Nekrolog Aftenposten 23.9.1896
Nekrologen over Ivar Aasen i kveldsnummeret til Aftenposten 23. september 1896, same dagen som Aasen døyr.Foto: Nasjonalbiblioteket

Nekrolog Aftenposten 23.9.1896

"Selv de, der sterkest kjæmpede mod den første af disse Retninger, vil med Taknemmelighed erkjende, hvilke Indsatser af Foryngelse og Berigelse den har skjænket det norske Sprog i Skrift og Tale."

Ikke uventet kunde det Budskab komme, som vi idag har at bringe om, at Ivar Aasen er hensovet. Det er et Budskab, som fra Lands Ende til anden vil blive modtaget med Følelser af Vemod og erkjendtlig, høiagtelsesfuld Ihukommelse – med Følelsen af, at her er en af dem gaaet bort, der gjennem et langt Livs paa en stor Opgave rettede Gjerning havde erhvervet sig Retten til at mindes blandt Kulturarbeidets Rydningsmænd i dette Land – med Følelsen af den dybeste Ærbødighed for en Personlighed, hvis Bramfrihed alene blev overtruffen af den udelte Hengivenhed, hvormed han ofrede alt for den valgte Opgave og i dens Tjeneste stillede et Førsterangs Talent og den mest samvittighedsfulde Nidkjærhed. Tillægges kan det ogsaa, at dette var Følelser, hvis Udtryk paa mange Maader slog ham imøde, baade fraa dem, der blev hans Medarbeidere i den Gjerning, i hvilken han praktisk søgte at omsætte sin videnskabelige Forsknings Resultater – fra "Landsmaals"-Bevægelsens Mænd – og fra saa mange, mange andre. Ingen kunde jo heller andet end holde af "Ervingens" og "Symras" Digter. Ingen kunde andet end føle sig dybt bevæget ved Synet af en Livsførelse, saa uegennyttig, saa opofrende som den, der var Ivar Aasens. Og de ældre blandt os, der personlig havde levet med i "Maalreisningens" og Maalkampens sterkt bevægede Dage, kunde heller ikke glemme, at i den hedeste Strid – og det gik ofte varmt nok til under en Polemik, der ikke sjelden antog den ligefremme Lidenskabeligheds Karakter – havde Ivar Aasen altid vidst at hævde sig sin Stilling over eller udenfor Stridspladsens ophvirvlede Støv og heftige Larm. Det er paa det blankeste Skjold, at Ivar Aasens Navn vil staa ristet i vore nationale Minders Historie.

 

*

En Autobiografi

 

[Aftenposten trykte her teksten "Selvbiografi"]

 

*

 

Så lød fraa Ord til andet en autobiografisk Skisse, som Ivar Aasen i August Maaned 1841 i Løbet af et Par Timer opsatte for sin Velynder, Biskop Neumann i Bergen. Der er et Træk i denne Livsskildring, som vi alle drager Kjendsel paa: den samme Beskedenhed, ja Ydmyghed, som var et Særkjende ved den lærde, af alle høit ansete Videnskabsmand, var ikke fremmed for den unge, ukjendte Skoleholder, som netop  havde nippet til Kundskabens Bæger. Naar han med Hænderne på Ryggen ruslede om i Byens Gader, var det nok de færreste, som i ham anede en Sprogforsker med europæisk Berømmelse.

I Slutningen af Juli Maaned 1841 kom Ivar Aasen til Bergen som Dækspassager med Dampskibet "Nordkap". Hvad han egentlig vilde her, havde han neppe dengang selv Rede paa. I det høieste dæmrede der hos ham et svagt Haap om, at der her under de rigere Forhold skulde aapnes ham ialfald en Smule bedre Udsigter for et fortsat Arbeide, end hans Hjemstavn kunde byde ham. Overdrevne tør hans Fordringer dog paa ingen Maade have været, da den Løn, han som Huslærer havde oppebaaret, havde været det daglige Ophold og nogle faa Daler. Hans Lykke vilde, at han strax efter sin Ankomst til Bergen skulde blive indført hos Biskop Jakob Neumann, der var en af Datidens mest mangesidige Videnskabsmænd og derhos et varmtfølende Hjertemenneske. Da Ivar Aasen kom ind til ham, bar han fire store Pakker under Armen og et Manuskript i Haanden, og forlegen, som han var, vidste han hverken "at eller fram", da han bukkende stod foran sin Biskop. Efter den første Hilsning lagde han fra sig Pakkerne, der inneholdt et søndmørsk Herbarium, hvori Planterne fandtes med Slegter og Arter, bestemt af ham selv efter det Linneiske System. Biskopen, der ikke var Botaniker og i Øieblikket havde andet at tænke paa, beundrede hans Flid og Iherdighæd og bad ham gjentage sit Besøg, for at han kunde faa Anledning til at gjennemse hans medbragte Manuskript, som han nu kun kunde ofre et flygtigt Gjennemsyn. Allerede dette havde imidlertid været tilstrækkeligt til at overbevise Biskopen om, at det var "en værdig Discipel af Grammatikeren Rask", han havde staaende foran sig; thi hans skrevne Arbeider udmerkede sig ved "en Orden i Tankegang og en Fremstillingsmaade, som den dygtigste Skribent ikke skulde have skammet sig ved". Et Par Dage efter kom Aasen igjen. Biskopen fik da Anledning til at gjennemlæse hans sproglige Afhandlinger, der var en grammatikalsk Oversigt over den søndmørske Dialekt med Fragmenter af en Ordbog og som Bilag dertil en Samling af søndmørske Ordsprog, efter Indholdet ordnet i 20 Afdelinger. Neumann fik Forfatteren til at give sig de ovenfor aftrykte Meddelelser om hans tidligere Liv, som han derpaa offentliggjorde i "Bergens Stiftstidende" med følgende Efterskrift:

