043 Maurits R. Aarflot, 8.1.1843

Kjære Ven!
 
Det er nu en Maaned siden jeg modtog dit første Brev hertil, og i al denne Tid har jeg opsat at skrive dig til; deels fordi jeg altid ventede at gjøre flere nye Erfaringer, hvorom jeg kunde skrive, deels fordi jeg ogsaa ventede, at det Exemplar af de omtalte Viser, som du har villet sende mig, snart vilde indløbe, og jeg altsaa kunde behandle Erfaringerne og Exemplaret paa een Gang og saaledes slaae to Fluer med eet Smæk. Men herover er skeet en Udsættelse som jeg nu ikke bør forlænge endnu mere; allerhelst da jeg i mit Brev til dig omtalte en Sygelighedstilstand, som, da en saa langvarig Stiltienhed paafulgte, kunde give Anledning til mange Slags Formodninger.
 
Først skylder jeg da at underrette om, at jeg den 9de December modtog dit inderlig kjærkomne Brev af 23de November tilligemed Landboavisen, som jeg siden regelmæssig hver Gang har faaet, indtil sidste Postdag (d. 6te), da Intet indløb. For bemeldte Brev, som jeg saa inderlig havde længtes efter, samt for Landboavisen og de øvrige Medsendelser siger jeg herved min hjerteligste Tak; idet jeg oprigtig erkjender de store Venskabsbeviser, som du altid har givet og endnu vedbliver at give. Af de anførte Dagetal vil du ellers see, at det gaar yderlig langsomt med Breves Forsendelse imellem vore nuværende Opholdssteder, og at her just ikke er at tænke paa nogen hurtig Samtale ved Breve, som desuden ogsaa vanskeliggjøres ved Mangel paa Tid og ved andre Hindringer.
 
Dernæst skulde jeg give en Beretning om min Helbredstilstand, som jeg i mit sidste Brev havde omtalt som noget betænkelig. Virkelig befandt jeg mig dengang noget ilde baade paa Sjæl og Legeme; senere blev det vel bedre, men dog indfandt der sig en og anden Upasselighed, og den 11te Nov. blev jeg endelig alvorlig syg,  saa at jeg laae tilsengs en heel Dag, Noget som ellers ikke er hændt mig i en Tid af otte Aar. Man paastod, at jeg led af Forkjølelse, og raadede mig at indtage en Svededrik, som jeg da ogsaa gjorde. Dette Middel virkede; efter Svedekuren kom jeg mig hurtigt, og fra den Tid har jeg været fuldkommen frisk, og befinder mig ogsaa forøvrigt ganske vel. Kjedsomheden har ikke synderlig plaget mig, siden jeg blev nogenlunde kjendt paa Stedet, og siden jeg kom ret i Gang med mit Arbeide. Jeg har ofte forhen klaget over et vist Ildebefindende i Sindet, og har havt Aarsag dertil, da adskillige Anfald af Modløshed og Lede til Livet, samt af farlige Indfald og en Uro, hvortil jeg ingen Grund vidste, ofte i de sidste Aar har sat mig i en Frygt for min Sindstilstand, der var større end jeg vilde yttre for Nogen. Men jeg har nu det glædelige Haab, at den forandrede Tilstand og dermed følgende interessante Bevægelse, samt det alvorlige og dog fornøielige Arbeide vil virke velgjørende paa mig, som det allerede har gjort.
 
De Bekjendtskaber, som jeg har fundet her paa Stedet, ere ganske faae; da Oplysningen (og desværre ogsaa Sædeligheden) iblandt Bondestanden her staar paa et meget lavt Trin, og her saaledes ikke findes ret mange hvis Bekjendtskab kunde være mig til nogen Nytte. Imidlertid kan jeg dog her nævne en glimrende Undtagelse, nemlig en Ole Flugum, Søn af Klokkeren her i Sogndal, en ung og vakker Mand, der har nydt en omhyggelig Opdragelse og Leilighed til en Uddannelse, hvortil han havde udmærkede Anlæg. Han er Lærer paa en betydelig fast Skole og har desuden en vigtig Deel i Kommunalbestyrelsen. Paa denne sidste synes især hans Opmærksomhed at være rettet; og saaledes kunde han give Haab om et godt Storthingsemne; men desværre, svarer hans Legemstilstand ikke til hans sunde og kraftige Aand, da han lider af Sygelighed og har Feil baade paa Hænder og Fødder. Jeg beklager at jeg altfor lidet har havt Anledning til Omgang med denne interessante Mand; da hans Bopæl ligger et Stykke herfra, og han desuden altid er overlæsset af Forretninger. Af andre Bekjendtskaber vil jeg nævne forhenværende Storthingsmand Mons Eggum, samt en afskediget Skoleholder, der dog er en Drikker, som de Fleste her i Fjæren. Blandt de mange Konditionerede her er der kun een Mand, som jeg er kjendt med, nemlig en Løitnant Leigh, til hvem jeg strax efter Ankomsten hertil henvendte mig for at faae læse Morgenbladet, og som jeg siden har besøgt flere Gange hver Uge for Avisernes Skyld. Jeg har faaet laant adskillige Bøger hos ham, hvoraf jeg vil nævne Professor Nilssons skandinaviske Fauna.
 
