022 Hans Conrad Thoresen, nov-des 1835

Jeg giver mig den Frihed i Fortrøstning til Deres Velbaarenheds Velvillie og Godhed at uleilige Dem med nogle Linier om mit Befindende og mine Forretninger for Nærværende. Jeg er hidtildags ved god Helbred og befinder mig særdeles vel og tilfreds. Jeg holder Skole daglig og underviser skifteviis i Religion. Historie (hidtil fornemmelig Norges), Geographie, Grammatik, Regning og Skrivning. De to ældste af Pigerne skrive alene efter Dictat. Til at lære udenads har hvert af Børnene en Lectie daglig: for nærværende Tid Lina i Historie, Susanna i Geographie, Margret i Religion hvortil benyttes Lærebog i den evangelisk-christelige Religion indrettet til Brug for de norske Skoler, Ludvig i Bibelhistorien. De vise alle særdeles fortræffeligt Anlæg til at [lære] og gjøre god Fremgang. Henrik har hidtil ikke været paa Skolen.
 
Om jeg slipper fri fra Militairtjenesten– eller ikke er mig endnu ikke bekjendt. Da det drager saa længe dermed, saa har jeg Haab om, at jeg er forbigaaet, og det vilde være mig meget glædeligt saasom jeg har stor Ulyst til at komme i denne Stand.
 
Maatte dog disse Linier træffe Dem i Helbredstilstand. Jeg har hørt at De atter er plaget med hiin smertefulde Sygdom. Det er beklageligt, men vi formaae intet videre end kun deltagend[e] at bedrøves derover og fra et almægtig Væsen ønske Dem Hjælp og Lindring.
 
De tilligemed Deres Kone hilses ærbødigen fra Een, hvem Deres Godhed altid vil være i taknemmelig Erindring.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Kladd, udatert (før prenta i BV s. 23–24) venteleg til H. C. Thoresen. – / er mig endnu ikke/ ~ {har jeg endnu faaet ingen Besked om}ikke – /klageligt/ ~ bedrøveligt – /deltagend[e]/ 
 
- Året etter at Aasen fór frå Thoresen fekk han dette vitnemålet: «Ungkarl Iver Andreas Iversen Aasen, født i Ørsteens Sogn, 23 – tre og tyve – Aar gammel, har i tvende Aar opholdt sig i mit Huus, og communiceret seneste Gang i Herrøe Kirke den 4 – fjerde – Søndag efter Paaske forrige Aar. Da han nu har forladt dette Præstegield og taget Condition, hos Capitain Daae, i Skoue Sogn, meddeles ham det Vidnesbyrd, at han stedse for mig har udviist et roesværdigt Forhold; og nærer jeg det Haab, at han og i Fremtiden vil gjøre sig værdig til samme Omdømme af andre sine Foresatte. /Herrøe Præstegaard 7. Octbr. 1836. /Thoresen./ Provst og Sognepræst til Herrøe. /Gratis meddeelt Thoresen.» 
 
- Skole] Aasens elevar var dei 6 borna åt kapt. Daae: Johan Christopher Haar D. (1821–1840), Nikoline Valborg (= Lina) D. (1822–1883) i 1842 gift med presten Johan Peter Berg (jfr. merknad til Br. nr. 50), Susanne D. (1824–1855), ugift, Margrete Giørwel D. (1825–1887) i 1847 gift med seinare byfut i Risør, Peter Gustav Zwilgmeyer (jfr. merknad til Br. nr. 124), Ludvig D. (1829–1893) – om han sjå merknad til Br. nr. 132 – og Henrik Wind D. (1831–1902). 
 
