu er saa længe siden, at jeg næsten har glemt, hvorledes det gik til. Nok er det, at Reisen blev fuldført uden noget Uheld og uden noget af de saakaldte Reise-Æventyr; det gik seent og sagte som sædvanligt, saaledes at jeg tilbragte henved tre Uger paa Reisen, iberegnet fire Dage, i hvilke jeg ikke reiste, men sad ganske rolig paa et Sted i Østerdalen for at høre hvad Tungemaal man bruger der i Landet.
 
Efter Ankomsten hertil har jeg raadført mig med Prof. Munch, Keyser og Holmboe, samt med Bureauchef Lange og Kand. Unger angaaende Sprogarbeiderne og især Grammatiken. De fleste Sammenkomster har jeg havt med Munch og Unger, som nu begge have gjennemseet min Grammatik og meddeelt mig adskillige Oplysninger angaaende enkelte Stykker af dette Arbeide. Det gik, som jeg ventede, at jeg her paa Stedet snart fik Anledning til at gjøre Rettelser og Forbedringer i Arbeidet; jeg har allerede opnaaet, hvad jeg saa længe ønskede, nemlig at høre kyndige Mænds Bemærkninger over de mest iøinefaldende Mangler ved Arbeidet, førend dette skulde fremlægges for Almeenheden. Begge de nævnte Mænd have meget venligt og skaansomt gjort mig opmærksom paa adskilligt, som kunde gjøres bedre, eller som ved en vis Forandring vilde komme til at stemme mere overeens med de nyere Sprogforskeres Anskuelse af Sagen. Disse Vink og Bemærkninger have foranlediget mig til at foretage et alvorligt Gjennemsyn af Skriftet for at gjøre Rettelser, Forandringer og Tillæg; et lidet Afsnit af Skriftet, nemlig det Stykke om Vokalernes Udtale, har jeg endog ganske omarbeidet, da man havde meget at erindre imod den der brugte Fremstillingsmaade. Med Hensyn til Vokalernes Betegning har jeg maattet bekvemme mig til en Omvendelse; man forestillede mig klart og tydeligt, at det ikke gik an at sætte Tegn over de aabne Vokaler, men kun over de lukte; man understøttede sin Paastand ved samtlige nyere Sprogforskeres Authoritet, og forelagde mig den sidste Udgave af Grimms Grammatik, hvoraf der nemlig er udkommet et stort Bind, som handler alene om Vokalernes Lydforhold. Mod slige Kjæmper nytter det ikke at stride; jeg ansaae det raadeligst at give de aabne Vokaler en god Dag, og saaledes vil man da være den Uleilighed kvit. For de Sprogkyndige vil denne Forandring altsaa være ganske bekvem; men for de mindre Sprogkyndige (d. e. for de fleste Læsere her i Landet), vil den slet ikke være saa bekvem, som den Maade, jeg forhen havde tænkt at bruge. Grammatiken kommer saaledes til at have ubetegnede Vokaler i de fleste Tilfælde; for det første synes det ganske unødvendigt at gjennemføre Betegningen af de lukte Vokaler med Akutus (´), undtagen maaskee i Ordbogen, og for det andet vilde dertil udkræves nye Typer, da man nemlig ikke har gothiske Bogstaver med Accenter i Bogtrykkerierne. Nu er jeg rigtignok fra flere Sider bleven tilraadet at lade Bogen trykke med latinske Typer eller ialdfald anvende disse ved alle Exempler af Folkesproget. Men det gaaer dog ikke vel an at give efter paa alle Kanter; jeg har aldrig forestillet mig, at mit Skrift skulde være et videnskabeligt Værk, som kun lærde Folk skulde læse; tvertimod maa det ansees vigtigt at norske Almuesmænd kunde læse samme og derved faae et rigtigere Begreb om sit Sprog. Forøvrigt er det ikke Almuesmændene alene, som vil have lettere for at læse nye Ord med gothiske, end med latinske Bogstaver. Hvor det ellers kommer an paa en tabellarisk Fremstilling af Lydforholdet, maa man vel bruge latinske Bogstaver (med Accenter), men i de andre Tilfælde agter jeg at lade det blive ved det Gamle.
 
