096 Vitskapsselskapet, 31.12.1846

Til Det kongelige norske Videnskabs Selskab.
 
Ved det nu forhaandenværende Aarsskifte troer jeg at burde give den ærede Direction en Beretning om de Reiser og Undersøgelser som jeg i den senere Tid og fornemmelig i det nu forløbne Halvaar har foretaget for at samle Oplysninger om de norske Sprogarter. De Reiser i det Nordenfjeldske, som jeg, efter mit sidste Ophold her i Byen, havde at foretage, ere nu tilendebragte, idet jeg har bereist de vigtigste Dele af Trondhjems Stift og en  Deel af Nordlandene, nemlig Helgeland. Begyndelsen skeede i sidstledne Mai Maaned ved en Reise til Nordmør, hvorfra jeg efter omtrent en Maaneds Ophold begav mig til Ørkedalen. Romsdalen blev saaledes forbigaaet, da jeg allerede forhen havde nogen Kundskab om Sprogarten i denne Egn. Efter at have tilbragt omtrent halvanden Maaned i Ørkedalen, reiste jeg til Ørlandet som Middelpunktet af Fosens Fogderie. Under mit Ophold paa dette Sted modtog jeg Directionens Skrivelse angaaende en Reise til Helgeland, og foretog saaledes, efter omtrent tre Ugers Ophold paa Ørlandet, denne Reise, hvorom jeg forhen har gjort Indberetning, forsaavidt Efterspørgslen af Sagn og Oldtidsminder angaaer. Efter omtrent fem Ugers Ophold paa Helgeland, fornemmelig i Vefsen, foretog jeg Tilbagereisen, paa hvilken jeg standsede et Par Uger i Overhaldens Præstegjeld i Namdalen og siden omtrent en Maaned i Sparboen, som Middelpunktet af Inderøens Fogderie.
 
Med Hensyn til Opnaaelsen af Formaalet for mine Reiser har det gaaet som forhen, da det paa nogle Steder har været vanskeligt at faae tilstrækkelig Underretning om Sagen eller at træffe Personer, som havde den fornødne Indsigt og fornødne Tid til at meddele samme, hvorimod det paa andre Steder er gaaet heldigt i denne Henseende. Især har det været mig særdeles tilfredsstillende at faae en temmelig nøiagtig Kundskab om Sprogarterne i Ørkedalen og paa Helgeland; i disse Egne havde jeg besluttet at anstille en mere omfattende Undersøgelse af Sproget, og paa begge Steder traf jeg det særdeles heldigt, da de Mænd, som jeg henvendte mig til, viste megen Interesse for Sagen og opoffrede megen Tid til at meddele de forønskede Oplysninger om samme. Mine Ordsamlinger fra Ørkedalen og Helgeland ere saaledes temmelig rige, hvorimod de øvrige ere af mindre Betydenhed.
 
De nordenfjeldske Sprogarter have rigtignok et Forraad af gode og brugbare Ord, men i det Hele ere dog de lexikalske Materialier, som de tilbyde, ikke meget betydelige. Sprogarterne i den søndre Deel af Trondhjems Stift have endda noget af den Ordrigdom, som finder Sted i Dialekterne i Midten af Landet; men derimod synes de nordre trondhjemske Sprogarter at være meget fattige, ialfald mangle de et betydeligt Antal Ord, som i det sydlige Norge ere meget udbredte. Med Hensyn til Formerne maae de nordenfjeldske Sprogarter regnes til de slettere eller mere forvanskede; de have nemlig saa mange Egenheder og Afvigelser fra det Almindelige, at det vil blive meget besværligt at forestille dem i ethvert fornødent Tilfælde i den almindelige Oversigt af Sproget. Fornemmelig er Vokalsystemet forstyrret ved en Mængde Lydforandringer, saa at en stor Deel af de almindelige Ord blive derved næsten ukjendelige. Dette er dog især Tilfældet i den indre Deel af Trondhjems Stift; Sprogarterne ved Kysten have mindre af disse Lydforandringer, og den helgelandske Dialekt har med Hensyn hertil betydelige Fortrin, idet den nærmer sig mere til det renere og med Oldsproget mere overeensstemmende Lydsystem, som hersker i Bergens og Kristianssands Stifter.
 
De vigtigste Dele af Landet ere saaledes bereiste, og der er tilveiebragt en Oversigt af Sprogets Tilstand over det Hele eller i de fleste af de større og vitigere Distrikter. De Dele af Landet, hvortil denne Undersøkelse ikke er bleven udstrakt, ere: Østerdalen og Strøget i Øst for Kristiania, samt den nordlige Deel af Nordlandene, hvortil endnu kan regnes nogle mindre Distrikter, som kunde komme i Betragtning ved denne Undersøgelse, saasom Fyrresdalen, Nummedal, Lomb og Selbo. Ogsaa i en Deel af de Egne, som jeg har bereist, er Sproget kun blevet løselig betragtet; dette var især Tilfældet med Søndfjord og Ryfylke, desuden ere Dialekterne i Sætersdalen og i Valders ikke saa nøie undersøgte, som disse høist interessante Sprogarter kunde fortjene. Af de her anførte Egne er det dog fornemmelig een, hvis Sprogart jeg burde have Kundskab om, nemlig Østerdalen, som jeg dog formodentlig vil faae Anledning tiI at besøge ved en Reise herfra til Kristiania. De øvrige Egne kunde vel med Hensyn til Sproget have sin Vigtighed, men jeg troer dog ikke, at man for disses Skyld burde sætte Fuldendelsen af Værket længere ud i Fremtiden; jeg for min Deel har ikke Udholdenhed nok til en yderligere Forlængelse af dette Reiseliv i et Ærende, hvortil der udkræves saa megen Tid, og hvorved man har saa megen Vanskelighed for at faae Folk til at forstaae hvad man vil. Vel er det utvivlsomt, at der endnu vilde være meget at samle, og at vore Dialekter endnu kunne indeholde meget, som vilde give mere Lys i Sagen og lede til en mere grundig Forklaring af enkelte Ord og Former; men man kan dog antage, at det vigtigste fra enhver af Landets Hoveddele er samlet; og da det ellers for nærværende Tid er umuligt at opnaae en fuldkommen tilbundsgaaende Kundskab om samtlige Dialekter, saa troer jeg, at man bør lade det beroe med det, som allerede er samlet, og derimod skride til den endelig[e] Bearbeidelse af det Samlede.
 
