006 Tankar om oppsedinga, 1833

Det forekommer meg som Noget, der, som Pligt, paaligger enhver Christen der føler Kald til at fremelske Dyden og undertrykke Lasten især hos den fremvoxende Ungdom, at angive og fremstille enhver Uskik som synes at have Fremgang iblant os; En saadan Yttring fremlegges da her i Anledning af den skadelige og altformange unge Gemytter besmittende Vellyst, hvormed især i Juletiden og fremefter hele Nætter hendrives i Dands, Drukkenskab og mere Saadant som tydelig røber den Efterladenhed som findes i de fleste Foræeldres Børneopdragelse. Man forestille sig en samlet Mængde af unge Personer af begge Kjøn, (maaskee tit sammenstevnede om Søndagen ved Kirken eller andre Sammenkomster,) naar Disse undertiden tilbringe den hele Nat fra Aftenen til om Morgenen i en letfærdig Dands, der oftest er ledsaget med uhøviske Ord og Gebærder til Forargelse for de Smaae der skulle troe paa Christum, end videre: en saadan Dandsesamling er ikke fornøyet med denne Tilfredsstillelse, den maa have Brændevin til end mere at ophidse sine utæmmede Begjerligheder og heri tager da gjerne enhver Yngling sin Deel, gik endog hans sidste Skjerv; (hertil giver ogsaa den altfor almindelige Brændevinsbrænden rig Anledning) og hvorvidt et saadant Selskab kan gaae i denne som flere Liderligheder, det kan sluttes af Enhver der kjender Ungdommens Daarlighed, dens endnu umodne Forstand samt heftige og ubøyede Villie besynderlig da naar Saadanne i Mængde ere samlede, fjern fra Forældres Opsyn. Strider ikke dette fuldkommen imod det sjette Bud af Guds almindelige Kjerlighedslov og tillige mod vor dyrebare Frelsers Fredstanker over sine I Genløste for hvilke han har lidt saa meget Ondt ikke for at vi skulle være Syndens Tjenere, thi da skulde han selv have været det Samme men for at frie os fra Syndens Magt og Herredømme og at vi skulle erholde al muelig Lyksalighed i Evigheden, ved her at vandre den banede Vey i hans Efterfølgelse som ikke lover stor kjødelig Lyst og Fornøyelse men derimod aandelig i høyeste Grad. Det lægges da paa Enhvers Samvittighed der kan og bør virke mod Lastens Fremme, at gjøre Sit hertil, at denne og deraf flydende Lysters Udøvelse maa nogenledes standse paa det at sand Christendom ikke skal hindres og qvæles af Vellystens Torne men nyde sin frie Plantelse og Fremme, til Guds Ære og hans Menigheds Lyksalighed.
 
Merknader Reidar Djupedal:
Udatert reinskrift med rettingar. På ms. står vers 2 og 3 av «En Trøste­sang» [sjå nedanfor].  / den hele Nat / Syndens {og Verdens} Tjenere al {tænkelig Sal[ighed]} muelig Lyksalighed {efter}  i der {ey allene bekjender} kan Christendom {maa have} ikke {formedelst} skal .... af {Ug[udelighedens]} Vellystens
 
- Den 4. juli 1833 utkom på Eikset i 400 ekspl. (jfr. merkn. til Br. nr. 12): «Ny Vise om den sørgelige Tildragelse paa Gaarden Krøvle i Ørsten, da nogle av dens Huse bleve for­tærede af en heftig Ildebrand den 7de Juni 1833, hvorved 3de Børn mistede Livet. Tilligemed: En Trøstesang for en anfægtet og bedrøvet Sjel.
 
Forfattet og i Trykken bekostet af Iver Andreas Iversen Aasen. Eegseth 1833». (Ekspl. finst på UBO, NA / A blO2 og i Aasenstova (gåve frå Ragna Engeset)
 
Prenta på nytt [1886] av M. A. R. Aarflot på ei lita presse, og på ny prenta i «Møre» 1948, 30. nov. og i SS 1950, s. 159 ff.).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008