081 Andreas Faye, 15.1.1845

Nogle Anmærkninger til Fayes norske Folkesagn, Anden Udgave, især angaaende Sagnenes Forekomst i det Vestenfjeldske.
 
Side 6. Jutullen kaldes i Voss Jøtull, i Søndhordlehn og Stavanger Amt Rìse, i Lister R`yse; nordligst i Bergens Stift, hvor der sjelden findes noget Sagn om dette Væsen, hedder det sædvanlig Berge-troll. Navnet G`ygr (eller Gjøggr) høres overalt i den sydlige Deel af Bergens Stift, men nordenfor Sogn synes dette Væsen at være ubekjendt.
 
Bautestene samt andre lange Stene kaldes i Søndhordlehn Rìsa-svær ( dvs. Risens Sværd).
 
16. Om Risen i Jonshornet har jeg hørt en anden Fortælling. Han var forlovet med en Gjøgr, som boede i Strandebarm; men denne opdagede, at han havde ogsaa en anden Kjæreste som han af og til besøgte. I sin Harme herover fik hun det Indfald at tage et stort Stykke Land og lægge det midt i Veien for ham for at standse ham naar han vilde reise bort. Hun tog da et stort Toug og slog det omkring et Land, som laae i Kvindherred, for at trække det ind i Fjorden; men uheldigviis gik Touget i Stykker, saa at Gjøgren faldt bagover med en saadan Tyngde, at der vises en stor Huulning i Klippen paa det Sted hvor hun faldt. Landstykket blev liggende midt i Fjorden; det er den Øe, som kaldes Varaldsøen.
 
Stedet hvor Gjøgren faldt, er imellem Gaardene Rørvig og Linge i Strandebarm.
 
18. Ligesaa uheldigt gik det den Rise, som vilde knuse den store og smukke Stavanger Kirke. En Steen, som han kastede efter samme, faldt ned paa en nærliggende Bakke, hvor den endnu er at see. I sin Harme herover tog Risen et stort Stykke af Fjeldet og slængte det imod Kirken, men det faldt ned ved Siden af den paa en Slette, hvor det ved sin uhyre Tyngde sank ned i Jorden og dannede en dyb Hule, der siden blev opfyldt af Vand. Dette Vand er bekjendt under Navn af Bredevandet.
 
21. Om Tussen har man i Søndmør en besynderlig Forestilling. Der er en Sygdom, som undertiden angriber Køerne, og viser sig blandt andet ved en usædvanlig Urolighed og en stærk Udmattelse. Man troer da, at det er Tussen som plager dem, idet han ligesom en Oxe forfølger dem for at parre sig med dem.
 
22. Ogsaa Dvergen ansees i Søndmør som en Plageaand, der driver et saadant Uvæsen i Fæhusene, at Kreaturene ikke kunne faae Fred. For at raade Bod herpaa pleier man at affyre et Skud midt igjennem Fjøset eller fra Døren mod Bagvæggen.
 
24. Saadanne Sagn ere meget almindelige. En smuk Pige bliver nemlig indtagen af Underjordiske og skal giftes med en af dem, men reddes af sin rette Kjæreste, netop i det Øieblik, da hun er pyntet til Brud. Hun bringer da sædvanlig Brudekronen hjem med sig, og denne opbevares i hendes Æt i lang Tid,  men bliver omsider tabt, sædvanlig ved Ildebrand.
 
36 .Huldren kaldes i Sogn Huld(i), i Hardanger Hulda, men nordligst i Bergens Stift Huldr. Mandspersonerne iblandt Huldrefolket synes paa mange Steder ikke at have noget Navn; i Hardanger siger man dog Hulde-mann, og i Nordhordlehn Hulle-kadl. Det søndmørske Bokkje synes at have samme Betydning, men er dog noget ubestemt. Bokkjen opholder sig i Bakker eller Høie og kaldes derfor ogsaa Hau-bokkje.
 
42. Navnet Niss forekommer kun i den sydlige Deel af det vestenfjeldske Norge. I Nordhordlehn hedder den Tun-kadl, i Sogn Gars-vor eller Gar-vor. Længere nord synes man ikke at kjende til dette Væsen; det søndmørske Vor (1. voor) er rigtignok en saadan Aand, men om den skal ansees som en Skytsaand for en Gaard eller for et Menneske, er ubestemt. Ridser eller Striber i Huden, hvis Aarsag man ikke kjender, kaldes i Søndmør og Sogn Vor-klor.
 
46 .Alven bliver ligesom Tussen og Dvergen meget omtalt i Søndmør; men i de sydligere Egne synes disse Væsener mangesteds at være ubekjendte. Imidlertid forekomme dog ordene Alvskòt, Tussbìt og Dvergsmie ogsaa i Søndre Bergenhuus.
 
