059 Niels Alstrup, 29.3.1844

S. T. Hr. N. Alstrup.
                                                                                   Vossevangen 29 Marts 1844.
 
Formodentlig venter De nu ikke længere paa Brev fra mig; thi da en Sommer, en Høst og en Vinter ere hengaaede siden jeg sidst lod Dem høre fra mig, maatte De naturligviis have tænkt, at jeg enten var reent bortkommen, eller i det mindste havde glemt, at jeg var skyldig at skrive Dem til. Idet jeg nu endelig indfinder mig med nogle Linier, gaar det mig ligesom Barnet, der er udsendt i et Ærinde og som ved godt Selskab eller deslige opholdes saa længe over den passende Tid, at det tilsidst endog skammer sig ved at gaae hjem igjen. Enhver Undskyldning for min uhyre Forsømmelighed vilde nu ansees som utilstrækkelig; og jeg vil derfor ikke spilde Tiden med at anføre nogen saadan, men kun simpelthen nævne de Omstændigheder hvori jeg har været siden jeg sidst skrev Dem til; og De vil deraf see, at jeg rigtignok har havt god Tid til at skrive, men ikke synderlig meget at skrive om. Da De afreiste til Kr istiania havde jeg som De veed, taget Ophold hos Lensmand Brudvig paa Lillebergen, og paa dette Sted fik jeg da ogsaa forblive i al Ro og Mag lige til denne Maaned. Den eneste Afbrydelse heri var en og anden Reise til Byen, deels for at aflevere en Epistel til de Trondh jemske[,] deels for [at] spørge efter Svar paa samme. Men med Svarene saae det meget mørkt ud; kun een Gang[,] nemlig i Aug. Maaned, fik jeg en Skrivelse nordenfra, hvormed fulgte en Deel Bøger og intet Andet, men fra denne Tid blev det aldeles stille paa den Kant, og intet Ord, ingen Lyd lod sig høre, førend i f. M. da den saa længe forventede Befrielsesdag endelig oprandt. Den 21de Febr. fik jeg Bud fra vor fælles Ven Johnsen, om at et Brev, der var af Vigtighed for mig, havde fundet Veien til Posthuset. Jeg begav mig naturligviis strax til Byen, hvor jeg da modtog et Brev med Stip endium for et Aar og med adskillige Undskyldninger, hvoriblandt den at man ikke havde faaet den forventede Beretning fra mig for det næstforegaaende Halvaar, saa at jeg altsaa nu maatte sende Vedk ommende en Afskrift af bemeldte Beretning. Da jeg nu ikke længere behøvede at "sidde hos Lensmanden", belavede jeg mig strax paa Reisen t ilVoss som skulde været gjort for et halvt Aar siden, imidlertid hengik der endnu nogen Tid, deels i det store Bergen og deels i det lille, saa at jeg først for nogle Dage siden ankom til Vossevangen. I den hele Tid havde jeg tænkt, at jeg først ved Ankomsten hertil vilde skrive Dem til, idet jeg altid haabede at Afreisen hertil kunde foregaa med det Første og heraf kommer det sig, at jeg saa længe er udebleven med Skrivelse.
 
Imidlertid har jeg nu som forhen tilbragt Tiden med at læse og skrive og skrive om igjen. I den nordhordlehnske Dialekt fandt jeg lige til den sidste Tid bestandig et og andet nyt, hvoraf meget findes at være ældgammelt og nationalt. I Bergen blev jeg bekjendt med en Mand som har skjænket Almuesproget megen Opmærksomhed og har megen Kundskab om samme, nemlig hr. Stiftamtm and Christie; hos hvem jeg ogsaa fik laane adskillige Bøger, henhørende til Kundskaben om det gamle nordiske Sprog. Det betydeligste af mine egne Arbeider har imidlertid været en ny Grammatik, som i Grunden var en Omarbeidelse af den søndmørske, som De engang har seet, men er langt stør[r]e og bedre end denne.
 
Fornøielser har jeg ikke havt synderlig mange. Paa Lillebergen var der ikke særdeles Adgang dertil[,] dog hvad der ærgrede mig meest, var at jeg ikke havde Anledning til at læse Aviser, saa at jeg nu er saa ubekjendt med den store Verden som et Barn; imidlertid har jeg dog hørt, at Kongen er død, og Klokkerne i den store Kirke paa Vangen minde mig nu daglig derom.
 
Ved min Afreise fra Bergen leved Johnsen meget vel; jeg fulgte ham engang  til hans tilkommende Opholdssted og besaae samme. Clausen skal have været meget syg, men var dog nu kommet paa Benene igjen. Jo[h]nsen fortalte mig at De har taget et nyt Opholdssted i Christ iania, men jeg glemte skammeligt nok at optegne det og stolede paa min Hukommelse, som dog har slaaet mig feil. Jeg afsender saaledes dette Brev under den af Dem forhen opgivne Addresse. Jeg bliver her paa Vangen i det høieste tre Uger til og reiser saa til Hard anger formod entlig til Ullensvang.
 