Jeg veed endnu ikke hvor snart Trykningen af Grammatiken kan begynde, da her endnu ikke er kommet noget Svar fra Trondhjem paa endeel Forespørgsler angaaende Trykningsomkostningerne og deslige. Ellers faaer jeg benytte denne Tid til de føromtalte Forandringer i enkelte Stykker af Skriftet.
 
Uagtet jeg engang forhen havde været her i Byen, var jeg dog ved Ankomsten hertil ligesaa fremmed som paa de Steder, hvortil jeg har kommet for første Gang. Det var paa en noget ubeleilig Tid med Hensyn til Adgang til at faae et godt Logis; og jeg her saaledes allerede flyttet een Gang; eller rettere sagt to Gange, da jeg først maatte søge Ly i et Hotel for nogle Dage. Forøvrigt haaber jeg, at jeg skal befinde mig vel her i Byen, da jeg her finder adskillige Bekjendter fra Landet og her desuden ere saa mange, som interessere sig for den Sag, jeg nu engang har begyndt at arbeide paa.
 
Af literære Arbeider, som paa denne Tid ere i Gang her i Byen, kunde jeg nævne en gammel norsk Bearbeidelse af Alexander den Stores Historie (Alexanders hins mikla saga), som Kand. Unger har besørget afskreven, og hvis Trykning er paabegyndt. En ny Udgave af Kongespeilet er forberedet og skal udkomme som Program. Af Jørgen Moes "Samling af Sange, Folkeviser og Stev " er et nyt Oplag under Pressen, og med dette har man da foretaget sig en betydelig Omstøbning. Man her faaet Prof. Munch til at gjennemgaae Samlingen, og han har fattet den Plan at tilbageføre Dialektformerne til en mere oprindelig Sprogform, eller at indføre de bortfaldne Bogstaver og Endelser, f. Ex. ventad (for vænta), raud (for rau) o. s. v. Det ken ikke negtes, at denne Plan er god som en Forberedelse til et norsk Skriftsprog (hvilket baade Munch og flere interessere sig for); men jeg synes dog, at den ikke bør anvendes i en Dialektprøve; vi bør der følge Sandheden og fremstille Sproget saaledes som vi nu finde det, i hvor ufuldkomment det end mon være. Af andre moderne Nyheder kan anføres, at et originalt norsk Theaterstykke "Salonen" af Rolf Olsen, blev opført i Søndags, og vandt, som der fortælles, meget Bifald. Da dette er noget usædvanligt, maa der vist være noget ægte godt ved Stykket, og dette er da noget, som man virkelig i denne fattige Tid maa glæde sig over.
 
Da jeg engang har lovet at skaffe dig en Afskrift af "En Elskovssang i Vossemaal", lader jeg en saadan her medfølge. Jeg synes ellers nu, at denne Vise burde være noget bedre end den er, men jeg har nu hverken Tid eller Lyst til at befatte mig mere med Versemageriet.
 
Det er en gammel Erfaring, at "bón fylgir bréfi hvörju", og at man altsaa ikke skriver, uden at man har noget at bede om; jeg maa saaledes denne Gang bede, at Du vil hilse Nannestad fra mig, da jeg veed, at I to komme ofte tilsammen. Jeg havde nemlig bestilt Langes Tidsskrift (for Videnskab og Literatur) hos ham og modtaget de tre første Hefter i Trondhjem; lidt efter at jeg var kommen hertil, hørte jeg at baade 4de og 5te Hefte var udkommet; jeg gik da strax til Dybvad og fortalte Sagens Sammenhæng, hvorpaa jeg fik det Svar, at der var ingen Ting i Veien for, at jeg nu strax kunde faae de to seneste Hefter. Jeg blev da indskreven i en stor Protokol og fik mine to Hefter mod kontant Betaling; saaledes blev da den Ting afgjort, men hvorledes Dybvad og Nannestad ville afgjøre det med de Exemplarer som ere sendte til Trondhjem, veed jeg ikke noget om.
 
Imidlertid er Posttimen kommen, og jeg maa slutte. Skulde du med det Første træffe sammen med Bugge, saa beder jeg at hilse fra mig; dersom Hauge nu er i Trondhjem, beder jeg at hilse ham. Selv er du imidlertid først og sidst hilset fra
 
Din meget forbundne
Iver Aasen.
 
