094 Vitskapsselskapet, 27.10.1846

Til Directionen for det kgl. norske Videnskabs Selskab i Trondhjem.
 
Jeg skylder at underrette den ærede Direction om, at jeg har tilendebragt den Reise, som jeg ved Directionens Skrivelse af 18de August sidstleden var anmodet om at foretage. Med bemeldte Skrivelse modtog jeg Hr Sexe's Beretning om hans Reise i Helgeland, samt de medfølgende Bøger, nemlig 6te Bind af Samlinger til det norske Folks Historie, og det nys udkomne Hefte af Selskabets Skrifter, for hvilket sidste jeg i Særdeleshed takker, da jeg længe havde ønsket at være i Besiddelse af dette Skrift. Jeg foretog saaledes med første Dampskibsleilighed Reisen til Helgeland og havde besluttet at gjøre denne saa kort som muligt for at vinde mere Tid til et Ophold i Nordre Trondhjems Amt, men deels et langvarigt Uveir, deels Ønsket om at faae mere Kundskab om den helgelandske Sprogart bragte mig alligevel til at  oppebie den sidste Dampskibsgang. Den meste Deel af denne Tid opholdt jeg mig i Vefsen; derfra foretog jeg ogsaa en Reise til Ranen, og havde desuden besluttet at gjøre en Reise til Egnene ved Røsvandet; men dette sidste Forsæt kom dog ikke til Udførelse, deels formedels det langvarige Uveir og Veienes (eller rettere Gangstiernes) deraf følgende slette Forfatning, deels ogsaa fordi jeg efter de indhentede Underretninger fandt denne Reise at være mindre nødvendig. Efter disse Underretninger vilde der i hine Egne neppe være mere Oplysning at faae, end hvad man allerede har faaet ved Hr Sexes Beretning, som efter mine Tanker indeholder al den Oplysning om denne Sag, som man kan finde i disse Egne.
 
Angaaende Udbyttet af min Reise i Vefsen og Ranen kan jeg sige, at det i Henseende til Sproget var temmelig rigt, men i Henseende til Oldtidslevninger derimod saare lidet. Da jeg forhen har havt saa megen Anledning til at kjende den overalt herskende Ligegyldighed for de historiske Minder og den almindelige Mangel paa historiske Sagn, ventede jeg rigtignok ikke at finde mere i denne Egn end i saa mange andre; imidlertid tænkte jeg dog, at der ved Bunden af Vefsens og Ranens Fjorde kunde findes enkelte Mindesmærker fra Fortiden og et eller andet fabelagtigt Sagn knyttet til disse. Men denne Forventning blev skuffet; thi paa de Steder, hvor man helst skulde vente at finde Oldtidsminder, findes ingen saadanne; og de faa Oldsagn, der endnu findes, ere saa dunkle og ufuldkomne, at de ikke kunne lede til noget. Det Ubetydelige som jeg i saadan Henseende har fundet, skal ellers nedenfor anføres.
 
Da det ellers er saa vanskeligt at finde historiske Oplysninger, om hvorvidt den norske Folkestammes Indvandring kan være foregaaet i disse Egne, har jeg desuden bestræbt mig for at faae Underretning om Fjeldegnenes Beskaffenhed og om de Strøg, hvorigjennem en saadan Indvandring sandsynligst kunde foregaae. I den Tanke, at disse Egne ikke ere meget bekjendte, tillader jeg mig her at give et kort Sammendrag af de saaledes modtagne Underretninger.
 
Den Egn, hvorigjennem en Indvandring fra Lapmarkerne til Helgeland mest bekvemt kunde foregaae, er Bjørkvatsdalen, et lavt Dalstrøg, som paa den svenske Side begynder ved et Vanddrag i Lapmarken, gjennemskjærer Fjeldene ved Grændsen og gaaer mod Vest nedad til den nordostlige Side af Røsvandet. De Svensker, som besøge Nordlandene, reise altid igjennem denne Dal; den er i den seneste Tid bleven bebygget af nogle Folk fra Vefsen, som indtil videre sogne til en Kirke i Lapmarken, da Veien dertil er kortere end til Vefsens Kirke. Fra Egnen ved Røsvandet kan man ellers reise enten over Fjeldmarkerne ved Herringbotn til Vefsen, eller langs Røsvandselven til Ranen. Røsvandet (som i Vefsen kaldes Røssvatn, i Ranen: Røssaagvatn) har nemlig sit Udløb paa den nordre Side; Elven, som gaaer ud fra samme, løber igjennem et lavt og beboeligt Dalstrøg og falder ud i Syd-Ranen ved Gaarden Røsaa (af Almuen kaldet Røssaag; i den nye Matrikul: Rydsaa). Fra Syd-Ranen gaae smaa Fjelddale og tilsidst et lavt og bredt Dalstrøg over til Bunden af Vefsen-Fjord. Af de vidtløftige Dale i Søndre Vefsen, nemlig Susendalen, Fiplingdalene og Svenningdalen. er det formeentlig kun den sidste, som kommer i Betragtning ved den her forudsatte Folkevandring. Naar man betænker, hvor vanskeligt det maatte være for den først indvandrede Folkehob at færdes paa Søen, og tillige hvor indskrænket den beboelige Deel af Fastlandet er, saa maa man antage, at Folkevandringen strax har taget en sydlig Retning fra Bunden af Vefsen-Fjord; fra dette Punkt gaaer nemlig det store Dalstrøg, som kaldes Svenningdalen, lige mod Syd, indtil det omsider mødes med en af de namdalske Fjelddale, kaldet Bjørnhuusdalen.
 
