087 Ludvig J. Daae, 4.9.1845

Formo den 4de Sept. 45.
Hr. Capt. Daae.
 
Der er atter hengaaet saa lang Tid siden jeg sidst skrev Dem til, at det vel ikke vilde være afveien om jeg nu engang lod Dem høre fra mig og underrette[de] Dem om, at jeg endnu er til og er kommen langt paa Veien til det Nordenfjeldske. Jeg har i den senere Tid havt det meget travlt med Reiser og Omsvæv, og er saa alvorlig kjed af det hele Reisevæsen, at jeg vilde foretrække den usleste Levemaade i en fredelig Hytte for et saadant Liv Dersom det engang lykkes mig at komme i Rolighed, skal jeg aldrig mere reise; ingen skal formaae mig til at foretage nogen Udvandring, om han endog vilde byde mig blanke Dalere i tusindviis. Det kan være godt nok at reise og see sig om, naar man enten har et Ærinde, som Folk kjende til, eller veed at opgive et bestemt Sted hvortil man skal reise; men at flakke om saaledes at man ikke selv veed hvor man vil hen, og ei heller veed at sige Folk hvad man egentlig vil, det er dog noget slemt; og allerværst er det naar man skal til at tigge sig ind hos Folk, det vil sige naar man skal forhøre sig om at faae logere hos dem en vis Tid, uden at de kunne forstaae hvad det er som man da skal udrette. Thi det er jo meget sjelden man træffer Folk, som kunne indsee at en Reise for Sprogets Skyld skulde nytte til Noget eller passe sig for Folk som ere ved Sands og Samling.
 
Jeg har siden i forleden Vinter flakket omkring i det østenfjeldske og besøgt de fleste Fjelddistrikter. Fra Kristiansand gjorde jeg en Reise til Valle i Sætersdalen, hvor der maaskee findes de største Besynderligheder i Sprog, Klædedragt og skikke; som nogensteds findes i Landet. Siden bereiste jeg, østre Raabygdelager og øvre Tellemarken, hvor jeg standsede i næsten fire Maaneder; derefter blev Reisen fortsat over Kongsberg til Modum og Ringerige, derfra til Hallingdal, hvor jeg forblev over en Maaned. Efter Tilbagkomsten derfra til Ringerige gjorde jeg en Tour til Kristiania, siden fortsattes Reisen fra Ringerige til Hadeland og Land derfra til Valders og tilbage igjen, siden over Vardal til Hedemarken og derfra endelig til Guldbrandsdalen, hvor jeg nu atter har besluttet at standse for nogle Uger, dog neppe længere end til denne Maaneds Ende, thi da er just min bestemte Reisetid udløben.
 
En stor Lykke er det, at man paa de fleste Steder træffer nogenlunde skikkelige og velvillige Folk, saa at man ved Taalmod og Føielighed kan komme godt af det  paa de fleste Steder. Bedst lider jeg alligevel Fjeldfolkene (Sætersdøler, Teler, Hallinger, Valderser); de have rigtignok ikke altid saa mange Bekvemmeligheder at tilbyde en Fremmed, som Beboerne af de nedre Bygder; men hvad imidlertid har det største Værd, nemlig Deeltagelse og Velvillie findes dog mest hos dem; vel ere de ofte besværlige ved sin Nysgjerrighed og vidtløftige Spørgelyst; men deri ligger dog ogsaa en Deeltagelse og en Aabenhjertighed, saa at man befinder [sig] langt bedre iblandt dem end iblandt deres forfinede Naboer i de nedre Egne. Disse indbilde sig rigtignok at staae et godt Trin høiere end baade Fjeldbønder og Bergenhusinger, men i Grunden have de nok ikke meget forud for disse, og naar Aandsudviklingen skal bedømmes efter de mere eller mindre gunstige Omstændigheder, vil maaskee Fjeldbonden staae langt ovenfor.
 
Bekjendtskaber med mere bekjendte Personer har jeg paa disse Reiser i det østenfjeldske kun sjelden havt Anledning til at gjøre. I Nedenæs blev jeg bekjendt med Præsten Faye og var flere Dage hos ham; I Sillejord talede jeg ofte med Digteren Hr. Pastor Landstad. I Kristiania blev jeg kjendt med Student Sundt, Taleren ved det bekjendte Studentermøde i Kjøbenhavn, ligesaa med Prof. C. Holmboe, der som jeg nu har faaet at vide, skal være den egentlige Ophavsmand til den Bestemmelse af Videnskabsselskabet,hvofor  jeg nu har reist og strabadseret saa meget. Endelig talede jeg ogsaa med Prof. R. Keyser og af Samtalen med ham havde jeg da den allerstørste Fornøielse; en venligere og velvilligere Mand kan ikke tænkes. Desuden er hans Kjendskab til det gamle norske Sprog saa omfattende, at her ere nok ikke mange, som man i den Henseende kan sætte ved Siden. Cand. Unger, som nu arbeider paa en Ordbog over det gamle Norske, var desværre ikke hjemme; og en anden, som jeg meget gjerne vilde raadføre mig med, nemlig Hr. Prof. Munch[,] var heller ikke at finde.
 
I Kristiania fornyede jeg ogsaa Bekjendtskabet med Storthingsmændene Mossige, U[e]land, Aga, Vesæt hvilke alle jeg før havde talt med. Desuden traf jeg ogsaa en gammel Bekjendt fra Solnør[,] nemlig Leganger.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd.  / paa de fleste Steder / ~ overalt  [Taalmod<] ~ Tålmod  Deeltagelse og {ligefrem Aabenhjertighed} og Velvillie  [Spørgelyst<] ~ {Ud} spørgelyst  /deres/ ~ de  /over/ ~ i
 
 Kristiania] om ferda hitsjå R s. 101 ff.
 
