005 Om sysken og foreldre, 1833

Memories.
 
I Aaret 1821 døde min Søster Ragnilde Iversdatter Aasen i sin Alders 20de Aar. Hun var i sit Liv meget blid, talende, sorgfri og munter, saa Enhver der kjendte hende, billig yndede hendes frimodige Sind og venlige Omgængelse.  Der nu hendes sidste Tid var forhaanden, begyndte hendes Døds Sygdom vel en 5 a 6 Uger før Legemets endelige Opløsning. Denne Sygdom var meget haard, og bestandig smertefuld saa man meget beundrede den Lidendes Taalmodighed. Denne Gang var jeg endnu ung og altsaa ikke saa opmærksom paa den Døendes Tale og Ytringer, men dog dette erindrer jeg at hun forestillede sig det ikke var en let Sag at komme i Himmelen men derimod Noget som udfordrede bestandig Kamp og Strid. Da nu denne vor Afdødes sidste Dag frembrød, syntes det som al den forrige Vaande og Smerte, der saa haardt bespendte hendes Legeme, var nu ganske forbie. Til sidste Aandedræt beholdt hun endnu Evne til at tale med sine Forældre og Venner og tage Afskeed med dem. Det syntes som hun kunde forud vide sin Opløsnings Time; hun skjønnede, og det med største Rolighed og Aandsnærværelse, sine Klæder, og hvad hun eyede, til sine Sødskende og sin Stedmoder, der saa trolig opvartede hende. Derefter tog hun en rørende Afskeed med Forældre og Venner, og det med trofaste Haandtryk, og Ord som man kunde vente af den Erfarne, og endog den vellærde Olding. Efter saaledes at have forladt Verden, og talet sine Afskedsord ud, lagde hun sig paa Sengen, som til at sove, og i samme Øyeblik opgav Aanden. Hendes Døds Stund var saaledes et livagtigt Exempel paa hvad det er at døe rolig, og vi haabe at denne unge, og endnu i Verdens Bekymringer ey indviklede Sjel, var Gud behagelig og følgelig at han hastede med at borthente den fra Ondskaben. Visdomsbog. Cap. [4] Vers [14]
 