Stedsnavnene i disse Egne give ingen synderlig Oplysning. Navnene paa Gaardene ved Røsvandet synes at være fra den nyere Tid; et Par af dem ere rigtignok uforstaaelige, men disse ansees af Beboerne selv for at være finske. Gaardsnavnene i den lange Strækning fra Ranfjorden til Røsvandet synes ogsaa at være af nyere Oprindelse. I de større Bygder i Vefsen og Ranen findes derimod flere dunkle og uforstaaelige Stedsnavne; imidlertid har jeg ikke stødt paa saadanne Navne som henpege paa Hedenskabet og Mythologien, med mindre det skulde være Navnet Holand (en Gaard ved Drevje-Bugten nordenfor Vefsens Bund); dette kunde maaskee egentlig hedde "Hovland" og saaledes betegne et Samlings- eller Offersted (hof), hvortil dette Sted i Henseende til Beliggenheden synes fortrinlig skikket.
 
De historiske Beretninger, som Almuen veed at give angaaende disse Egne, indskrænke sig til følgende. Egnene ved Vefsens og Ranens Fjorde have været beboede fra umindelige Tider; derimod have Fjeldegnene ved Røsvandet og i Susendalen i lang Tid været ubeboede, uden forsaavidt Finnerne have opholdt sig der med sine Reensdyr og sine Telte. Om Susendalen har man dog havt det Sagn, at den var bebygget før den sorte Død, og at Gaardene i samme beløb sig til 12 Vogers Leie. Det var ellers i lang Tid skovløst i disse Egne, og Landet var saaledes mere uskikket til Bebyggelse. For omtrent 200 Aar siden begyndte Skoven atter at voxe, og efter den Tid have enkelte Familier fra de nedre Bygder flyttet did og bosat sig der. Susendalen er først i de senere Aar bleven bebygget af indvandrede Folk, især fra Guldbrandsdalen.
 
Hvad Mindesmærker fra Oldtiden angaaer, da ere de Egne, hvor man helst skulde vente at finde dem, saa godt som aldeles blottede derfor; og det er derfor saa meget mere mærkeligt, at der netop i Fjeldegnene ved Røsvandet skulde findes saadanne. Ved Bunden af Vefsenfjord findes ikke en eneste Gravhøi; ved de indre Fjorde i Ranen veed man heller ikke at paavise nogen, og ved de ydre Bredder af disse Fjorde kjender man heller ingen Kjæmpehaug, førend ude ved Fjordenes Aabning. Gaarden Mo, som ligger midt for Bunden af Vefsen Fjord, er paa to Sider omgivet af lange og høie Jordvolde, som have en saa regelmæssig Form, at Nogle have anseet dem som et Menneskeværk fra Fortiden; men disse Volde ere dog sandsynligviis kun et Spil af Naturen. Ved Fjordenes Aabning og ude ved Sø-Leden findes derimod Gravhøie paa flere Steder. Paa Kjøtten (dvs. Tjøttøen) skal man for nogen Tid siden have udgravet en stor Høi, og sendt de deri fundne Sager til Bergen. Paa Gaarden Søvigen ved Alstahaug har jeg seet en Række af Sandhøie (i Antal 16 el. 18), staaende tæt ved Siden af hinanden paa en afsides liggende Flade. Længere nord paa Gaarden Sandnæs skal ogsaa findes Oldtidsminder. I Næsne ved Ranfjorden skal være en stor Gravhøi paa Gaarden Halland, hvor det hedder, at der boede en Konge ved Navn Haldan, som druknede, da han engang skulde kjøre over den tilfrosne Fjord til et Gjæstebud. Det er formodentlig intet andet end Sagnet om Halfdan Svartes Død, som her er lokaliseret; Ranfjorden skal ellers aldrig have frosset længere ud end til Hemnæs-Odden, som er tre Mile længere inde.
 
