070 Maurits R. Aarflot, 22.8.1844

Kjære Ven!
 
Jeg skylder at underrette Dig om, at jeg har modtaget de 5 første Nummere af Landboavisen, og jeg skylder at takke oprigtigt for din Skrivelse af 1ste August, som jeg ogsaa har modtaget. Den Fornøielse hvormed jeg læste samme, var saa meget større, som det var saa meget længere end ellers, siden jeg havde faaet nogen Efterretning fra Søndmør. Hvor vilde jeg ikke nu ønske, at dette kunde skee fremdeles, og at jeg atter af Landboavisen kunde erfare det Vigtigste fra Hjembygden; men dette bliver nu alligevel umuligt; jeg staar nu atter færdig til at reise, og det altid længere og længere bort, uden at vide, hvorhelst eller hvorlænge, jeg kommer til nogen Rolighed. Dog, engang skal nu vel dette blive anderledes; havde jeg kun engang faaet Kristiansands Stift bag om Ryggen, saa vilde det strax blive lettere, og siden skulde det da blive alt bedre og bedre. Man faar trøste sig med det gamle Studenterordsprog: Per aspera ad astra, det er udlagt: Gjennem Besværlighed til Herlighed. Dette Haab om Fremtiden er nu altid saa godt at tage til, endskjønt Erfaringen ofte er slem nok, naar den viser os, at saadant kun er Selvbedrag og Skuffelse, og at vore glimrende Forhaabninger kun vare Drømme uden Betydning. Saaledes kan det vel engang hænde, at jeg under andre Forholde kommer til at tænke paa, hvor lykkelig jeg var i disse Dage, da jeg tumlede omkring vidt og bredt i Landet i en aldeles ubunden Friheds Tilstand, uden Omsorg og uden Besværinger. Men det er nu tidsnok at tale derom, naar det kommer; man skal ikke sørge for den Dag, som man ikke har seet.
 
Hvad jeg skulde skrive først, var imidlertid, at jeg har faaet Anmodning fra Trondhjem om at bereise Kristiansands Stift for det Første; en nærmere Bestemmelse af Reisetiden skal jeg senere faae. Nu er det Noget som siger sig selv, at naar jeg bereiser Kristiansands Stift, saa reiser jeg, hvis Alting ellers gaar vel, ogsaa gjennem Agershuus Stift, enten man beder mig derom eller ikke; og saa kan du tænke dig, hvad for en Grammatik og hvad for en Ordbog og hvad for Anstalter der vil blive. Imidlertid synes det, at man ikke venter sig synderlig meget af dette Arbeide; efter Alt hvad jeg kan erfare, er det kun to tre Mænd i Trondhjem, ligesaa mange i Kristiania og ligesaa mange i Bergen, som bry sig Noget om denne Sag; ellers er man ganske ligegyldig derom og anseer det Hele enten som et unyttigt eller et latterligt Foretagende; især er det de fornemme og saakaldte dannede Folk paa Landet, som ansee denne Sag for Narrestreger; men disse gode Folk ere jo fra gammel Tid saa vante til at foragte Bonden og Bondesproget, at man ikke kan vente noget andet af dem. Disse høifornemme Folk vide naturligviis ikke, at det norske Bondesprog er ti Gange og hundrede Gange rettere end deres eget Labbelændsk, som rigtignok grunder sig paa det i Bund og Grund fordærvede
danske Skriftsprog, men ellers er et Sammensurium, som indeholder Skummet af mange andre Sprog. Jeg haaber imidlertid, at jeg engang skal hjælpe til at sætte Sagen i sit rette Lys, og at vise hvor fortrinligt det norske Almuesprog er i sig selv, naar nemlig det nye og fornemme Slæng borttages fra samme; man skal see hvad det er som man har foragtet.
 
