089 Maurits R. Aarflot, 25.10.1845

Kjære Ven!
 
Efter hvad jeg sidst skrev til dig, skulde du vel tænke, at jeg nu allerede maatte være kommen til Trondhjem; men saa fort gik det alligevel ikke; vi skrive idag den 25de Oktober, og endda er jeg ikke afreist fra Guldbrandsdalen. Det gik nemlig her som paa mange andre Steder: naar man er kommen i Rolighed, saa kvider man for at flytte; desuden bliver man ikke saa snart færdig som man tænkte. Det har gaaet temmelig seent med at faae de forønskede Oplysninger om Dialekten, og da denne Sprogart er af nogen Vigtighed, saa kunde jeg ikke heller være alt for hastig med Undersøgelsen af samme. I den sidste Tid har ogsaa Veiret og Føret været mig imod, da det jævnlig har været Frost og Sne, men alligevel intet Sneføre; jeg vilde gjerne have godt Veir over Dovrefjeldet, men det er jo ogsaa uvist at vente paa dette; jeg maa nu alligevel ud en af Dagene, thi det lider langt paa Aaret, og min bestemte Reisetid er jo allerede for en Maaned siden udløben.
 
Imidlertid har jeg havt den Fornøielse at modtage dit meget kjærkomne Brev af 17de f. M. hvorfor jeg oprigtigst takker. For faa Dage siden havde jeg desuden den uventede Fornøielse at faae mundtlige Efterretninger fra Søndmør, da nemlig Bernt Aakre og Jakob Ringdal reiste her forbi, og det derhos traf sig saa heldigt, at de tilfældigviis kom til at hvile en Stund her paa Gaarden. Af B. Aakre modtog jeg det i dit Brev omtalte Extrablad til Landboavisen, hvilket ogsaa var mig meget kjærkomment. At Bernt Aakre har været saa længe i Kristiania, var noget som jeg ikke før havde vidst om; efter hvad jeg nu hørte, var han endnu i Byen, da jeg kom dertil, men reiste et Par Dage derefter. Havde jeg vidst det, skulde jeg nok ledt ham op; thi en morsommere Kammerat end B. Aakre skal man neppe finde.
 
Men hvad jeg nu egentlig vilde skrive, var nogle Ord i Anledning af den Sang, som du i dit Brev har omtalt og ønsket at have. Jeg havde i den senere Tid næsten aldeles slaaet mig fra dette Slags Arbeide, og især fra at skrive Vers i en alvorlig Stil, da dette altid havde faldet mig saa tungvint og besværligt, at jeg dog engang maatte indsee, at jeg ikke havde noget Kald dertil. At jeg for nogle Aar siden drev saa meget paa at skrive Vers, kan neppe ansees for andet end en barnagtig Lyst til at gjøre Selskab med Versemagerne og at efterligne en eller anden Digter; maaskee ogsaa en Deel Forfængelighed eller Lyst til at vække Opsigt kunde være med i Spillet. Vel kunde nu maaskee en og anden heldig Tanke løbe ind i disse Rimerier; jeg syntes ogsaa tildeels selv, at jeg havde gjort det fortræffeligt, men Ulykken var, at Aanden endnu var umoden; naar et Aars Tid var forløben og jeg da skulde gjennemsee og prøve Arbeidet, fandt jeg uheldigviis, at det meste var noget udueligt Kram; Stilen var upassende, Ordene vare for store, og Tankerne for smaa. Ved tiltagende Erfaring og Opklarelse af Begreberne har jeg saaledes til denne Tid efterhaanden fundet mine forrige Arbeider uduelige, og har derfor tænkt at lade dette Slags Arbeide være, indtil jeg engang med bedre Kræfter kunde forsøge samme, hvis jeg da skulde finde nogen Lyst dertil. Derfor er det, at jeg altid har vægret mig for at lade noget trykke, saa meget mere som jeg nu i nogen Tid har havt nok med et andet Arbeide, som ialfald vil komme til at vække Opmærksomhed, om det end ikke bliver saa fuldkomment, som man kunde ønske. Jeg har ofte tænkt at meddele dig min Mening om mine tidligere Arbeider i den bundne Stil og finder herved just en Leilighed dertil, som jeg vil benytte, da der nemlig findes adskillige Afskrifter af mine Sange, som maaskee En eller Anden vilde have offentliggjorte, naar jeg ikke selv længere raadede for samme; og det er jo, som Ordsproget lyder, at Ingen har Laas for sit Liv. Min Tanke er nemlig den, at de tidligere af disse Arbeider, og maaskee alle de som ere skrevne før 1840, aldeles ikke bør trykkes. Dersom ikke noget kommer i Veien, agter jeg engang at foretage en Prøvelse af samme, og udvælge det bedste deraf til, efter fornøden Bearbeidelse, at indskydes imellem de nyere og bedre Arbeider.
 
