044 Ludvig J. Daae, 16.1.1843

                                                [Sogndalsfjæren] 16de Januar 1843.
 
Velbaarne Hr. Kapitain.
 
Da jeg nu har opholdt mig saa længe her i Distriktet at jeg nogenledes er bleven bekjendt med Folket og med dets Sæder og ligeledes er kommen ret i Gang med mit Arbeide, skulde jeg ved nogle Linier underrette Dem om mit Befindende og Anskuelse af Forholdene. Da jeg sidst skrev Dem til, befandt jeg mig ikke ret vel, og nogen Tid derefter blev jeg ogsaa alvorlig syg, saa at jeg laae en heel Dag tilsengs, noget der som De veed, ikke er hændt mig paa lang Tid. Man paastod at jeg led af Forkjølelse og foreslog mig en Svedekur, som jeg da ogsaa forsøgte og det med saa heldigt Udfald, at jeg siden den Tid har været fuldkommen frisk, ligesom jeg ogsaa forøvrigt befinder mig ganske vel.
 
De Bekjendskaber jeg til denne Tid har her paa Stedet, ere ganske faa, da Oplysningen og tillige Sædeligheden iblandt Bondestanden her staar paa et meget lavt Trin, og her saaledes ikke i Nærheden ere ret mange, hvis Bekjendtskab kunde være mig til synderlig Nytte. Som en glimrende Undtagelse maa jeg dog nævne en Ole Fl ugum, Søn af Klokkeren her i Sogndal, en ung vakker Mand med udmærket Aand og Kundskab, men som boer et Stykke her fra og som desværre lider af Sygelighed og Legemsfeil. Af de mange Konditionerede her paa Stedet er kun een Mand, som jeg har noget Bekjendtskab med, nemlig Løitnant Leigh, der nu efter at han for længer Tid siden blev afskediget fra Militærtjenesten formedelst Sygelighed, opholder sig her som Pensionist paa en smuk Gaard og i velhavende Forfatning. Jeg henvendte mig til denne Mand strax efter Ankomsten hertil for at faa læse Morgenbladet og har siden besøgt ham tre eller fire Gange om Ugen for Avisernes Skyld. Det er en meget dannet Mand og en Elsker af Videnskaber, især Naturhistorie hvorfor han i den Tid da Professor Nilsson fra Lund gjorde sine naturvidenskabelige Reiser i Norge stod i Forbindelse med ham ved adskillige Meddelelser, først personlig og siden ved Brevvexling. Han har viist mig Prof. Nilssons Breve til ham og har velvilligen laant mig samme Nilssons skandinaviske Fauna (to første Dele) samt nogle andre Bøger.
 
Hvad mit Arbeide angaar, da har jeg hidtil for det meste blot arbeidet paa den Ordbog i Almuesproget i den nordligste Deel af Bergens Stift, paa hvilken jeg strax efter Ankomsten hertil begyndte. Jeg er dermed nu avanceret til Halvten af Bogstavet S, og har saaledes lidt over en Femtedeel igjen. Desforuden har jeg optegnet en ikke ubetydelig Deel sognske Ord og vedbliver næsten daglig at finde nye. Endskjønt her rigtig nok gives en god Deel gamle Ord, hvoraf nogle tildeels ikke bruges nordenfor, er dog ikke Forraadet af saadanne saa stort som jeg havde ventet, og her viser sig overalt en Overgang til en større Forneemhed og Pyntelighed i Talen. Saaledes er Sproget mere gammeldags ude paa Sognfjæren eller Yttresogn, men der er det ogsaa mere ligt de nordligere Dialekter, saa at jeg antager, at der ikke vil udkræves saa langt Ophold som her, hvor der dog uagtet den omtalte Overgang gives adskillige Egenheder og flere interessante Alderdomslevninger.
 
Ved at lægge mærke til Folkets Sæder og Tænkemaade her i Distriktet, har jeg rigtignok bemærket adskillige gode Egenskaber ved samme, saasom en stor Gjæstfrihed og Hjælpsomhed, samt en vis Høimodighed mod Uvenner; men ved Siden heraf findes dog meget ufordeelagtigt; især gaar Drukkenskaben og Løsagtigheden over alle Grændser. Forresten er Folkets Levemaade forskjellig og forøvrigt ligesom hos os. Man arbeider for Mavens Skyld og naar en Skilling bliver fortjent, saa tænkes der paa Brændeviin. Gavmildheden gaar over til Brændeviinsskjænken, og en Mands Agtelse har forskjellige Grader efter Antallet af de Drammer han pleier at give; giver han lidet eller intet, saa er han en Fant. Medlemmerne af en Familie leve i evig Kiv og Strid og blive kun enige naar de faae Andre paa Hornene. Børn kunne ganske ustraffet sladre, bagtale, lyve og gjøre andre Folk Fortræd, men dersom de ikke lære et Arbeide saa hastigt som man vil eller de gjøre det feilagtigt eller de brække en Skee eller et Skaft af Vanvare, saa blive de paa det ubarmhjertigste pidskede. Den Arbeidsomme og Sparsomme ansees som en foragtelig Gnier og hans Formue betragtes med Misundelse. Alt sammen ligesom hos os.
 
