095 Maurits R. Aarflot, 18.12.1846

Trondhjem den 18de December 1846.
 
Det har rigtignok ofte gaaet skjødesløst til med min Brevskrivning, men saa skjødesløst som i dette Aar har det dog aldrig gaaet; jeg har nok ikke skrevet dig til siden i Begyndelsen af Aaret, og nu lakker Aaret til sin Ende. Jeg meente, der skulde blive god Leilighed til at skrive, naar jeg kom ud paa Landet; men det blev der ikke noget af. Paa nogle Steder havde jeg ikke Adgang til noget Postaabnerie, og paa andre Steder var mit Ophold bestemt til saa kort Tid, at jeg ialfald ikke kunde haabe at faae Svar, medens jeg var paa Stedet. Dette er i Korthed Aarsagen til, at jeg har udsat Skrivningen fra Tid til anden, saa at jeg nu har megen Aarsag til at bede om Undskyldning og Overbærelse, idet jeg kan forsikkre, at saadant ikke er skeet af Ligegyldighed; jeg har just ikke fundet mig saa indtagen af mine nyere Omgivelser, at jeg derfor skulde glemme gamle Tomter og gamle Venner. Den forbigangne Sommer og Høst er gaaen hen under Reiser og enkelte Ophold i Trondhjems Stift og for en Deel ogsaa i Nordlandene. Først reiste jeg herfra til Nordmør og opholdt mig der henved en Maaned, saa reiste jeg til Ørkedalen og opholdt mig der omtrent halvanden Maaned; derfra tog jeg Veien til Ørlandet som Middelpunktet for Fosens Fogderie. Under mit Ophold paa dette Sted fik jeg en Anmodning fra Videnskabsselskabet om at gjøre en Reise til Helgeland, især til Vefsens Præstegjeld, for at spørge om Oldtidsminder og Sagn, som kunde tjene til Oplysning om Nordmændenes Indvandring i Landet, da man nemlig antager, at vore Stammefædre ere først komne over fra Finland til denne Egn og have derfra udbredt sig mod Syd. Jeg foretog saaledes med næste Dampskibsleilighed denne Reise og opholdt mig henved fem Uger paa Helgeland, hvor jeg rigtignok fandt meget Udbytte med Hensyn til Sproget, men derimod saa godt som intet i Henseende til Oldtidslevninger ( jeg havde heller ikke ventet at finde stort) . Idet jeg nu atter stævnede mod Syd, standsede jeg et Par Uger i Namdalen og omtrent en Maaned i Inderøens Fogderie, hvorfra jeg endelig for nogle Dage siden kom tilbage til Trondhjem. Jeg er saaledes nu kommen til Rolighed, men desværre ikke for bestandig; jeg kommer nok endnu til at flytte en Gang eller flere.
 
Paa disse Reiser har jeg rigtignok ikke seet meget af gammeldags Skikke eller Indretninger, da Folket her nordenfjelds er langt mere paa Moden end i Bergens Stift; derimod har jeg seet mange mærkelige Egne, hvoriblandt jeg kan nævne Ørkedalen, Størdalen, Skogn og Værdalen som udmærkede ved en smuk Beliggenhed. Ligeledes er jeg bleven kjendt med adskillige Mænd, hvis Navne ere bekjendte; i Nordmør opholdt jeg mig en Tid hos Lensmand Neergaard; paa Helgeland var jeg den meste Tid hos Lensmand Kulstad, og i Namdalen opholdt jeg mig hos Lensmand Havig; alle disse kjender du jo af Navn som Storthingsmænd. Dersom jeg havde Adgang til at fornye de mange fornøielige Bekjendtskaber, som jeg har fundet i disse Aar, da skulde det blive herligt Liv; men desværre, for mig bliver der intet andet, end som Digteren siger: "at nyde Vennelag og savne det igjen og fremmed søge sig paany en trofast Ven".
 
