088 Maurits R. Aarflot, 4.9.1845

Kjære Ven
 
Endelig er jeg da det nermeste ved Søndmørs Grændser som jeg nu i lang Tid har været; jeg bør derfor benytte Leiligheden, da jeg nu er i Rolighed og ved et Postaabnerie, til at sende dig nogle Ord og underrette dig om, at det hidindtil er gaaet godt og at jeg snart haaber at have overstaatt den værste Strabads. Jeg har altid glædet mig hertil og tænkt, at naar jeg engang kunde komme paa Trondhjemsveien, skulde Alting blive saa herligt; nu derimod da jeg endelig er kommen paa denne Vei og kun har nogle Mile at passere for at komme nordenfjelds, nu falder det mig ind, at jeg dog ikke er saa ganske fremsluppen endda; jeg har jo intet Hjem nordenfjelds heller, ingen venlig Hytte, ingen grøn Jordplet, som jeg kan kalde min; heller ikke kan jeg vente noget roligt Ophold for det første, undtagen det skulde være i Trondhjem, altsaa i en skidden By, hvor man hverken seer Skov eller Mark, og hvor man ikke kan gaae ud om Døren uden at være paaklædt som til et Bryllup.Disse ubehagelige Tanker paatrænge sig vistnok; men man faar trøste sig med Ordsproget: Kommer Tid, kommer Raad; jeg kan maaskee ogsaa trøste mig med, at min Stilling hverken er saa slem eller saa haabløs, naar jeg bare ikke havde en saadan stærk Længsel efter et roligt og behageligt Hjem, eller en saadan afgjort Modbydelighed for Reiselivet.
 
Siden jeg sidst skrev dig til har jeg besøgt Kristiania; derefter har jeg været i Hadeland, Land og Valders, siden i Vardal og Hedemarken, hvorfra jeg endelig tog til Guldbrandsdalen. At jeg har seet mangt og meget paa disse Reiser, vil du vel troe; men du kan neppe troe, hvor led og kjed jeg er af det hele Reisevæsen. Det eneste som har opmuntret mig noget, var Opholdet i Kristiania; jeg reiste dertil fra Ringerige og standsede der en otte Dages Tid; imidlertid var jeg om Formiddagene paa Galleriet for at høre paa Storthingets Forhandlinger, som i disse Dage dreiede sig om Toldtariffen, Brændeviinsloven o. s. v. Om Eftermiddagene var jeg ude for at besee mig i Byen eller tale med En og Anden. Saaledes blev jeg bekjendt med Student Eiler Sundt, Taleren ved det bekjendte Studentermøde i Kjøbenhavn; han havde sendt Bud til mig og viste megen Interesse for mit Forehavende; jeg seer altsaa, at de saakaldte Skandinaver ikke ere imod mig, da de ikke for det første tænke paa nogen Sammensmeltning af Sprogene, men derimod ville, at ethvert af de tre Riger skal udvikle sine egne Eiendommeligheder. Ligesaa talede jeg med Prof. C. Holmboe og Prof. R. Keyser; Samtalen med denne sidste havde jeg den største Fornøielse af, Keyser er ikke alene en meget grundig Kjender af det gamle norske Sprog, men han er derhos den venligste og velvilligste Mand, som man nogensinde skal kunne forestille sig. To andre Mænd, som jeg meget gjerne vilde raadføre mig med, vare paa denne Tid udenfor Byen, saa jeg ikke fik tale med dem, nemlig Prof. Munch og Kandidat Unger, som paa denne Tid just arbeider paa en Ordbog over det gamle Norske.
 
I Kristiania fornyede jeg desuden Bekjendtskabet med Storthingsmændene Aga, Vesæt, Mossige og Ueland, som jeg forhen havde talt med. Saaledes talede jeg ogsaa med Sjur Halkjelsvig, men det var desværre meget kort, saa at jeg ikke engang havde Tid til at spørge om det vigtigste hjemmefra. Han boer nemlig i en Udkant af Byen, og jeg herbergerede i en Udkant paa den modsatte Side, saa at jeg havde meget lang Vei til ham; desuden havde han liden Tid tilover fra Thinget og Kommittee Arbeidene. Jeg veed saaledes endnu kun saare lidet fra Søndmør, og ønsker derfor meget inderlig at faae nogle Ord derifra. Da jeg nu formodentlig kommer til at blive paa dette Sted til Slutningen af denne Maaned, vilde et Brev fra Volden maaskee kunne komme mig ihænde, førend jeg reiser herifra. Jeg beder derfor, at du med nogle Ord vil underrette mig om Tilstanden i dit Hjem, hvor desværre saa mange Forandringer ere foregaaede, samt om hvad du vil slaae dig til for Fremtiden.
 