Endskjønt Levemaaden som før nævnt, hos den store Mængde, er udskeiende og tøilesløs, gives her dog ogsaa et betydeligt Antal Læsere, som holde Forsamlinger og synge og sukke over Mængdens Daarlighed uden at denne derfor bliver mindre. Om den bekjendte Marta Heggjastad (Synarmarita synes ikke at have nogen Grund) fortæller man her, at det er en 40 aarsgammel Jente, der i sine tidligere Dage har levet med  Hoben og været paa vilde Veie; men for nogen Tid siden med Eet blev et andet Menneske og fik disse Aabenbarelser, som man har talt saa meget om. Den af Aviserne bekjendte Kandidat Schreuder havde i forledne Sommer paa en Reise i Sogn besøgt hende for at undersøge Beskaffenheden af disse Aabenbarelser, og havde yttret, at det alene maatte være Virkninger af en sygelig Indbildning, og denne Anskuelse skal han ogsaa have offentlig[g]jort i et nylig udkommet Skrift. Man paastaar ellers at disse Aabenbaringer ved at skildres af vankundige Folk have virket megen Skade, idet flere (man nævner 45)  Mennesker i Anfald af Skræk og Fortvivlelse have taget sig selv af Dage. Om det er sandt eller ei, veed jeg ikke; ialfald er man her meget tilbøielig til at troe det Vidunderlige; saaledes kom her i Begyndelsen af Julen Rygte om en Aabenbarelse at Verden skulde forgaae Nytaarsaften hvilket Rygte foraarsagede kun forøget Drikken hos Drikkerne og forøget Læsen hos Læserne.
 
Jeg tænker at kunne reise herfra til Yttre Sogn i Midten eller Enden af Februar. Rigtignok var det fornødent at være her længere, men andre Distrikter kunne være lige saa vigtige, og der vil ogsaa [trænges] nogen Tid til at undersøge disse. Mit Arbeide vil komme til at indbefatte en uhyre Mangfoldighed og det af meget forskjellige ulige Dele. Hvorledes det skal Alt bringes i den bekvemmeste Orden, og hvorledes det skal see ud, som udkommer af denne Røre, det forstaar jeg ikke. Men kommer Tid, kommer Raad. Naar Direktionen i Trondhjem vil give Penge og naar en høiere Direktion vil give Sundhed og Mod saa maa det dog vel gaa til Eet som man siger. Med Forklaringen af de søndmørske Ord er jeg ofte i Betryk, da jeg ikke finder noget Ord eller Udtryk som fuldkommen gjengiver dem, og derfor maa tage min Tilflugt til vidtløftige Forklaringer og Sammenligninger. Imidlertid har jeg netop heri fundet Beviser paa Almuesprogets Fortrinlighed, og vil ønske at denne Interesse maa vedblive; thi her er det netop Interessen som maa arbeide, slaar den Feil, saa er Arbeidskraften forbi.
 
Jeg glæder mig inderlig til det Øieblik da jeg efter Enden af denne babyloniske Udlændighed, om ikke før, skal besøge Deres Hjem. Modtag imidlertid minhjertelig Hilsen til Dem selv, Deres Kone og Børn.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd.  {Ved at lægge .... forskjellig og} 
 
- Ordbog] jfr. merknad til Br. nr. 50.
 
 Marta Heggjastad] ei 40-års gamal gjente som hausten 1841 tok til å sjå syner og få openberringar. Ho vart difor kalla «Syne-Marta» eller «Synar-Marita» (jfr. O. A. Øverland: «Syne-Marte», Kra. 1904, og R s. 18 f.). Om henne skreiv Henrik Wergeland ei vise, «Syne Marthe paa Veitastrand i Sogn», Kra. [15. nov.] 1842, som i utdrag (6 vers) vart prenta i «For Arbeidsklassen», III, 1842, 10. nov. (nr. 21), s. 16168.
 
 Hans Paludan Smith Schreuder (18171882), fødd i Sogndal, skreiv i «Noget om Martha Lassedatter Hæggestad», Bergen 1842, (s. 4) at M. H. «har vanskeligt for at skjønne de «Conditioneredes» Sprog og for at meddele sine Tanker paa en fattelig Maade.» H. S. meiner at synene var «Virkninger af en sygelig, meget ophidset eller oprørt Indbildningskraft i Forbindelse med en betydelig Nervesvækkelse, hvilke to Dele igjen vexelsidigen betinge hinanden» (s. 30).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008