092 Maurits R. Aarflot, 6.1.1846

Kjære Ven!
 
Jeg har nu atter ladet en lang Tid gaae hen uden at skrive dig til, saa at du vistnok alt har fundet det besynderligt, at jeg ikke har ladet høre fra mig; men du vil finde det endnu mere besynderligt, naar du hører, at jeg i en Tid af omtrent halvanden Maaned neppe har havt Tid til at skrive et Brev, uagtet jeg dog har været i Rolighed og opholdt mig paa eet og samme Sted. Det er saaledes gaaet nu som før med Brevskrivningen, at den er bleven udsat fra Tid til anden; at opfylde Brevet med Undskyldninger for denne Forsømmelse nytter imidlertid ikke, og jeg vil derfor strax gaae over til at fortælle et eller andet fra den senest forløbne Tid.
 
Det var, saavidt jeg kommer ihu, i Slutningen af Oktober, at jeg sidst skrev dig til og fortalte, at jeg da strax vilde foretage Reisen fra Guldbrandsdalen til Trondhjem. Denne Reise blev da ogsaa foretagen den tredie Dag i November og gik ganske heldigt om end ikke hurtigt; jeg kom til Trondhjem den 11te November. Det var en særdeles Lykke, at Veiret var meget vakkert paa den hele Tur; jeg havde saaledes god Leilighed til at see udover Egnene, især over det af vore Forfattere saa ofte benævnte Dovrefjeld. Det er ogsaa en meget anseelig Fjeldmasse, baade i Høide og Udstrækning, men det er dog ikke 12 Mile bredt, som man tildeels har fortalt os. Naar man kommer søndenfra, reiser man først opad en langsomt opstigende Bjergside og derpaa omtrent to Mile over en stor Fjeldslette, hvorefter man da passerer over en noget høi Fjeldryg imellem Stuerne Jerkind og Kongsvold. Fra dette Sted gaaer Veien nedad igjennem en trang Dal, som er noget over to Mile lang, og tildeels har meget bratte Sider, især paa et Sted, som kaldes Vaarstien, hvor Veien gaaer over en frygtelig brat Klippe. Nordenfor Dovrefjeld er Landet temmelig lavt og for det meste skovbevoxet; ved at komme nærmere mod Trondhjem træffer man adskillige vakkre Dalfører og vakkre Bygdelag, især i Meelhuus Præstegjeld.
 
Efter Ankomsten her til Byen indfandt jeg mig naturligviis hos Bugge og Schwach, som jeg allerede kjendte fra min forrige Reise hertil. Efter mit eget Ønske blev det indvilget og bestemt, at jeg for det første skulde slaae mig til Rolighed i Byen for en Tid af to eller tre Maaneder for at ordne adskillige at mine Samlinger og tillige gjøre mig bekjendt med adskillige Sprogværker, som ere i Selskabets Bogsamling, hvorefter Reiserne i Trondhjems Stift senere blive at foretage. Man vilde imidlertid gjøre Almeenheden noget nærmere bekjendt med hvad der er gjort for Sprogsagen, og da man nu havde besluttet at udgive et Hefte af Videnskabsselskabets Skrifter, vilde man just benytte denne Leilighed dertil. Rektor Bugge havde for længere Tid siden besluttet at meddele en Beretning om Sagen i dette Hefte og derved indrykke nogle Stykker af en Grammatik for de bergenhusiske Dialekter, samt en Prøve af Ordbogen, som jeg i forrige Aar indsendte til Selskabet. Sagen var imidlertid bleven udsat, indtil jeg selv skulde komme til Byen, for at jeg kunde gjøre de Forandringer i Arbeidet, som jeg ansaae fornødne. Det hele Arbeide blev nu aldeles overladt til mig selv; jeg begyndte saaledes strax derpaa, og fandt, at det Hele maatte ganske omarbeides. Saa kan du tænke, her blev en Studering og et Hovedbrud, en Skrivning og Omskrivning og atter Omskrivning, saa det var endeløst. Det var med Nød og Neppe, at jeg blev færdig til Nytaar; men det kommer nok ikke saa snart for Lyset endda, thi efter hvad man fortæller om Bogtrykkerierne her i Staden, skal det gaae saa seent og kummerligt med disse, at det er en Ynk at høre. Det er bedrøveligt, at det skal gaae saa seent med alle Ting.
 
Under mit Ophold i Byen har jeg havt Anledning til at gjøre Bekjendtskab med flere særdeles dygtige og kundskabsrige Mænd især iblandt Skolelærerne i Byen, saasom Kandidaterne Hauge og Wullum, samt Adjunkterne Berg, Skjelderup og Essendrop. Kandidat Hauge (Udgiver af Missionstidenden) har lagt sig meget efter det gamle Sprog og interesserer sig derfor ogsaa meget for Almuesproget; ligesom ogsaa adskillige Andre betragte denne Sag med Opmærksomhed og gjøre sig adskillige Forventninger af mit Arbeide. Det er rigtignok opmuntrende, at der gives nogle faa Personer i Landet, som ikke ansee mit Arbeide for Galskab; men imidlertid er jeg saa uvant og uskikket til at omgaaes med saadanne Folk og være med i deres Selskaber, at jeg ved saadanne Tilfælde ofte ønsker, at jeg var paa Landet igjen iblandt de Folk, som rigtignok ikke ere lærde og ikke heller ansee min Virksomhed for noget fornuftigt, imen dog have sund Sands og Modtagelighed for det Fornuftige, uden derhos at være vante til en unaturlig fornem Levemaade.
 
