003 Utgreiing om "Religions-Lærdomme", 28.8.1831

Religions-Lærdomme,
skrevne i Aaret 1831.
(Copie af et Prøveskrift, skrevet 28 August 1831.)
                                                                                                                                                    
Guds Hensigt med Menneskenes Skabelse, var deres sande evigvarende Lyksalighed. Denne skulde de, begavede med Fornuft og Frivillie, nyde uden Synd og Sorg. Men som de ved Ulydighed mod Skaberen, faldt af fra Ham, saa kom de derved i en langt ulyksa[li]gere Tilstand. Af denne skulde de dog omsider befries ved den forjættede Messias. Ved Troen paa denne tilkommende Saliggjører, bleve Fædrene i det gamle Testamente salige. I Tidens Fylde blev denne Forløser sendt til Verden, paatog sig den menneskelige Natur, og som en guddommelig Profet, lærte Menneskene Guds Villie til Salighed. Han paatog sig den ganske Menneskeslægtes Synder, og leed derfor Piine og Død. Alt for vor Salighed, og vor Synds Forsonelse lod han sig bespotte, hudstryge, tornekrone, og tilsidst korsfæste som en Misdæder. Af Graven opstod han paa tredie Dag, gik siden omkring i fyrretyve Dage, og aabenbarede sig ofte for sine Discipler og lærde dem. Da han nu havde fuldkommet Igjenløsnings-Værket, og seiret over Synden, Døden og Djevelen, forlod han denne Jord, og hævede sig op over Naturens Grændser, til sin evige Majestætes Sæde, og gjensendte os Talsmanden, den Helligaand til at lære og oplyse os i denne saliggjørende Lærdom han har efterladt os. Denne meddeler os Jesu Naade til Salighed, strax efter vor Fødsel, ved den hellige Daab, hvorved vi indlemmes i Christi Kirke, og forbinde os til at forsage alt ondt og syndigt Væsen, og forblive i stadig Troe paa den treenige Gud. Efterat vi ere oplærte i den Christelige Religion, gjentage vi selv denne Pagt med Gud, offentlig for vore Medkristne, blandt hvilke vi antages til fælles Deeltagelse i det hellige Alterens Sakramente, hvori vi nyde vor Frelseres sande Legem og Blod, til et Pant paa vore Synders Forladelse, saafremt vi med sand Bodfærdighed og Troe, have fattet alvorlig Afskye til al Synd, og sand Længsel efter Naaden i Christo. Det er den Hellig-Aands første velgjørende Virkning ved os, at han ved Ordet rører vores Hjærte, viser os vor egen Elendighed og Jesu store Naade, lærer os at vi ikke kan have Deel i denne, eller vente Saligheden, uden ved sand Omvendelse eller Hjærtets Forbedring.
                                                                                                                                               
Denne Virkning af Guds Aand i Menneskets Sjæl, kaldes Guds foreko/-m/ende Naade, hvormed han i Naadens Tid vil bevæge alle Syndere til Omvendelse, og Saligheds Forarbeidelse. Men den største Deel af Menneskene, foragte denne tilbudne Naade, hvorfor og, de ei heller faa Deel i Saligheden.  Den som nu antager dette Guds Kald, og undersøger sin Sjæls Tilstand, efter Guds Ord, han opvækkes af den aandelige Følesløshed og Sikkerhed, angrer, med inderlig Skamfuldhed, sit syndige Levnet, fatter et sandt Forsæt til at forbedre sig og griber, med Begjærlighed, Guds Naade i Christi Fortjeneste. Denne Forandring hos et Menneske kaldes Igjenfødelse, og den Tilegnelse af Jesu Naade, som han derved gjør sig, kaldes Troen, men skal denne Troe være sand, saa maa det være dens Egenskab, at den ikke mere kan lide et syndigt Væsen, men at den benaadede Synder, bestræber sig for, af sand Kjerlighed til Gud, at gjøre hans Villie med Lyst og Attraae, og aldrig kan han føre det over sit Hjærte at gjøre forsætlig ondt. Han bruger nu Naademidlerne med hellig Ærefrygt for Gud og søger al sin Kraft hos Jesum og stoler ikke paa sin egen Retfærdighed, da Denne er som et besmittet Klæde. Det være langt fra den sande Christen at overgive sig til noget secteriskt Væsen, under Paaskud af at være bedre end Andre. Han meget mere er velsindet mod alle Mennesker, og fører en ydmyg, kjærlig og blid Omgang med Alle, i et redeligt Sindelav, saa at al Verden kan see og kjænde at han er et Guds Barn. Den som saaledes lever og bliver bestandig indtil Enden, han lever i Jesus Samfund, og døer i Haabet om en evig Salighed, thi ved at udgaa af denne Verden, træder han ind i den lyse Evighed, hvor han evig skal mættes med Glæde for Guds Ansigt.
 
Aasen den 29 September 1831.
Iver Andreas Iversen
Aas.
 
Skrevet den 28 August forud foreviist paa Øren den 2den September og paa Raftenes den 27de September.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Avskrift (som etter overskrifta har dateringa: Aasen d. 4. Sep.) i eit skrive­hefte (16,5 X 10,5 cm) på tils. 8 s. som inneheld: s. 14 «Religions-Lærdomme», s. 5 nokre teikningar, s. 68 «Nogle af Hr. Provst H. C. Thoresens Spørgsmaale» [= Br. 4].
 
- Ved overgangen til ny side er flg. ord skrivne to gonger: Synden  vi  aldrig  Prøveskrift] dette vart skrive 28. aug. 1831 og teke med til ei førebels lærarprøve for sokneprest Blichfeldt 2. sept. som sende I. Aa. til «prosteprøve» for H. C. Thoresen. Den vart halden 27. og 28. sept.
 
 Øren] prestegarden i Volda Raftenes] prestegarden i Herøy (Stoksund).
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008