061 Maurits R. Aarflot, 4.7.1844

Kjære Ven!
 
Det seer ikke videre fordeelagtig ud med min Efterretlighed i at opfylde Løfter; thi det var, saavidt jeg erindrer, i Marts Maaned, at jeg sidst skrev dig til og lovede, at jeg strax efter Ankomsten til Hardanger atter skulde lade høre fra mig. Dermed gik det dog ikke saa ligefrem, som jeg havde tænkt; jeg kom til at opholde mig langt fra Postaabneriet og havde saaledes Vanskelighed for at afsende noget Brev, og endnu mere for at vente Svar derpaa. Imidlertid er jeg nu allerede flyttet fra Hardanger, og er kommen ud i Hovedpostveien; hvorfor det altsaa er paa høi Tid, at jeg sender dig nogle Linier. Mine Reiser i den senere Tid ere i Korthed følgende: Efter et Ophold af 5 Ugers Tid paa Vossevangen, reiste jeg sidst i April til Ullensvang i Hardanger, hvor jeg siden opholdt mig i 7 Uger; derfra reiste jeg da først til Strandebarm og var der en Uges Tid, siden tog jeg Veien lige til Skaanevig, hvor jeg nu har været nogle Dage, og kommer til at blive en 4 eller 5 Uger for at afvente Svar paa en Halvaarsberetning, som jeg allerede har afsendt herfra til Trondhjem. Du seer heraf, at jeg nu er bleven lidt uroligere end før, og det er ogsaa vel fornøden; thi mit Ophold i Sogn og Nordhordlehn tog saa megen Tid bort, at der vil blive kun liden Tid for andre Distrikter, hvis jeg nemlig skal tænke paa Omreisen igjennem Kristiansands og Agershuus Stifter. Dette sidste beroer nu mestendeels paa hvad Svar jeg faar fra Trondhjem, hvis ellers dette Svar skulde komme frem i betimelig Tid; skulde det derimod gaae saa trægt dermed som i forrige Aar, saa er jeg nu saa halvveis tænkt paa at "styre tilbage mod Nord". Den Tid, som var bestemt for mine Reiser, er som du veed, to Aar "for det Første", og udløber saaledes med næstkommende September Maaned. I Betragtning af de Ubehageligheder, som disse Reiser føre med sig, og den Forlegenhed, som jeg vilde komme i, naar mit Stipendium ved en eller anden Hindring atter skulde udeblive, har jeg i min afsendte Beretning givet at forstaae, at jeg ikke har synderlig Lyst til at fortsætte Reisen; dog med Tilføiende, at jeg just ikke heller vil undslaae mig derfor, hvis man endelig vil forlænge Understøttelsestiden paa eet Aar eller to; da det vilde være af Vigtighed for Sagen, at de andre Stifter ogsaa bleve bereiste, om endog denne Reise maate gjøres saa kort som muligt.
 
Virkelig er jeg nu ogsaa meget kjed af disse Reiser, og længes tilbage til de kjære Hjembygder, eller i det mindste til et Sted, hvor jeg kunde arbeide i Rolighed, have Venner og Bekjendte omkring mig og leve fornøieligt. Nu gaar det blot i en evig Tummel; stundom forbliver jeg kun nogle Dage paa et Sted, og maa da svare tusinde Gange op igjen paa en Mængde nysgjerrige Spørgsmaale om min Reises Hensigt, om Nytten af samme, og om min egen Duelighed til at befordre denne. Stundom bliver jeg derimod i længere Tid paa et Sted, kommer i Bekjendtskab med oplyste og brave Folk, nyder Agtelse og Fortrolighed af disse, og maa saa igjen forlade dem for atter at styrte ind imellem Fremmede, for hvilke alle mine forrige Bekjendtskaber ere ubekjendte. For min egen Part vilde jeg derfor hjertelig ønske at faae Ende paa disse Reiser, men for Sagen selv, som jeg nu engang interesserer mig for, vilde dette ikke være tjenligt; Arbeidet vilde derved kun være at ansee som halvgjort, og der findes nok ikke mange, som vilde fuldføre samme eller som kunde gjøre det paa den rette Maade.
 