Beretningerne om Oldtidslevninger i Vefsen indskrænke sig til følgende. Paa Gaarden Mo (den samme som er ovenfor omtalt) har man for lang Tid siden ved Gravning i en Bakke fundet en Øxe af gammeldags Form og med trekantet Blad, hvor denne Øxe er afbleven veed man ikke. Paa Gaarden Syfting, nordenfor Fjordbunden, skal man engang, ved at pløie i en Ager, have fundet et Trug, som indeholdt endeel Sølvpenge, der vare af en besynderlig Form og tildeels trekantede. Paa Gaarden Forsmo havde man endnu for tre Mandsaldre siden en øxe, som en Mand havde fundet paa et Sted ved Kulstadsøen, hvor han ogsaa opdagede en nedgraven Penge-Kjedel, som han dog formedelst adskillige eventyrlige Omstændigheder ikke kunde faae fat paa. Fra Susendalen har man det Sagn, at de første Nybyggere fandt en Kværnesteen liggende paa Jorden, og at en Gran havde voxet op igjennem Øiet paa samme, ligeledes at man i en Bakke fandt adskillige Stumper af gamle Jernredskaber. Men dette Sagn har fundet Modsigelse, og de Ældre blandt Nybyggerne skulle ikke vide noget derom.
 
Af Sagn, som kunne have Forbindelse med Landskabets ældre Historie, anmærkes følgende. 1) Om en Krig med Russerne. Man fik engang Budskab om, at "Røssen" vilde trænge ind i Helgeland, og at Folket skulde væbne sig og samles ved Røsvandet. De begave sig ogsaa til dette Sted, bevæbnede med Øxer og Spyd; men der blev dog ingen Strid, thi Russen havde trukket sig tilbage. Dette Tog har siden været omtalt under Navn af "Røssreisa". 2 ) Om Kirkeflytning. Disse saa almindelige Sagn mangle heller ikke her. Det hedder, at Ranens Kirke skulde først bygges paa Busnæs eller Bustadnæs i Nord-Ranen, men Grundstokkene bleve borttagne og dreve ud over Fjorden til Hemnæs, hvor Kirken siden blev sat. Vefsens Kirke skulde først bygges paa Lindsæt (paa Nordsiden af Fjorden), men Grundstokkene bleve kastede paa Fjorden og drev sydover til Dolstad hvor Kirken nu staaer. Hvorvidt disse Sagn kunde antyde en Flytning af Folkestyrken fra Nord mod Syd, er uvist. 3 ) Om Trold og Troldfolk haves flere Sagn, hvoraf kun eet har nogen Interesse, nemlig om Troldkonerne, som paahexede Kong Olaf en saadan Storm, at han ikke kunde komme ind i Salten. Det fortælles her lidt anderledes end i Fayes Sagnsamling. 4) Om Jættekvinden Gurri Kunna har man rigtignok dunkle Sagn, men man veed intet om den Omstændighed, der synes mest interessant, nemlig at hendes Fader blev dræbt af en vis Gaut, som kom fra Østen (S. Fayes Sagn, 2den Udgave, Side 10). 5) Sagnet om Oprindelsen til Fonn-Isen (hos Faye Fongfjord-Bræen, S. 228) fortælles her saaledes: En Kone, som boede i Sverige, vilde sende en Æske til hendes Søster, som boede paa Mæløen i Nordlandene, og en Finn blev leiet til at overbringe Æsken. Da han var kommen paa Fjeldene, betog Nysgjerrigheden ham, og han lukkede Æsken op for at see hvad der var i den. Da fløi der noget ud af den, og dette begyndte strax at voxe og udbrede sig, saa at det snart bedækkede den hele Fjeldegn, hvor det siden blev liggende som en Sneemasse. Det eneste mærkelige herved er maaskee det anførte Søster- Forhold imellem svenske og norske Folk.
 
Efter hvad jeg saaledes, i Mangel af noget bedre, har anført, gives der ikke Haab om at finde synderlig mange Oplysninger for Historien i disse Egne. Hvad derimod Sproget angaaer, fandt jeg, som før bemærket, et temmelig godt Udbytte, saa at jeg dog ikke i denne Henseende har gjort Reisen forgjæves. Maaskee vil den paatænkte Sammenligning af Landets Sprogarter kunne give adskillige Vink, som en Historiegransker kan føre sig til Nytte.
 