I Aaret 1826 den 12 Mai døde min Fader Iver Johnsen Aasen i en Alder af 69 Aar. Hans Dødssygdom varede noget over 2 Uger, og var af den Beskaffenhed at han for det Meste var uden for sig selv. I saadan Omstændighed kunde han lidet gjøre Rede for sin Tilstand saavel paa Sjelens som Legemets Vegne; kun sjelden kunde man mærke ret Samling hos ham i denne hans Sygdom, og dette varede indtil hans sidste Dag, da han om Morgenen i Confusion, stod op og gik ud, sigendes han vilde hjem igjen, uagtet han var ved sit Hjem; man bragte ham ind igjen det snareste man kunde. Der han nu kom til Sengen, paafaldt ham en Daanelse, og da en af Naboerne just i det samme var nærværende saa lagde man ham i Sengen; og der han nu kom sig af bemeldte Daanelse, saa var han fra dette Øyeblik ganske med sig selv, og havde ganske Brugen af sin Forstand, men nu var Legemet saa meget svækket, og saa nær sin Opløsning, at han lidet kunde tale. Man opmuntrede ham til at gjøre Bønner og Sukke for sig til Herren, men han svarede: Gud veed vel, at jeg ikke nu er istand dertil, thi vil han vel optage det lige godt. Herpaa begjerede han en Psalme at synges for sig, man spurgte ham hvilken han vilde have. Herpaa svarede han ikke ganske bestemt. Men af hans Svar sluttede man at han ønskede Psalmen: "Mit Haab og Trøst og al Tillid". Man spurgte ham da, om han vilde have denne, hvorpaa han svarede: "Ja! lad det være den". Her bleve da disse Vers afsjungne, hvorunder den Døende holdt sig stille og, som det syntes, rolig ventede paa Opløsningens Øyeblik. Snart indfandt sig dette, efter at han havde hørt den saa passende Sang, da han nogle Minuter, derefter rolig hensov. Om den Afdødes Sjels Tilstand, skulle vel vi ikke dømme, men Kjerlighed og Oprigtighed byder os og at dømme det bedste. Ja, hvem skyldte jeg vel mere Godt her paa Jorden, end den trofaste Fader, der saa utrettelig sørgede for mit Vel. Enddog min Lyst til Videnskaberne søgte han at befordre og give Næring til, og det i høyeste Grad. Og skjønt jeg ikke var mere end 12 Aar da han døde, saa havde jeg dog ham saa meget at takke for, at jeg i de Aar siden jeg begyndte at ville sysle med de boglige Kundskaber fik baade Leylighed at drive derpaa, og den Tilhjelpning som jeg der kunde vente. Kort sagt: For mig gjorde han hvad han kunde. Det samme gjorde han ogsaa for Andre, saa Enhver, der stod i noget Forhold, til ham, dybt følede hans Savn. I sit Liv var han fredsommelig, villig at hjelpe, stræbsom, og som oftest glad og frimodig. Han var ogsaa Elsker af Guds Ord, betragtede det Samme ofte og med Opmærksomhed og Andagt, og ofte saae man ham meget rørt af Ordet; Ja, jeg erindrer f. Ex., at han da han engang paa Bededagen læste den til Samme anordnede Bøn, blev saa betagen af Graad at han ikke kunde fortsætte Læsningen, men maatte overlade Samme til min Stedmoder. Jeg vil saaledes ikke længer opholde mig dermed, da Dette ikke skrives, til almindelig, men kun til egen, Efterretning. Jeg haaber det Bedste iovenmeldte Henseende, og ønsker at Alt maatte være mig til salig Nytte.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal
Orig. i eit lite skrivehefte på tils. 12 sider som inneheld: s. 12: oppteikningar til «Grammatica Latina» (om «Nomen»), s. 310: «Memories» [= Br. nr. 5], s. 11: blank, s. 12: dei to fyrste versa av «En Trøstesang for en anfægtet og bedrøvet Sjel» (jfr. merknad til Br. nr. 6). [var<] ~ vaar  [fredsommelig<] ~ fredsomelig .
 
- Aasens foreldre og sysken var. Ivar Jonson Aasen (døypt 22. mai 1757 d. 12. mai 1826) gift 1) 1. jan. 1788 med Guri Jonsdtr. Ytre-Hovden (f. 1. mai 1767 d. 15. sept. 1816) gift 2) 11. juli 1819 med Johane Ivarsdtr. Øy (17691844). Born: 1. Brite (17891851). 2. Rasmus f. og d. 5 veker gi. 1791 (19 T.). 3. Ingeborg (17931878). 4. Oline (17951859). 5. Ragnhild (døypt palmesundag 1799d. 4. aug. 1821). 6. Jon (18031876). 7. Sivert (18061886). 8. Ivar Andreas (5. aug. 181323. sept. 1896).
 
- Tilvisinga gjeld det apokryfe gamaltestamentlege skriftet «Sapientia Salomonis» som etter teksta i I. Aasens Bibel (s. 1071) lyder: «Thi hans siel behagede Gud; derfor hastede hand med ham midt ud fra ondskab». Jfr. det føregåande vers 11: «Han blev henrykt, at ondskab skulde ikke omskifte hans forstand, eller sviig bedrage hans siel».
 
I Aasens tekst er det sett ope rom for utfylling seinare (jfr. Br. nr. 8.).
 
 «Mit Haab og Trøst] etter ukjend forf. i Thomisøns Psalmebog, 1569, og frå den komen med i seinare salmebøker. I Guldbergs Psalmebog som I. Aa. nytta, er det nr. 63 (i utgåva frå 1779).
 
  sørgede for mit Vel] faren hjelpte Ivar så han fekk fylgja sin lesehug. Jfr. Br. nr. 8 og 33, sjå òg SS 1913, s. 316.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008