028 Om Menneskene, 1836

[Frå "Originale Fragmenter og Blandinger for 1836" (nr. 1618).]
 
Det er virkelig en stor Glæde for Menneskevennen, at saa mange Skribenter, og blandt disse de største og frieste, have lagt for Dagen en saa øm Følelse af Menneskehedens for en stor Deel ulykkelige Tilstand, og navnlig de Ulykker, hvorunder Tusinder sukke alene for Andres Skyld. Hvor herlig var ei vor Jord, naar den beboedes alene af frie og glade Skabninger; og hvor sørgeligt, at netop dens Herrer, de Fornuftige, skulle gjøre den til en Jammerdal , et Hjem for Sorg og Klage, for Suk og Taarer! Heraklitus siges at have grædt bestandig, og han havde Grund dertil, hvis Saadant var til nogen Nytte; thi et Blik udover Menneskeheden kan ei andet end dybt nedstemme og smerte den Følsomme. Det er bedrøveligt at forestille sig, at Millioner Skabninger, Mennesker ligesom vi, skal ansees og behandles som usle Kjøbmandsvare, skal opofre alle menneskelige Rettigheder og sig selv dertil, hentrælle et Liv, som ei kjender  Haab eller Glæde, under Bødlers Skraal og Banken, og ved mindste Forseelse have at frygte enten for Tab af Livet selv, saa kjert, selv naar det er allerulykkeligst[,] eller for Skade paa Krop og Lemmer, disse arme Fordømtes eneste Eiendom. Det er smerteligt at tænke paa, at Mænd i bedste, livsgladeste Alder skal udkommanderes fra sine kjere Hjemsteder, hvis Haab og Glæde de vare, og føres hen i Hundredetusindviis, for at slagte hverandre, for at gjøre blomstrende Lande til fæle Ørkener[,] at tage fredelige Folkes tungt erhvervede Brød fra deres Munde, og at tilintetgjøre Tiaars og Hundredaars Arbeide og Bekostninger. Hvilken Elendighed, og hvilken Daarskab tillige! En bedrøvelig Lykke midt i Ulykken er den store Hobs Uvidenhed og Følesløshed, thi var ikke den, skulde Ulykken været endda større.
 
Vende vi nu vort Blik fra disse og lignende store, aabenbare Onder, og derimod see ud over de mindre Kredse, saa finde vi heller ikke her stort til at glædes over. Ensteds træffe vi da paa Lemmer af samme Familie i Kiv og Strid med hinanden, hvert paa sin Maade stræbende at berøve sit Medmenneske, og derved sig selv, alt det Gode, som Livet kunde give. Ensteds en Ægtefælle, opgivende alt Haab om Lykke og Glæde i Verden, sukkende lønlig over alle sine Opofrelser, og betragtende sig som henfæstet til et haabløst og sørgeligt Slaverie. Ensteds en Ungdom, som med største Flid hindres af sine Egne fra at naae den Lykke, som Gud og Naturen bestemte ham, og derimod standhaftigen ledes mod en ulykkelig Fremtid. Ensteds gamle Forældre, bortstødte fra sit fordums Høisæde, og betragtede som et Læss eller Byrde, som man ønsker af ganske Hjerte snart at blive af med. Ensteds Tjenere, som fortære sine Kræfter og spilde sin Helse for Andre, imod at nyde samme Agtelse omtrent som Hunden i Huset, mistænkes for alskens Skurkestykker, og for enhver indbildt Forseelse mødes med oprørende Korrexer. Hvilken Uendelighed af Uforstand og Ubillighed! Hvor faa ere ikke de Familier, der kunne kaldes Iykkelige! Ja, de blive vist faa, naar man fradrager dem, hvis Lykke bestaaer i Daarskab, hvis Glæder ere i Virkeligheden dem selv eller Andre til Skade.
 
