090 Minnedikt, 25.10.1845

[sendt saman med brevet til Maurits R. Aarflot, 25.10.1845.]
 
Ianledning af Lensmand R. Aarflots Død.
Er han allerede fra os gangen?
Har han alt lagt ned sin Vandringsstav?
Hviler han alt i den stille Grav,
fri fra Sorgen, Trængselen og Tvangen?  
Ja, vor Ven er gaaen hen at hvile;
man har fulgt ham til det skjulte Sted,
hvor den trætte Vandrer finder Fred,
naaes ei af Kummers Braad og Pile.
 
Altsaa skulde snart den Aand forsvinde,
som for Næstens Vel saa virksom var,
som saa villig altid hjulpet har
hver, som Lys og Lærdom vilde finde.
Altsaa slaar ei meer det ædle Hjerte,
som saa villig i alt Godt tog Deel,
glædedes saa høit ved Andres Vel,
følede saa ømt ved Andres Smerte.
 
Ja, men vel ham! Hædret er hans Minde,
thi det var hans Lyst at gjøre vel
og hans Stræben at udbrede Held.
See, Taknemmeligheds Taarer rinde
ved hans Bortgang. Ja, de tabe meget,
alle, som sig glæded' ved hans Daad,
alle, som fik hos ham Hjælp og Raad
og gik til hans Huus som til sit eget.
 
Vel den Mand, som glædet har og gavnet!
Naar han engang Afskeed taget har,
seer man først, hvor høit han agtet var,
seer, hvor han af alle bliver savnet.
Da opklares Hjertets skjulte Tanker
om hans Stræben og hans ædle Færd,
om hvad Manden og hans Daad var værd,
naar han ikke meer iblandt os vanker.
 
Skjæbnen havde skjænkt ham Held og Hæder,
havde givet ham hans Sjæls Begjær,
Magt til det, som godt og gavnligt er,
Vennegunst og Livets bedste Glæder.
Men see, Skjæbnen skjænked' ogsaa Smerte;
ogsaa ham den slog med tunge Slag;
Modgangs Nat afbrød hans Lykkes Dag,
Sorger trykkede det ædle Hjerte.
 
Ja, vor Ven var træt af Dagens Møie,
træt af Arbeid, Kummer og Besvær;
Roligheden var ham vistnok kjær,
da Guds Engle lukkede hans Øie.
Vel blev ei hans Levedage mange,
men hans Liv var rigt paa gavnlig Iid,
gjort sin Gjerning havde han med Flid,
trøstig kunde han til Hvile gange.
 
"Ak det var for tidlig", saa vi klage:
men hvad her er tidlig eller seent,
det at vide er os ei forleent.
Een alene tæller vore Dage.
Vi kun stirre paa de svundne Tider,
de som komme skal, dem see vi ei,
Een alene seer vor Fremtids Vei;
vel den Mand, som stadig paa ham lider.
 
Hvil da, Hedenfarne, hvil da rolig!
Vel med Vemod Hjertet opfyldt er
for at du ei længer vandrer her
mellem os i Dødeligheds Bolig;
Men med Haab vi over Graven skue;
store Haab! vi sees skal igjen
hvor ei Ven adskilles meer fra Ven,
hvor Omskiftelser ei mere true.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Prenta etter «Postbudet» laurdag 15. nov. 1845, nr. 38, der det står utan forfattarnamn. (Vart og prenta i «Nogle deltagende Venners Sørgeqvad ved Storthingsmanden Lehnsmand Rasmus S. Aarflots Grav 1845, Eegsæt 1847», s. 1012 og underskrive «Ivar [!] Aasen»). I «Postbudet» står denne merknaden: «Dette Digt er mig indløbet fra en langt fraværende Bekjendt, om hvis Opholdssted jeg var uvidende og som derfor først nylig var bleven underrettet om min sal. Faders Død. De flere Mindesange der ere modtagne vil udkomme i en Samling».
 
- Ei avskrift av songen ligg i Aasens papir. Den har visse ortografiske avvik frå teksta i «Postbudet», m. a. har avskrifta (og «Sørgeqvad») overskrifta: «I Anledning», og har vidare denne teksta for [femte linja i tredje strofa]: «ja de føle at de tabe meget,» og for [femte og sjette linja i sjette strofa]: «Var hans Aar ei glimrende og mange, rige var' de dog paa gavnlig Iid;»
 
- [for tidlig<] ~ fortidlig.
 
- Rasmus Sivertson Aarflot (17921845), postopnar i Volda 1807, lensmann i Volda 1816 og attåt i Ørsta 1827, heradskasserar 1838, stortingsmann for Møre og Romsdal 1824, 182728, 1833, 1839 og 1845, styrde prenteverket på Eikset frå 1813, kjøpte i 1824 ny prentepresse, fekk sjølv bokprentarløyve 11. aug. 1832, gav ut «Ugebladet» 181819 (ikkje alle nr. er kjende, jfr. Egsettrykk nr. 215) og «Den lille Maanedsavis. Udgiven een Gang maanedlig» 182023 og 1832 (ikkje alle nr. er kjende no, jfr. Egsettrykk nr. 130, og Lista nr. 245354, 2455 og 2457). Om R. S. Aarflot sjå ein biografi i den førnemnde boka, «Sørgequad», 1847, s. 3338. Sjå vidare merknad til Br. nr. 15 og Br. nr. 107 f. (som gjeld gravskrifta over R. S. Aarflot).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008