Jeg tænker nu snart at begive mig fra Namdalens til Inderøens Fogderie for der atter at standse i en Tid af to eller tre Uger. Ved Slutningen af November Maaned haaber jeg saaledes at kunne komme til Trondhjem.
 
Den omtalte Beretning fra Hr. Sexe vedlægges.
 
Gaarden Havig i Overhalden den 27de Oktober 1846.  
I. Aasen.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. i VS ms. fol. 544, jr. nr. 70/1846 ([heile brevet, bortsett frå det fyrste og dei to siste avsnitta], er prenta i bladet «Nordlyset», Trondheim, 1847, 5. febr., nr. 11 (redaktør Anthon Bang) og etter dette delvis prenta i «Den Constitutionelle», Oslo, 1847,11. febr., nr. 42, og fullstendig prenta i R s. 143150) omframt avskrift i Kopibok nr. 37.
 
- På ms. er skrive til ein B, og i margen er det sett strek for det som skal gå ut ved prentinga i «Nordlyset». I ei innleiing opplyser bladet at meldinga er send inn, men bladstyret «optager den med Fornøielse og anbefaler den til videre Forplantelse i Landets mere udbredte Blade. Thi sikkerlig vil Enhver, hvem det ligger paa Hjertet, at den Dag maatte komme da Norge kunde faae sit eget, paa dets gamle Tunge grundede Sprog igjen, med en høj Grad af Interesse følge Ivar Aasen paa hans højst vigtige, men uden den ved slige Anledninger sædvanlige Bram foretagne Vandringer til de Norske Almuedialekters Undersøgelse, et Foretagende, som, idetmindste i den Udstrækning, er det eneste af dette Slags, vort Fædreland har at opvise».
 
- «Den Constitutionelle» skriv at Vitskapsselskapet fortener «Nationens Tak» for stønaden til Aasen. «Bearbeidelsen» av samlingane kan best gå føre seg i Oslo. Ved sida av «Sproglære og Ordbog» trengst det «en større Samling af Sprogprøver i en prosaisk og poetisk Dialektlæsebog, da Sprogets levende Aand først af sammenhængende Stykker kan blive rigtigt opfattet». Dei har høyrt om ein ung mann som har granska målføra i ein lut av Kristiania stift [venteleg Nils H. Trønnes], og vonleg kjem ei prøve på prent. At fleire får dyrka «dette interessante og for Sprogets Udvikling saa vigtige Studium, maa enhver Ven af Modersmaalet ønske».
 
- I brev frå VS 18. aug. 1846 (underskrive av Bugge og Storm og med ei etterskrift av Schwach) vert Aa. beden om med «neste Dampbaad» å fara til Vefsn og røkja etter «de Oldtidslevninger, som findes i hiin Egn i Forbindelse med de Sagn, som endnu maatte leve hos Almuen der», segner som kan kasta ljos over Rudolf Keysers teori om at den «gothiske Stamme» var innvandra nordafrå. Sjur Sexe hadde i brev til VS peika på denne oppgåva (sjå nedanfor). Direksjonen «kjender ingen, der i den Grad som De forener Evne til at udforske Almuens Sagn og hvad den veed om Beskaffenheden af de Levninger, som af Skeletter, Hovedskaller, Urner, Vaaben og Smykker ere fundne i de allerede opgravede Høie, eller om Tilværelsen af enda uopgravede Høie, eller andre Levninger fra Oldtiden, med Dygtighed til i fornødent Fald personlig at befare Aastæderne». Aa. får vidare pålegg om å granska målføret på Helgeland «der vel kan ansees som det norske Folks Vugge». VS vil bera alle omframkostnader. I eit privat etterord skriv Schwach at han sender eit ekspl. av «Selsk.s Skrifter» med Aasens avhandling som ikkje var ferdig frå prenteverket før Aa. fór frå byen. Aa. får òg tilsendt Rudolf Keyser: «Om Nordmændenes Herkomst og Folkeslægtskab» (i «Samlinger til det Norske Folks Sprog og Historie», bd. 6, 1839, serskilt utg. 1843). Aa. får brev og boksending den 9. aug.
 
