Nekrolog i Dagbladet 23.9.1896
Framside frå Dagbladet 23. september 1896, dagen då Ivar Aasen døyr.Foto: Ragnar H. Albertsen

Nekrolog i Dagbladet 23.9.1896

"Saa skal da ingen mer se Ivar Aasen komme trippende nedigjennem Gaden. Nu har han lagt sig til Hvile og sagt sit Farvel.", stod det skrive i Dagbladet 23. september 1896.

 
 
Ivar Aasen.
 
Saa skal da ingen mer se Ivar Aasen komme trippende nedigjennem Gaden. Nu har han lagt sig til Hvile og sagt sit Farvel. Han døde idag Formiddag Klokken 1 af Hjertelammelse, lidt over 83 år gammel. Han vil bli baaret til Graven i stille Ærefrygt og under prunkløs Højtidelighed – dette forunderligste lille Væsen, som nogensinde har traadt norsk Jord, og som, efterat nu et langt Liv er afsluttet, efterlader lige mange Spørsmaal og lige megen Undren, som da han stod frem for at udøve den Virken, hvortil han var kaldet.
            Naar man staar over for, – ja, hvad skal man kalde det? – en Aabenbarelse, som Ivar Aasen, mærker man tilfulde, hvor utilstækkelig endnu de Midler er, som Historien raader over, naar det gjelder at forklare, hvorledes det Mærkelige opstaar. Biomstændighederne er let nok at trække frem; men det glipper med, hvad der er Hovedsagen. Eller hvorledes har Søndmøre kunnet føde og ale en Gutunge som denne her? Det er en Gaade, paa viss Løsning det faar være senere Historikere forbeholdt at øve sin Kløgt. Paa Ivar Aasen blir de almindelige Udtryk og Betegnelser kun haltende og ufuldkomne, men vi er henviste til at holde os til dem alligevel.
            Kanske vilde det ikke være Sandheden saa fjernt, om det sagdes, at Ivar Aasen var Norges Romantiker.
            Det er dem, som vil stejle!
            Ivar Aasen – som han gikk der med sin lille pjuskede brune Hat, ludende forover, saa man kunde være bange for, han vilde falde paa sin Næse, med de hængende Skuldre, sigende i Knæerne, subbende i sine egne slarkende Galoger og de graa, tykke og tunge Blavaatter, som om han var kommen fra eller skulde du og ro Søndmørfiske; Ivar Aasen med dette Ansigt, som saa sjelden forraadte, hvad det gjemte, med denne anspændte Pande, disse knudede Tindinger, disse Læber, som var saa døde, naar der ikke tilfældigvis spillede et Smil paa dem; – denne hele Fremtoning, som man kunde tro var en liden Skipper, hvis han ikke havde set umulig ud til det ogsaa, – skal det kunne være Norges Romantiker?
            Lad os se. Baade hvad Ivar Aasen var og hvad Romantiken har været.
            Ud af vor egen Literatur har vi kun et skyggeagtigt Indtryk av Romantiken. Den er aldrig blit nogen Magt i vor Poesi. Vi er tilbøjelige til at tro, at Romantiken, kjendetegner sig ved, at Digteren beskjæftiger sig med sine egne smaa Sorger, gjør den levende Almenhed til sin Fortrolige ved at udgi disse sine Sorger i Digt eller Prosa og forresten søger sin Trøst i Maaneskin og en Smule Verdensforbitrelse. For os staar Romantiken som noget ungt og sværmerisk, noget blast og mistrøstig. Det er ikke uden Grund, og det er os ingenlunde til Skam, at vi har faat det Indtryk. Vi har naturligvis, som alle andre sunde og levedygtige Folk, været inde under Romantiken, under dens Indflydelse og dens vækkende Magt. Men det er ikke paa Digtningens Omraade. Der har vi kun strejfet den. Paa andre Omraader derimod har vi fremragende Repræsentanter for den romantiske Aandsbevægelse. Ti denne er noget andet og langt mer end en literær Skole. Men ikke i nogen anden har saa mange af den store Romantiks Elementer været samlet som i Ivar Aasens Sind og Bestræbelser.
            Alment siger man, at Romantiken er et Hang fra Civilisation tilbage til Natur, fra Nutid tilbage til Fortid og gjennem Historien om Fortiden til Folkenes Livskilder. Den er en Hævden af Følelsernes Ret mod den skjærende og sondrende Tanke. – Og der er intet at sige mod det rammende og rigtige i denne almene Dom. Kun maa man huske, at den romantiske Bevægelse strækker sig betydelig længer tilbage end til Begyndelsen at dette eller Slutningen af forrige Aarhundrede. Da ble den Literatur. Men Bevægelsen selv er langt ældre, og med Ivar Aasen er det literære det mindste, ligesom selve det romantiske Drag begyndte med at lægge Hovedvægten helt udenfor Literaturen.
            Menneskene har lagt megen Kløgt i at udvinde det rene Guld af gramsede Metaller. Den Tids vidende Mænd gik ud fra, at der undenfor, bag de slaggede Skaller, maatte findes det ædle og ufordærvede.
            Og andre lærde Mænd saa paa Menneskene, som hine saa paa den Natur, der ikke havde været med i Syndefaldet, og de søgte efter det uforkrænkelige, bag hvad Tiderne havde oplagret af Overdrev og Tilfældigheder. Var der ikke en Folkeaand? Var der ikke et Folkesprog? Var der ikke en sund Sans, som var fælles for alle, og som alle havde skabt det samsvarende Udtryk for.
            Menneskene kunde jo ikke leve uden Naturen. De var jo dens Brødre. Og saa maatte jo Samlivet med og en kjærlighedsfuld Forstaaelse af Naturen føre Menneskene tilbage til, hvad de oprindelig havde været og hvad de skulde bli igjen. – Alltid gjaldt det at komme tilbage, tilbage til Menneskets Natur, som tilbage til Guldet.
