029 Strøetanker og Fragmenter, 1836

[Frå "Originale Fragmenter og Blandinger for 1836>(nr. 22 og 31).]
 
Strøetanker. (Ny Orthographie).
 
Den fullkomneste Man er den, som har de færreste Feil. Jeg inseer ikke, at et Menneske har Noget at være stolt af. Skulde det være af Stands- og Fødsels-Fortrin? Dette hænger af Tilfællet, og Ingen gav seg det selv. Af naturlige gode Egenskaper? Her gjælder det Samme. Af erhvervede Fortjenester og Dyder? Nu, det er det eneste, man kunde være stolt af; men den sanne Dydige er det ikke.
Den Lykke, der alene grunner seg paa Andres Gunst, hænger paa en svak Traad, der ved mindste Ryk maa befrygtes at ville briste af, eller ogsaa snart slitner af seg selv.
 
Der ere to Slags Skapninger, hvoraf Størstedelen er ulykkelig, nemlig Menneskene, og de Dyr, der staa under Menneskenes Herredømme.
 
En Oplysnings-elskende fyrig Aand mellem Raae og Uvitende er liik et Frugttræ, der opvoxer af et i et blomsterløst Villniss hendrevet Frø. Dets spæde Top hæver seg snart op over Krattet som omgiver det. Skjønt det da ikke vil mangle, at den rovgjerrige Geet skal prøve paa at afbite dets Grene, saa ophører dog ikke derfor dets Voxekraft; den virker i Stammens Indre, og aflater ei at skyte nye Skut; saalænge til den Høide er opnaaet, der sikkrer det for sine langhalsede Fiender.
 
Fragmenter. (Ny Orthographie).
 
1. (Om lærelystne Ynglinges Skjæbne) - Saa ønskeligt som det er,at enkelte blandt vore Almue-Ungdomme utmærke seg ved Lyst og Flit til at samle Kunskap, saa vist er det og, at enten maa disse have tykke Ører til at høre med, eller og blie de utlokkede paa en farlig Vei. Om en Yngling, der er lidt mere stærk i Boken end hans Jevnaldrer - hører man kun dette: "Han kan no sakte  vere Præst. Dæ kan verte dæ, den so ringare ær!" Saaledes skeer det, at paa den ene Side mukkes der for at man kaster Timerne vek med "Sulsj" og med "Historie" (med dette Or benævnes da alle Vitenskaper), medens man paa den andre Side kun  hører tale om Præstedømme og det dertil hørende. Viser Angjeldende seg i en Folkesamling, saa pekes der efter ham fra alle Sider, saa hvisker man: "Der æ han, so ska vere Præst." Mon nærværende Forfatter har sluppet for at gjøre denne Erfaring? Nei, det være nu med Ret eller  Uret; han har gjort den ganske systematisk. Da hine Præsteskapere imidlertid have i dette Tilfælle seet sit Haap ganske skuffet, har rigtignok dette givet Anledning til uheldige Gisninger og et litet hædrende Omdømme; men den Angjeldende har dog tænkt at burde høre med Kulde og foretrække sin egen Mening for Mængdens.
 
2. (Poesier). Jeg skulde ved denne Leilighet have omtalt mine Arbeider og navnlig mine Poesier. Jeg har sannelig ikke havt mange Læsere, hvis Dom var meg meget om at gjøre. Blandt Folk af min Stand tør jeg ikke vente mange Saadanne; og af de Fornemme bliver det ogsaa faa, om jeg endog blot henseer til vort Distriktes Fjernhet fra større Byer og Samlingssteder, og later Dømmerettigheten uomtalt. Tilmed har jeg den Mistanke, at disse Sidste ikke læse Annet end Overskriften paa alt det, som ikke er kommet fra en ophøiet Forfatters Haand. Kun eet af mine poetiske Arbeider har jeg hørt rose af en Man, hvis Dom var meg magtpaaliggende, og som jeg er sikker paa, ikke styrdes af Annet end Sanhet. En strengt upartisk og vitenskapelig Bedømmelse af mine Arbeider i dette Slags, som jeg saa saare gjerne ønskede, er endnu uopnaaet, og er maaskee endda langt borte. Imidlertid har jeg dog ikke villet ganske aflate dette engang begyndte Versemakerie idet jeg, for at tale Sanheten aapenbart, dog har smigret meg med, ikke at arbeide ganske forgjæves.
 
