Nekrolog i Verdens Gang 24.9.1896
Nekrolog i Verdens Gang torsdag 24. september 1896.

Nekrolog i Verdens Gang 24.9.1896

"Disse to Værker, der begge senere er udkomne i omarbejdede og øgede Udgaver, skabte ham, den beskedne Mand uden Examener og akademiske Grader, et højt hædret Navn blandt Verdens Sproglærde, og der tør ingen Tvil være om, at han altid vil blive regnet til de største filologiske Talenter."



Ivar Aasen.

En af vort Lands aandelige Stormænd er død. Ivar Aasen sov stille hen igaar ved Middagstid.

For nogle Uger siden havde han fyldt 83 Aar, og skjønt den høje Alder ikke havde svækket hans Aandsevner, havde den dog forlængst sat sine Spor i legemlig Skrøbelighed. Aasens kjendte Skikkelse havde ikke paa fleire Aar været at se paa Gaden. Budskabet om hans Død kan da naturligvis ikke siges at komme uventet.

Men det er dog en vemodigt underlig Tanke at tænke, at Ivar Aasen ikke er mere. Skjønt hans lange Arbejdsdag allerede var endt, stod han fremdeles for alles Bevidtsthed som Repræsentanten for et stort Stykke af det nationale Gjenrejsningsarbejde, hvorved det nye Norge er blevet, hvad det er. Han var bleven en af dem, som det faldt Landsmænd naturligt at mindes og hædre, naar de samledes ved højtidelige Anledninger. Saa tilbagetrukket, som han levede, saa lidet, som han lod sin Person træde frem i Offentligheden, var hans Navn alligevel et af de mest landskjendte og et af dem, der maatte nævnes i første Række, naar norsk Aandsliv kom paa Tale.

Hans Livssaga er i sine væsentligste Træk alment kjendt. Født 5. August 1813 i Ørsten paa Søndmøre som Søn af ubemidlede Bondefolk blev han 18 Aar gammel Omgangsskolelærer i Hjembygden. De Kundskaber, han allerede tidlig under mange Vanskeligheder havde begyndt at erhverve sig, fik han Anledning til at øge under et Par Aars Ophold hos den dygtige Sognepræst Thoresen i Herø – Henrik Ibsens Svigerfader – og som Huslærer hos Kaptein Daae i Ørskoug. Her begyndte han at ofre det søndmørske Folkesprog sin Interesse, væsentlig tilskyndet ved den Lighed, han fandt mellem denne Dialekt og Oldnorsk, og 28 Aar gammel henvendte han sig til Biskop Neumann i Bergen, ved en grammatisk Oversigt over Søndmørsk tilligemed Brudstykker af en Ordbog og en Samling søndmørske Ordsprog. Disse Arbejder foruden en Plantesamling frå Søndmøre vakte Opmærksomhed baade hos Biskopen og den kjende Skolemand Rektor F. M. Bugge. Med dennes Medvirken fik Aasen 1842 et Stipendium af Trondhjems Videnskabsselskab , og fra nu af kunde han udelt ofre sig for det videnskabelige Studium af de norske Maalfører, idet han ved Hjælp af en aarlig Understøttelse først af Videnskabsselskabet og senere af Staten sattes i Stand til at berejse de fleste af Landets Egne og derefter i Kristiania, hvor han var bosat fra 1847; at bearbejde det indsamlede sproglige Materiale.

Da Aasens «Det norske Folkesprogs Grammatik udkom i 1848 og hans «Ordsprog [sic.] over det norske Folkesprog» i 1850, vakte de inden de Kyndiges Kreds den største Opsigt, baade fordi der i dem var optaget til Bearbejdelse et rigt, hidtil saagodtsom aldes udyrket Felt, og fordi de vidnede om, at den søndmørske Autodidakt sad inde med en videnskabelig Begavelse af første Rang. Disse to Værker, der begge senere er udkomne i omarbejdede og øgede Udgaver, skabte ham, den beskedne Mand uden Examener og akademiske Grader, et højt hædret Navn blandt Verdens Sproglærde, og der tør ingen Tvil være om, at han altid vil blive regnet til de største filologiske Talenter.

Men disse videnskabelige Storværker er kun én Side af Ivar Aasens Livsgjerning. Som han med Lærdom granskede det fra Fædrene nedarvede Sprog, saaledes stillede han sig ogssa dets Gjenfødelse som Literatursprog til Opgave. Her kom der til at staa Strid om hans Navn, en Strid som endnu er gaaende, efter at han selv forlængst er traadt tilbage fra Kamppladsen. Her er ikke Stedet til at gaa nærmere ind paa Maalstriden og «Maalstrævet». Det er muligt, at det endelige Resultat ikke bliver det, som Aasen tænkte sig. Men saa meget er vist og sikkert, at uden ham havde vi den Dag idag ikke været saapas langt fremme i Norskhed i Sprog og tillige i Tanke og Følelse, som vi er.

Og endelig har han som Digter sunget sig ind i alle norske Hjerter ved disse forunderlig enkle, fine, stemningsfulde Sange, der ved sin noble Poesi, sin Formfuldendthed og sin dybe Understrøm af Kjærlighed til Land og Folk indtager en Plads blandt det beste af al norsk Lyrik. «Dei vil altid klaga og kyta» for Exempel er forlængst blevet en af vore Nationalsange og lyder selv i Kredse, hvor man nærmest staar uvillig overfor det Maal, den er skrevet paa.

For alt, hvad Ivar Aasen saaledes har skjænket vort Folk, har han længe ejet dets varmeste Taknemmelighed . Var han end en Tid, skjønt ingen Stridens Mand, dog et Stridens Tegn, saa er de Dage længst forbi. Anerkjendelse fra alle Hold har samlet sig om ham og kastet Lys over den enslige Mands Alderdom.

 

Verdens Gang, torsdag 24. september 1896

Artikkellesar