"Man vil neppe kunne læse, hvad her er meddelt om Ivar Aasen, uden at beklage, at saa store Anlæg skal være tabt for Verden, eller at ingen Stilling skal findes, hvori denne merkelige unge Bonde skal kunne komme paa sin rette Hylde. Hans Ophold i Bergen traf ind paa en Tid, da Rektor Bugge fra Trondhjem og Lektor Welhaven fra Kristiania netop var her. Jeg raadede ham til at henvende sig til disse Mænd, for at de muligen kunde anvise ham eller anbefale ham til nogen passende Ansættelse, var det end kun en ringe Betjenpost ved Universitetet, hvor han dog kunde have noget Raaderum for sine Tanker og faa Anledning til at læse – det høieste Maal for hans Ønsker; men om han har faaet talt med dem, ved jeg ikke. Havde Rask været i Live, han vilde have omfavnet ham som sin kjæreste Discipel og gjort ham til sin Amanuensis."

Biskop Neumanns Anbefaling udvirkede til en Begyndelse saa meget, at Rektor F. M. Bugge, der var Præses i Videnskabernes Selskab i Trondhjem, skaffede ham Aaret efter fra dette den første Understøttelse til at reise om i Landet for at studere det norske Folkesprog. Saavidt erindres havde Professor S. B. Hersleb allerede i Begyndelsen af Tretiaarene henledet dettes Opmerksomhed paa Ønskeligheden af, at der blev tilveiebragt en Beskrivelse over vore mest ægte Folkedialekter. Det blev nu Ivar Aasen, som blev overdraget dette Hverv, idet han fra Høsten 1842 blev tilstaaet en Understøttelse af 600 Kr., hvorfor han i de følgende Aar besøgte først det vestenfjeldske, senere det sønden- og nordenfjeldske Norge for at studere Folkedialekterne. Hvad han, som dog var en fattig Søndmørsgut, paa disse sine Færder maatte døie, var ikke Smaating. Han fulgte med paa Fjeldslaatterne, hvor han hele 8 Dage igjennem ikke fik Tag over Hovedet; han var med i Fiskerens Baad og holdt til paa Fiskeværene, og helst var det de mest afsidesliggende Bygder, som han gjestede. En Mand, som paa denne Tid lærte Aasen at kjende, han udtalt, at det var et sandt "Hundeliv", han maatte føre. Men med en Opdagelsesreisendes Energi og Udholdenhed underkastede han sig villig alle Savn, og da han i 1847 bosatte sig i Kristiania for at bearbeide sine Samlinger og og Optegnelser, var disse saavel i Omfang som i indre Gehalt saa betydelige, at man har vanskeligt for at fatte, at det hele skyldtes en enkelt Mands Samlerflid.

 

*          *         *

Allerede i 1848 havde Ivar Aasens fremlagt sin "Det norske Folkesprogs Grammatik", der to Aar senere efterfulgtes af "Ordbog over det norske Folkesprog". Endogsaa for Videnskabsmænd, som ikke alene havde studeret vort Oldsprog, men ogsaa havt Anledning til at blive fortrolige med det Sprog, som lever paa Almuens Læber, var det en Overraskelse at se, hvilke Skatte der her var bleven bragte for Dagen, og det er i saa Henseende betegnende for den Sensation, Ivar Aasens Opdagelse vakte – thi en Opdagelse var det virkelig for de fleste – at se, hvorledes en Mand som P. A. Munch, der selv havde begyndt med Strid mod de norskhedsivrende "Sprogfordærvere", hvorledes endog han, der ovenikjøbet ikke var nogen særdeles enthusiastisk Natur – i sin Omtale af Ivar Aasens Arbeider lod sig henføre til en Ytring som den, at "en Ophøielse af vort Folkesprog til Skriftsprog eller Opstilling af et norsk Skriftsprog, i det væsentlige overenstemmende med Oldsproget, men begribeligt for hver Bonde, der har anvendt Halvdelen saa megen Flid paa at lære sig at stave, som han nu maa anvende for at lære sig Dansk, ei alene hører til de blotte Tænkeligheders Kategori, men endogsaa en temmelig let." Man ved, hvorledes det var Ivar Aasens Optræden, der kom til at betegne Sprogbevægelsens skarpe Deling i to Retninger: paa den ene side hen mod Landsmaalet, paa den anden Side hen mod en gradvis Tilnærmelse til Talesprog. Selv de, der sterkest kjæmpede mod den første af disse Retninger, vil med Taknemmelighed erkjende, hvilke Indsatser af Foryngelse og Berigelse den har skjænket det norske Sprog i Skrift og Tale.

*

Siden sin faste Bosættelse i Kristiania levede Ivar Aasen Videnskabsmandens og Forfatterens stille Liv – endnu dog ofte, saalænge Kræfterne holdt sig, afbrudt ved Besøg paa Landsbygden. I 1852 blev han Medlem af Videnskabsselskabet i Trondhjem. Han var Æresmedlem af "Det norske Samlag", af hvis Bedømmelseskomite han havde været Medlem siden Selskabets Stiftelse. Olafsordenens Ridderkors havde han siden 1873.

*

Ivar Aasen var ved sin Død lidt over 83 Aar gammel – han var, som ovenfor nævnt, født den 5te August 1813. Han havde i længere Tid været meget svag; men for egentlig Sygdom var han bleven forskaanet, og det var ogsaa uden Spor til nogen saadan han Kl. 12 ½ i Eftermiddag stille slumrede hen.

For ham vil Fædrelandets Jord være let, og i Normænds Ihukommelse vil hans Navn leve saa længe det norske Sprog lever i Videnskab, i Tale og i Digt.

___________

    Artikkellesar