At jeg er yderst kjed af denne Omflakning, vil du vel kunne forestille dig, da du veed, at jeg allerede for lang Tid siden var kjed af det, og at jeg af Naturen har en stor Ulyst til en saadan Omtumling. Nu er rigtignok det værste forbi; den vidtløftige Omvanken paa Landet er nu saa godt som endt, og jeg kan glæde mig over, at det er gaaet lykkeligt; jeg har været sund og frisk og har ikke truffet nogen Ulykke eller Uleilighed. Jeg kan saaledes nu for Alvor begynde paa det Værk, hvortil jeg i saa lang Tid har samlet Emner. Men endnu kommer jeg dog til at savne, det som jeg i saa lang Tid har længtes efter, nemlig et stadigt Ophold eller Hjemsted, og Vished om hvad jeg i Fremtiden har at gjøre. Hvad jeg nu havde mest Lyst til, var at komme tilbage til Søndmør og søge mig et Hjem der; men det er der just ikke megen Udsigt til. Saasnart jeg nemlig faaer en Deel af mit Arbeide saavidt færdig, at den kan skikkes til Pressen, maa jeg uden Tvivl til Kristiania, for at Trykningen kan foregaae der og Korrekturen besørges uden Standsning. At jeg saaledes kommer til at være en lang Tid i Kristiania, er temmelig vist, men hvor jeg siden skal være, veed jeg ikke noget om. Jeg havde ellers ikke stor Lyst til at være i Kristiania, blandt andet for Udgifternes Skyld. Medens man her i Trondhjem kan have det temmelig godt for syv Daler om Maaneden, maa man nok i Hovedstaden betale to Gange syv, og det er jo ikke nogen Smaating. Skal jeg altsaa opholde mig der, saa maa mit Stipendium forhøies; men dette vilde jeg gjerne undgaae saa længe som muligt.
 
Her i Trondhjem kommer jeg formodentlig til at opholde mig Vinteren over. Arbeide har jeg nok af, paa hvilket Sted det end skulde være, og saa har jeg her desuden Adgang til Selskabets Bibliothek, som dog ikke indbefatter saamange Sprogværker som man skulde ønske. Jeg begynder nu snart at arbeide paa min Grammatik, som efter Planen først skal gjøres færdig til Trykken. Forøvrigt finder jeg ikke synderlig Behag i Bylivet; man seer saa meget Fjas og saa megen Uorden i disse Byer; desuden har man her den idelige Frygt for Brand, saa at man maa leve omtrent som paa en Reise, idet man saavidt muligt altid har sine Sager færdige til Udflytning. Dersom her bliver saadan Brandallarm i denne Juul som i den forrige, saa bliver der just ikke nogen synderlig Fornøielse ved at være her.
 
Der var vist endnu meget som jeg skulde skrive om, men denne Gang maa jeg slutte med dette. Jeg beder at hilse mine Paarørende, og jeg maa tillige bede om Undskyldning for, at jeg i saa lang Tid ikke har ladet høre fra mig; jeg haaber det skal gaae mere ordentlig herefter med Brevskrivningen.
 
Lev vel og vær hjertelig hilset fra
din meget forbundne
Iver Aasen.
 
E. Skr. Det skulde være mig usigelig kjært, om du nu snart vilde sende mig nogle Ord; det er nu saa længe siden jeg hørte noget fra Søndmør. I saa Fald vilde det maaskee være godt, om mit Opholdssted i Byen blev nævnt paa Addressen, og jeg maa derfor anføre, at jeg indtil videre logerer hos Ole Sommer i Bersvendveiten.
 
Med inderlig Fornøielse har jeg læst i Morgenbladet, at man nu har fundet Bekræftelse paa det som vi have hørt om Kjæmpeveien ved Hovden. Hvor ofte har jeg ikke tænkt paa dette Oldtidsværk og ønsket at komme til at betragte det nærmere. Vi kunne være stolte af vor Fødeegn formedelst dette sjeldne Oldtidsminde; og det kan ikke slaae feil, at kyndige Folk nu ville besøge Egnen og vise Kjæmpeværket den Opmærksomhed som det fortjener. Det var herligt, at Morgenbladet optog Artikelen; den var ogsaa særdeles godt skreven. Er det du selv eller er det nogen anden som har skrevet den? Dersom jeg skal reise til Kristiania til Sommeren, da har jeg stor Lyst til i Forveien at gjøre en Udflugt til Søndmør med Dampbaaden. Men herom kan jeg jo skrive en anden Gang.
 
Utanpå: S. T./Hr. Postaabner Maurits Aarflot/a/Voldens Postaabnerie/over Aalesund.
Betalt.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i BV s. 7276), omframt ein kassert original utan etterskrift.
 