Addr. Hr. Studios. Niels Alstrup/a/Christiania/afl everes hos Mad. Schou i Schous Gaard i Kirkegaden.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal :
Kladd.  /have tænkt/ ~ tænke
 
 sidst lod Dem høre fra mig] I. Aa. til N. A. 3. juni 1843 og 12. juli 1843 [det siste brevet vart sendt med «Leilighed»], men kladdar til desse breva har eg ikkje funne.
 
I brev frå Eivindvik 8. juni 1843, takkar N. A. for I. Aa.s brev frå 3. juni. N. A. tykkjer det er leitt at I. Aa. skal ha så mange vanskar med å finna «et fast Sted» i Nordhordland, så han kan få «studere denne i Sandhed smukke Dialect af vort Almuesprog. At De ikke lider Strilerne forekommer mig underligt; dog De kan have Ret, og jeg Uret; men mig forekommer disse Karler at være ret brave iblandt. At De vil betragtes som en temmelig mistænkelig Person, er vist, thi at Almuen skulde have Sands for Retningen af Deres Studier var formeget forlangt, og det saa meget mere, som mange, og Pluraliteten af de Conditionerede, deler denne Almuens Anskuelse.» N. A. har hug til å fara til Bergen så han kan få råka I. Aa. «da jeg har en heel Deel Planter som jeg er kommen i Urede med». Av nytt frå Eivindvik fortel han at «Henrik [Johnsen] klemmer paa en Bondefele af al Kraft, samt skriver, fisker og skyder. Pigerne her omkring leve vel, » Han skal elles helsa frå Joachim Voss [sjå merknad nedanfor], prost Dahl [jfr. merknad til Br. nr. 46], Niels Clausen [jfr. merknad til Br. nr. 49], Henrik Johnsen [jfr. merknad til Br. nr. 52 og merknad her nedanfor]. 
 
- I brev 8. juli 1843 fortel N. A., at han reiste til Bergen «imorgen 14 Dage siden» og var der til laurdag, men han fann ikkje I. A., noko han er lei for. Derimot tala han med Henrik Johnsen. N. A. ynskjer I. Aa. betre lukke på ferda no, enn sist då ein strile-lensmann «vilde arrestere [dig], eller truede med Arrest» [jfr. merknad til Br. nr. 49]. N. A. held no på med førebuingane til si «Christiania-Reise» 18. juli. «Deres Grammatik sendes herved [tilbage] med Hilsen fra Voss og Tak for Laanet [dvs. Joachim Voss som hadde lånt eit av I. Aa.s manuskript, jfr. merknad til Br. nr. 49]. Jeg vil lægge den i et særskildt Brev, for at den ikke skal komme bort, om dette Brev skulde lide denne Skjæbne. Hos [Henrik] Johnsen altsaa er Grammatikken indlagt.» N. A. skal helsa frå Joachim Voss og prost Dahl.
 
Om Niels Alstrup sjå merknad til Br. nr. 49 og  Br. nr. 62.
 
- vor fælles Ven Johnsen] Henrik O. Johnsen (namnet er stundom skrive Jonsen) var kontorist hjå prost Dahl i Eivindvik medan I. Aa. var der i bygda. I. Aa. budde i prestegarden frå 20. mars til 3. april 1843, flytte sidan til garden Undertun. H. O. J. flutte seinare til Bergen der han var handelsbetjent. Mellom vener i Bergen var H. O. J. «min Fortroligste», seier I. Aa. (jfr. R s. 34).
 
Om H. O. J. sjå elles merknad til Br. nr. 52 og Br. nr. 65.
 
- Wilhelm Frimann Koren Christie (17781849), cand. jur. 1799, 1808 sorenskriver i Nordhordland, 181525 stiftamtmann i Bergen, 1828 tollinspektør i Bergen, grunnla i 1825 «Det Bergenske Museum» (= Bergens Museum), samla fornminne, folkeminne, dialektord m.m. (sjå W. F. K. Christie: «Norsk Dialect-Lexicon og nokre folkeminne og brev», utg. med innleiing ved G. Indrebø, i Bergens Museums Årbok 1937, hist.-ant. rekke nr. 1).
 
C. møtte på Riksforsamlinga på Eidsvoll 1814, stortingsmann og stortingspresident 181421. Aa. vitja C. 29. nov. 1843, 16. jan., 22. og 26. febr. 1844. Sjå elles R s. 33 og merknader til Br. nr. 237.
 
 Kongen er død] Karl Johan døydde 8. mars 1844. Etter påbod vart det ringt med kyrkjeklokkene i 8 dagar.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008