E. Skr. Min Adresse er: Nedre Voldgade, No 8 (Muurmester Johannesens Gaard).
 
Utanpå: S. T./Hr. Candidat O. Vullum/a/Trondhjem.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. utlånt av Halvdan Koht som i 1926 fekk brevet (saman med orig. til Br. nr. 120) av Anna Vullum, dotter til O. V. 
 
- Den 19. juni 1847 sende O. V. eit brev til I. Aa. der han bad han «overføre hvert af de følgende Stykker i en af vore interessanteste Almue-Dialecter. Overførelsen maa strække sig ligesaa vel til Tankerne som til Ordene; Du har fuld Raadighed over det ene som det andet. Tiltalen maa ogsaa Du bestemme.» Det fyrste stykket er ei innbyding til «en af vor Byes unge Madamer» om å koma til ein eksamensfest på Vullums realskule. Det andre stykket er eit brev til ei «Enkemadam» om at det ville vera ein «Hogna og Glæe» i fall ho kan vitja skulen no «i den triste Examenstid». 
 
- Olaus Vullum (18121852), cand. teol. 1838. Saman med Andreas Hauge skipa han i 1839 ein privat skule i Trh. som fekk sterk innverknad på skulestellet i byen. Hausten 1843 byrja dei (saman med ein danske, Carl Ludvig Simonsen) ein borgarskule i 4 (seinare 5) klassar med C. P. P. Essendrop til medlærar. Skuleplanen var påverka av Grundtvigs idear om undervisninga. O. V. var den fyrste som tok opp gamalnorsk som skulefag, og han hadde vidare planar om å ta opp landsmål som fag i skulen sin. Kanskje har han og gjort ein freistnad (jfr. merknad til Br. nr. 120). Den 28. juli 1849 vart V. sokneprest i Lund ved Flekkefjord. 
 
- Jacob Grimm (17851863): «Deutsche Grammatik. Erster Theil, Dritte Ausgabe», Göttingen 1840, 583 sider (jfr. Lista nr. 429 og merknad til Br. nr. 227).
 
 «Alexanders Saga. Norsk Bearbeidelse fra trettende Aarhundrede af Philip Gautiers latinske Digt Alexandreis», Chra. 1848 (jfr. Lista nr. 171, «I. Aasen fra Udgiveren»).
 
 «Speculum regale. Konungs Skuggsiá. Konge-Speilet, et philosophisk-didaktisk Skrift.» [utg. ved R. Keyser, P. A. Munch og C. R. Unger] Chra. 1848 (jfr. Lista nr. 224).
 
 «Norske Viser og Stev i Folkesproget. Anden Udgave ved P. A. Munch», Chra. 1848.
 
Om Aasens melding sjå merknad til Br. nr. 109.
 
Den fyrste utgåva heitte «Samling af Sange, Folkeviser og Stev i norske Almuedialekter», ved Jørgen Moe, Chra. 1840.
 
- Rolf Olsen (18181864), cand. jur. 1842, seinare kopist og sakførar, frå 1863 sorenskrivar i Gauldal, redigerte «Nationalbladet» 1852, fleire gonger stortingsmann, skreiv mykje i avisene og gav ut fleire teaterstykke, m.a. «Salonen eller Intrigen i Kræmmerhuset. Vaudeville i een Akt», Chra. 1848 [1847].
 
 Afskrift] medan I. Aa. var på Voss, 21.mars til 26. april 1844, skreiv han «En Elskovsvise (i Vossemaal)».
 
Medan I. Aa. fyrst på året 1845 var i huset hjå Olav Glosemot (17861858), Seljord, har han sunge visa. Sonen i huset, bilethoggaren Olav Glosimodt (18211901), lærde visa og gav seinare att fem vers etter minnet. Eitt av dei er ikkje med i teksta frå 1844 (jfr. «Dagbladet», 1896, 12. okt.). I 1851, medan I. Aa. var heime i Ørsta, skreiv han visa om til «Landsmaal» (1. juni 1851) og etter ei ny utforming hausten 1862, vart visa prenta i «Symra», 1863 (jfr. Skr. I, 9. 3132). Teksta frå 1844 (etter eit serskilt ms. i I. Aa.s saml. ei onnor avskrift er innførd i «Samling af Folkesagn», Fjerde Deel, NFS Aasen, pk. 1.) lyder:
 
En Elskovsvise (i Vossemaal).
1.
Naar æg fingje dan æg vilde
ja daa skù æg vòre gla!
Da skù mesta vòre Moro
dar me foor aa dar me va.
Lat so vera, da vart stræve,
stræva lyt' ein kor so æ;
lat so vera, da vart Armo,
Armo æ me vane mæ.
 
