032 Tanker og Bemærkninger, 18.1.1840

                                                                                     Den 18de Januar (1840).
 
Ved Gjennemlæsningen af "Semilassos Reise i Afrika", hvori jeg ellers fandt megen Fornøielse, traf jeg paa en besynderlig Yttring af Forfatteren angaaende Sjelens Udødelighed. Han antager nemlig, at Menneskene efter et fuldendt Levnetsløb atter blive til paa samme Maade som forhen, det vil sige: fødes og leve for atter at tilintetgjøres og blive til igjen, og saaledes gjennemgaa det ene Liv paa Jorden efter det andet, uden dog at være vidende om sine foregaaende Levnetsløb, hvilket efter hans Mening ei engang behøves. At vi fødes og opvokse, er efter hans System intet andet, end at vi opvaagne til et nyt Liv efter engang at have udlevet; og han er saa viss i denne Sag, at han kalder den modsatte Mening en "Absurditet". Men mig synes, det bliver ogsaa noget "absurd" at tænke sig en saadan Udødelighed. Jeg indseer slet ikke, at man paa denne Maade bedre kunde forklare sig Verdens Regjering og dens Hensigter med os, hvilke dog altid i vor nærværende Tilstand ville blive os uforklarlige. I Naturen see vi kun en bestandig Skabelse og Tilintetgjørelse[,] en evig Kamp, hvori stedse nye Væsener fremkomme og ødelægge hverandre, for atter at afløses af nyere. I Menneskets Sind see vi overalt en mærkelig Ustadighed og Foranderlighed; det ønsker Alt og kjedes ved Alt; det gaar over fra en Lidenskab til en anden, fra en Yderlighed til den modsatte. Endelig see vi ogsaa, at det Gode, som Menneskene gjøre, for en stor Deel kommer enten af et naturligt Sindelag, eller og af Forfængelighed og Egennytte; ligesom og det Onde, som de gjøre, forstørstedelen kommer af Uvidenhed, naturlige Lidenskaber og mægtige Fristelser, hvorfor altsaa baade det Gode og det Onde ved nøiere Eftersyn bliver langt mindre i sig selv, end det syntes at være, og tillige Begreberne om Løn og Straf tabe saare Meget af deres Udstrækning. Hvilke Slutninger man nu end kan gjøre sig af alt dette, saa behøver man dog aldrig at antage, at der i Guds umaadelige Rige ikke skulde være noget Sted eller nogen Stilling, hvori Mennesket kunde opnaa en større Fuldkommenhed end i vort nærværende Liv, og hvortil det med mere Viisdom og mindre Sandselighed kunde vorde skikket. Men den Udødelighed, som hiin Forfatter antager, er ellers saa beskaffen, at der bliver omtrent det samme, enten man antager den, eller man negter al Udødelighed. Thi ligesaa lidt som vi nu vide om noget foregaaende fuldendt Levnetsløb, det vil sige: aldeles Intet; ligesaa lidet skulde vi, efter hans Mening, erindre dette Liv i et tilkommende. Hvortil tjente os da Udødeligheden? Hvad gav den os for vor Higen og Stræben i Livet? Intet andet, end at vi efter et fuldendt Løb skulde vende tilbage og begynde paa et nyt, skulde gjennemgaa samme Farer og samme Møie, uden Veiledning af Mindet fra vor forrige Gjennemgang. Og hvad nyttede os da den Uddannelse, som vi med saa megen Opoffrelse havde forhvervet os? Vi træde frem i Verden med mange ønsker og Begjæringer, men med liden Klogskab; Iænge førend vi kjende vort Bedste, er den mægtige Sandselighed kommen til sin fulde Kraft; og kun ved dyrekjøbte Erfaringer, den seenkomne Frugt af allehaande Vildfarelser, Tab og Skade, kunne vi engang blive til skikkelige Mennesker, og det først naar den skjønneste Deel af vort Liv er forløben. Skulde nu denne kostbare Erfarenhed ikke tjene os til andet end til Forraad for en Alderdom, som vi maaskee ikke