Hvad mit Arbeide angaar, kan jeg berette, at jeg fordetmeste har arbeidet paa den føromtalte Ordbog, som jeg strax efter min Ankomst hertil begyndte paa, og at jeg nu dermed er avanceret til Bogstavet S (eller, da dette Bogstav er meget stort, til Sk). Dette Manuskript vil udgjøre 2 1/2 Bog eller 60 Ark, dog vel at mærke, paa brækket Papir saaledes at Halvdelen af hvert Blad er aaben for senere Tilføielser. Jeg har afdeelt det i 5 Dele à 12 Ark, og er nu færdig med tre Dele og Halvten af den fjerde. Dette Arbeide, som omfatter den Sprogforgrening, der hersker fra Romsdalens sydlige til Sogns nordlige Grændser, vil indeholde henimod 10,000 forklarede Ord og Talemaader; og dog ere de Ord som ere lige Skriftsprogets, samt de som med Lethed kunne udledes af andre, udelukkede.
 
Ellers stræber jeg daglig at gjøre Iagttagelser af Ord, Former og Talemaader i det Indresognske, deels for at finde saadanne som ei bruges nordenfor, deels for at erfare hvilke af de nordligere der ikke bruges her. Naar man blot undtager nogle uvigtige Egenheder i Udtalen, samt de Mellemlyde, som ogsaa bruges nordenfor, saa er det Indresognske en meget let Sprogart at tale og skrive. Man har ikke her den hyppige Brug af Lyden j (Jod) som hos os, ikke heller den egne Udtale af ll og nn, samt ikke heller den besværlige Brug af lsch eller lsj, som her langt bekvemmere og rigtigere udtales tl. Saaledes f. Ex. siges her Skogen, Kaggen, Stokken, Bakken; kalla, fylla, kjenna, Tønna (uden Ganelyd); samt Hatl, etla, Fetling, sutla. Heraf kunde man troe at denne Dialekt maatte være meget fornem og fordansket, men dette er dog ikke saa ganske Tilfældet; den har meget ældgammelt og nationalt, som tildeels ikke findes nordenfor. Som Exempel vil jeg nævne Ordene: akjan, atten; buen, færdig; Ekkja, Enke; Fodn, Snemasse, hjaa, hos; Kross, Kors; Nòs, Næse; tiga, tie; tyna, miste; Vigt, Vægt. Maskulinerne faae i den bestemte Form en f. Ex. Garen, Staven; Femininerne faae i: Fjøli, Jori; Neutrerne -e: Bore, Eple. Det bestemte Fleertal af disse Ord er: Garadne, Stavadne, Fjølidna, Joridna, Bori, Epli. Neutrer hvis Rodvokal er a, faae overalt Omlyd i Fleertallet, f. Ex. Nobn, Navne; Glòs, Vinduer; Svòr, Svar; Fòt, Fade; Vaanti, Vantene paa en Mast. Dativet har ingen særegen Form som hos os; man siger ligesaavel: Kom mæ Staven, som gjè me Staven! ligesaavel: han staar i Dỳri, som Dỳri æ aapi. Adjektiver af tre Endelser følge Substantivernes Endelser, altsaa: masc. -en, f. -i, n. -e; f. Ex. han æ liten, ho æ liti, da æ lite. Verbernes Former have derimod ingen regelmæssig Forskjellighed fra de nordligere Dialekter undtagen at Infinitiv altid ender paa a. En mærkelig Egenhed i Udtalen er den at aa udtales meget aabent, omtrent som a-aa eller ao. Andre Egenheder ere: dl for ll i nogle Ord; ligesaa dn for rn; bn for mn (el. vn) f. Ex. adle, idle; Hodn, Kodn, Bodn; Obn, Nabn, Rabn. Til videre Underretning om "Saugna-maåle" vil jeg anføre en Samtale imellem to Koner: "Gudag, Kaåna!" "Gudag òg! Ska di vera ute aa tutla?" "Ska so vera, ja. Kùr lìve di hjaå dikka?" "Jeu, Takk so spỳre; eg ha vòre lite tuski (svagelig) siaa igjaår; men eg veit ikkje ko da æ, eg tænkje, d'æ ta Juli." "Hi! ja da skuld' eg tru; æ Man' dikka kos (borte) ?" "Ja, han reiste aåv ista ut te Aagnadne (Aagnes Familie)." "Aa, æ han dar? Kaa arbeia di paå ellest?" "Jabbe æ da lite Arbei; eg ha gaått so længje aa leitt itt' i Naål so æ koskòmi (bortkommen); eg tynte ho kos (tabte den) i Mòro tilè, Kar! aa no æ da slikt eitt Bròt (Larm), da æ so folkete no mæ Juli, maå vìta." "Ja, da æ væl folkete, Kar, mi kan seia ta da, mi òg." Ordet di (dìd, dvs. I) bruges i Tiltale til agtede Folk og altid af Børn til Forældre, da man ikke bør sige "du" til disse. Ordet Kar bruges i enhver Mening enten man saa taler til Mand eller Kvinde.
 
