148 Maurits R. Aarflot, 6.11.1851

Gode Ven.
 
Da jeg nu har havt en god Leilighed til at sende mundtlige Hilsninger, havde jeg ikke tænkt, ar jeg saa snart kunde komme til at skrive dig til; men alligevel maa jeg dog nu rykke ud med nogle Linier i Anledning af det ankomne Brev til Rasmus og Ole Mork. Sagen er nemlig den, at disse Herrer vare allerede bortreiste, da Brevet kom; dersom de kun havde varet een Dag til i Byen, saa vilde de have faaet sit Brev; men nu blev det saamen for seent. Jeg veed nu ingen bedre Raad med dette Brev end at sende det beneste Veien tilbage igjen; thi at sende det til noget Sted paa Veien, vilde, saavidt jeg kan skjønne, ikke nytte til nogen Ting, da det kun vilde blive liggende paa et eller andet Postaabnerie, uden at Vedkommende fik noget at vide derom. Og desuden har vel Brevet handlet om en eller anden Udretning her i Byen, og isaafald kunde der ikke nytte Vedkommende noget efter Afreisen herfra.
 
Hvad nu disse Herrers Ophold her i Byen angaaer, da kom de hertil forrige Onsdags Aften (den 29de) i det værste Hunde-Veir, som nogen kunde være ude i. Nogle faa Dage i Forveien havde jeg modtaget "Postbudet", og paa det sidste Nummer fandtes paaskrevne nogle faa Ord, som lovede mig "et uventet Besøg", men hvem den Besøgende skulde være og hvorfra han skulde komme, det havde man klogeligen undladt at nævne. Nu er jeg rigtignok ved mine mange Omtumlinger i Verden bleven saa kold og ligegyldig, at jeg ikke lettelig kan overraskes endog ved det allermest uventede Besøg; men alligevel blev jeg dog noget forundret, da jeg ved Tilbagekomsten fra en Udflugt i Mørkningen fandt Rasmus og Ole Mork staaende i Gaarden. Stakkels Folk, de havde just ikke havt nogen særdeles fornøielig Reise; ideligt Uveir paa Sø og Land, frugtesløse Anstrengelser og skuffede Forventninger, maadelig Forpleining og umaadelige Udgifter, see det var nu Hoved-Summen af den Udflugt. Du kan takke din gode Lykke, at du blev rolig hjemme; det er saamen noget bedre at sidde hjemme paa Egsæt end at være en 60 eller 70 Mile borte og drive omkring i Storm og Kulde og Snee og Søle, omgiven af vildfremmede Folk, af hvilke man neppe kan vente sig et venligt Ord og endnu mindre noget andet godt.
 
Det var nu ikke underligt, om disse vore Reisende havde glædet sig til at faae see noget af al den Glands og Herlighed, som Hovedstaden indeholder, og at de saaledes kunde vente sig en Smule Fornøielse paa sin møisommelige Vandring. Imidlertid blev dog den Fornøielse ikke saa stor, som den under andre Omstændigheder kunde have blevet. Naar man skal see sig rigtig om her i Byen, maa man idetmindste have en fjorten Dages Tid (ei at tale om en vel forsynet Pung), men nu vare disse Mænd kun fem Dage i Byen, og en stor Deel af denne Tid gik desuden bort i bare Forretningstager. Nu er her visse Ting, som man ikke faaer besee hver Dag, men kun til visse Tider; saaledes Slottet, Nationalmusæet, med mere; og saaledes var der adskilligt, som desværre denne Gang blev ubeseet. Det var for det meste kun det Udvendige af Byen, som jeg kom til at vise dem; af det Indvendige fik de kun see lidet, og jeg veed kun at nævne, at jeg fulgte dem paa Komedien og paa et Par Værtshuse. (Tænk engang: Værtshuus og Komedie! Hvor vil dette klinge i Søndmøringernes Øren? Ja, jeg undtager naturligviis slige som du, som er mere Verdensmand end Søndmøring). Heller ikke var her nogen rigtig Stads paa denne Tid; imidlertid traf det dog saa heldigt, at her var et Par Festligheder i Kirken, hvor de kom til at høre Kaurin, Wexels, Bruun og Halling. Paa Kunstforeningens Maleriesamling vare vi rigtignok en Gang, men denne Samling er ikke nu saa rigelig forsynet som før, da nemlig mange af de forhen bekjendte store Malerier nu ere borte.
 
Men, som sagt, Tiden var for kort; Ole Mork vilde endelig i Veien, og jeg kan ikke fortænke ham deri, thi der hører saa meget til, naar man skal være her i Byen. Hvor beklager jeg ikke nu, som jeg allerede længe har beklaget, at jeg ikke engang skulde kunne bringe det saavidt, at jeg selv kunde have en liden Huusholdning, hvor jeg ei alene selv kunde leve efter mit eget Hoved, men ogsaa ved Leilighed kunde skaffe et Par gode Venner Huusly for en Nat eller flere. Hvilken Fornøielse vilde det ikke være at kunne modtage en Ven og skaffe ham et hyggeligt Ophold og spare ham for en ubeleilig Udgift. Nu derimod staaer man der som en Stakkel og kan intet gjøre. Men det faaer være nok herom; du har saa ofte hørt mine Jammerklager over denne Uleilighed, at du vel engang maa være kjed af det.
 
