100 Maurits R. Aarflot, 4.11.1847

Der er  nu atter hengaaet saa lang Tid, siden jeg sidst skrev dig til, at jeg ikke veed hvad der kunde anføres til Undskyldning for min Forsømmelighed. Først havde jeg tænkt at foretage en Reise fra Trondhjem til Søndmør, og at vi saaledes kunde komme til mundtlig Samtale, som naturligviis maatte være bedre end al Brevskrivning; men siden maatte jeg dog beslutte mig til at slaae denne Reise af Tanken, da jeg baade havde for knap Tid dertil, og det desuden kunde lidet nytte, fordi jeg ikke endnu var kommen saavidt, at jeg kunde faae alle mine Sager i Orden, saaledes som jeg ønskede. Reisen til Kristiania maatte imidlertid foretages, saasnart som muligt, og da jeg endelig i Slutningen af August var færdig fra Trondhjem, gav jeg mig heller ikke Tid til at skrive til Søndmør, men opsatte dette til den Tid, da Reisen maatte være fuldført og der altsaa kunde være saa meget mere at skrive om. Men endnu efter at denne Reise virkelig var fuldført, er der allerede hengaaet en Maaned, uden at jeg har foretaget mig at skrive noget Brev, med Undtagelse af en Beretning til Videnskabsselskabet.
 
Du vil heraf see, at jeg da endelig er afreist fra Trondhjem og ankommen til Kristiania. Min Grammatik, som jeg havde det saa travlt med i Trondhjem, blev ikke færdig før i Slutningen af August, og saa begyndte jeg da i de første Dage i September at belave mig paa Reisen. Den 8de Sept. kom jeg endelig paa Veien, og de følgende Dage gik det saa sagte og mageligt afsted igjennem Guldalen til Røraas og derfra ned igjennem det uendelige Østerdalen, derfra til Hedemarken og Rommerige og saa endelig til Kristiania, hvor jeg indtraf den 24de om Aftenen. I Østerdalen standsede jeg nogle Dage for at gjøre mig bekjendt med Tungemaalet; forøvrigt standsede jeg ikke synderlig paa Veien, men stræbte at komme frem paa det ubeskrivelig slette Føre, som man har paa disse Kanter, naar det regner noget længe. Ved Ankomsten hertil var jeg atter i den samme Forlegenhed, som jeg nu næsten hundrede Gange har prøvet, nemlig at staae alene paa et Sted, hvor man ikke kjender noget Huus eller nogen Familie; vel har jeg været her en Gang før, men det var da kun som snarest, saa at jeg var omtrent lige fremmed nu som dengang. For ikke at blive huusvild maatte jeg først tage ind paa et Hotel, hvor jeg forblev nogle Dage; endelig fik jeg da med megen Møie et andet Logis, men herved var dog Konditionerne saa ufordeelagtige, at jeg ikke vilde beholde samme længere end til Maanedens Ende; saaledes er jeg nu atter flyttet, men imidlertid haaber jeg, at jeg nu skal blive i Rolighed, og jeg har heller ikke Lyst til at flytte engang i hver Maaned. Saadanne og andre Omstændigheder have ogsaa gjort, at jeg endnu ikke har skrevet noget Brev her fra Byen.
 
Efter Ankomsten hertil henvendte jeg mig til DHr. Lange, R. Keyser, C. Holmboe, Munch og Unger, for at faae et eller andet Raad med Hensyn til disse Sprogarbeider og især Grammatiken, som nu først skulde bringes i Trykken, og som var den eneste Deel af Arbeidet, der kan siges at være færdig. Dette Skrift er nu gjennemseet af Prof. Munch og Kand. Unger, som netop ere de Mænd, der bedst kunne bedømme denne Sag. Munch skal, efter Sigende, have yttret sig særdeles fordeelagtigt om dette Arbeide; men i hans Samtale med mig har han imidlertid gjort opmærksom paa adskillige Feil og Mangler ved Arbeidet. Det var netop dette, jeg helst vilde; og det maa tilstaaes, at Mandens Færd i denne Henseende er meget ædel; thi det er netop nu i disse Dage, at der kan rettes paa Feilene; senere naar Bogen er trykt, er det naturligviis for seent. Jeg holder just nu paa at gjøre adskillige Forbedringer i Skriftet og adskillige Tillæg til samme. Trykningen er ikke begyndt, og der kan maaskee endnu hengaae en Tid før den begynder, da der nemlig skal sluttes Akkord med en Bogtrykker eller Forlægger, og dette er endnu ikke gjort, da her ikke er kommet Svar fra Selskabet i Trondhjem paa endeel Konditioner, som ere Selskabet tilsendte fra tre forskjellige Boghandlinger her i Byen. Det er nemlig Bureauchef Lange, som har paataget sig at underhandle med Bogtrykkeren om denne Sag, og han er en meget kyndig Mand i slige Ting, saa at det nok skulde gaae rask med Sagen, naar kun Selskabet vilde haste med samme.
 
