040 Maurits R. Aarflot, 30.10.1842

Kjære Ven!
 
Da jeg nu endelig efter megen Omflakken har givet mig til Rolighed, skylder jeg efter Løfte at underrette dig om mine Reiser og min nærværende Tilstand. At jeg ikke før har gjort dette, hvilket maaskee har syntes dig underligt, er kommet deraf, at jeg ikke vilde skrive førend jeg med det samme kunde opgive en Addresse for den forhaabede Besvarelse, samt deraf, at jeg først vilde undersøge, hvilket Sted der skulde være tjenligst til Opholdssted for min Hensigt. Min Reise har ikke gaaet efter nogen Regel; jeg har engang reist henimod ti Mile paa een Dag, og engang været ti Dage paa eet Sted. Som du veed, forlod jeg Søndmør den 29de Sept. og kom denne Dag til Nøstdal. Den følgende Dag var jeg paa Eidet; Præsten Lie havde Forretninger og kunde ikke faaes i Tale, derimod talede jeg længe med Huuslæreren (Ole Solem tror jeg han hedder), men han var bleven saa fornem og saa  fordybet i Tydsk og Latin, at han syntes ganske at  have glemt det Nordfjordske, hvilket jeg desuden kjendte temmelig godt før. Siden forblev jeg formedelst Storm og Uveir tre Dage over i Nøstdal; den 4de Oktober reiste jeg derfra igjennem Gloppen og over Breumsvandet til Gaarden Førde; den 5te fortsattes Reisen igjennem Jølster til Havstad i Førde; de Egne, jeg denne Dag bereiste, vare de skjønneste og interessanteste som jeg har befaret paa denne Reise. Jeg anmærker her: Jølstervatnet med store Bygder og to Kirker paa Nordsiden, Huldrefossen, Jølstrebruen (en meget lang Steenbro), og Brulandsfossen samt Førdebygden der seer ud som en Hob af smaa Byer paa begge Sider af den stille og meget brede Jølstre-Elv. Den 6te reiste jeg fra Førde til Vadem (i Ladevigs Præstegjeld) hvor jeg forblev den følgende Dag. Den 8de begyndte jeg Reisen paa den uendelige Sognefjord; en Vestenvind begyndte, som efter Middag blev saa stærk, at jeg ønskede at have været paa det Tørre; imidlertid saae jeg, at Sogningerne ogsaa kunne seile ligesaavel som Søndmøringerne. Denne Dag tilbagelagde jeg en Vei af omtrent ni Mile, og kom om Aftenen af et Slumpetræf til at logere hos en Proprietair Lem, som i forleden Sommer var paa Solnør, og som jeg da havde talet med. Den følgende Dag (d. 9de) kom jeg til Leirdalsøren. Dette Sted har en mærkværdig Beliggenhed; paa begge Sider staae tværbratte Fjeldvægge med Fonner, Urer og Sand; i den smale Dal mellem disse Fjelde gaar Leirdalselven ud i en ligesaa smal Bugt af Fjorden; paa dens sydlige Side ligger en Strimmel af Banker eller Grander, og paa disse Banker have Folk bosat sig i saadan Mængde, at Alting er som i en Kjøbstad. Strax østenfor Øren bøier den smale Dal sig tilside, og det samme gjør Fjorden vestenfor; saaledes seer det ud som man gik paa Bunden af en uhyre stor Brye eller lignende. Solen sees ikke i denne Hule i over et halvt Aar, og dog er her foruden Strandstedet tre eller fire store Gaarde, store Agre og en Exerceerplads; og paa Øren ere fire Handelsmænd. Jeg befandt mig ellers vel paa Øren og kom i Kjendskab med adskillige brave Mænd. Da Høstthinget tilstundede, besluttet jeg at blive der til dette var forbi, og siden reise til Kapt. Munthe; saaledes var jeg halvanden Uge paa Leirdalsøren og reiste den 19de til Krogen, Munthes Bosted, hvor jeg blev meget vel modtagen. Den følgende Dag forblev jeg hos Munthe og besaae blandt Andet hans Samling af gamle Dokumenter og hans meget interessante Bogsamling, hvori jeg kunde fundet uskatterlige Hjælpekilder, naar Omstændighederne havde tilladt at være i Nærheden deraf. Men Munthe bor paa et eensomt og afsondret Sted; og jeg derimod ledte efter Sognelivets Middelpunkt, om jeg saa maa sige. Leirdalsøren var for langt inde; der sporedes en stærk Overgang til Oplandssprogene; jeg vilde derfor noget længere ud, og man havde nævnt mig Sogndal som et bekvemt Sted, og dette anbefalede Munthe mig ogsaa. Derfor afreiste jeg fra Krogen den 21de og den følgende Dag ankom jeg her til Sogndalsfjæren, hvor jeg nu har besluttet at være en tre eller fire Maaneder, om Intet skulde hindre. Her er ogsaa et Strandsted lige saa stort som Leirdalsøren, med to Landhandlere og en Mængde konditionerede Folk. Omegnen er overmaade tætbygget og folkerig, saaledes som det er her i Sogn; thi paa de beboelige Steder er Alt overdækket af Huse, og derimod kan man reise to Mile og derover uden at see Andet end en brat Fjældvæg oventil og uendelige Urer af Sand og Smaasteen nedentil. Det eneste skjønne Sted, jeg har seet i Sogn, er Gaarden Kopanger; den har en virkelig smuk Beliggenhed. Her i Sogndal er heller ikke saa stygt; alligevel har jeg ikke hidtildags kunnet trives her rigtig; jeg har ikke endnu fundet her nogen interessante Bekjendtskaber, og endskjønt jeg i disse Dage har søgt at fordrive Kjedsomheden ved at arbeide paa en Ordbog i Søndmørsk, Nordfjordsk og meget mere, har jeg dog alligevel kjedet mig. Desuden har Hovedpine og Mathed i Legemet ogsaa plaget mig i de sidste Dage. Men jeg vil dog ikke fylde Brevet med bare Klager; det er nu ikke endda saa galt, og det som var galt, er nu i Forbedring. Jeg faar gaae omkring som en brølende Løve at søge Kammerater og Bekjendtskab, og skulde det endda, trods den store Ordbog, blive for kjedsomt, saa vil jeg gjøre en Reise til Munthe; her er to Mile til hans Bopæl og den største Deel er Landvei. Men jeg glemmer, at Brevet skal sluttes. Da her er Postaabnerie paa Stedet, saa kunne Breve til mig addresseres til "Sogndalsfjæren" (eller S pr. Sogndalsfjæren). Jeg længes meget inderlig at høre fra Søndmør, og i det Haab, at denne Længsel ikke bliver utilfredsstillet, slutter jeg med den hjerteligste Hilsen; idet jeg tillige anmoder om at hilse dem, som maate spørge derom (af Venner og Paarørende), at jeg efter en lykkelig Reise er kommen ind paa et stort Strandsted i Indresogn og befinder mig saa temmelig vel.
 