Det vil formodentlig ikke være dig ukjært at høre Noget om de Folk, iblandt hvilke jeg i den seneste Tid har vanket. Om Vosserne har du vel forhen hørt tale; de have nemlig et meget slemt Rygte, som grunder sig paa deres Tilbøielighed til Slagsmaal og blodige Optrin, og især paa den gamle Skik at bruge Kniven imod sine Modstandere. Jeg befandt mig imidlertid meget vel iblandt Vosserne, og fattede ved nærmere Bekjendtskab megen Agtelse for dem. De ere modige, virksomme og tænksomme Folk; der findes mange udmærkede oplyste Mænd iblandt dem, og i Arbeide og Kunstfærdighed overgaae de alle de øvrige Bergenhusinger. Voss er ellers et mærkværdigt Landskab og Vossevangen med dens Omegn er et af de smukkeste Steder i det vestenfjeldske Norge. Nedenfor Vangen seer man en Deel af det store Vangsvand, ovenfor samme har man en meget bred Dal, hvis dybeste Flade er bevoxet med tæt Furreskov med en og anden Gran imellem; igjennem denne Skov løber den mægtige Vosse-Elv, og paa Siderne af Skoven ligge store Bygder; thi Fjeldene gaae her saa jævnt og skraat opad, at Gaardene ligge ikke i en enkelt Række langs Foden af samme, men i to og tre Rækker ovenfor hinanden. Vangen selv seer ud som en liden By, over hvis Huse den store Vangen Kirke (den største paa Landet i Bergens Stift) rager frem med sine hvide Mure og sit høie Taarn. Blandt Gaardene omkring Vangen er der især en som hedder Lekve, der er ligesaa smukt bebygget som smukt beliggende; den beboes af en Proprietær Fleischer.
 
Hardanger er langt fra ikke saa vakkert som Voss; man seer her for det meste kun bratte stenige Strande med adspredte Gaarde, mange Steenskreder og store Fossefald. Derimod kan jeg ikke noksom rose Folket i Hardanger. Under mit Ophold i Ullensvang blev jeg kjendt med mange Mennesker og mange Familier, og overalt fandt jeg en særdeles Venlighed, Velvillie og Aabenhjertighed. Naar man nu ogsaa veed, at baade Sædeligheden og Oplysningen staar paa et høit Trin i dette Distrikt, saa feiler jeg vist ikke meget ved at ansee Hardangerne som den ædleste Forgrening af Folket i Bergens Stift. Ellers kan jeg for mit Vedkommende just ikke klage over de andre Distrikters Beboere; det eneste Sted, hvor jeg har mødt Uvillie og Tværhed, er iblandt de saakaldte Striler nordenfor Bergen, og dog ere disse Folk heller ikke saa slemme, naar man først bliver velkjendt med dem.
 
Iblandt Sprogarterne i disse sydlige Distrikter er den hardangerske og vossiske mærkeligst; den hardangerske har visse Fuldkommenheder, som ikke findes i nogen af de andre bergenhusiske Dialekter; f. Ex. Formerne: Gutar, Hestar, Skaale'r (læs Skaalìrr), Kistor, Huor; æg kastar, jeg kaster, men derimod æg kasta, jeg kastede. Det er ellers vanskeligt at sige, hvilken af Dialekterne i Bergens Stift der er den fuldkomneste; thi den ene har altid visse Fortrin som den anden mangler, og den anden har atter visse Fortrin, som den første mangler. I en Ordbog bør imidlertid de sydlige Distrikters Sprog gives Forrangen, baade for deres simplere lettere Udtale, og for deres større Lighed med det gamle Sprog.
 
Jeg længes nu inderlig at faae nogle Linier fra dig, saa meget mere som jeg nu i lang Tid ikke har hørt Noget fra Søndmør, hvilket ogsaa er min egen Skyld og ikke din. Kjære, skriv mig til, saafremt det er muligt; min Adresse er nu: Skaanevigssøen pr. Skaanevigs Postaabnerie i Søndhordlehn (Stedet skrives ogsaa Skonevig). Send Brevet ufrankeret; det er dog den mindste Tjeneste jeg kan gjøre dig (især under nuværende Omstændigheder), at jeg betaler Portoen for dit Brev. Imidlertid beder jeg at hilse Venner og Paarørende, idet jeg til Slutning sender dig selv min hjerteligste Hilsen.
Skaanevigssøen den 4de Juli 1844.
Iver Aasen.
 