            Og ad hvilke Veje? Ved hvilke Midler? – Det er naturligvis gaat her som saa ofte, hvor Menneskene har stillet sig en stor, men umulig Opgave. Man har maattet gjøre Afslag og delvis ændret sine Maal. Der har lærde Granskere siddet for lange Tider tilbage og samlet Folkeslagenes Ordsprog og stillet dem Side om Side. I Ordsprogene saa man ligesom det selvskabte Udtryk for den oprindelige Folkesjæls Visdom, og naar man fandt Enheden i Ordsprogene maatte man derigjennem ha vundet tilbage til, hvad der var Folkenes oprindelige og uforgjængelige sjælelige Fælleseje. Men netop denne Søgen udover de nationale Afgrænsninger førte, paa engang mærkelig og naturlig nok, til en Fordybelse i Nationaliteterne, og i det for hver enkelt af dem særlige. Ogsaa der havde man en Vej tilbage til Naturen. Men i Sproget havde den nationale Aand sid Udtryk, og en Søgen efter det nationalt ejendommelige, maatte lede, som den ogsaa har ledet, til en Syslen med Folkenes Sprog.
            Og nu Ivar Aasen?
            Det er ikke et af disse store afgjørende Drag i den mægtige Bevægelse, uden at en jo finder den igjen hos ham. Han søgte i Naturen, man kan si, at han formælede sig med den. Der gik han og plukkede og samlede Straa og Planter, studerede dem og beskrev dem for at kunne istandbringe et StykkesøndmørskBotanik. Han behandlede sin Hjembygds Dialekt, det af Folkesprogene altsaa, som i egentligste Forstand kunde kaldes hans Morsmaal. Og da han gjennem sit Arbejde i denne sin nærmeste Kreds var kommen ud i større Forhold, med rigere Anledning til at samle – saa kom ”det norske Folkesprogs Grammatik”, ”Ordbog for det norske Folkesprog” og hans ”norske Ordsprog”. Han nøjedes ikke med Folkets Tale alene, og heller ikke Studiet af Naturen var tilfredsstillende for ham. Han søgte ogsaa efter Folkesjælen gjennem de Udtryk, den formentes at ha skaffet sig i Ordsprogets Form.
            Saa inderligt og alsidigt har Ivar Aasen været knyttet til, hvad der var Romantikens levende og virkelige Kraft.
            Har han været en lykkelig stillet Mand? Dette om Lykke er et Spørsmaal som Romantiken har det travelt med at stille, og som ogsaa Ivar Aasen i tungsindige Timer mange Gange stillede sig selv. Han har havt noget af Askeladden ved sig – skjønt han aldrig vandt Prinsessen, samtidig med, at det kan være tvilsomt, hvorvidt han ikke maa siges virkelig at ha vundet det halve Rige. Efter Prinsessen kastede Ivar Aasen lange Øjne. Men Held har han paa sin Vis havt med sig. Der var ikke mange Bygder dengang, hvor der fandtes et Bogtrykkeri. men paa Søndmøre fandtes Aarflots Trykkeri. Om det havde der dannet sig et Bibliotek. Vel ikke stort, men dog adskilligt at læse, og til det fik Ivar Aasen Adgang. Det var ialfald aaben Anledning til at læse. – Hans Ungdom faldt i en Tid, da der endnu gaves norske Prester, som kunde gi grej og sund Undervisning, selv i de vanskeligste læge Fag. Ivar Aasen mødte en slik i Præsten til Herø, H. C. Thoresen, denne kraftige, begavede Mand, af hvem han lærte saa meget, at han siden kunde lære sig selv. Saa fik han Ansættelse som Lærer i det rige og glade Hjem, Huset med de aabne Døre, hos Kaptejn Daae til Solnør, – den senere saa bekjendte Politiker og Statsraads Far. Han kom ind i større Forhold. Saa tog han i 1841 en Tur til Bergen. Da havde han sit søndmørske Herbarium med i sin Kiste. I Bergen var Neumann Biskop. Den bergenske Biskop havde Sans baade for Historie og Naturstudier. Han fatted Interesse for denne selvlærte Mand. Og i Bergen var samtidig den rigt begavede Trondhjemske Rektor, Fredrik Moltke Bugge, der kom under Vejr med Aasens sproglige Studier og øjeblikkelig med hele sin ildfulle Sjæl vied dem sin Interesse. Bugge var formand for Videnskabernes Selskab i Trondhjem. Her var en Opgave for det. Det gjaldt jo at virke for ”Levninger af Oldsproget, fortrængt ved Forbindelsen med det germaniserende Danmark”.
            Saaledes gik Ivar Aasen, man kan næsten sige lunt ind i, hvad der skulde bli hands udødelige Livsgjerning. Han sattes istand til at rejse Landet rundt og samle og studere Dialekterne.
            Af Videnskabsselskapet i Trondhjem fik han 600 Kroner. Ham forekom den lille Sum ængstende stor. Han vidste ikke, hvorledes han skulde gjøre Nytte for den, da han sad inde paa et lidet Værelse i en af de bagre Veiter i Trondhjem og syntes, han ikke havde Tid til at pudse sit Lys, og da de Enkelte, han søgte i Skumringen, maatte gjemme hans Hue bort for paa den Maade at tvinge ham til at bli til Aftens, saa der dog kunde bli noget Pusterum i hans Arbejde. Fra Trondhjem kom han til Kristiania. Hans Arbejder vandt Anerkjendelse fra alle Sider, og Staten bevilgede ham rigeligere og rigeligere Indtægter, og i Enstemmighed lød det: det er fortjent, det er fortjent!
            Ti der var en almen Følelse af, at Ivar Aasen stod i Forbund med det dybeste og inderligste i Folkets nationale Trang. Efter 1814 var der blit en Trang i Folket til at finde sig selv, sin nationale Kunstform, en national Literatur, finde sin egen Historie frem igjen og sig selv i den, og sit eget nationale Sprog. Der var en Tro paa, at derved vilde Kræfter, som ellers løb Fare for at bli liggende udenfor Kulturen, drages ind i den og nyttiggjøres. Der var kommen op næsten en Overtro paa
           