- Ludvig Daae som var den I. Aa. sette størst voner til, har late etter seg nokre oppteikningar frå 1880 (uprenta) om I. Aa. der det m. a. heiter: «Jeg var neppe mere end 8 a 9 Aar, da Ivar Aasen som Huslærer kom i mine Forældres Hus. Han blev her 2 a 3 Aar og drog saa ivei med sit Stipendium fra Videnskabernes Selskab. Jeg husker ham godt fra den Tid, liden og mager, allerede dengang med Ansats til rødagtig Næse, og et tykt, svært mørkebrunt Haar, klippet i Skaalform, som man dengang kaldte det; det vil sige, der lagdes en Skaal af omtrent samme Størrelse som den øverste Deel af Hovedet, over dette og saa klippedes der jevnt efter Kanterne af denne. 
   Bondefødt og bondeopdragen – jeg tror ogsaa med en vis bondsk pinlig Fornemmelse hos ham selv om, at han ikke forstod at optræde rigtigt mellem de saakaldte «Konditionerede» – holdt sig meget for sig selv, læste Alt hvad han kunde overkomme og streifede jevnlig om i Skog og Mark. Ivrig Botaniker var han ogsaa i den Tid, saa at hans Fjeld[-] og Skogture ikke vare uden Hensigt. Gjerne laae han ogsaa ude paa Vigen efter Smaafisk, men vilde altid være alene; thi da sagde han «var han vis paa [at] være bedste Mand paa Baaden». Som Lærer var han vistnok meget paapasselig, men lidet streng. De Fag som tiltalte mig, lærte jeg meget af; de, som jeg ikke likte, derimod Lidet. Hvor der var en Smule Anlæg forstod han at vække dette. Min Interesse for Historie skylder jeg for en Deel ham. Ogsaa for Botaniken vakte han min Interesse. Jeg vilde gjerne følge med ham paa hans botaniske Exkursioner, og gjorde det ogsaa ofte, skjøndt han ikke likte det; ogsaa her vilde han helst være alene. 
   Medens han saaledes gik stille og roligt om­kring og man ikke skulde tro at han lagde stort Mærke til hvad der passerede rundt omkring ham, har jeg dog i senere Aar bemærket, at han er gaaet omkring med aabne Øine og Øren, Erindringer fra hin Tid, berettede med hans Lune, have senere ofte paa en yderst fornøielig Maade vakt Minder fra min Barndom. 
   Jeg kom paa Skole – han reiste ud i Verden. Saa traf vi ikke hinanden før efter at jeg var blevet Student og han var kommet til Christiania for der at fuldende sin Ordbog. Forholdet mellem os blev nu meget nærmere. I det Ydre var der ikke foregaaet stor Forandring med ham. Haaret var blevet lidt tyndere, Næsen lidt rødere. Hans Optræden bar som tidligere et vist Spor af Keitethed og Forlegenhed. Denne forsvandt imidlertid ganske naar han var sammen alene med gamle Kjendinger. Da sprudlede hans Lune frem. Han fortæller ypperligt, hans mange Historier foredrages paa en Maade som vilde være Holberg værdig, og støttes af en usædvanlig Evne til at efterligne forskjellige Folks Stemme. Enkelte Egenheder havde han imidlertid ogsaa blandt gode Kamerater. Bad man ham sidde ned, vilde han straks absentere sig. Sagde man derimod, at han fik gjøre som han vilde, blev han staaende og fandt sig lidt efter lidt en Stol. 
   Ogsaa naar Samtalen dreiede sig om hans specielle Studier forsvandt Forlegenheden. Vistnok optraadte han da ogsaa meget beskeden, men tillige med Klarhed og Bestemthed. En Følge af hans Tilbageholdenhed var det, at de forskjellige Forsøg, der gjordes paa at trække ham ind i Videnskabsmændenes selskabelige Liv af ham paa det bestemteste bleve afslaaede. 
   De saaledes gjengivne Indtryk dannedes hos mig i Løbet af de flere Aar, jeg nu omgikkes med ham. Et andet Indtryk der først efter længere Tid modnede sig hos mig, var dette, at der under hans Tilbageholden­hed skjuler sig en stor Sum af Selvtillid og af latent Satire. Han har rigtignok sine egne Svagheder, vogter sig for at de skulle komme frem, men han seer ogsaa meget godt Andres, og morer sig under sin Tilbageholdenheds Maske særdeles godt over dem. 
   Han er og bliver fuldstændig Søndmøring. Meget mistroisk ligeoverfor alt Styrende, og dog Konservativ, forsaavidt som han nødigt slipper det Tilvante; oppositionel derimod ligeoverfor Politik. I Politik er forresten det Nationale selvfølgeligt altid hans Udgangspunkt. 
