031 Tanker og Bemærkninger, 7.1.1840

                                                                                         Den 7de Januar 1840.  
 
Den Higen efter Fornøielser, som især i Ungdommens Alder hersker saa vældig hos Mennesket, yttrer sig især paa denne Glædens Tid, da baade Unge og Gamle vil nyde Livets Gode i et rigere Maal end ellers, og enhver Stand bestræber sig for saa meget som muligt at tumle sig i Gjæstebud og Gilde. Det er nyttigt at tænke over Alt, hvad der vedkommer os, og især over det som har en vigtig Indflydelse paa Menneskets Gemyt; og det have disse Forlystelser virkeligen. Der gives et vist Partie, som anseer alle sandselige Forlystelser ei alene for daarlige og skadelige, men endog for syndige; da nemlig alt Spil og Leg og Lystighed henhører til "den Kjødets Sands som er Fiendskab mod Gud, og som hverken er eller kan være Guds Lov underdanig". - Disse strenge Herrer befale, at vort Liv skal være et strengt Alvor, og at Sandseligheden overalt skal bekjæmpes, for at den ei skal afdrage os fra de aandelige gode Ting. De lære os desuden, at Mennesket ikke har Noget paa Jorden at forlyste sig over (hvilket paa en vis Maade kunde være altfor sandt), og at man har nok med at anvende sin Tid, næst Livets Ophold, til sine Sjelsanliggender. Denne Lærdom støtter sig for en Deel til den gamle saakaldte "Forklaring", der med megen Strenghed forbyder adskillige Yttringer af Munterhed og Livsglæde; men endmere grunder den sig paa Andres eensidige Opfattelsesmaade af Skriftens Ord. Thi noget slags Forbud mod ordentlige Fornøielser findes ikke i Kristendommen; og det vilde endog stride mod al Natur og Fornuft at forbyde dem. Mennesket er et sandseligt Væsen, og dets Sind er almindeligviis, især i Livets første Halvedeel, muntert og lystigt; det er derfor naturligt, at det hverken vil eller kan opofre sin hele Tid til Alvor, Tænkning og Arbeide; thi ligesom Erfaringen lærer, at den Bue, som altid  er spændt, bliver snart uduelig, - saaledes vil ogsaa Menneskets Evner, ved Mangel paa Sinds-adspredelse, forknyttes istedetfor at udvikles. Og denne Adspredelse kan nydes paa mangfoldige Maader, uden Synd og uden Skade, men derimod til megen Nytte baade for vore aandelige og legemlige Kræfter. Det er en stor Guds Velgjerning, at Mennesket kan finde Fornøielse i saa mange Ting i Verden; og det er ikke at tvivle paa, at den, der indrettede vort Væsen saaledes, ogsaa er tilfreds med, at vi glæde os paa enhver Maade, som ikke skader os. "Himmelen seer det og smiler derad", siger Schumacher; og hvilken Tanke kan være mere naturlig og uskyldig? Og naar man ellers betænker, at enhver Stand og Stilling har sin visse Møie og Besvær, sin Tvang og Kjedsommelighed; hvor kan da Nogen forarge sig over, at man af og til benytter en kjærkommen Fri-stund til at formilde og opmuntre sit Sind i et lystigt Selskab og ved en sømmelig Leg? Det er ikke andet end en Forfriskning, en Lettelse, som det vilde være grusomt at negte vore stakkels Brødre og Søstre. Men det er sandt, der er Maade med Alt; og dersom man driver Lystigheden saavidt, at det Søde bliver bittert og at der kommer Anger efter Glæden, saa er Fornøielsens Hensigt misforstaaet, dens Nytte forspildt og dens Følger farlige. Det er at beklage, at man sædvanlig gjør sine Fornøielser saa kostbare, idet man anvender en stor Deel Tid og Midler dertil, som slet ikke behøvedes, og som saa ofte drager Forlegenhed og Misfornøielse efter sig. Især er det lidet at glæde sig over, naar man seer disse sluttede Selskaber af den ringere Stand at forglemme aldeles sine indskrænkede Omstændigheder og tilsætte sin suurt erhvervede Fortjeneste paa saadanne Sager, som vel for et Øieblik kunne forhøie Munterheden, men som ogsaa baade da og derefter give en farlig Anledning til Uordener og fortrædelige Følger. Man maa derfor prise den Sjel lykkelig, som ei alene er begavet med et muntert Sind, men og derhos har saa megen Forstand, at han, som det hedder, kan "bruge Verden, uden at misbruge den". -
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Original (saman med original til Br. nr. 32), innførd i eit skrivehefte på 8 sider; av desse er den siste sida blank (I. Aasens papir, UBO ms. nr. 915, 4to, pk. XV 2). Heftet har titelen: «Tanker og Bemærkninger».
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008