Jeg trøster mig med, at Opholdet her skal blive nogenlunde behageligt, da her nemlig ere saa mange, som interessere sig for den Sag, som jeg har for mig. De Mænd, som jeg forhen har nævnt, ere allesammen særdeles hyggelige at omgaaes med, og jeg har hos enhver af dem været modtagen med særdeles Venlighed og Velvillie. Det er noget mere hyggeligt at komme til slige Folk end til de halvdannede eller udannede Smaatyranner paa Landet og i Smaabyerne. Blandt de Studerende er her ogsaa adskillige, som jeg er bleven kjendt med, saasom Østerdølingen Trønnes (bekjendt af hans Afhandling om Navnet Norge, i Langes Tidsskrift), samt et Par Medlemmer af Studentersamfundets Direktion (jeg har ogsaa faaet en skriftlig Indbydelse til Samfundets Møder, men har endnu ikke besøgt samme). Bekjendter fra Søndmør, som jeg her har truffet sammen med, ere Brødrene Ludvig og Henrik Daae (som jeg engang har læst med) og Jørgen Udvig fra Borgund. Allermest omgaaes jeg med Brødrene Daae, som jeg ogsaa er bedst kjendt med fra den gamle lange Skolemestertid; men Forholdet er naturligviis nu langt mere ligeligt og hyggeligt end dengang. Forøvrigt ønsker jeg ikke at have mange Bekjendtskaber,da dette ofte er til Uleilighed, især derved, at man ofte forhindres i sit Arbeide ved disse Bekjendteres Besøg. Bylivet har endnu ikke villet rigtig smage mig paa dette Sted, hvilket dog ogsaa kan have nogen Grund deri, at jeg har været saa ukjendt, og ikke heller har faaet mine Sager rigtig i Orden.
 
En slem Omstændighed ved denne By er, at alle Fornødenheder ere langt kostbarere end paa andre Steder. Du vil kunne faae et Begreb herom, naar du hører, at den sædvanlige Betaling for et møbleret Værelse, som vender til Gaden, er 4 Daler om Maaneden, og for et simpelt Værelse, om vender til Gaarden, sædvanlig 3 Daler om Maaneden. Efter megen Omflakning og Efterspørgsel har jeg nu endelig faaet det saavidt, at jeg har et Værelse med Spiisning og Ved til 9 Daler for Maaneden, og dette er det billigste, som man her kan vente; men Værelset er da ogsaa meget simpelt, saa at jeg veed ikke, om jeg bliver tjent med det i Længden, da jeg ofte faaer Besøg af saakaldte "skikkelige" Folk, og i det Tilfælde er det slemt, naar det seer alt for simpelt ud. Imidlertid ønskede jeg dog at blive i samme Huus, idetmindste til Vaaren, hvis man ellers lever saa længe.
 
Om jeg nu for Fremtiden skulde tænke at blive her i Byen, eller jeg skulde tænke paa at komme til Søndmør igjen, som jeg helst vilde, er noget som endnu er lige saa uvist som før. Det er dog alt for vist, at jeg maa bestemme mig til et langt OphoId her i Byen, da jeg aldeles ikke kan udrette saa meget paa et andet Sted som her. Denne langvarige Uvisheds Tilstand er mig ellers meget ubeleilig, da jeg ikke engang veed, hvorhen jeg skal flytte mine Sager. Jeg har for nærværende Tid endeel Tøi, især Bøger, staaende paa tre forskjellige Steder i Landet, nemlig 1) paa Søndmør hos Kapt. Daae, 2) i Trondhjem, deels hos Høker Ole Sommer, deels (nemlig endeel Bøger) hos Skolelærer Udbye, og endelig 3) her paa Stedet, hvor jeg rigtignok har alt det vigtigste. Dersom jeg nu paa denne Tid skulde gaae "alt Kjødets Gang", som man siger, vilde det rigtignok blive travlt nok for mine Arvinger at faae samlet de vidt og bredt efterladte Efterladenskaber. (Isaafald kunde det ellers tjene til Efterretning, at det meste er bare Skrab, undtagen Bøgerne, og ligeledes, at jeg ikke har andre Arvinger end de gamle og vel bekjendte).
 
Men her er ikke Tid, hverken til Spøg eller til Klager; Brevet er fuldt og Posttiden er kommen. Jeg maa altsaa slutte og beder at du vil hilse mine Venner og Paarørende. Dersom det ellers kunde falde dig beleiligt at skrive mig til, da vilde det være mig usigelig kjært. Vær imidlertid hjertelig hilset fra din meget forbundne
 
Iver A. Aasen.
Kristiania den 4 de November 1847.
 
E. Skr. Min Adresse er: Nedre Voldgade, No 8 (Muurmester Johannesens Gaard). Jeg haaber rigtignok at jeg nu kommer til at skrive oftere til dig end før; men jeg tør ikke love noget, da der er ligesaa god Leilighed nu som før til at glemme det, som man vilde gjøre.
 
Utanpå: S. T./Hr. Maurits R. Aarflot/a/Egsæt/Voldens Postaabnerie paa Søndmør.
Betalt.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal :
Orig. på Eikset (før prenta i «Møre» 1912, 31. juli, nr. 69, og i BV s. 8185). 
 
