083 Maurits R. Aarflot, 6.6.1845

Kjære Ven!
 
Naar jeg havde Aarsag til at klage over min egen Forsømmelighed, da jeg sidste Gang skrev dig til, da er der nu saa meget mere Aarsag dertil, som en endnu længere Tid er forløben, og der tillige atter er foregaaet store Forandringer i Hjemmet, hvorom jeg alligevel ikke veed noget mere end det som Morgenbladet har indeholdt. – Da jeg ved Aviserne fik den sørgelige Efterretning om din Faders Død, opholdt jeg mig i Øvre Tellemarken; derfra kunde jeg vel have skrevet dig til, men imidlertid blev dette udsat, da jeg tænkte at reise derfra om en kort Tid, og saaledes komme længere mod Nord og maaskee gjøre et Besøg i Kristiania, hvor jeg da kunde faae nærmere Besked om Tilstanden Hjemme, som nu i længere Tid er mig ganske ubekjendt. Men formedelst adskillige Hindringer, især et langvarigt Uføre (som i Fjeldbygderne har noget mere at betyde end ved Havkanten) kom jeg til at forblive i Tellemarken lige til i Mai Maaned, og da jeg nu tog Veien derfra igjennem Sandsvær og Ringerige, fattede jeg af forskjellige Grunde den Beslutning at reise først til Hallingdal og gjøre mig færdig med dette Distrikt, og da først tage Veien til Kristiania. Der vil formodentlig endnu hengaae en Maaneds Tid førend jeg kommer til denne By, og Forsømmelsen er desuden stor nok, om ikke denne Maaned ogsaa kom til, førend jeg lod dig høre noget fra mig. Jeg iler derfor med at sende disse Linier over Fjeldet, i det Haab at de skulle træffe dig i Hjemmet; omendskjønt der kan være indtruffet mange Forandringer, som jeg ikke endnu har faaet at vide.
 
Uagtet den lange Tid, der saaledes er forløben, siden jeg sidst lod dig høre fra mig, har jeg dog ikke gjort saa store Udflugter som man kunde formode, da Opholdet i Tellemarken optog en meget længere Tid, end jeg havde bestemt dertil. Fra Arendal og Holt, hvor jeg havde megen Samtale med Præsten Faye[,] tog jeg op over en Bygdevei igjennem østre Raabygdelaget til Nissedal, og derfra østover til Sillejord, hvor jeg da standsede. Jeg opholdt mig her i Nærheden af Præstegaarden, og havde saaledes ofte Anledning til at tale med Præsten Landstad, hvis Navn uden Tvivl er dig bekjendt af adskillige Sange, som han har forfattet; det er ellers en meget spagfærdig og omgjængelig Mand. Fra Sillejord reiste jeg igjennem Hitterdal, hvor den besynderlige Kirke staar, som du formodentlig har seet aftegnet; – og derfra over den saakaldte Mehei (Midheid) til Kongsberg, hvor jeg standsede en tre eller fire Dage. Den nylig opsatte Mindestøtte paa Hansens Grav er meget smuk; forresten saae jeg ikke noget mærkeligt, undtagen Indretningen i Smeltehytten, hvor jeg engang var tilstede ved en saakaldet Udtapning, der bestaar i, at den smeltede Sølvmaterie ledes ud af Ovnen og flyder ned i en dertil indrettet Udhuling i Grunden. Paa min videre Reise igjennem Eger, Modum og Ringerige fant jeg ikke Anledning til noget Ophold, da Sproget her er meget fornemt, og Folket er endnu fornemmere. Jeg satte mit Tøi igjen i Nordrehoug, og foretog for det meste tilfods Reisen til Næs i Hallingdal, hvor jeg er tænkt at standse en tre Ugers Tid; rigtignok kan det vel blive noget længere, men jeg vil dog nu fare saa fort som jeg kan, for at der dog engang kan blive Ende paa denne kjedsommelige Omflakken. Jeg er saa led og kjed af disse Flytninger, at det er usigeligt; en stor Lykke er det imidlertid, at jeg har havt saa jævn Helse og Sundhed, at jeg kun en Gang eller to siden Nytaar har været lidt upasselig (dog ikke til nogen Hinder) hvilket let kan indtræffe, deels ved Veirets Forandringer og deels ved de mange Omskiftninger i Levemaaden.
 
Mit Arbeide skrider imidlertid bestandig fremad, og Materialerne forøges alt mere og mere. I Tellemarken er et saa rigt og vidtløftigt Forraad af Ord, at jeg vilde havt nok at gjøre, om jeg saa var der et heelt Aar; det var saaledes just ikke til nogen Skade paa den Maade, at jeg kom til at blive der saa længe; men jeg har endnu meget at reise og meget at gjøre.
 