3. Meget ofte har jeg havt Anledning til at troe, at Stræpen efter mere Kunskap end øiebliklig nødvendigt, ansees almindelig som en Brøte for en Ungdom af Bondestanden, naar han nemlig ikke har bestemt seg til, som man kaller det, at studere. Men hvorfor skal ikke en Bonde kunne læse Historie, Geografie, Tydsk, o. s. v. uten strax at see seg om efter en Skole og en høiere Stand? End om han tror seg bedre faren med sin frie Læsning og Tænkning end med Skoletvangen og de døde Sproks Studium? End om han foretrækker at lyse i en liten Kreds af hans naturlige Forvandte, som vel kunne trænge dertil; fremfor at voge seg in paa en Vei, hvor Opnaaelsen af Hæder og Fortrinlighet er saare tvilsom, og at omvænne seg aldeles til en ny Stand med alle dens Forunderligheter? End om han ogsaa er af en fattig Familie, og for stolt til at ville bygge sin Lykke paa Fremmedes Hjælp? Saadanne Grunne burde bedre betragtes af dem, der forbauses over, at man ei vil være Embedsman, naar man veet lidt om Alexander og Cæsar, eller om de tre Konjugasjoner i Grammatiken.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Frå «Originale Fragmenter og Blandinger for 1836». (Eit upaginert hefte på 10 bl., innhefta i grått bræde. Kvart stykke har nummer. Det er dikting og prosa.) Føreordet lyder: «Hensigten med disse Stykker er deels Forfatter Øvelser, deels Optegning af Bemærkninger og Forsøg, som jeg fra Meningens Side vilde lade andre see og bedømme. De prosaiske Stykker ere for det meste henkastede løseligen, uden streng Ordning af Tankerne, og bør saaledes tildeels ikke betragtes som fuldendt, det vil sige, udarbeidet og færdig Stiil. Jeg har troet, at en saadan Samling vilde være til Nytte, idetmindste for Forfatteren selv. / Solnør, i December 1836. / Iver A. Aasen.»
 
- Innhald: 15. Om vort Skriftsprog (nr. 15) [prenta i Skr. III, s. 711]. 6. Sørgedigt. (Sivert Aarflot, nr. 6) [= Br. nr. 25]. 7. Naturen (Et lille Digt). 8. Strøtanker. [= Br. nr. 26]. 9. Den Lade, eller de to Fiskere. 1012. Hr. Hans eller Lykkefristeren. 1314. Om Smagen. (Fragment af et Brev). [= Br. nr. 27]. 15. Fossen. (Et Digt). 1618. Om Menneskene. [= Br. nr. 28]. 19. Tre Smaadigte. 20 En Charade. 21. En anden Charade. 22. En anden Charade. 22. Strøetanker. (Ny Orthographie). [= Br. nr. 29]. 2325. Poesiens lille Have i Norden (Et satirisk Digt i Søndmørsk Dialekt) [prenta i SS 1925, s. 4958]. 26. Beskrivelse over et vist Møbel (Eller om man saa vil: En Gaade). 2730. Charader eller Gaader med Navneforandring. 31. Fragmenter af Breve. (Ny Orthographie). [= Br. nr. 29]. 32. Forfatteren til sig selv. Ende paa Samlingen for 1836. Anmærkninger til nogle af foranstaaende Stykker [Løysingar på gåtene].»
 
- Ny Orthographie] er ikkje heilt konsekvent men det er ein praktisk freistnad på ei rettskrivingsreform i skriftspråket lenge før dette for alvor vart drøfta (t.d. av Knud Knudsen i 1850-åra).
 
 Præst] jfr. fleire utsegner i brev frå S. Aa., sitert her framanføre. Sjå m.a. merknad til Br. nr. 12.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008