E. Skr. For at give dig en tydeligere Forestilling om Vossevangens Omegn, som ovenfor er omtalt, vedlægger jeg her en lille Pennetegning af samme. Ligesaa vedlægges en Afskrift af et Sagn fra Hardanger, som en lille Prøve paa den hardangerske Dialekt. Der var endnu adskilligt, som jeg ønskede at skrive dig til om, men da jeg nu ogsaa har en tre fire andre Breve at skrive, saa bliver det mig for travlt; dessuden erindrer jeg ikke alt, som jeg havde tænkt at anføre. Du har vel seet en lille Bog, som kaldes "Brødsmuler", forfattet af Lars Melle og trykt i Bergen i forrige Aar. I en af de sidste Sange i denne Bog findes der nogle faa "Smuler", som ere opsamlede af en Sang, der tilhører Rasmus Fagerhol; men dette har du maaskee allerede mærket; ialfald er det kun en Bagatel, saa vel for den der mistede "Smulerne", som for den der fandt dem. Hvorledes er det med Bogtrykkeriet der hjemme? Maaskee det fulgte ogsaa med i den sidste Ulykke! Jeg veed nu ikke mere om Hjemmet end en Udlænding. Da jeg nu i lang Tid ikke har skrevet Breve eller opgivet mit Opholdssted, er det vel muligt at der kan være komne Breve til mig enten til Bergen eller til Voss; jeg vil imidlertid nu skrive til mine Kommissionærer paa disse Steder.
 
Jeg glemte forrige Gang at anføre, at jeg har en Bog, som tilhører din Fader, nemlig Hallagers norske Ordsamling. Ak, det er kun en eneste; jeg vilde ønske at jeg havde mange; de kunde da være reddede fra Ødelæggelsen.
 
Utanpå: S. T./Hr. Postaabner Maurits Aarflot/a/Voldens Postaabnerie/pr. Aalesund.
Betalt.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i BV s. 4852) omframt serskild kladd (saman med kladdar til Br. nr. 62, Br. nr. 63, Br. nr. 64 og Br. nr.65).
 
  Vosserne] jfr. R s. 3442.
 
 Johan Sechmann Fleischer (17881863) fekk i 1810 skøyte av far sin, Herman F., på garden Lekve.
 
 Pennetegning] om lag den same teikninga som er prenta i R s. 36.
 
 Sagn fra Hardanger] «Røildalskirkjo», prenta i «Norvegia» II, 1908, s. 23132 (med merknader av Moltke Moe) og i NM s. 82
 
- Lars Knutson Melle (17981865) bonde på Melle i Ørsta og omgangsskulelærar. Han høyrde med til Hauge-venene og stridde hardt for Pontoppidans «Sandhed til Gudfrygtighed» (jfr. TSH 194647, s. 92 f.). Han gav ut «Brødsmuler ned faldne fra det himmelske Taffel og Tid efter anden opsamlede af en fattig i Aanden, som gjerne vil dele deraf til ligesindede Zions Brødre og Søstre», Bergen 1843 (2. utg. Bergen 1853). 
 
- Rasmus Olavson Fagerhol (17771847) var frå Haugen i Ørsta, omgangsskulelærar i 2. krins i Ørsta, 17981810, åtte ei tid farsgarden som han bygsla bort (180224). Han var ei tid lærar på Leikongstranda, kjøpte seinare Fagerhol, grannegarden til Aasen, der han budde 182638 (jfr. BV s. 162), gav ut «Lærerige og nyttige Moralske Historier», Egset 1813 (jfr. Egsettrykk nr. 104). Frå denne er det Lars Melle har henta nokre «Smuler». I 1841 freista han få i gang ein sundagsskule i Hovdebygda, men ingen ville hjelpa han. Mellom R. F. og I. Aa. har det vore brevskifte frå 1833 av. I Aa. skreiv i 1838 ein song på 24 vers til han (jfr. merknad til Br. nr. 17). R. F. har elles kosta i prent «En sørgelig Vise, sammenskreven efter Forfatterens fuldendte møysommelige Landflygtighed fra Fædreneland, Forældre, Sødskende og Venner; sjunges som skjøn Valborgs Vise. Paa ny til Trykken bekostet af Rasmus Hougen. Eegseth [u. å.] Trykt hos S. Aarflots Enke» (29 vers. Fyrste lina: «Intet Menneske vente maae, Bestandighed at finde». Ikkje nemnd i Egsettrykk, sjå vidare merknad til Br. nr. 100.
 
Bogtrykkeriet] jfr. merknad til Br. nr. 58 og til Br. nr. 90.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008