2.
Naar æg bærre paa da tænkje
at me saman kòma ska:
gløim' æg alt kva æg ha lie,
vert' æg y ve Maaten gla.
Slik ein Hùgna, slik ei Sæla
tykst ikj' æg ha kjent min Dag:
heila Væræ synest bere,
alting faar ett anna Lag.
 
3.
Alt da me skù hatt te snakka
da vòr' ingjen Maate paa;
all dan Moro me sku hava
da kund' ingjen Ende faa.
Inkje trur æg, dar skje vanka
mykjen Ufri dar me foor;
inkje trur æg, dar skje høirast
mykje Spit aa vonde Or.
 
4.
Naar me gjek i Lag te Arbeis
daa skù Slæpa falle lett
Alt me kunde skù me laga
likt da besta me ha seett.
Nett aa Vælstelt skù da vèra
om da smaatt aa fatigt va.
Mangein Mann tok te mæ lite
men han kom sæg endaa bra.
 
5.
Ein Ting tykj' æg reint æ illa:
Folk paa Rikdom bære sjaa.
Naar ein fulle Hus kann hava
tru dei, inkje ska sta paa.
Om d'æ Ufri jamt i Huso
Kiv aa Stri kvær Dag og Ti
endaa ska da herlè vèra
te ha Hus mæ Rikdom i.
 
6.
Mangje vorte gift' te Penga
Jor aa Hus aa Herlèheit
men kva meir so mæ da fylde
æ da òg einkvann so veit
Sukk aa Sorg du ofta høire
dar du minsta da forstaar
Ingjen veit kva Skoen trykkje
anna dan so i han gaar.
 
7.
Nei, daa held' æg Hùgna'n bere
d'æ dan Ting, æg ynskje mest:
at einn hyggje sæg te Heimen
alti tykje, han æ best
at einn kann sjaa are gleast
aa einn sjøl kann vera gla
D'æ dan Ting æg tragta itte
d'æ dan Rikdom æg vil ha.
 
- Frå 1844 er òg diktet: «En Vise om Giftermaal» som vart prenta i «Visebog for Almue-Ungdommen», Eegsæt. Paa J[ohan] Spilkeviigs Forlag 1847, nr. 9, s. 1921. Diktet står i «Første Levering» av «Visebog for Almue-Ungdommen». (I alt kom det tre «Leveringer», 1847, 1848, 1848, attåt eit unummerert tilleggshefte, 1848, på til saman 84 sider, med 42 visenummer, fleire av dei er på bygdemål.) Titelen på diktet er: «En Vise om Giftermaal. (I Sogns Almuesprog.) Mel. Endnu vil jeg lidt forsøge.» Fyrste verset lyder:
 
Ein Ting ha eg tænkt paa længje:
Eg vil aldre gipta meg.
D'æ so maange gilde Drængje
so ha reint forgripe seg.
D'æ so maang ei vakker Jænta
so æ gla, daa ho æ Brur;
men da bli 'kje so ho vænta
difyr' vert' ho idl aa sur.
 
Diktet er anonymt, men har forfattarmerket (****). Ei revidert tekst ved Rasmus Steinsvik, etter ei prenta tekst i nyårsnummeret av «Firda», 1891, er prenta i SU s. 21112. Sjå og Skr. I, s. 5455. 
 
- Christian Ludvig Nannestad (18111898), cand. teol. 1837, deretter lærar på Realskulen i Trh., dreiv samstundes ein liten bokhandel, frå 1861 sokneprest i Mo i Rana.
 
 Christopher A. Dybwad (18171889) forleggjar i Oslo (frå 1844 i firmaet C. A. Dybwad og Comp., frå 1848 eige firma som i 1852 vart overteke av broren, Jacob Dybwad). C. A. D. var i åra 184749 forleggjar for «Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur», red. av C. A. Lange.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008