opnaa, eller til Meddeling for en Efterslægt, der ikke agter paa vore Lærdomme, førend den ogsaa har lært at blive klog af egen Skade? Og var det ikke langt rimeligere, at vi, udstyrede med denne Dannelse, skulde gaa over til et fuldkomnere Liv? Hertil kommer desuden en saare vigtig Omstændighed, nemlig det Haab, som alle Folk[,] skjønt under forskjellige Former, gjøre sig om en fuldkomnere og Iykkeligere Tilstand, end den der nogensinde kan nydes i et jordisk Liv. Dette Haab lover os Hvile for vor Møie, Erstatning for vore Tab, Gjensamling med vore Venner, og en glad Erindring om Jordlivet. Derved bleve endog vise Hedninger bragte til at "henrives af Længsel efter det Øieblik, da de skulde gjensee dem, som de havde agtet og elsket", i et Liv, som var befriet fra "denne Larm og Forvirring"; derved glædede Jordens Slægter sig, derved glæde de sig endnu over den hele Jord; derved sættes de istand til at udholde Livets Modgang, og at gaa Døden imøde med Trøst og Rolighed. Skulde dette Haab ikke være mere end en behagelig Indbildning? En uforklarlig Nødvendighed synes ofte at trodse vore Ønsker og spotte vore Følelser; men det lader sig dog ikke tænke, at denne Skjebne skulde tilintetgjøre et saa velgjørende Haab, der tilhører hele Menneskeslægten. Langt heller kan det ansees som et af de stærkeste Beviser for Udødeligheden i dennes ædlere og høiere Betydning. Og nu endelig Retfærdighedsfølelsen. Naar hverken den Gode eller den Onde mere skulde erindre sit forrige Liv, hvad Belønning kunde da gives for den Første, hvad Straf for  den Sidste? Og om end Nogen ikke vilde regne det saa nøie med Løn og Straf, saa maatte han dog ansee Aabenbarelsen af Ret og Uret, af Løgn og Sandhed for nødvendig. Men ved hin fuldkomne Forglemmelse blev jo alt dette umuligt. Hvad Opreisning fik da den Uskyldige, som her blev forfulgt og fornærmet. Hvad Glæde fik den, der opoffrede sig for Ret og Sandhed? Paa den Maade blev Ret og Uret til ligegyldige Ting, som vel komme i Betragtning i det menneskelige Selskab men ikke i Verdensbestyrerens Øine. Alt det Ædle og Ophøiede hos Mennesket tabte saaledes sit Værd og sin Betydning. Nei, det er vel sandt, at Folkeslægternes Begreber saavel om Dyden, som om dens Belønning, ere forskjellige fra hverandre, men det er naturligt efter deres forskjellige Omstændigheder; og vi kan sikkert tro, at det staar i Guds Magt at opfylde deres forskjellige Forventninger paa en Maade, som vi nu ikke vide eller forstaa, men som engang skal aabenbares os. Lad os frit bekjende, hvad der dog aldrig lader sig negte, at vor Forstand ikke formaar at forklare sig en Opgave som vor tilkommende Tilstand. Og forresten kan vi holde os til det aabenbarede Ord og til Aanden eller Grundbegrebet i ethvert Troessystem der gaar ud paa, at et nyt Liv er os bestemt, men dets Tilstand bliver efter vor egen Beskaffenhed i dette Liv. Gjøre vi Godt, saa have vi kun Godt ivente; men ere vi onde, saa passe vi ikke til de Godes Selskab; thi et Samfund af gode Sjele er saligt, men et Samfund af onde er usaligt.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Original (saman med original til Br. nr. 31).
 
 «Semilassos Reise i Afrika»] frå Hermann von Pückler-Muskau: «Der Halbmüde in Afrika», 1836. Sjå òg same forfattar: «Semilassos vorletzer Weltgang», 1835 (sjå Max Schneider: «Deutsches Titelbuch», Berlin 1927).
 
I. Aa. har venteleg sett ei omsetjing eller ein omtale av «Semilassos Reise» i eit blad eller i eit tidsskrift.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008