Sogndalsfjæren den 30te Oktober 1842.
Iver Aasen.
 
Utanpå: S. T./Hr Postaabner Maurits Aarflot/a/Voldens Postaabnerie/paa Søndmør.
Betalt.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i BV s. 2427).
 
Etter at Sivert Aarflot døydde tok Maurits Aarflot og I. Aa. til å skifta brev. I tida 1836 til 24. juni 1841 er det 20 brev frå M. Aa., og av desse kan vi få ein viss kjennskap til Aasens arbeid, interesser og lesnad i desse åra.
 
I brev 6. sept. 1841 ynskjer M. Aa. I. Aa. velkomen att frå Bergensferda som han har lese om i «Bergens Stiftstidende» og gler seg over at «Du nu da endelig er kommen for Lyset». 
 
- Den 16. sept. 1841 bed M. Aa. om å få prenta nokre av Aasens dikt no han har «vundet et Navn iblandt Publicum». I fall I. Aa. sender ei samling, vil M. Aa. velja ut «hvad jeg ansaae afsætteligst» og prenta dei for eiga rekning. 
 
- I brev 29. nov. 1841 takkar M. Aa. for brev 7. sept. [som er kome bort, men der I. Aa. har fortalt om Bergensferda]. I brev 29. des. 1841 skriv M. Aa. at det er leitt at herbariet som I. Aa. har hatt så mykje strev med ikkje har vekt interesse, men arbeidet i seg sjølv har vore gagnleg for I. Aa. M. Aa. trøystar I. Aa. med at det ikkje vil «flyde nogen ufordeelagtig Anskuelse for Dig, af at Bispen indrykkede din Autobiographie i Stiftstidenden». Ingen trur at det er Aa. som har bede bispen om det.
 