  Valders] sjå R s. 103 ff.
 
  Hedemarken] sjå R s. 106 ff.
 
  Guldbrandsdalen] sjå R s. 109 ff.
 
- I. Aa. budde hjå Ingrid Romundgard (ei soge om I. Aa. på R. er fortald etter sonen, Pål R., i «Høgskulebladet» 1913, 25. apr., s. 95 f.)
 
I. Aa.s «Erindringer af mine Reiser» endar i Gudbrandsdalen, jfr. merknad til Br. nr. 97.
 
 Faye] jfr. merknad til Br. nr. 79.
 
 Landstad] jfr. merknad til Br. nr. 83.
 
 Eilert Sundt (18171875), cand. teol. 1845, statsstipend 1848 til å granska «Fante- eller Landstrygerfolket», redaktør av «Folkevennen» 185866, sokneprest på Eidsvoll 1869. S. skreiv grunnleggjande sosiologiske og kulturhistoriske arbeid og arbeidde mykje for betre folkeopplysning, var ein aktiv talar, organisator og skribent (jfr. m.a. Hjørdis Lunde: «Eilert Sundt som folkelærer», 1917, og H. Refsum i MM 1941, s. 67 ff.).
 
- Studentermøde] i jonsokhelga 1845 vart det halde eit nordisk studentmøte i København (jfr. «Det nordiska Studentmötet i Köpenhamn år 1845», Götheborg 1845) då 122 norske studentar fór. Sundts tale 24. juni har han sjølv referert i «Den Constitutionelle» 1845, 1. juli, nr. 182.
 
Christopher Andreas Holmboe (17961882), cand. teol. 1818, etter eit studieopphald i Paris 182122, lektor i austerlandske språk, professor 182576. Hans skrifter vart ofte sterkt kritiserte m. a. av P. A. Munch. C. A. H. hadde i 1842 hatt Aasens arbeidsplan til gjennomsyn (jfr. merknad til Br. nr. 37). C. A. H. budde i Skippergt. nr. 9 men hadde elles hus på ei av professorløkkene på Tøyen der I. Aa. vitja han.
 
 Jakob Rudolf Keyser (18031864), stud. 1820, studieferd på Island 182527, 1829 lektor og 1837 professor i historie. Avskil 1862. Saman med P. A. Munch er han grunnleggjaren av nyare norsk historiegransking, utgjevar av gamle tekster (oftast saman med P. A. Munch eller C. R. Unger). Med Munch som hjelpesmann gjekk han i 1834 i gang med å førebu utgjevinga av «Norges gamle Love», 13, 184649. R. K. budde i Skippergt. nr. 5 der han åtte hus.
 
Sjå elles L. Holm-Olsen: «Den norrøne filologi og dens grunnleggelse i Norge», Berg. Tid. 11. og 12. mai 1954 (og serprent).
 
- Carl Richard Unger (18171897) budde 183032 hjå S. O. Wolff i Mo og lærde då telemålet, student 1835, adjunktstipendiat 1841, etter studieopphald i Kbh., London og Paris tok han i 1845 til med førelesingar i gamalnorsk, universitetslektor 1851, professor 1862. U. gav ut ei rad med gamalnorske tekster. U. var elles Aasens nære ven i Oslo (jfr. Br. nr. 133, Br. nr. 139, Br. nr. 140 og Br. nr. 141) som han ofte rådførte seg med. Om U. jfr. Augusta Unger i «Historiske Skrifter tilegnede Professor Dr. Ludvig Daae», 1904, s. 2631.
 
 Peter Andreas Munch (18101863), stud. 1828, cand. jur. 1834, universitetslektor i historie 1837, professor 1841. M. gav ut ei mengd skrifter og utgreiingar om mange emne, mest om historie og språk (jfr. «Samlede Afhandlinger», IIV, 187376). Hovudverket hans er «Det norske Folks Historie», IIV (i alt 6 bøker, 185159). Jfr. elles T. Knudsen: «P. A. Munch og samtidens norske sprogstrev», 1923, og «Lærde brev fraa og til P. A. Munch» III, 192455 (omfatar tida 183259).
 
 Mossige] jfr. merknad til Br. nr. 73.
 
Ueland] jfr. merknad til Br. nr. 78.
 
- Lars Johanneson Aga (18001889) bonde i Ullensvang, 182481 lensmann s. stad, stortingsmann 1842 og 1845.
 
 Johannes Olson Veset (18121905) frå Haus, 182936 omgangsskulelærar i heimbygda, 183144 klokkar, 1849 konst. lensmann og 18521896 lensmann i Haus, stortingsmann 1845 og seinare på dei fleste Storting til 1878, dikta mange viser både på bygdemål og bokmål. Nokre er prenta i ymse blad i tida 18371860, m.a. i «Nogle Leiligheds-Sange», Bergen 1847. Han gav ut «Den talande Harpa. Gammel Folkevise fra Haus Præstegjeld i Nordhordland», i P. Botten Hansen: «Nytaarsgave», Chra. 1860, s. 7779 (I. Aa. retta og hadde tilsyn med målbruken). På UBO (ms. saml. nr. 817, 4to) ligg ei stor samling «Sange og Viser» etter han.
 
 Leganger] Samuel Leganger (18221897), cand. teol. 1845, i studietida og fram til 1853 huslærar og lærar på ymse stader, 1853 styrar av Ålesunds borgarskule, frå 1857 sokneprest på ymse stader.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008