- I brev 23. nov. 1847 takkar M. Aa. for Aasens skrift «Om en Ordbog» som var «for mig og flere hersteds saare interessant». «Jeg har ofte tænkt paa, at jeg skulde gjøre Postbudets Læsere lidt nærmere bekjendte med Sprogsagen. For Almuesmanden vil jo Sagen være af største Interesse. Det er jo hans Tungemaal som derved løsgives, eller ialfald nyder den Paaskjønnelse som det fortjener, saa at man kan see, at det har noget mere at betyde end bare at lee ad. Men jeg har været i Tvivl om paa hvilken Maade dette rigtigst burde skee, ligesom det ogsaa maaskee endnu er for tidlig, da Arbeidet vel ikke er avanceret saa vidt, at man kan gjøre sig noget bestemt Begreb om, hvad de endelige Resultater af dette Arbeide vil blive. Saalænge det endnu i det Væsentligste kun er en Videnskabssag og ikke hvad man kalder en Folkesag, vil det nok blandt Fleerheden ikke have den Interesse. Et lidet klart og letfatteligt Overblik vilde dog utvivlsomt være alle velkomment, men Feilen er, at det ikke er stort raadeligt at indlade sig paa den Sag for andre end Dig, og Du kan ikke have Tid til alt. Glad skulde jeg være om jeg kunde opleve den Dag at man skrev Norsk i Norge, og Du vilde, som Tungemaalets Gjenløser faae et Navn, der vilde vare med de norske Fjelde.»
 
- Han takkar så for breva han har fått. Han seier at han «ikke havde taget Feil» når han trudde at Aasen hadde gjort oppteikningar om ferdene sine. «Glem bare ikke forlænge at fuldstændiggjøre de samlede Materialier. Det skulde være Skade om de ikke bleve bevarede» for mange vil gjerne sjå dei. Han fortel så at Rasmus Fagerhol er død (i sept.). «Trængsel og Fattigdom var ogsaa til det sidste hans tro Følgesvende.» M. Aa. har tenkt å prenta den songen, som I. Aa. ein gong skreiv til han [jfr. merknad til Br. nr. 61], og bed samstundes om ein ny minnesong. I. Aasens brør, Jon og Sivert, har lenge spurt etter brev. Sivert har òg sagt at folk trong «en liden Haandordbog» over framandord. Dette har både M. Aa. og andre tenkt på, og M. Aa. har jamvel vorte beden om å prenta ordtydingar i «Postbudet». No bed han då I. Aa. «som kjender Menigmands Tarv» om å laga ei slik bok. M. Aa. vil prenta ho. I. Aa. veit sjølv best kva «en saadan Bog burde omfatte, og det vilde netop geraade Dig til Ære, der saa varmt har taget Dig af Almuens Tarv med Hensyn til Sproget at Du paa Forhaand gav den et Hjælpemiddel i Hænde hvorved den kunde gjøre sig fatteligt det Sprog som den nu er bunden til.» M. Aa. har ved kgl. res. 20. mars 1847 fått bokprentarløyve.
 
- Trønnes] jfr. merknad til Br. nr. 138.
 
 Indbydelse] Den 20. okt. 1847 skriv formannen i Studentersamfunnet, J. A. Schmidt: «I det norske Studentersamfunds Navn og paa dettes Vegne tillader jeg mig herved at indbyde Dem til at indtræde som Medlem af samme Selskab.» I. Aa. vart elles beden om å koma på møta, men han møtte ikkje og ville ikkje verta medlem (jfr. Br. nr. 118).
 
 Daae] jfr. merknad til Br. nr. 22.
 
- Jørgen Martinus Udvig (18191852) lærar i Borgund 183843, seinare lærar på eit lærarseminar ved Molde samstundes som han fekk høyra på undervisninga ved den høgre skulen der (var ikkje elev), student 1847, var alt på Molde ihuga skandinav (det går fram av eit brev). Ludvig Daae (statsråd) seier om han: «Det var et godt Hoved, temmelig idealistisk anlagt. Han døde som Student, og det var maaskee bedst for ham, da han i det Hele var en temmelig upraktisk Mand, der neppe vilde have kunne bane sig en Vei i Livet paa nogen Kant.» U. var friviljug soldat på dansk side i krigen 1848 (jfr. TSH 1954, s. 4449, og merknad til Br. nr. 119). I. Aa. var ein del saman med U. i Oslo. Vinje skreiv eit minnedikt om han. Mellom modellane til «Vildanden» (1884) nemner Ibsen «Udvig». Han må då vera modellen til Gregers Werle.
 
- Martin Andreas Udbye (18201889) 1838 lærar ved Domsoknskulen i Trh., frå 1844 samstundes organist i Hospitalskyrkja, frå 1859 i Vår Frue Kyrkje, studieopphald i Leipzig 1851, i Berlin o. fl. st. 185859, songlærar og komponist (over 50 verk, m.a. songar, orkesterverk og ein opera, «Fredkulla»).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008