Omendskjønt jeg nu følte mig dybt bevæget ved Efterretningen om hiint Dødsfald og ved Tanken om Savnet af den Mand, hvis Liv var saa dyrebart for Alle, som stode i noget Forhold til ham, og hvem ogsaa jeg havde saa meget at takke for, havde jeg dog ikke tænkt paa at forfatte noget i den Anledning, førend jeg fik Brevet fra dig. Da jeg deraf saae, at du har tænkt derpaa og ønsket samme, og da jeg med det samme fik saa fuldkomne Oplysninger om Omstændighederne, saa maatte jeg dog endelig forsøge noget. Det gik ikke an at undskylde sig; thi naar man før havde rimet og skrevet baade i Tide og Utide, saa kunde man ikke nu afslaae en Anmodning ved en saadan Leilighed; den hæderlige Afdøde fortjente en Mindesang, men Sagen er: han fortjente en langt bedre end den, som jeg kan tilveiebringe. Den her indlagde Sang har rigtignok faaet mange Forandringer, siden det første Udkast til samme blev skrevet; alligevel synes der endnu at mangle adskilligt, især synes de første Vers ikke at være som de burde; men om jeg nu filede endnu mere derpaa, vilde jeg dog altid finde noget ufuldkomment. Den bliver derfor herved oversendt og overladt dig til den Benyttelse, som du selv vil ansee for passende.
 
Jeg beder at hilse Venner og Paarørende og ønsker dig selv et hjerteligt
Lev vel!
 
Formo i Vaage Præstegjeld den 25de Oktober 1845.
 
Iver Aasen.
 
E. Skr. Næste Gang haaber jeg at kunne fortælle dig om min Modtagelse i Trondhjem og om Bestemmelsen for Arbeidets Fortsættelse. Det var rigtignok slemt, at du ikke skulde faae Ombudet efter din Fader, hvilket vistnok var Almuens eenstemmige Ønske; imidlertid er det glædeligt, at du alligevel forbliver paa Egsæt; jeg vilde bare ønske at jeg kom til at være i Nærheden, men det bliver der vel neppe Leilighed til. Angaaende Fortsættelsen af det Blad, som du har begyndt paa, da skulde jeg have Lyst at raade dig til at vedblive dermed, da det uden Tvivl vilde være til Gavn for Almuen og befordre Udbredelsen af nyttige Kundskaber; men det er jo en vanskelig Sag i vore kræsne Tider at udgive et offentligt Blad, dog troer jeg ikke heller, at du burde lade dig afskrække derved. Egentlig veed jeg ikke andet at sige derom, end hvad du veed ligesaa godt selv.
 
Utanpå: S. T./Hr. ‑ Postaabner Maurits Aarflot/a/Voldens Postaabnerie/paa Søndmør.
Betalt.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i «Møre» 1912, 20. april, nr. 31, og i BV s. 65 69). Det finst òg eit høgre halvark av ein kassert original (UBO).
 
I brev 17. sept. 1845 fortel M. Aa. utførleg om Rasmus Aarflots sjukdom, død og gravferd. R. Aa. budde seg til å fara på Stortinget, og han skulle reisa frå Volda den 14de. Maurits skulle fylgja han. Den 19de døydde han. M. Aa. har fått inn ein del minnesongar, og han spør Aa. om «det skulde hue Dig at forøge min Samling med nogle Linier.» Men dette hastar ikkje. M. Aa. har no stått for lensmannsombodet som han har søkt men ikkje kjem til å få. «Med Bogtrykkeriet gaaer det temmelig roligt.» Han har teke til å gje ut «Postbudet for Landalmuen» som han har fått ein del tingarar på, såleis 100 berre i Volda og Ørsta, men om bladet skal halda fram «vil jeg nu betænke mig paa.»
 
M. Aa. er elles nett komen att frå auksjonen etter proprietær Frimann, Davik. [Jfr. merknad til Br. nr. 58.]
 
- Bernt Eirikson Aakre (1817 1879) frå Hjørundfjorden, i heimbygda kalla «Aakre-Bern», fekk litt elementær undervisning hjå presten Andreas Boeck (m. a. i tysk, latin og fransk). I 1839 hadde han planar om å fara til Oslo, tok i staden til å samla eit herbarium som han i 1842 ville syna I. Aa. (som då var faren heimanfrå), var ei tid i Ålesund i målarlære og for samstundes kring på Sunnmøre og leita etter metall i fjella, omgangsskulelærar 184143, skriv «Forsøg til en antiqvarisk historisk Beskrivelse over Mindesmærker og Sagn vedkommende Jørringfjords Præstjeld[!]», 1843 (UBB ms. 262 d, noko er prenta i TSH 1915, s. 94 ff.), tok i Bergen til med naturfag, kom 1845 til Oslo, og med stønad av statsminister Stang fór han same hausten til Stockholm og skulle studera veterinærmedisin «hvor ham intet fattes andet end Penge» (M. Aa. til I. Aa. 18. febr. 1846), tok ein veterinæreksamen i Oslo for prof. Christian Boeck, frå 1849 (med eit avbrot) dyrlækjar på Ås, skreiv «Forsøg til Norsk Dyrlægebog», Chra. 1849. Sjå elles Br. nr. 273.
 
- Jakob Ringdal (18151885) frå Sunnylven, kom som ung gut til sorenskrivar Staboe i Ulstein, preliminæreks. 1842, norsk juridisk eks. 1845, lensmann i Svelvik 1849, lensmann i Våler 1862.
 
 Extrablad] «Extrablad Løverdag den 17de Februar 1844» av «Landboe-Avisen» med melding om brannen [jfr. merknad til Br. nr. 58].
 
 Sang] jfr. Br. nr. 90.
 
 Blad] «Postbudet for Landalmuen» tok til å koma 1. mars 1845 og gjekk til og med 1868. Bolkevis medan M. Aa. var på Stortinget, stod broren, Rasmus Aarflot, for redaksjonen. «Postbudet» var eit framhald av «Landboe-Avisen» som faren, Rasmus Aarflot hadde gjeve ut 183344, jfr. merknad til Br. nr. 15.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008