Men jeg er nu denne Gang saa tilbøielig til at gjøre Ophævelser, og at glemme hvad jeg først og fremst burde skrive. Som før er bemærket, reiser jeg nu en af Dagene herfra, nemlig til Stavanger Amt for det Første; siden kommer det an paa Sprogarternes Beskaffenhed, om jeg bliver kort eller længe paa vedkommende Steder; hvor Sproget er fornemt, der har jeg naturligviis intet at gjøre. Det kan saaledes ikke nytte at skrive mig til, førend jeg engang selv skriver og opgiver en vis Addresse, og det kan der maaskee blive længe til. Næste Post (d. 27de) oppebier jeg maaskee, men længere bliver det da ikke; forøvrigt skriver jeg nok tilbage til Skaanevig. Jeg beder at hilse Venner og Paarørende; hils især Rasmus Fagerhol; hans forrige Velynder Provst Münster befandt sig vel, da jeg var paa Voss; han er nu gammel og taler noget utydeligt formedelst Tandløshed; man sagde ogsaa, at han i den seneste Tid er gaaen tilbage i Kræfter, saa at det formodentlig lakker mod Enden med ham. Jeg var en tre fire Gange i hans Huus, og han spurgte meget omhyggelig efter alle søndmørske Forholde og yttrede at Søndmøringerne vare meget snilde Folk imod ham. Hans Datter Henriette var meget begjerlig efter at høre om adskillige Bekjendte paa Søndmør, hvilke jeg deels kjendte og deels ikke kjendte. Jeg blev saaledes paa Grund af min søndmørske Herkomst meget vel modtagen hos Provst Münster. Men Brevet er fuldskrevet og jeg maa slutte, hvilket da skeer med et hjerteligt Levvel!
 
Skaanevigssøen den 22de August 1844.
Iver Aasen.
 
E. Skr. Jeg kunde vel have meget at skrive om, men jeg glemmer det paa den Tid, da det behøves. Naar skal vi vel faae tale sammen, iblandt andet om den Reise til Bergen som du i Brevet har omtalt? Fra min Brodersøn har jeg ikke faaet noget Brev; saa at dersom han har skrevet Noget, da maa det være forkommet. Jeg har ogsaa hørt at et Brev fra Kristiania med en hosfølgende Bog skulde være paa Veien til mig, men den er ikke til mig kommen og kommer vel neppe. Det nytter ikke at skrive mig til. Dersom de omtalte Sange ikke allerede ere trykte, ønskede jeg et Par Forandringer i dem, nemlig i anden Sang (Vers mindes ikke) "Han den Svage ei beskjæmmer for hans Feil med Haan og Spot" (istedetfor "sin Feil"), og i tredie Sang, 1ste Vers: Slutningen: "og Held af Uheld flyder" (istedetfor "og Fryd og Sorg udflyder").
 
Utanpå: S. T./Hr. Postaabner Maurits Aarflot/a/Voldens Postaabnerie/pr. Aalesund.
Betalt.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i BV s. 5255) omframt ein stutt kladd. Labbelændsk, ~ [fyrst skrive:] Labbelændske Sludder,
 
I brev frå M. Aa. 1. aug. 1844 heiter det at han kan mykje vel skjøna at ferdalivet må vera tungt og «anstrængende», men «jeg ønsker Dig derfor Held og Kraft til at fuldende Værket.» Alt kan no verta keisamt. «Men dit kjække Mod vil dog herfor ikke give tabt». Han helsar frå Rasmus Fagerhol som fekk låna brevet og «læste det for dine Folk i Aasen». Brorsonen, Ivar, er framleis sjuk. Rasmus Fagerhol spør etter prost Münster på Voss som «havde saa megen Godhed for ham.»
 
- M. Aa. takkar så for songane [jfr. merknad til Br. nr. 58]. Han er oppteken med bygging, og det har hindra han i å prenta songane, «men det første mulig kan Du være forvisset om at jeg vil benytte mig af Dit gode Tilbud.». Prenteverket har no fått papir og har frå 1. juli gjeve ut avisa. M. Aa. sender vedlagt fire nr. Av husa er borgstove og stabbur bygde. Vyrket til hovudbygningen ligg og ferdig.
 
 Morten Wendelboe Münster (17711851) sokneprest og prost i Tunsberg 1809, sokneprest i Herøy 17. aug. 1821, sokneprest på Voss 1828 (prost 1833). M. hadde òg hjelpt fram David Lemme (jfr. Br. nr. 67).
 
 Henriette Münster (17961852) eldste dotter til M. W. M., ugift.
 
 Sange] Aasens nye tekstframlegg vart prenta.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008