Julen har imidlertid gaaet stille hen, og den eneste Adspredelse som jeg har havt i denne Tid, er at jeg et Par Gange har været paa Klubben for at høre de Koncerter, som G. Rostad og Arnstädt have givet. Her er ellers et ubehageligt Sted at være paa formedelst de Ildebrande, som saa ofte finde Sted og som desværre tildeels synes at være fremkomne ved Skjelms Hænder. Imellem Juul og Nytaar blev man to Nætter efter hinanden udskræmt ved Brandskud og Brandraab; begge Gange løb det imidlertid af uden synderlig Skade, men ellers blev der i flere Dage talet om Ildspaasættelser, som skulde være opdagede og forebyggede, hvilket vel for en Deel er bare Sladder, men dog tildeels ikke usandsynligt, uagtet man endnu ikke har seet noget offentligt om de Forhører, som skal være optagne. Du kan troe, det er uhyggeligt, naar man i sin bedste Søvn vækkes af de frygtelige Brandskud eller af det endnu frygteligere Skrig i Gaderne om Brand, samt Kirkeklokkens eensformige sørgelige Klang. Alle Folk springe op og kaste Klæderne paa sig; Alle ere forskrækkede og løbe ud paa Gaden; thi man veed jo ikke, om Ilden er nær eller langt borte, og Byfolket kjender for vel til dens skrækkelige Virkning til at blive rolige ved disse Signaler.
 
Jeg tænker at blive i Byen til Februar Maaned eller maaskee til Begyndelsen af Marts, hvorefter jeg da agter at gjøre en Rundtur i dette Stift; hvor jeg siden kommer til at slaae mig ned, er endnu uvist, imidlertid agter jeg, dersom Alt ellers gaaer vel, at besøge Søndmør engang i Sommer, og det er mit ivrigste Ønske, at jeg kunde forblive der indtil videre. Det skulde være mig overmaade kjært om du med det første maatte have Tid og Leilighed at skrive mig til. Vær imidlertid hjertelig hilset!
 
Trondhjem den 6te Januar 1846.
Iver Aasen.
Utanpå: Til/Hr. Postaabner Maurits Aarflot/a/Voldens Postaabnerie.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i «Møre» 1912, 4. mai, nr. 35, og i BV s. 6972) omframt ein kassert original som rekk til «Essendrop».
 
- Vaarstien] jfr. Vinjes skildring i «Ferdaminne fraa Sumaren 1860».
 
 Andreas Hauge (181592), cand. teol. 1839, lærar i Trh. 1839 (jfr. merknad til Br. nr. 101). 1839 adjunkt ved Realskulen s. stad, frå 1852 prest ymse stader, grunnla «Norsk Missionstidende» 1845, gav ut m. a. «Psalmebog for Kirke og Hus», Chra. 1874.
 
 Wullum] jfr. Br. nr. 101.
 
 Ole Andreas Berg (181961) cand. teol. 1840, 1844 adjunkt (seinare overlærar) i Trh., frå 1855 prest ymse stader.
 
 Peter Vilhelm Schjelderup (181681), cand. teol. 1838, 1844 adjunkt i Trh., frå 1853 prest ymse stader.
 
 Carl Peter Parelius Essendrop (181893), cand. teol. 1839, 1842 adjunkt i Trh., 1849 sokneprest i Klæbu og styrar for seminaret, seinare statsråd og biskop m. m.
 
- Klubben] Munkegata 22, huset åt Klubbselskapet «Harmonien» (grunnlagt 1. febr. 1813) som selskapet leigde frå 1821 og kjøpte i 1825, ein staseleg bygning (bygd 177074 av Hans Ulrik Mølmann) der det ofte vart halde konsertar m. m. Bygningen brann 27. jan. 1942.
 
 Georg Fredrik Rostad (f. 1819) violinist, utdana i Paris og Kassel (hjå Spohr), konsertar i Trh. frå 1842, 1850 1. violinist i Det musicalske Selskab, heldt 3. juledag 1845 saman med Arnstädt, konsert. R. kom til sist på avvegar, var ei tid på legd i Selbu etter å ha vore ein tur i Amerika, fór i 1878 til Amerika på nytt, gav ut ein komposisjon: «Barndomen och Sången», 1845.
 
- F. E. Arnstädt, tysk musikar, kom til Noreg 1840 med Harz-Verein, 184445 stadsmusikant i Trh., teatermusikar, 1850 instruktør for Det musicalske Selskab, fór seinare til Amerika.
 
 Ildebrande] den 24. apr. 1841 brann 11 kvartal i sentrum, den 22. jan. 1842 brann 300 gardar i sentrum, eit kvartal brann 1. juni 1844, den 27. des. 1845 var det brann ved Dauvstummeinstituttet, to dagar etter var det brann på Ila, den 11. mars 1846 var det brann i stroket ved Vår Frue kyrkje, den 28. des. 1847 brann 23 gardar på Baklandet [jfr. Br. nr. 95].
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008