Hvad Folkets Karakteer og Væsen ellers angaar, da bemærker man her adskillige gode Sider, især en stor Gjæstfrihed og Hjælpsomhed, samt etslags Høimodighed imod Uvenner; men derhos gives ogsaa mørke Sider; især gaar Drukkenskab og Løsagtighed over alle Grændser. Pigerne have to, tre eller fire Børn førend de bliver gifte; Enkerne faae Børn ligesaavel efter deres Ægteskab som i samme; Brændeviin udstrømmer daglig fra Kramboderne til ethvert Huus, og Enhver som man træffer paa Veien, gaar med en Flaske i Haanden. Drukne Folk træffer man allevegne, i ethvert Huus brummer og buldrer en Tyran, enten fordi Maven er for fuld, eller fordi Pungen er for tom. Jeg har saaledes ikke megen Lyst til at blive her længere, end den høieste Nødvendighed kræver.
 
Jeg har tænkt at kunne afreise herfra til Yttre Sogn omtrent som i Midten eller Slutningen af Februar Maaned. Rigtignok var det fornødent at opholde sig længe i disse Egne, hvis Sprog, saa vidt jeg veed, aldrig forhen har havt den ringeste Bearbeidelse, da ikke engang en Vise eller et eneste Ord paa Prent herfra er kommet mig for Øie; i Hallagers Ordbog er rigtignok en Vise "i Sogns Dialekt", men den tilhører Yttre Sogn, skjønt den langt fra ikke er rigtig. Jeg har besluttet at undersøge disse Visers Rigtighed og omforme dem i sin rette Skikkelse; dog derom senere. Af Sagn og Fabler har jeg allerede samlet en god Deel og opskrevet dem i den Dialekt som bruges i deres Hjem.
 
Men jeg maa slutte for denne Gang. Jeg har ogsaa valgt et daarligt Papir til at skrive paa, som jeg nu seer, og frygter for at du ikke vil kunne læse dette Brev. Jeg erindrer ikke noget nødvendigt, hvorom jeg skulde have skrevet, og slutter derfor med hjertelig Hilsen og Ønske om Velbefindende for Dig og Dine i det nysbegyndte Aar.
 
Sogndalsfjæren den 8de Januar 1843.
Iver Aasen.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i BV s. 2732).
 
I brev frå M. Aa. 23. nov. 1842 trøystar han I. Aa. rned at mismot kan gjesta alle. Han rår I. Aa. til å halda seg «ved frit og muntert Sind». Han kan t. d. «skrive sammen en Vise i Bygdesproget». Han trur at I. Aa., om han «skulde falde paa et saa muntert Thema som det til Tausakjæringsvisaa og Giftartaanka etc. med en Fei skal blive qvit Kjedsomheden». Sjølv har han i I. Aa.s visesamling funne «det bedste Middel herimod». Han rår I. Aa. til ikkje å ta arbeidet for hardt no i fyrstninga så han øydelegg helsa, «og det Hele vilde være spildt». Korrekturen til «de mig godhedsfuld [!] overladte 5 Viser» som han tok til å setja på med same, er enno ikkje ferdig. Han vonar at han får dei ferdige før jul så han kan få korrekturen tilbake med posten den 22. des. 
 
- Ola Larson Flugheim (Flugum) (182091) lærar i Sogndalsfjøra og 18481889 klokkar i Sogndal. Han budde på klokkargarden Kvåle, oml. 2 mil frå Sogndalsfjøra.
 
 Mons Larson Eggum (17871867) bonde, stortingsmann for Nordre Bergenhus amt 1839.
 
 Løitnant Leigh] jfr. merknad til Br. nr. 48.
 
 Sven Nilsson (17871883), arkeolog og professor i «naturalhistorie» i Lund, gav m. a. ut «Skandinavisk fauna. En handbok för jägare och zoologer», bd. 1 (Däggande djuren), Lund 1820, bd. 2 (Foglarna), 182428, bd. 3 (Amfibierna), 1842, bd. 4 (Fiskarna), 185255.
 
I. Aa. har ått 2dre utg. (jfr. Lista nr. 166568). 
 
- Ordbog] jfr. merknad til Br. nr. 50.
 
 Karakteer og Væsen] jfr. R s. 17 ff. Sjå òg merknad til Br. nr. 46.
 
Vise] «Rabna-Brydlup uti Kraakalund» i Hallager: «Norsk Ordsamling», 1802, s. 19197, skriven «som det synes i Sogns Dialekt».
 
Aa. skreiv visa om til målføre frå Eivindvik, jfr. NM s. 11013 og merknad s. 192, og PL s. 45. Visa vart fyrste gong prenta i Kbh. 1647. Forfattaren er truleg presten Arnfinn Johanneson Breder (jfr. SS 1947, s. 457 ff.). Visa er nærast skriven på nordhordalandsmål.
 
 Sagn og Fabler] Aa. har mange oppskrifter frå Sogn, jfr. NM (med stadregister).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008