Hvad Folket angaar, da har jeg, siden jeg kom til Østbygderne, fundet brave skikkelige Folk paa de fleste Steder, og ikke mærket noget til den Mistænksomhed mod Fremmede, som man saa ofte træffer i Bergens Stift; imidlertid er her som andensteds stor Forskjel i den Henseende ogsaa; i Fjeldegnene ere Folk mere udannede, men naar man bliver kjendt med dem, ere de ganske gode at komme tilrette med; – i de nedre Bygder er derimod Alting fornemt og paa en stor Fod, disse Folk ere rigtignok temmelig greie, som det hedder, da man kan faae det saa bekvemt hos dem, som man vil forlange; men de ere ogsaa for en stor Deel temmelig stolte og selvgode, og desuden falder det ogsaa kostbart at opholde sig hos dem. Jeg har imidlertid ikke meget at udrette paa saadanne Steder, men for Veienes og Samfærselens Skyld kan man dog ikke altid gaae dem forbi.
 
Min Tanke er nu, at jeg ved Tilbageturen herfra til Ringerige vil gjøre en Snarreise til Kristiania for at see mig omkring der, og faae høre Adskilligt nordenfra. Derefter vilde jeg tage Veien fra Ringerige over Hadeland og Land, og saa gjøre en kort Reise til Valders, siden vilde jeg fortsætte Veien [op]efter igjennem Guldbrandsdalen, og mage det saa, at jeg kunde blive færdig dermed til Udgangen af September, da Tiden for mit Stipendium udløber, og saa i Oktober reise over Fjeldet til Trondhjem. Men jeg seer, det gaar ikke altid saa akkurat som man har bestemt det; jeg glæder mig alligevel altid naar det gaar mod Nord; naar jeg engang kommer til Guldbrandsdalen, vil jeg ansee Striden saagodt som endt, og siden skal der da blive en anden Skik baade med vor Brevvexling og med andre Ting.
 
Jeg kan ikke heller denne Gang bede dig at skrive mig til; thi Brevet vilde ikke komme hertil medens jeg opholder mig her, og siden vilde det være umuligt at faae fat paa samme. Lykkeligviis haaber jeg nu snart at faae Besked hjemmefra, naar jeg kommer til Hovedstaden. Du maa imidlertid være hjertelig hilset, idet jeg tillige beder at hilse mine Bekjendte og Paarørende.
 
Næs i Hallingdal den 6te Juni 1845.
Iver Aasen.
 
Utanpå: S. T./Hr. Postaabner Mauritz R. Aarflot/a/Voldens Postaabnerie/over Aalesund.
Betalt.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i «Møre» 1912, 23. mars, nr. 24, og i BV s. 59–62).
 
– Lensmann Rasmus Sivertson Aarflot døydde 19. jan. 1845 (jfr. Aasens minnedikt, Br. nr. 90 og drøftingane om innskrifta på gravsteinen Br. nr. 107).
 
– I «Tillæg» til Mbl 1845, 6. febr., nr. 37, vert det i eit bladstykke om Stortinget (under p. 14) opplyst (etter melding frå sonen, Maurits Aarflot, og frå stortingsmann Dominicus Brun) at R. Aa. er død. Varamannen, Sjur Halkjelsvik, er snart ventande.
 
- Tellemarken] om opphaldet her sjå R s. 87 ff.
 
– Faye] jfr. merknad til Br. nr. 79.
 
– Magnus Brostrup Landstad (1802–1880), cand. teol. 1827, res. kap. i Gausdal 1828, sokneprest i Kviteseid 1834, sokneprest i Seljord etter faren, Hans Landstad, 1839, sokneprest i Fredrikshald (Halden) 1848, sokneprest i Sandar 1859, avskil i 1876. I 1829 eller 1830 har L. sett opp ei lita liste over «Provinsialismer fra forskjellige Egne af Norge» (jfr. «Norvegia Sacra» 1939, s. 89 ff. der òg dagboka hans 1825–29 er prenta), og han har skrive opp segner (jfr. «Sagn fra Thelemarken» i «Historielag for Telemark og Grenland», 1920, «Ættesagaer og Sagn fra Telemarken», 1924, og «Mytiske Sagn fra Telemarken», 1926). Landstads oppteikningar ligg i Norsk Folkeminnesamling, UBO. Aa. gav L. rettleiing om språket i «Norske Folkeviser» og las korrektur på boka (jfr. Br. nr. 108, Br. nr. 111, Br. nr. 149, Br. nr. 156, Br. nr. 161 og Br. nr. 162). Aa. las òg gjennom manuskriptet til nokre salmeomsetjingar og kom med råd (jfr. Br. nr. 198) og hjelpte L. med språk og stil i salmebokframlegget (jfr. Br. nr. 221og Br. nr. 263). Om L. sjå R s. 87 og 92 f. Sjå vidare merknader til breva til L.
 
- Maurits Christopher Hansen (1794–1842) skulestyrar på Kongsberg og forfattar. Etter ei pengeinnsamling vart det reist ein minnestein på grava hans (bilete står i Skilling-Magazin 1868, s. 676).
 
– Smeltehytten] jfr. R s. 95.
 
– videre Reise] om ferda over Ringerikeog til Hallingdalsjå R s. 94 ff.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008