Efter Afreisen fra Guldbrandsdalen tænker jeg at reise lige til Trondhjem, for at det Fornødne med Hensyn til mit Arbeides Fortsættelse kan blive afgjort; thi min bestemte Reisetid udløber med September Maaned, og det bliver vel desværre nødvendigt, at den forlænges noget, for at en Deel af Trondhjems Stift kan blive bereist. Jeg kommer saaledes vistnok ikke til at besøge Søndmør i denne Høst; og maaskee bliver det heller ikke førend til Vaaren, men da skal jeg, saafremt Alting ellers gaar vel, vist ikke forsømme at see til de gamle Steder.
 
Dersom nu mit Brev skulde komme frem saa betimelig, at Du anseer det muligt at give mig Svar derpaa, saaledes at dette kunde indløbe hertil inden
 
Slutningen af denne Maaned eller de første Dage i næstkommende, da beder jeg, at du sender mig nogle Ord hertil. Vær imidlertid hjertelig hilset!
 
Gaarden Formoe i Sell (i Guldbrandsdalen) den 4de September 1845.
Iver Aasen.
 
E. Skr. Svaret kunde adresseres til "Sell Postaabnerie", da jeg just opholder mig hos Postaabneren. Send Brevet ubetalt; jeg skal selv indløse det med megen Fornøielse. Hvorledes staar det til med Trykkeriet. Der er saa mangt som jeg havde Lyst til at vide, at jeg kommer ikke ihu at opnævne det. Jeg beder at hilse Venner og Paarørende og især Rasmus Fagerhol. Han maa dog vel ikke lægge sig til at døe, før jeg endnu en Gang faar tale med ham.
 
Brevet er skrevet i megen Hast, da jeg ogsaa idag har havt et andet Brev
at udfærdige, og Posten er snart ventendes.
 
Utanpå: S. T./Hr. Postaabner Maurits Aarflot/a/Voldens Postaabnerie/i Søndmør.
Betalt.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i «Møre» 1912, 13. april, nr. 29, og i BV s. 6265).
 
 intet Hjem] Aa. kjende seg ofte heimlaus på ferdene sine. Frå 1845 har ein tre dikt av han: 1) «God Taalmodighed at lære». 2) «Hvor længe skal jeg om i Verden vanke» [5 vers, av desse er vers 12 og 5, prenta i Minneskrift s. 76 f.] 3) «Er han allerede fra os gangen» [= Br. nr. 90]. Den fyrste songen (og kalla «Forgreben Hjemkomst-Glæde») lyder:
 
1.
Rolighed var det alene jeg ønskede,
Skjæbnen dog jaged mig ut af mit Hjem.
Længe paa fremmede Steder jeg vandrede,
men jeg maa sige: den Vandring var slem.
 
2.
Alle de Dale jeg saae der bag Fjeldene,
alle de Huse i Dalenes Kreds
alle Ansigter, jeg saae der i Husene:
intet, nei intet mig stilled tilfreds.
 
3.
Hid fløi min Tanke, den første, den seneste:
Hvorledes er det i Hjemmet nu fat?
Længsel mig trykked; hver Dag blev den stærkere,
Hjemvee angreb mig ved Dag og ved Nat.
 
4.
Elskede Steder, saa værer da hilsede,
Tak at jeg endnu en Gang Eder saae!
Elskede Huse hvor engang jeg drømmede,
Tak at I aabne endnu for mig staae!
 
Eiler [sic.]
 
Sjur Hanson Halkjelsvik (17871868) frå Eide i Volda, frå 1812 bonde i Halkjelsvik, stortingsmann 1830 og 1848, fleire gonger varamann, m.a. 1845 då han møtte for Rasmus Aarflot (var med i kyrkjenemnda). G. P. Blom seier at han var «en udmærket forstandig Bonde.»
 
 Trykkeriet] jfr. merknad til Br. nr. 58.
 
 Rasmus Fagerhol] jfr. merknad til Br. nr. 61.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008