51. At Nykk egentlig betyder Rykkeren, af nykkja at rykke, har fuldkommen Medhold i Almuesproget.
 
54. Grimen eller Kværnknurren kjendes ikke i det vestenfjeldske.
 
60. I et Vand, hvorpaa en Brud engang er omkommen, ligger altid en stor Orm og slynger sig omkring Brudekronen. Der siges, at Ormen "gjøder sig" eller bliver fed af Sølvet.
 
62. Navnet Julaskrei bruges ogsaa i Sogn. I Nordhordlehn o. fl. St. hedder det Jularei(æ); i Søndmør: Trollkjæringanne so ride paa Daarefjell (dvs. Dovrefjeld). Denne jeldridningen er meget ubeleilig for Folk som have dygtige Heste; thi disse tages netop til dette Brug; rigtignok bringes de tilbage til om Morgenen, men de ere da saa ilde medfarne, at de ere nærved at styrte. Man forebygger dette ved at sætte Kors paa Stalddøren eller at lægge en øxe under samme.
 
66. En saadan Lyd, som varsler for Krig, omtales ogsaa paa Søndmøre, og hedder der Lydetrùmaa (af lyde, lytte; eller lydest, tykkes at høre).
 
68 .Navne[ne] Følgje og Vardøgl ere, saavidt jeg veed, ukjendte vestenfjelds, medens dog Tingen selv er bekjendt nok. En god Skytsaand kaldes helst med det nyere Navn Skyssengjel; imidlertid kan det foranførte Vor vistnok henføres hertil. En saadan Ledsager kaldes ellers i Søndmør Fòring; dersom den gaar forud for et Menneske, hedder den Framfaring eller F`yrefær (Søndre Berg.), kommer den derimod efter Mennesket, hedder den Itte-fær eller Itte-gaangar.
 
69.  TussbÏt er bekjendt paa mange Steder, men betegner kun et Slags slemme Saar, hvis Aarsag man ikke kjender.
 
72. Draugen er i Sogn bekjendt som et Gjenfærd, især efter Folk som ere omkomne paa Vandet. I Søndmør hedder den Drògjen, men Begrebet om den er dunkelt. Kreature, som pludselig blive lamme i Fødderne, siges at være dròg-slègne. Et Slags skumagtig Svamp, som kommer pludselig frem, kaldes Dròg-spy, og ansees paa nogle Steder for et slemt Varsel.
 
73. Dødningekneb ere ogsaa bekjendte paa Søndmør, hvor de kaldes Daudemansgrìp eller Dødgrìp; men de ansees der som meget farlige. Faar man et saadant Greb paa en Haand eller Fod, da bliver denne ganske lam og følesløs; faar man derimod Grebet i Hovedet, da mister man Forstanden, i det mindste for en vis Tid. I saadanne slemme Tilfælde kaldes det ogsaa Trollgrìp.
 
74. Utbùren har paa nogle Steder holdt et saadant Spektakel paa Veiene, at man neppe har kunnet gaae der i Mørket. Den har endog lagt sig paa Skuldrene af Folk og gjort sig saa tung, at de neppe kunde slæbe sig frem med den. I saadanne Tilfælde maa man, om det er muligt, see til at komme ind paa en Ager; thi det er med Utbùren som med andet Troldskab: den skyer altid Agrene. Nogle ere ogsaa blevne den kvit ved at give den et Navn eller ligesom døbe den.
 
78. En saadan Bjørn, som gjør usædvanlig Skade og som ikke kan dræbes ved derpaa anvendte Forsøg, kaldes i Søndmør en Mann-bjønn, hvormed Begrebet om en Forvandling synes at være forbundet. Forøvrigt er dette Begreb, som saa mange lignende, i den senere Tid meget dunkelt og tillige forskjelligt. - Paa saadanne Dyr, som det ikke er ret fat med, nytter det ikke at skyde med Bly; man maa have Sølv dertil.
 