Jeg skylder at takke for det medfølgende kjærkomne Brev, hvoraf jeg seer, at du har det paa den gamle Viis med Forretninger og Besøg af Allehaande Folk. Anmodningen til Ras[mus om at] kjøbe Molbechs Ordbog kom nu rigtignok for seent; men imidlertid troer jeg, at det ikke vilde være ham mueligt at tage den med sig, da han klagede meget over Mangel paa Rum. Slige store Bøger ere ogsaa meget slemme at transportere paa en Landreise, baade for deres Tyngde og fordi de saa let fare ilde og forskures ved Kjørselen.
 
Hvad mere jeg kunde have at skrive, faaer beroe til en anden Gang, da Brevet ellers bliver for fuldt. Altsaa, intet videre denne Gang end: lev vel og vær hilset.
 
Christiania den 6te November 1851,
I. Aasen.
 
P. S. Med Addressen paa Brevene til mig er det nu ikke saa meget magtpaaliggende, da Postbudene allerede vide Veien meget vel. Ialfald behøves intet videre med Hensyn til Bostedet end kun "Storgaden No. 6", og egentlig behøves ikke det heller.
 
Utanpå: S. T/Hr. Bogtrykker Maurits Aarflot/a/Egsæt/Voldens Postaabnerie paa Søndmør.
Betalt.
Poststempel: Christiania 6.11.1851 [og] Aalesund 15. 11. 1851.
 
-
 
Merknader Reidar Djupedal:
Orig. på Eikset (før prenta i BV s. 114117), omframt ein serskild kladd.
 
- I brev 26. okt. 1851 skriv M. Aa.: «Jeg mindes med Smerte den behagelige Afvexling i dette mit ensformige Liv, som jeg havde, ved at see Dig en og anden Gang trine ind ad min Dør. Dette er nu for stedse forbi og jeg har kun Erindringen tilbage fra hine glade Dage.» Aasen vil snart få gjesting av broren, Rasmus Aarflot og Ola Mork «som vil kunne fuldstændiggjøre Beretningerne her hjemme fra.». I. Aa. vert beden om å senda med dei heim att Chr. Molbech: «Dansk Ordbog».
 
I. Aa. får brevet etter at dei er farne.
 
- Rasmus Rasmusson Aarflot (18291888) var i ungdomen typograf og bokhandlar på Eikset, frå 1852 bonde på Rotset i Volda, stod for «Postbudet» frå 1854 medan broren, Maurits, var på Stortinget, kasserar i Volda og Ørsta Sparebank 185477, ord­førar 185859, 188687, stortingsmann 186263 (møtte som varamann) og 187173.
 
 Ola Gammelson Mork (18031895), arbeidsformann på veg-, fyr- og hamnearbeid m.m., 185787 fyrvaktar på Hogsteinen fyr (jfr. «Ugebladet» 1895, 20. apr., nr. 16 og «Møre Tidend» 1917, 11. des., nr. 132).
 
- Ophold] galdt å finna forsytaren, Johannes Anderson Øyra, (Øyra-Johannes eller «Blå-Johannes», jfr. J. Gjerding: «Folkeminne frå Sunnmøre», II, s. 24 ff.) åt ei gjente, Ane-Berte (d. oml. 1918), som dei hadde med seg. Ferda gjekk langs kysten. Med hjelp av fru Lindeman kom gjenta inn på Eugenia-heimen (jfr. brev frå R. Aarflot til M. Aarflot, 30. okt. 1851, orig. på Eikset). I. Aa. såg seinare til henne her. 
 
- Slottet] jfr. merknad til Br. nr. 109, var til visse tider ope mot betaling.
 
 Nationalmusæet] var namnet på det noverande Nasjonalgalleriet, skipa 2. mars 1837, hadde hus på Slottet frå 3. jan. 1842 til 1845, i åra 184552 i overauditør Hjelms gard, seinare vart samlingane flytt til Universitetet.
 
- Festligheder] årsmøte i Det norske Bibelselskap og eit misjonsmøte.
 
 Jens Mathias Pram Kaurin (18041863), cand. teol. 1826, seinare professor i teologi og biskop.
 
Wilhelm Andreas Wexels (17971866), cand. teol. 1818, kateket og frå 1846 res. kap. ved Vår Frelsars kyrkje, Oslo, Grundtvigs fremste talsmann i Noreg.
 
 Sven Brun (181294), cand. teol. 1836, prest ved Vår Frelsars kyrkje, frå 1858 sokneprest ved den nye «Trefoldigheds» kyrkje.
 
 Honoratius Halling (18191886), cand. teol. 1843, skipa «Enerhaugens Samfund» 1850, prest ved Jarnbaneanlegget s.å., seinare prest på ymse stader, grunnla 1848 «For Fattig og Riig», interessert i fråhaldssak og sosialt arbeid.
 
 Malerisamling] Kunstforeningen (skipa 1836) hadde frå 1849 eit fast kunstgalleri (gjekk i 1878 inn i Nasjonalgalleriet) ved sida av serlege kunstframsyningar i marknadsveka, jfr. merknad til Br. nr. 154.
 
 Christian Molbech: «Dansk Ordbog», 12, Kbh. 1833.
 

Frå Ivar Aasen: Brev og dagbøker.Ved Reidar Djupedal. Band I. Oslo, Samlaget 1957. Merknadene til Djupedal er publiserte med løyve frå familien. Elektronisk utgåve ved Dokumentasjonsprosjektet, UiO 1998 / Nynorsk kultursentrum 2008