067 Christian Brudvig, 12.8.1844

Til Lensmand Brudvig.
 
Jeg har nu i saa lang Tid forsømt at opfylde mit Løfte om at skrive Dem til, at jeg ikke veed hvad denne lange Udeblivelse skal undskyldes med, undtagen det skulde være mit Ophold i afsides liggende Egne, og de mange andre Breve jeg har havt at skrive. Imidlertid har jeg fuldendt mit Ophold paa Voss og i Hardanger og desuden været i mere end en Maaned i Søndhordlehn, hvor jeg nu venter paa Brev fra Trondhjem, paa hvilket det da vil beroe, om jeg skal gaae over til Kristiansands Stift eller ogsaa vende tilbage mod Nord. Gid det kun ikke vilde gaae saa seent dermed som i forrige Aar. Jeg har imidlertid været ved Sundhed og Helbred; jeg bør ogsaa underrette Dem om, at jeg lidt efter lidt kom mig igjen efter den Sygelighed, som jeg var plaget [af] paa Reisen til Voss; da De gjorde mig den Fornøielse at ledsage [mig.] De Lægemidler, som De lod mig benytte, gjorde uden Tvivl meget til at denne Sygelighed ikke tog nogen slemmere Vending. Iblandt Vosserne befandt jeg mig ganske vel og kom i Kjendskab med flere særdeles kundskabsrige og dygtige Mænd; blandt hvilke jeg i Særdeleshed vil nævne Kirkesangeren David Lemme, en i flere Henseender udmærket og agtværdig Mand. Iblandt Hardangerne befandt jeg mig ogsaa særdeles vel og den Venlighed og Velvillie som jeg forefandt hos alle de Familier som jeg under mit Ophold i Ullensvang blev kjendt med, gav mig et særdeles fordeelagtigt Begreb om dette Folk. Efterat have forladt Hardanger opholdt jeg mig en kort Tid i Strandebarm og reiste derfra til Skaanevig hvor jeg nu opholder mig. Ogsaa her har jeg truffet særdeles brave og velvillige Folk, ligesom jeg ellers i hele den senere Tid har været heldig i denne Henseende; men alligevel bliver jeg nu meget kjed af disse Reiser og idelige Forandringer, saa at dersom jeg ikke interesserede mig saa meget for den Sag, som er Reisens Formaal, vilde jeg af al Magt søge at komme i Rolighed saa snart som muligt.
 
De Forgreninger af Almuesproget, som jeg i den senere Tid har stræbt at faae Kundskab om, ere særdeles fortrinlige og have vel fortjent den Tid som er anvendt paa Undersøgelsen af samme. Den vossiske og hardangerske Dialekt have en høi Rang iblandt de bergenhusiske Sprogarter, især i Henseende til Formernes Lighed med de gamle. Med Hensyn til Rigdommen af vigtige gamle Ord er derimod den søndh ordlehnskeligesom den nordh ordlehnske  særdeles fortr inlig.
 
[Skaanevigssøen] den 12 August.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd.  /da De gjorde. at ledsage/ [mig.]
 
Om Brudvig jfr. merknad til Br. nr. 52.
 
 David (Dave) Larson Lemme (1805om lag 1880) var fyrst nokre år omgangsskulelærar men for så til Eigersund og lærde seg til handverkar, gjekk seinare på Stord Seminar (eksamen juli 1842), var sidan lærar, klokkar og organist på Voss.
 
Andre vossingar som I. Aa. råka var David Larson Hustveit (17961870) og Sjur Monson Bakketun, jfr. R s. 40 f.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008