Naar man berømmer Nogen offentligen, fortæller man sædvanlig hvormeget han har gavnet. Dette bør nu saa at være; men mig synes, der er noget ligesaa viktigt, som man ofte glemmer. Min Fordring af en Saadan er: Ei blot at gavne, men ogsaa at glæde. Endskjønt en Mand gjør Meget, og meget Nyttigt, ogsaa for Andre, naar han derhos er overmodig og haard mod Andre, især mod Undergivne; saa har jeg aldrig Villie til at kalde ham en god Mand. Vi see, hvor megen Elendighed trykker Menneskene; hvilken Ære for os da, om vi, saavidt som vi naaede, stræbte at formilde Ulykken, at stifte Fred og udbrede Glæde! Hvor stor er ikke den, som er mild mod Alle, selv mod den, der ofte har feilet, - som lader selv den Ringeste nyde Opmærksomhed og Agtelse, og som aldrig kan føre det over sit Hjerte at saare Nogens billige Selvfølelse, som hjertelig deeltager i Andres Nød, endog i dens, der synes selv at have paadraget sig den. Saaledes at være en Fredens og Glædens Engel, en Trøst og Hyggelse for Alle; kun afskrækkende for den umiskjendelige Ondskab: dette er noget fremfor alt Andet - Stort og Rosværdigt; og en Saadan fortjener store Lovtaler og Heltedigte fremfor alle Erobrere i Verden. Men om nu ikke Enhver har Evne til i Gjerningen at vise sig, som han ønskede; saa kan han dog vist idetmindste være venlig og fredelig; og at En stræbte at danne sig dertil, var allerede et stort Gode for Mange.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Frå «Originale Fragmenter og Blandinger for 1836». (Eit upaginert hefte på 10 bl., innhefta i grått bræde. Kvart stykke har nummer. Det er dikting og prosa.) Føreordet lyder: «Hensigten med disse Stykker er deels Forfatter Øvelser, deels Optegning af Bemærkninger og Forsøg, som jeg fra Meningens Side vilde lade andre see og bedømme. De prosaiske Stykker ere for det meste henkastede løseligen, uden streng Ordning af Tankerne, og bør saaledes tildeels ikke betragtes som fuldendt, det vil sige, udarbeidet og færdig Stiil. Jeg har troet, at en saadan Samling vilde være til Nytte, idetmindste for Forfatteren selv. / Solnør, i December 1836. / Iver A. Aasen.»
 
- Innhald: 15. Om vort Skriftsprog (nr. 15) [prenta i Skr. III, s. 711]. 6. Sørgedigt. (Sivert Aarflot, nr. 6) [= Br. nr. 25]. 7. Naturen (Et lille Digt). 8. Strøtanker. [= Br. nr. 26]. 9. Den Lade, eller de to Fiskere. 1012. Hr. Hans eller Lykkefristeren. 1314. Om Smagen. (Fragment af et Brev). [= Br. nr. 27]. 15. Fossen. (Et Digt). 1618. Om Menneskene. [= Br. nr. 28]. 19. Tre Smaadigte. 20 En Charade. 21. En anden Charade. 22. En anden Charade. 22. Strøetanker. (Ny Orthographie). [= Br. nr. 29]. 2325. Poesiens lille Have i Norden (Et satirisk Digt i Søndmørsk Dialekt) [prenta i SS 1925, s. 4958]. 26. Beskrivelse over et vist Møbel (Eller om man saa vil: En Gaade). 2730. Charader eller Gaader med Navneforandring. 31. Fragmenter af Breve. (Ny Orthographie). [= Br. nr. 29]. 32. Forfatteren til sig selv. Ende paa Samlingen for 1836. Anmærkninger til nogle af foranstaaende Stykker [Løysingar på gåtene].»
 
- Heraklit (oml. 540475) gresk filosof frå Efesos, vart kalla den «gråtande» filosofen i motsetning til den «leande» Demokrit.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008