124. Sagn om Sanct Olaf forekommer paa Søndmør i større Mængde end paa noget andet Sted i det vestenfjeldske; men de fleste af disse Sagn ere ganske uhistoriske og dreie sig sædvanlig om overmenneskelige Foretagender og saadanne Bedrifter, som man ellers tillægger Riserne. Det synes virkelig, at man i denne Egn har ganske forvexlet St. Olaf med Riserne, saa meget mere som man her ikke har Sagn om Riser undtagen som ondskabsfulde Væsener eller saakaldte Bergetroll. Blandt flere latterlige Sagn om St. Olaf kan her anføres eet som Exempel. Paa Sandøen nordenfor Stat er et Fjeld, som udmærker sig ved et hvidagtigt Udseende, hvilket kommer af et Slags hvid Sand eller Steenart som overalt bedækker samme. Hertil angives imidlertid følgende Aarsag: "Han Sant-Ola" reiste engang over dette Fjeld og bragte med sig en uhyre stor Dall (dvs. Spand) som var fuld av Sk`yrsoppe (dvs. et Slags Mad tillavet af Melk og smaabrækket Brød). Da han nu var kommen midt paa Fjeldet, kom Dallen tilfældigviis til at falde ham af Haanden; den blev derved slaaet i Stykker og Soppen randt ud over Fjeldet; og deraf har dette sin hvide Farve.
 
226. Den her anførte Fortælling er neppe bekjendt vestenfjelds; men Begyndelsen af Sangen har jeg ofte hørt under den Form: Tire lire Togja, tolv Mann i Skogja. Overført i søndmørsk Dialekt vilde Sangen lyde saaledes:
 
Tire lire Togja, tolv Mann i Skogja. Bjellkyra binde dei, Stort`uksin stinge dei, Buhundin hængje dei, Gjelsjegutin dængje dei. Me ve dei føre laangt ut o Landa.
 
228 .Nordligst i Bergens Stift fortælles det samme om Jølsterbrìden (Justedalsbræen), nemlig at syv Sogne her bleve ødelagde af Sne til Straf for Folkets Ugudelighed.
 
Haner, som gale paa ødelagde Steder, omtales ogsaa i andre Egne. En saadan Hane hørtes fordum i Skorgeuren paa Søndmør (ved Ørstefjorden), hvor en Kirke og en stor Bygd skulde være ødelagt af et Fjeld som styrtede ned over samme. ( Ogsaa omtalt af Strøm) .
 
231 .Sagn om Kirker ere netop de almindeligste af alle. Mest hyppig forekommer det Sagn, at en Kirke skulde bygges paa et andet Sted end det, hvorpaa den nu staar, men hvad man byggede om Dagen, blev om Natten nedrevet af usynlige Hænder og henflyttet til et andet Sted. Sædvanlig hedder det, at man sammenføiede Grundstokkene tre Gange ( "dei krøkte Syllanne tri Gaangje"), førend man bekvemmede sig til at flytte hen til det rette Sted.
 
Tillæg.
 
Hvad jeg for Øieblikket veed at tilføie om Troen paa overnaturlige Væsener, indskrænker sig til Følgende:
 
1) De saakaldte Julesvende, som i Hardanger kaldes Jolasveinar og i Søndmør Julebokka ( Bokka er Fleertal af det foranførte Bokkje). Disse vare underjordiske Folk, som om Julenætterne indfandt sig paa visse Gaarde eller Steder, hvor de da holdt megen Støi og blandt andet morede sig med at skræmme Folk. Paa enkelte Steder var Julesvendenes Besøg meget besværligt, da de endogsaa jagede Husets Folk ud af det Værelse, hvori de vilde holde Jul.  
 
2) Dragdukken (Dragedokkaa). Denne har især i Nordhordlehn været bekjendt som et Væsen, der vælger sig en eller anden Person til sin Yndling og gjør ham til en grundrig Mand, idet hun bestandig samler Penge til ham. Disse tager hun deels paa saadanne Steder, hvor Penge ere tabte eller nedgravne, deels ogsaa hos rige Folk. Hun giver sin Yndling Magt til at byde og befale over hende naar han beder hende at gaae til Havets Bund efter Penge, da gaar hun grædende bort; men beder han hende at gaae til en Mands Pengeskrin, da leer hun; thi det synes hun, er kun som en Leg.
 
3 ) Hoppen. Herved tænker man sig i søndre Søndmør et besynderligt Væsen, der viser sig paa øde Steder, og især har sit Tilhold i en Dal, som kaldes Sæddalen (i Herrøe Præstegjeld). Den ansees som skadelig, men hvilken Forestilling man ellers gjør sig om dens Virksomhed, er mig ubekjendt. Den kaldes Hopp, fordi den har kun een Fod, ligesom den ogsaa har kun eet Øie.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal :
Orig. i RAO i «A. Fayes samlingar», Privatarkiv nr. 15, pk. 20, VI, 12; ark nr. 47 (før prenta i «Bortgjemte Arbeider af Ivar Aasen (meddeelte af O. A. Øverland)» i «Bogvennen», 4. årg. 1896, april-juni, s. 4967 [saman med «Den Burtkomne Sonen» (= Br. nr. 228), og «I Marknaden. Etterspil»], og vidare prenta i NM s. 176182). På origms. har Faye skrive til: «af Ivar Aasen». Ein serskild kladd ligg i NFS, Aasen pk. 3, 5051.
- kommer pludselig frem {af Jorden}  /Disse/ ~ Pengene [med ein strek under ordet]  om den> dens  /Virksomhed/
 
I dagboka for 15. januar 1845 har Aa. skrive: «Skrevet endeel Anmærkninger til Fayes Folkesagn som jeg siden overleverede ham idet jeg tog Afsked».
 