- Sexe's Beretning] 10. aug. 1846 (prenta med innleiing av H. Koht i Norsk hist. tidsskrift, 5. Rekkje, bd. 3, 1916, s. 55961, jfr. òg Koht i «Festskrift til Rektor J. Qvigstad», 1928, s. 99) med melding om gravhaugar og gamal busetnad i Vefsn og framlegg om at VS skulle senda ein kunnig mann dit opp til å granska desse ting «som kunde kaste Lys over Nordmændenes Indvandring i Norden». Denne teorien var fyrst sett fram av Gerhard Schøning 1769, og no på nytt og uavhengig av G. S., teken opp att av Keyser og stødd m. a. av Munch («Den norske historiske Skole»). Det er elles ulikskap i detaljar mellom Schønings teori og Keysers (jfr. elles L. Daae: «Gerhard Schøning», 1880, s. 83 ff.). Teorien vart mykje drøfta, motmæle m. a. av E. Sundt i «Helgeland den ældste norske Bygd?» («Folkevennen», bd. 13, 1864, s. 11745) og av L. K. Daae: «Have Germanerne indvandret til Skandinavien fra nord eller syd?» (1868).
 
- Sjur Åmundson Sexe (18081888), bergeksamen 1840, seinare bergmeister og professor, skreiv og dikt på hardingmål («Gjætlugutin» i «Folkevennen», bd. 2, 1853, s. 9596).
 
Sjå òg merknad til Br. nr. 155.
 
 Udbyttet af min Reise i Vefsen] det finst fleire oppteikningar frå Nordlandsferda både av segner (sjå nedanfor) og av målføreopplysningar, m. a. skreiv han «Oplysninger om Almuesproget i Nordlandene fornemmelig Helgeland» (ferdig i okt. 1846). I. Aa. for frå Trh. den 3. sept. og var i Vefsn den 7., i Rana frå den 19. til den 23. og fór frå Alstahaug den 14. okt.
 
 Bjørkvatsdalen] høyrde frå 1859 liksom dei andre bygdene kring Røssvatnet, til Hattfjelldalen herad og prestegjeld.
 
 Røsvandselven] no Røssåga, elva som renn frå Røssvatnet.
 
 Susendalen] om busetnaden her og tilgrensande stader sjå A. Helland: «Norges Land og Folk», bd. XVIII, «Nordlands Amt», 3. del, 1908 (avstytta til NLF), s. 28586.
 
- Stedsnavnene] i O. Rygh: «Norske Gaardnavne» (avstytta til NG), bd. XVI, 1905, s. 64 ff. er det opplysningar om alle gardsnamna. Dei fleste namna i Røssådalen og ved Røssvatnet ser ut til å skriva seg frå nyare tid såleis som I. Aa. trur. Om nokre eldre gardsnamn sjå NLF XVIII, 3, s. 793 ff.
 
 Holand] kjem av adj. har, høg, jfr. Rygh NG XVI s. 128.
 
 historiske Beretninger] jfr. NM s. 102 (sjå elles nedanfor).
 
 Mindesmærker fra Oldtiden] i Nordland fylke finst det mange gravhauger (45000), dei fleste i kystbygdene, men òg nokre (frå jarnalderen) kring Røssvatnet (jfr. Helland NLF XVIII, 2, s. 779 og s. 786 ff.
 
 Sagn] I. Aa. skreiv opp ein del «Nordlandske Sagn» (manuskript i NFS Aasen, pk. 2, 2829) og nokre serlege «Optegnelser fra Ranen» (same stad 2, 32). Sumt er prenta i NM (jfr. registeret). I. Aa. har elles late etter seg ymse kartriss, oppteikningar om gardar, busetnad m. m. Sjå elles segner frå Nordland i NLF XVIII, 2, s. 496543 og liste over segner i J. Schweigaard: «Norges Topografi», 13, 191855 (jfr. registeret). Segner skrivne opp i nyare tid finn ein m. a. i Reidar Svare: «Far etter fedrane. Folkeminne innsamla i Vefsn», 1950, og her er det fleire segner som I. Aa. òg har skrive opp (jfr. t. d. segna om Røsdalsmordet hjå I. Aa. i NM s. 94 f. med Svare s. 197 ff.).
 
- Krig med Russerne] jfr. NM s. 101 og L. Daae: «Norske Bygdesagn», 2. saml. 1872, s. 5052. Kirkeflytning] jfr. NM s. 85.
 
 Trold og Troldfolk] om Kong Olavs ferd sjå A. Faye: «Norske Folke-Sagn», 3. utg., 1948, s. 160, og O. Nicolaissen: «Sagn og Eventyr fra Nordland», bd. 2, 1887, s. 8991, og NM s. 88.
 
 Gurri Kunna] jfr. NLF XVIII, 2, s. 524 ff. og NM s. 74. Sjå òg ei attgjeving på vers av «et gammelt norsk Eventyr» [av Cornelius Steenbloch] i «Frigge», utg. ved R. Nyerup, 1813, s. 60111.
 
 Fonn-Isen] jfr. NM s. 79.
 
Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008