I ei etterskrift 19. jan. 1842 takkar M. Aa. for eit brev 30. des. [som er kome bort]. 
 
- I brev 9. febr. 1842 kjem M. Aa. inn på brevet frå I. Aa. 30. des. som har fortalt at Aasens «Afhandling om Almuesproget nu har circuleret og er blevet optaget». «Skulde Du faae det foreslaaede Stipendium og derved gives Anledning til at udstrække dine Undersøgelser vil jeg prise Dig meget lykkelig med Foretagendet». Aa. har vel teke til med arbeidet att, og M. Aa. sender han difor Hallagers Ordsamling og P. E. Müllers prisskrift «Om det islandske Sprogs Vigtighed» [1813]. 
 
- I brev 12. febr. 1842 sen­der M. Aa. vidare ei tingarinnbyding på «Ny Hermoder». 
 
- I brev 24. apr. 1842 fortel M. Aa. at han gjennom postekspeditør Rostad i Ålesund har fått vita av Trondheimsavisene, at I. Aa. har fått 120 spd. i stipend. Seinare har han av «Frederikshaldposten» for 12. apr. (som har det frå Trondheimsavisene) lese meldinga frå VS som under punkt 3 på saklista løyver stipend til I. Aa. (Vedtaket er så sitert, det same som står i brev frå VS til I. Aa. 2. mars 1842).
 
[Brevet frå VS 2. mars til I. Aa. vart ikkje sendt, jfr. merknad til Br. nr. 34 under brev 13, så dette er venteleg den fyrste meldinga I. Aa. får om dette vedtaket]. 
 
- I brev 11. aug. 1842 takkar M. Aa. for brev av 26. juli «hvorved jeg da endelig fik Lys for Mørke og Syn for Sagen». Det har gått «løse og forvildende Rygter» om I. Aa., t. d. at han skulle vera flytt frå Solnør, at han alt skulle vera komen til Bergen osb. M. Aa. gler seg no til å møta I. Aa. att. 
 
- Maurits Andreas Aarflot (18211904) bonde og stortingsmann, overtok garden Nedre Eikset 1845, fekk bokprentarløyve 1847, gav ut «Postbudet for Landalmuen», 184568, «Norsk Landbrugs-Tidende», 18 årg., 184855, ordførar i Volda 185057, 186085, varaordførar 188691, med i ymse kommunale nemnder, fekk i 1854 i gang «Volda og Ørsta Sparebank» (jfr. Odd Vollan: «Volda og Ørsta Sparebank 18541954», s. 42 ff. Her er og prenta eit bilete av M. Aa.), stortingsmann for Møre 185488. M. Aa. var Aasens næraste ven på Sunnmøre, og dei var mykje i lag i alle dei åra M. Aa. var på Stortinget. 
 
- Gerhard Munthe (17951876) kaptein, kartograf, frå 1841 busett på farsgarden, Ytre Kroken. I 1837 hadde han etter oppmoding frå Finansdepartementet revidert skrivemåten for stadnamna i den nye matrikkelen 1837. På grunnlag av dette arbeidet gav han i 1847 ut: «Norske Stedsnavnes rette Skrivemaade, en Fortegnelse» (jfr. G. Indrebø: «Norsk namneverk», 1927, serleg s. 28 ff). Han gav òg ut ein del kart, m. a. «Noregr Det gamle Norge för Aar 1500», Chra. 1840, og «Noregr, Sviariki, Danmörk. Historisk Oversigtskort over de tre nordiske Riger i Middelalderen», Chra. 1842 [I. Aa. får begge karta 14.16. febr. 1843 då han vitjar G. M.]. G. M. åtte 164 gamle diplom som han i 1860 gav til Riksarkivet. I. Aa. var hjå G. M. tre gonger: 19. til 20. okt. 1842, 14. til 16. febr. og 23. febr. 1843 [jfr. R s. 12 f. og s. 21].
 
 Solvorn] i Hafslo.
 
Sogndalsfjæren] om opphaldet hersjå R s. 13 ff.
 
 en af Strandsidderne] I. Aa. budde på eit kammers hjå Åmund i Reina. Kona hans heitte Gjertrud. Sjå elles R s. 15.
 
 Kopanger] Kaupanger, den største garden i Sogndal.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008