- I brev 18. febr. 1846 takkar M. Aa. for Aasens brev frå 6. jan. «Du kan ikke tro hvor kjærkomment det var mig og alle dine Bekjendte heromkring, der nu flittig spørge efter Dig , at høre, at Du med god Helbred lykkelig og vel har fuldendt din lange og kjedsommelige som besværlige Rundtour i Riget. En Reise, der med Hensyn til Vidløftighed, Langsomhed og Besværlighed her i Landet hidtil vistnok har været uden Lige, og hvis Resultater jeg ikke mindre troer ogsaa ville bevise det.» Han takkar for minnesongen [ Br. nr. 90] som han har prenta anonymt. «Imidlertid faldt det nok de Fleste idetmindste heromkring ikke vanskeligt at forstaae hvem der var Forfatteren hvorpaa jeg heller ikke lagde noget Dølgsmaal og den modtoges med venligt Bifald.» Når Aarflot les Aasens ord om diktinga si, lyt han tenkja på «hiin ulykkelige Januar-Nat [brannen på Eikset 9. jan.] der berøvede mig denne for mig dyrebare Skat, hvilket jeg maaskee ikke før har fortalt Dig. Jeg pleiede som oftest at have dem bevarede i min Kiste der rigtignok blev bjerget men havde da havt Samlingen for mig i Høitidsdagene hvorfor de laae i Hækken og fulgte med mine øvrige Bøger og Papirer. Det forekommer mig at Du med Hensyn til disse Dine Arbeider dømmer vel strængt.» Men Aasens grunnar er «saa klart motiveret» at han ikkje vil seia meir om det. «Efterat jeg havde hørt Din Formening med Hensyn til Bladet [«Postbudet», jfr. Br. nr. 89] drygede jeg ikke længe med at fatte Beslutning» om at han ville halda fram. Det var dessutan eit vanleg ynske mellom folk om å få eit slikt blad. At han ikkje fekk lensmannsombodet gjorde òg, seier han, at han i staden «ville slaae mig alvorligt til med Bogtrykkeriet.» Han har fått ein prentesvein frå Stockholm, Carl Oscar Hammarberg, som har «Skik paa sine Ting.» 
 
- M. Aa. spør så om I. Aa. vil overlata «den Dagbog Du formeentlig har ført paa Din Reise» til prenting i «Postbudet». M. Aa. har ofte tenkt at han skulle prenta «adskilligt af Dine Breve til mig der indeholde en temmelig udførlig og sammenhængende Fortælling om Din Reise, Egnene og Indbyggerne». Folk som har lese breva, har bede om det, men då breva òg inneheld private ting, har M. Aa. ikkje hatt hug til å prenta utdrag utan løyve frå I. Aa. Men kan han få Aasens dagboksfragment vil dei «blive modtagne med Begjærlighed.» «Bladets Løbekreds er hovedsagelig kun din Fødeegn hvor man interesserer sig baade for Personen og for Sagen.» M. Aa. ynskjer at I. Aa. seinare vil koma til å bu i nærleiken av han. 
 
- Namdalen] på ferda sørover kom I. Aa. den 19. okt. til garden Havik i Namdalen der han fekk hus hjå lensmann Jørgen Havig. Den 2. nov. for I. Aa. vidare til Inderøy. Den 3. nov. fekk han hus hjå Håkon Andreassen på Steinkjer, den 5. nov. for han til garden Svepstad der han kom til å bu hjå Ola Svepstad. Han for vidare den 2. des. og kom til Trh. den 5. Frå Nordlandsferda hadde han med seg mange opplysningar om språket m.m. (jfr. merknad til Br. nr. 94). På grunnlag av ymse førearbeid skreiv I. Aa. i des. 1846 «Oplysninger om Almuesproget i Nordre Trondhjems Amt indbefattende særskilt 1) Namdalens Fogderie, 2) Inderøens Fogderie med Størdalen og Værdalen». 
 
- Jon Gunnarson Neergaard (17951883) bonde, 183654 lensmann i Gimnes, stortingsmann 182728, 183339, 184554, gav ut «En Odelsmands Tanker om Norges nuværende Forfatning» [«Ola-boka»], 1830, politisk agitator.
 
 Nils Isakson Kulstad (17981875) fiskar og bonde, 184157 lensmann i Vefsn, stortingsmann 1839 og 1842.
 
 Jørgen Johannes Johanson Havig (18081883), bonde, lensmann i Namsos og Fosnes 182678, stortingsmann 1839 og 1845.
 
 at nyde Vennelag] ei strofe frå ei nyare selskapsvise.
 
 Brandallarm] jfr. merknad til Br. nr. 92.
 
 Ole Sommer, budde i Bersveinsveita nr. 9 (huset er no rive), jfr. òg merknad til Br. nr. 199.
 
 Kjæmpeveien] er omtala av Hans Strøm i «Beskrivelse over Fogderiet Søndmør», bd. II, 2 (2. utg. 1908) s. 221. Ved ei graving i 1846 såg det ut til at Strøms ord om «en underjordisk Kanal» mellom Ytrestøylen (av S. kalla Juttel-Støl) og Ytre-Hovden vart stadfest. M. Aa. skreiv om dette i «Postbudet» 1846, 28. nov., nr. 48, oppattprenta i Mbl. s.å. 10. des., nr. 344. «Kjæmpeveien» synte seg seinare å vera ei kalkåre.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008