             – De stille Dale,
            der har Kilder fra et snedækte Fjeld,
            hvor vor Kunst i Toner som i Tale
            altid finde skal sit friske Væld.”
 
            Mellem de Mænd, som her var de virkende mellem Keyser og P. A. Munch, mellem Wergeland og Welhaven, Ole Bull og Tidemann staar Ivar Aasen, – saa vidunderlig harmonisk. Han havde intet af autodidaktur Snæverhed, men han vilde ikke bli Student, for han troede ikke, han kunde lægge sig om efter de Fordringer, som stilledes til dem, der tilhørte den akademiske Stand. Han vilde ikke tage et Professorat, for han var bange for, han ikke passede ind i Forholdene. Han vilde bli uforstyrret i den rige Verden, han havde skabt om sig i sin Drøm om et Norge, der ikke alene var frit og politisk selvstændigt, men hvor Folket havde erhvervet sig den dybere Selvstændighet, som stiger af, at det selv smelter sammen med den Natur, i hvilken det er baaret, faar den aabne Sans for Tradition og Overlevering, og et Sprog, gjennem hvilket det kan give sine Tanker og Stemninger, Følelser og Higen et Udtryk, hvori det, som virkelig bor i Folkets Bryst og lever som Melodi i dets Øre, kommer til sin fulde Ret.
            Det var Ivar Aasens Drøm. Og for den virkede han i utrætteligt Arbejde, ved sin geniale Sprogevne, ved sin Hjælpsomhed mot trængende, ved sin Trofasthed Fremskridtets Sag, ved sine uforlignelige Sange og det rige Tonevæld, i hvilket Skjemt, Alvor, Lune og Sorger tumlede og samledes i sjælfuld Harmoni.
 
[Prenta i kveldsutgåva av Dagbladet 23. september 1896, same dagen som Aasen døyr.]
 
Artikkellesar