   Hans musikalske Interesse er meget stor, og jeg har hørt kyndige Folk sætte hans Anlæg i denne Retning høit. Vist er det i alle Fald, at hans største Interesse i al Fald tidligere var at gaa en Aften paa Sangerkaffeer[!] og Theatret og naar han der havde hørt en Melodie, som tiltalte ham pleiede han at klage over, at han ikke kunde faae den ud af Øret igjen. 
   Skjøndt han gaar som en gammel Pebersvend, har han dog altid spekuleret paa at gifte sig. Det var for nogle Aar siden et fast Ord om ham blandt hans nærmeste Venner, at om Vinteren klagede han altid over at Maven var i Uorden og om Sommeren over at han ikke kunde faae sig en Kone. – I sin Ungdom var han en kort Tid – før han kom til Solnor – forlovet med en Bondejente, men det gik snart overstyr. Hvorvidt han senere har gjort direkte Forsøg i Forlovelserne er ikke ganske sikkert. 
   Hans Forhold til Asmund Vinje var ret fornøieligt. Han foragtede fuldstændigt Vinjes Sprogflikkeri, men morede sig over Dennes Personlighed. Vinje paa sin Side behøvede hans Hjelp – jeg tror ikke der udkom noget Nummer af Dølen, uden at I. A. i større eller mindre Grad havde revideret det – og maatte ofte finde sig i temmelig haanlig Behandling. Men naar disse to gamle Karle begyndte at fortælle Historier, var det fornøie­ligt at høre paa. I Regelen vare Historierne temmeligt grovkornede, skjøndt hos I. A. altid den humoristiske Side var den mest fremtrædende, ligesom han ogsaa fortalte bedre end A. V. Aasen beklagede forresten meget Vinjes Bortgang; thi han saa med sit skarpe Blik hvormeget denne Mands Aand og Virksomhedstrang maatte støtte det Nationale. 
   I. Aasens Konservatisme viser sig blandt andet i hans Bopæl. Han bor tarvelig i to smaa, skidne Rum, hvor han ikke engang har Plads til sine Bøger. Disse maa han efterhaanden pakke ind i Kufferter, hvoraf han har en Flerhed staaende. Naar han bor saa daarligt er det ikke af økonomiske Hensyn, men alene fordi han ikke gidder forlade det engang Tilvante. Han har mere end nok at leve af og derhos en liden Formue. Anmodes han om Penge, kan han ofte nok vise sig grætten, men i mange Tilfælde, er dette kun en Maade til at undgaae Taksigelser paa. Jeg erindrer godt for nogle Aar siden at jeg under Opholdet i Kristiania fik Brev fra vor Doktor i Hjembygden med Etterretning om at en fattig Slægtning af I. A. laae under Kur og Spørgsmaalet om hvorvidt I. A. vilde hjælpe med nogle Daler. Jeg gik op til ham og læste Brevet op. Han begyndte at grine og da jeg sagde ham, at han fik gjøre, som han kunde forsvare, forklarede han mig, at den værste Ulæmpe var, at naar han bragte et Pengebrev paa Posthuset, var det altid feilagtigt sammenlagt. Saa forlod jeg ham og senere fik jeg vide, at han havde sendt det Dobbelte af det begjærede Beløb. 
   I. Aasens Bane er saa bekjendt, at jeg ikke har fundet Opfordring til at nedskrive Andet, end anførte Smaatræk. Jeg kan imidlertid ikke slutte uden at udtale, at han efter min Mening er en af de mest alsidigt begavede Mennesker jeg har truffet paa. 
   Stor Sprogkyndig, mere end middelmaadig Poet, fin musikalsk Sands. Humor, Lune og mimisk Begavelse. Naar jeg hertil lægger, at han altid paastaar, at han er kommet paa en gal Hylde, og at han egentlig burde have været Historiker, tilstaar jeg at han vistnok herved undervurderer sine Evner som Sprogmand, men neppe tager feil i at han vilde have kunnet blive en ypperlig, kritisk, national Historieforsker.»
 
- Læreb og venteleg Nicolai Edinger Balle: «Lærebog i den evangelisk-christelige Religion, til Brug i de danske Skoler», Kbh. 1791 (nye utg. 1794–97, 1814).
 
– Militairtjenesten] jfr. merknad til Br. nr. 21 og Br. nr. 23.
 
– H. C. Thoresen var ein kjempekar, men han var uvyrden med helsa si (jfr. THS I, s. 39 f. og Johs Ristesund: «Barndomsminner», 1944, s. 42 f.). I mange år leid han av gikt «der ofte holder ham paa et martrende Sygeleje.» (Jfr. «Breve fra Magdalene Thoresen 1855–1901», Kbh. 1919, s. 9 f.).
 
– Nærare opplysningar til det L. D. fortel om I. Aa.s hjelp til «en fattig Slægtning» [som var I. Aa.s bror, Sivert Steinnes], finn ein i Br. nr. 334 og Br. nr. 336, med merknader.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008