Aa. får «Norske Folke-Sagn», 2. utg. 1843, av Faye 13. jan. (jfr. Lista nr. 951).
 
 Anmærkninger] vidare opplysningar om segner, vette, truer m.m. som her er nemnde, finn ein m.a. i «Folketru», red. av Nils Lid = «Nordisk Kultur», bd. XIX, 1935, og på ymse stader i NM og elles i «Skrifter frå Norsk Folkeminnelag», [bd. 1 = NM], 1921 ff. (til 1956 er det kome 78 bd., for bd. 149 er det serskilt register ved Svale Solheim i bd. 50), I. Reichborn-Kjennerud: «Vår gamle trolldomsmedisin», bd. IV, 192847 og Jørgen Gjerding: «Folkeminne frå Sunnmøre», III, 192132.
 
 Stavanger Kirke] jfr. PL s. 4748.
 
- Dvergen] jfr. I. Reichborn-Kjennerud: «Den norske Dvergtradisjonen» i «Norsk Folkekultur», 20. årg., 1934, s. 85141.
 
 indtagen af Underjordiske] jfr. Reidar Th. Christiansen: «The Dead and the Living» i «Studia norvegica», nr. 2, 1946.
 
 Niss] jfr. Lily Weiser-Aall: «Julenissen og julegeita i Norge», 1954.
 
 Tun-kadl] jfr. Svale Solheim: «Gardvorden og senga hans» i MM 1951, s. 143 ff.
 
 Alven] jfr. Nils Lid: «Um finnskot og alvskot», MM 1921 (prenta på ny i «Trolldom», 1950, s. 136).
 
 Julaskrei] jfr. Br nr. 162.
 
 Daarefjell] det heiter elles på Sunnmøre og i Ytre-Nordfjord at trollkjerringane rid til «Hekkelsfjell» eller på «Hårnelen», og det er segner om dette. På Hornelen skal dei ha funne hestelort, heiter det (Selje).
 
 Kors] anten måla med tjøre eller skorne inn i med kniv.
 
- Følgje og Vardøgl] jfr. I Reichborn-Kjennerud: «Hamen og fylgja» i SS 1927, s. 3237.
 
 Foring] mask. helst nytta i pl., foringar (jfr. «Knud Leems Norske Maalsamlingar», 1923, s. 58), av gno. foringi, m. (jfr. Arkiv II, 1885, s. 224, og IV, 1888, s. 352 og 357) er no berre kjent i Ytre-Nordfjord og på Søre-Sunnmøre, men ordet har før vore kjent vidare, t.d. i Sogn.
 
Nærskyldt med foringi er forynja f. (jfr. NO under foreign, som I. Aa. har frå Helgeland). Foringar er attergangarar, daudingar som går att, men er etter det folk no veit å fortelja, ikkje det same som framfaring som er føreferda (vardøgeret) åt eit levande menneske, dvs. er varsel om at mennesket snart er ventande. 
 
- Draugen] på Sunnmøre og på Stad har eg elles høyrt ordet drón, m.
 
Sjå elles Svale Solheim: «Sjødraugen» i «Ord og Sed» nr. 99, 1941. Utbùren] jfr. Torkell Mauland: «Utburd» i SS 1922, s. 45158.
 
 Mann-bjønn] jfr. Nils Lid: «Til varulvens historie», 1937 (prenta på nytt i «Trolldom», 1950, s. 82108) og Ella Odstedt: «Varulven i svensk folktradition», 1943.
 
 Sagn om Sanct Olaf] jfr. Olav Bø: «Heilag-Olav i norsk folketradisjon», 1955.
 
 Tire, lire Togja] dette rimet, stundom i litt onnor form, er vel kjent, jfr. Bernt Støylen: «Norske barnerim og leikar», 1899, nr. 25054.
 
 Haner] segna er enno vel kjend i Ørsta.
 
 Strøm] nemner hendinga (ikkje segna) i «Beskrivelse over Fogderiet Søndmør», bd. II, 2 (2. utg. 1908) s. 220 f.
 
 Sagn om Kirker] jfr. NM s. 81 ff.
 
 Julesvende] jfr. Nils Lid: «Jolesveinar og grøderikdomsgudar», 1933.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008