For at denne Bearbeidelse kunde blive saa fuldkommen som muligt, var det vistnok at ønske, at man maatte være saa vel bevandret i den gamle Literatur og de vigtigste Sprogværker, at man kunde vide saa meget, som for nærværende Tid er muligt, om Ordenes oprindelige Form og Betydning, og om Formernes historiske Udvikling. Ordene have nemlig i vore Dialekter en
saadan Forskjellighed i Betydning og Former, at der behøves megen Granskning til at kunne adskille det ægte fra det uægte, og at kunne give et klart Begreb om Formernes indbyrdes Forhold. Endskjønt jeg i længere Tid har stræbt at erhverve en saadan Kundskab, hvortil den ærede Direction ogsaa har ydet mig megen Hjælp, vilde der dog vistnok endnu være meget at gjøre i denne Henseende, og der kunde saaledes være Grund til ikke at haste med den endelige Bearbeidelse af de samlede Sprog-Emner. Ved nogen Udsættelse vilde man vinde mere Kjendskab til enkelte Sprogarter, mere Kjendskab til andre Sprogværker og mere Øvelse i at oplyse og forklare Ordene. Men alt dette beroer paa den Forudsætning, at alt skal fremdeles gaae heldigt som hidtil, eller at ingen Afbrydelse i Arbeidet skal indtræffe. Saalænge som disse vidtløftige Materialsamlinger imidlertid ere i et eneste Menneskes Hænder, maa man jo altid tænke sig den Mulighed, at Indehaveren af disse Samlinger kunde blive sat ud af Stand til at bearbeide samme, eller ogsaa at det Samlede kunde gaae tabt, i hvilket Tilfælde det ikke kunde erstattes. Det synes derfor raadeligst, at man uden Ophold foretager sig Bearbeidelsen af de samlede Emner, og imidlertid søger at samle Kundskab om det viktigste og nødvendigste af vedkommende Arbeider i de beslægtede Sprog, saavidt denne Kundskab endnu maatte mangle.
 
Jeg agter derfor strax at skride til den endelige Bearbeidelse af mine Samlinger, og har i den seneste Tid været beskjæftiget med at ordne Materialierne til Grammatiken, da denne Deel af Arbeidet maa først besørges udgivet, baade for at samme kan tjene til en Nøgle eller Indledning til Ordbogen, og tillige derfor, at man i den Tid, da dette Værk er under Pressen, kunde have bedre Leilighed til at benytte adskillige lexikalske Værker og saaledes forberede sig bedre til den største og vanskeligste Deel af dette Arbeide, nemlig Fuldendelsen af Ordbogen. Arbeidet vil vistnok gaae seent, da Ordningen af disse Materialier udkræver mere Tid, end man skulde formode, især naar man paa samme Tid skal gjøre sig bekjendt med lignende Arbeider i andre Sprog; rigtignok har jeg forhen bearbeidet adskillige Dele af Grammatiken, men disse Forarbeider ere dog temmelig ufuldkomne, som en Følge af, at jeg ikke har havt den Rolighed, som er nødvendig til et saadant Arbeide. Det er saaledes sandsynligt, at det næste Halvaar vil gaae hen under Udarbeidelsen af Grammatiken, saa at man først ud paa Sommeren kan belave sig paa Trykningen, der formodentlig bør foregaae i Kristiania.
 
Ved at bringe i Erindring, at den Tid, hvortil Stipendium var mig bevilget, er udløben med sidstledne September Maaneds Udgang, maa jeg henstille til den ærede Direction, hvorvidt nogen ny Bestemmelse i denne Anledning skulde ansees nødvendig.
 
Trondhjem den 31te December 1846.
I. Aasen.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. i VS ms. fol. 544, jr. nr. 2/1847 (storparten av brevet, [alt bortsett frå det siste avsnittet], er før prenta i «Nordlyset» 1847, 5. febr., nr. 11, saman med Br. nr. 94, og frå «Nordlyset» er ein bolk teken opp i «Den Const.», 1847, 11. febr., nr. 42, og etter orig. fullstendig prenta i R s. 151156) omframt avskrift i Kopibok nr. 38. Meldinga vart skriven ferdig den 2. jan. 1847 og av I. Aa. sjølv levert til VS. På brevet er det seinare sett til ein «A», og nokre strekar i margen syner kva som skal gå ut ved prentinga i «Nordlyset». 
 
- dette Sted] er Aasens opphavlege tekst som òg står i Kopibok. I brevet er dette seinare med onnor hand (venteleg Schwach) ved tilskrift over lina endra til: «Ørlandet» som er teksta i «Nordlyset» og i R.
 
 Bearbeidelse af mine Samlinger] frå nyåret 1846 og til 31. aug. s.å. då I. Aa. var ferdig med fyrste utkast til ein «Fortale» har han sett opp eit manuskript, «Udkast til det norske Almuesprogs Grammatik», i 361 paragrafar (seinare utvida til 368 paragrafar). Plan og utføring drøfter han stundom med Bugge.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008